Min bedste venindes forlovede af Emily Giffin

Min bedste venindes forlovede af Emily Giffin. Udgivet 2022. Forlaget Memoris. 

*Reklame/anmeldereksemplar fra Forlaget Memoris.

Hold da helt fest! Sikke en dramatisk romance fyldt med de vildeste intriger samt kæmpestore hemmeligheder og afsløringer, der virkelig får dig til at måbe. Bogen er både humoristisk, rørende og meget nervepirrende og tager en helt del uforudsete og overraskende drejninger i takt med, at vi lærer karaktererne bedre at kende og flere og flere nye informationer dukker op til overfladen.  Så man gang på gang overraskes og får et nyt syn på den aktuelle situation og hvem man sympatiserer med. Karaktererne er så velskrevet, at man kan se dem helt tydeligt for sit indre blik. Man skulle endda tro, at de lever i virkeligheden. Flere af karaktererne er lidt karikerede, teatralske, men dette øger blot underholdningsværdien og humoren i bogen. 

Bogen er ikke kun en romance, men i allerhøjeste grad også nærmest en hel livshistorie. Et reflekterende tilbageblik på hele ens barndom og ungdom indtil 30'erne. Alt det man har gennemlevet. Den man har været engang, men set igennem et ganske særligt perspektiv nemlig det langvarige venskab mellem "Den pæne pige" - pleaseren Rachel og den langt mere dominerende, manipulerende og karismatiske Darcy. Man kommer helt tæt på hovedpersonen Rachels mange tanker, følelser, overvejelser og bekymringer, mens hun indser en masse nyt om sig selv og ser sig selv og veninden i et helt nyt lys. Det er virkelig en bog, der sætter tankerne i gang og får en til at reflektere over, hvordan man ser sig selv, hvilke mål man har sat sig, hvorfor og hvad der egentlig er det vigtigste, når alt kommer til alt. Samt hvilke typer venskaber, man selv har. Det er en meget moderne romance, som virkelig er up-to-date med, hvilke lidt negative tendenser, der er i vores moderne samfund. Fx fokus på udseende, materialisme og sammenligne sig selv med andre. Det er ikke det ydre, der gør en til et bedre menneske og det er ikke meningen at vi skal konkurrere med hinanden, slet ikke når man er veninder. Denne bog er virkelig en dannelsesrejse for hovedpersonen, hvor hun indser, at meget af det, som hun har antaget, slet ikke har været sandt. 

 EKSEMPLER: 

Jeg er helt vild med forfatterens måde at formulere sig på. Det er virkelig beskrivende og rammende, så man ved præcis, hvad hun mener - Man kan se det for sig: Dex er helt fantastisk: "Hvis jeg troede, at Marcus var god til at kysse, eller Nate før ham, eller nogen anden for den sags skyld, tog jeg fejl. I forhold til Dex er alle andre bare okay. Når Dex kysser mig, drejer rummet rundt. Og i dag er det ikke på grund af alkohol. Hans kys er som de kys, jeg har læst om millioner af gange og set i film. Sådan et kys, som jeg ikke var sikker på fandtes i virkeligheden" (side 116)

Der er en dejlig humor. Forfatteren formulerer sig virkelig på en meget underholdende og sjov måde, så man ikke kan undgå at grine: "Medmindre hun ifører sig min gave: en lang elfenbensfarvet natkjole med høj hals, der ligner noget, Caroline Ingalls kunne have haft på i det lille hus på prærien. Den emmer af ren uskyld i modsætning til de andres sexede gaver, der skriger: " Læg mig hen over en stol og find flødeskummen frem" (side 272)

Kapitel 16 og 23 er nogle af de mest nervepirrende. Der sad jeg helt oppe i loftet af bare spænding og trak næsten ikke vejret.

TEMAER & BUDSKABER:

Der er fokus på venskabets historie på godt og ondt: de fælles glæder og alle de hyggelige stunder, men også jalousi, manipulation, løgne og decideret at tromle hinanden. Den ydre fremtoning, materialisme, perfektionisme og konkurrence. Der er meget store følelser på spil, som nok er blevet lidt for undertrykte. Men der er også fokus på den enkeltes dannelsesrejse og forståelse af sit liv, som fører til skelsættende valg og et nyt syn på sig selv.  Der er ingen tvivl om, at mange af de emner, som der tages op i bogen er noget, som mange kvinder og veninder kæmper med. Budskabet i bogen er nok, at ingen er perfekte og at det gælder om at finde glæden i sig selv, være tilfreds med det man har og er og ikke altid sammenligne sig selv med andre og tro, at deres tilværelse er bedre, med andre ord; man skal ikke tro, at græsset er grønnere på den anden side af hegnet. Samt at nogle gange er folk ikke så perfekte, som de ser ud eller fremstår på de sociale medier mm.

Jeg vil også benytte lejligheden til at rose den supergode lydbog indlæst af dygtige Julie Berthelsen.


Jeg giver 5/6 stjerner.  

Årsagen til den manglende stjerne er, at jeg godt kunne have tænkt mig lidt mere dybde i historien og karaktererne. Men jeg var total underholdt fra start til slut.

Skrevet af bogblogger Youlooklikeabook



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller