Interview med Pernille Juhl



Interview med Pernille Juhl

1. En lille intro om dig selv: Jeg er vokset op på Fyn. Er kemiingeniør og har arbejdet i fødevareindustrien i mange år.

2. Har du altid vidst, at du ville være forfatter?  Hvornår opstod ideen til at blive forfatter? Hvornår skrev du din første bog? 

I gymnasietiden var jeg glad for at skrive digte og noveller, men det er aldrig faldet mig ind, at jeg kunne blive forfatter.  Men så i 2009 fandt jeg min farfars dagbøger fra 1. verdenskrig. Det kom til at ændre alt. Jeg besluttede mig for at bruge materialet til inspiration til en roman, og det kom der 'Vent på mig Marie' ud af, som jeg debuterede med i 2013. Siden har jeg udgivet 13 bøger, og der er flere på vej. Det er blevet en kæmpe passion for mig.

3. Hvor lang tid tager det dig cirka at skrive en bog? Laver du meget research? Hvor lang tid tager det dig cirka at lave research?  

Det tager mig lidt under et år at skrive en bog, og da det er historiske romaner, researcher jeg altid ret meget. Efterhånden er jeg blevet god til at tage noter, så jeg kan genbruge bøger, jeg tidligere har læst fra samme periode. Som udgangspunkt læser jeg rigtig mange. Det er faglitteratur fra biblioteket og ofte mere end 25 bøger per bog. Det tager jo ret lang tid i sig selv, så jeg har bøgerne med alle vegne. Jeg starter som regel på research, mens jeg stadig skriver på en anden bog, og så fortsætter jeg i lang tid efter, at jeg er startet på bogen. Man kan godt stadig blive klogere og gå tilbage for at justere teksten samt forberede sig på de kommende kapitler.

4.  Hvordan føltes det at vinde din første Mofibo award? Hvordan føles det at vinde den tredje Mofibo award?

Uha - det var en fantastisk følelse at vinde min første Mofibo award, det er jo dygtige forfattere, man er oppe imod. Jeg blev både overrasket, beæret og meget stolt, og den følelse havde jeg også med nummer to og tre. Det handler jo om, at både bogen og oplæseren skal gå op i en højere enhed, og jeg har bare været superheldig med, at både Mathilde Eusebius og Maria Garde er så dygtige indlæsere, og at de fortolker personerne på allerfineste vis. 

5. Har du selv valgt indlæseren til din bog (som vandt mofibo award i år)

Ja, det har jeg. Maria Garde læste den foregående trilogi op, og selvom hun er forrygende, var Mofibo og jeg enige om, at vi skulle prøve en ny oplæser til den nye serie. Jeg ville meget gerne have Mathilde, og det var Mofibo helt enige i. 

6. Hvilken genre kan du bedst selv lide at læse ?

Jeg hører mest lydbøger når jeg kører, og det er som regel krimier eller romaner. Når jeg ser tv-serier eller film elsker jeg dog historisk romance som Jane Austen og serien om kejserinde Sisi. Jeg er vild med bogen Alt det lys som ingen ser af Anthony Doer samt Guds blinde øje. Af krimier holder jeg meget af forfatterne Steffen Jakobsen og Finn Halfdan.

7. Hvad er det bedste ved at være forfatter?

Det er som sagt virkelig en passion for mig. Jeg tænker altid på mit plot og næste skridt, også når jeg laver noget andet. Så er det megaoptur, når jeg sætter mig ned og skriver et kapitel, som jeg virkelig synes fungerer. Noget andet jeg elsker ved at være forfatter er respons fra glade læsere og ikke mindst ved mine foredrag. Der er en del, der kommer og siger: "Jeg har læst alle dine bøger" og så bliver jeg naturligvis glad. Nogle siger endda at se har læst dem flere gange.

8. Hvad er det hårdeste ved at være forfatter?

Det er jo de færreste, der bliver rige på at være forfatter. I en del år arbejdede jeg fuldtids ved siden af, nu er jeg dog kommet til et punkt, hvor det hænger bedre sammen. Jeg har sagt jobbet op og arbejder freelance og kan nøjes med at arbejde indimellem. Det er til gengæld også rart, for ellers er man jo meget alene.

9. Er du en plotter eller en pantzer?

Jeg er blevet bedre til at arbejde med plot, efter at jeg er begyndt at skrive for Mofibo. Det er fordi, det er et krav. Vi griner dog lidt af, at man aldrig kan vide om det ender, som jeg forudser i plottet. Som hovedregel følger jeg den overordnede struktur, men jeg får masser af nye ideer undervejs. I den bog jeg er næsten færdig med, som hedder ´Den sandhed du vælger', kendte jeg nogenlunde slutningen, men den sad først i skabet, da jeg skrev den til sidst. Jeg synes, at virkelige hændelser er meget inspirerende.

10. Hvad giver det dig rent personligt at være forfatter og skabe dine helt egne karakterer mm?

Det giver mig ubeskrivelig meget. Det er fantastisk at arbejde med sin passion. Jeg kan aldrig forestille mig, at jeg holder op. Det er en meget stor tilfredsstillelse at skabe noget, som andre kan bruge. Man kommer også til at kende sine personer rigtig godt. Ja, bedre kan jeg nok ikke beskrive det.


Tusind tak fordi du ville deltage i dette lille interview 

Skrevet af Youlooklikeabook






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva