En uimodståelig udfordring af Tessa Dare

En uimodståelig udfordring af Tessa Dare, 2021. Flamingo Books

Åh! hvor jeg bare elsker Tessa Dares hotte historiske romancer. Hendes skrivestil, hendes vidunderlige humor, de dybe karakterer og den måde plottet folder sig ud. Historien er fyldt med plottwists og overraskelser og jeg kedede mig ikke i et sekund. Jeg var total opslugt fra start til slut. Tessa Dares bøger har masser af lag og karaktererne emmer af personlighed og har meget mere dybde, end man først lige antager. Det er så underholdende at se, hvordan de gradvist sænker deres parader og lader hinanden komme tættere på. Hvordan følelserne bare stiger og stiger til de ikke kan modstå hinanden. De gennemgår begge en kæmpestor udvikling, som ingen af dem havde planlagt eller regnet med. Og undervejs afsløres der spændende, sjove og traumatiske sider af karaktererne, så man bliver helt rørt. Jeg er også helt vild med, at man kommer helt tæt på begge karakterer og ved præcis, hvad de tænker og føler samt mærke deres indre kamp!!  

I denne bog er der ikke kun fokus på den gnistrende kemi og romancen mellem Alexandra og hertugen Chase Reynard, men i høj grad også på hertugens to skønne plejedøtre. Man kan roligt sige, at plejedøtrene ikke er helt almindelige. Deres opførsel er grænseoverskridende og kan lede ens tanker lidt hen på den dystre Adams family. Dette tilføjer et hylende morsomt, meget makabert og lidt klamt element til historien med alt lige fra opkastede indvolde, kunstig blod, dødsensfarlige sygdomme, makabre dukkelege og skumle planer. Men under denne dramatiske og lidt skræmmende opførsel, ligger mange års gribende omsorgssvigt, som ramte både mig og Alexandra dybt i hjertet. Man har bare lyst til at knuge børnene ind til sig og give dem alt dem alt den tryghed og kærlighed, som de har manglet.

Denne bog er ikke kun hed underholdning, men har også fokus på emner som omsorgssvigt, angst, sorg og tab. Den giver en både rødmende kinder, et bankende hjerte og et stort smil på læben. Men den giver også masser af stof til eftertanke og refleksion over ens egen barndom og de svigt og mangler, som man har oplevet samt vigtigheden i at give sine børn tryghed og kærlighed.  Denne bog har virkelig hele pakken og sproget stråler og sprudler af humor, hjertevarme og hotte scener. 

EKSEMPLER:

"Hun var kommet så tæt på, at hun kunne indånde hans træagtige, jordduftende, åh-så maskuline cologne. Hun var næsten besvimet lige på stedet i antikvariatet."

"Men så havde han set på hende med sine varme grønne øjne - virkelig set hende, som folk sjældent gjorde...Han fik hende til at føle, hun var den eneste kvinde i boghandlen. Måske den eneste kvinde i verden. Eller i universet. Øjeblikket syntes at vare for evigt"


Det mest rørende sted i bogen: " I løbet af ganske få uger var hun kommet til at holde af disse to piger. Meget. Når hun hjalp dem, var det som at række tilbage gennem tiden til sit yngre og nyligt forældreløse jeg og trække den pige ind i en omfavnelse fyldt med forsikringer. Du skal ikke være bange.  Jeg ved det er hårdt lige nu. Så utroligt hårdt. Men du er stærkere end du tror, og alt skal nok blive godt til sidst" ( side 153) 

Jeg giver 6/6 stjerner. Jeg kan varmt anbefale alle bøgerne i serien.

Skrevet af Youlooklikeabook

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget, Flamingo books. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva