Landet i tæppet. Den der skal leve af Dorthe Klyvø

Landet i tæppet. Den der skal leve af Dorthe Klyvø

*Reklame/ anmeldereksemplar

Åh! Sikke en eventyrlig, gribende og fascinerende historie med spændende riger og slettefolk, grønne græsfolk, skræmmende stenskikkelser, farverige blomsterfolk og forunderlige luftfolk. Forfatteren udviser en enorm fantasi, opfindsomhed og kreativitet. Worldbuildingen er helt unik, en særlig sanseoplevelse, hvor der virkelig er kælet for detaljerne. Jeg følte mig som et lille barn, der med store eventyrlystne øjne blev helt tryllebundet af de særlige omgivelser og alle de helt unikke folk. Jeg sugede det hele grådigt til mig og kunne se det hele for mit indre blik. Ja, endda dufte den vidunderlige græssaft. Jeg havde lyst til at være en af de heldige, der kom til Landet i tæppet og se det hele med mine egne øjne. Det farverige, detaljerede, sansemættende og eventyrlige univers, som forfatteren har skabt er ligesom en vidunderlig magisk drøm.

I den første bog var det en en meget mørk og faretruende tid, hvor Tom kæmpede mod de onde skygger, mens det er i denne bog er den 12-årige Lea, der suges ind i Landet i tæppet i håb om at finde en kur mod sin tiltagende hovedpine. Lea er meget bekymret for, at hendes sygdom er vendt tilbage. Og samtidig ulmer store ubearbejdede følelser i hende, som hun bliver nødt til at se i øjnene, fordi de overmander hende og gør hende ked af det. Hun føler sig meget ensom og overset. 

Landet i tæppet emmer af mystik, store hemmeligheder, konflikter og fortidige begivenheder, som har store konsekvenser for nutiden. Selvom Tom har fortalt Lea spændende historier om de forskellige folk, deres kendetegn og baggrund, så afsløres der i denne bog helt nye sandheder om folkene og deres forbindelser til hinanden og til fortiden. Lea er fast besluttet på at opsøge dronningerne og få fat i den helbredende græssaft, men rejsen dertil er lang og ikke uden store forhindringer og udfordringer. Hvem kan Lea i virkeligheden stole på og tager hun de rette valg? Det er meget nervepirrende og jeg er vild med forfatterens levende og eventyrlige fortællerstil samt måde at opbygge mystikken og hele tiden få læseren til at spekulere over, hvad der er sandheden. 

Dette er ikke kun en underholdende og meget eventyrlig fantasybog. Den har i høj grad fokus på nogle meget vigtige og relevante temaer som fx mindreværd, vrede, jalousi, at føle sig overset og ensom. At føle sig anderledes og forkert, fordi man har været syg.  Dette er ikke blot en rejse gennem et helt fascinerende og eventyrligt land, men i endnu større grad en dannelsesrejse. En hjerteskærende, men også hjertevarm personlig udvikling. Lea er så overvældet af dårlige følelser i begyndelsen og hun ved slet ikke, hvordan hun skal tackle det. Hun lader følelserne vokse sig så store og blive mere og mere negative. Men undervejs i bogen, så lærer hun ganske gradvist, hvor vigtigt det er, at hun ikke holder alle sine tanker og følelser inde, men derimod at dele dem med nogen. Så hun kan få luft, afklaring og en løsning. Forfatteren er virkelig en sand mester til at gengive følelser, så man nærmest selv mærker dem dybt i sit eget hjerte. Karaktererne kommer ind under huden på en og man føler en stor empati. Denne bog har mine varmeste anbefalinger, især til børn/ unge og deres familier, som har brug for inspiration og motivation til at være åbne omkring deres følelser og lære at få talt om tingene. Ingen skal føle sig alene med deres følelser. 

EKSEMPLER: 

Jeg er helt vild med, at huset er levende og har tanker og hukommelse: "Det Gamle Hus vågnede og skuttede sig i morgenkulden. Nætterne blev sværere og sværere at komme igennem, og alle samlinger knagede og bragede om morgenen. I køkkenet var der allerede liv, og huset spidsede ører. Heldigvis genlød det ikke af skænderier her til morgen...Huset trak lidt opgivende på tagryggen, så det knagede i tagrenderne. Bare enten forældrene eller Tom snart ville vågne op og få talt ordentligt med pigen. Ellers kunne man frygte det værste. Det Gamle Hus havde fornemmet en uro på den anden side af tæppet. Noget var i gære, noget var på vej" (side 9-11)

Der er hjerteskærende scener om mobbing/ drilleri: "Alle dem i skolen kigger på mig som om jeg er en freak. Jeg har hørt nogen hviske om, at jeg er syg i hovedet" (side 25) ...Lea listede sig hen over reposen med gråden pressende på og gik ind på Toms værelse og smed sig på hans seng. Ingen af dem forstod hende... Det var hende der havde brug for at komme gennem tæppet". (side 30)

Jeg er vild med mystikken om Fru Lyngvig. Hvem er hun i virkeligheden? Har hun også været inde i Tæppelandet? Hvor gammel er hun? Er hun et almindeligt menneske? "Der var noget galt med tæppet. Hun havde aldrig set det sådan. Det bølgede let for hendes blik, og der stod lysstråler op af det, men konturerne flød ud, næsten som om gulvtæppet forsøgte at vokse og brede sig over gulvet. Som om der ikke længere var nogen grænser...Men idet hun gjorde det steg en ulidelig lyd op af tæppet...Der var et eller andet ravruskende galt" (side 57)

Forfatteren er en sand mester til at gengive følelser, så man nærmest selv kan mærke dem og endda se dem for sig: " Ængstelig og skælvende pressede Lea ryggen  op ad væggen og gemte ansigtet mod knæene. Hun vuggede let frem og tilbage, og efter lidt tid fik den monotone bevægelse den iskolde frygt til at fortage sig..." (side 53)

Og der er også en dejlig humor i bogen nogle gange. Dette er en af mine favoritscener: "Hvem er du? Og hvad laver du her på sletten? Spurgte han i et bydende tonefald... "Ja, jeg kunne spørge dig om det samme! Og har du for vane at lade din hest trampe hen over folk, der ligger og hviler sig? Han kiggede på hende med løftede øjenbryn. "Hvad mener du? Det er da dig, der ikke burde ligge her midt på sletten. Jeg rider her næsten hver dag, og der plejer ikke at ligge fremmede her og sove". "Nå det er meget muligt, men det gjorde der altså i dag" (side 142).  Jeg er vild med kemien mellem slettedrengen og Lea. Det er meget forfriskende og underholdende. Det giver lidt "comic relief" til bogens handling. 

Bogen har nogle supergode budskaber, at man fx ikke skal dømme folk pga deres udseende: "Hvordan ser de ud? Hvordan er de? Helbrederen smilede tilbage til ham. "De er meget gode væsner. De ser lidt...anderledes ud, men det synes du jo om de fleste af os, ikke sandt? Tom smilede forlegent. "Jeg vænnede mig nu hurtigt til det". Han huskede, hvordan det ret hurtigt var blevet sådan, at han slet ikke tænkte på sine venners eller de andre væsners udseende. De var bare...venner" (side 218)

Jeg vil også benytte lejligheden til at rose den dygtige oplæser Lea Palme Skriver

Jeg giver 5,5 stjerner/ 6

Skrevet af bogblogger Youlooklikeabook

Årsagen den manglende halve stjerne er, at jeg synes, at der en del gentagelse i bogen mht hvordan Lea har det og reference til hendes sygdomsforløb.