Alexa Wu (graphic novel) af L Sherman

Alexa Wu af L Sherman. Udgivet 2023. Forlaget Afart.


Wauw! Sikke en farverig, fræk, forførende, følelsesladet, frisk og fængende graphic novel. Datidens total frigjorte og eksperimenterende ånd er virkelig blevet indkapslet i denne helt nye graphic novel version af Alexa Wu takket være Sabine Baudtler- Vedersøs farvestrålende, dynamiske og dramatiske illustrationer. De stråler af liv, passion og glæde, mens karaktererne nærmest danser hen over bogens sider. Via hendes fantastiske illustrationer, ser man tydeligt den tætte og hjertevarme relation mellem mor og datter. Sabine er en sand mester til at give karaktererne tydelig mimik, bevægelse og følelser, så man ved, hvad de tænker og ønsker, nærmest uden at læse teksten.  Man kan se karakterernes humør; smerte, glæde, bekymringer, fortrydelse, vrede. Ja selv mystik og hemmeligheder emmer ud af karaktererne fx i slutningen. Jeg er helt blæst bagover af illustrationerne.  Alexa Wus historie, L Shermans skrivestil og Sabines illustrationer passer bare perfekt til hinanden. Kvaliteten på denne graphic novel er i top med lækre skinnende sider.

Jeg kan slet ikke vente med at læse videre ( også selvom jeg har læst bogen)  

Tegneserien

Efterfølgende er min oprindelige anmeldelse af bogen: 

Sikke en rejse med Alexa Wu gennem tiden og flere lande! Jeg kom virkelig igennem hele følelsesregistret. Omg! Tårer har trillet ned ad mine kinder og store klumper er blevet synket ! Det er intens ægte romance med mærkbar kærlighed, store følelser, sultne blikke, dampende hed elskov og seksuelle eksperimenter, der får ens kinder til at blusse og hjertet til at banke. 

Det er en følsom, hjertevarm og gribende romance, der virkelig giver stof til eftertanke angående ens egen identitet og de valg man tager. Men det er også i høj grad en bog om personlig udvikling, om at bryde ud af de fastlagte og forventede rammer, finde sine egne veje. Vigtigheden i at følge sit eget hjerte og sine inderste drømme, også selvom det nogle gange har konsekvenser. At lave fejl og lære af sine fejl. At stræbe højere og nå sine mål trods utallige udfordringer, afvisninger og skæve blikke. Dette er Alexa Wus rejse. Hun har masser af sprudlende personlighed og livsglæde, viljestyrke og gå-på-mod. Men hun gemmer også på en meget stor tyngende hemmelighed, som hun er meget bange for at afsløre... Hun er bange for at miste alt, hvad hun holder af...

Forfatteren formår at flette spændende viden om historiske begivenheder, problematikker og holdninger ind i bogen på fineste vis. Det er en meget personlig trip down memory lane, hvor man kommer helt tæt på tankegangen og måden at leve på i de vilde '70ére. 

En bog om ægte venskab, kærlighed, mor-datter-forhold, tætte bånd og afvisning.

Der er ligeledes fokus på vigtige relevante temaer som fx diskrimination, seksualitet, fordomme, forudindtagede holdninger, snævertsynethed. 

Det er meget svært, når folk ikke kan rumme den, man i virkeligheden er. Det kan være en næsten ubærlig og uforståelig smerte.

Forfatteren har virkelig lavet et fantastisk karakterarbejde med nogle meget forskellige,  nuancerede men tydelige og mærkbare karakterer.  I hver deres ende af spektret både hvad gælder personlighed, udseende, holdninger og levevis. 

Jeg giver 5 store stjerner/ 6 som samlet vurdering.  Og 6 stjerner til Sabines fantastiske illustrationer. 

Bogen er modtaget som anmeldereksemplar fra forlaget Afart.

Skrevet af Youlooklikeabook

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva