Mens verden ser på af Anna Larsson

Mens verden ser på af Anna Larson. Udgivet 2022 Forlaget Cicero. 

*Uopfordret anmeldereksemplar fra forlaget.

Wauw! Sikke en fantastisk, gribende, smuk, følsom og hot romance. Det er en ægte pageturner, hvor jeg blev så opslugt, at bogen var nærmest umulig at lægge fra sig. Handlingen var så nervepirrende og uforudsigelig med masser af intriger, drama og store afsløringer, at jeg sad helt oppe i loftet af bare spænding. Jeg blev helt blæst bagover af forfatterens billedskabende skrivestil samt evne til at skabe karakterer, der føles helt ægte og som kommer helt ind under huden på en. De har begge masser af lag og rørende baggrundshistorier, som ramte mig lige i hjertet. Dette er virkelig en bog, man kan mærke. En bog med sjæl, som gjorde et stort indtryk på mig. Saras personlighed er så ægte og følsomt gengivet, at jeg kom på en gribende og vild rutschebanetur fyldt med både glæde, baskende sommerfugle, nydelse, smerte, bekymringer, grundige overvejelser og skelsættende valg. Det er en helt vidunderlig kærlighedshistorie, hvor man virkelig kan mærke karakterernes individuelle dannelsesrejse og deres rejse tættere på hinanden step by step. Hvordan de begge gradvist åbner sig, lader paraderne falde, ser hinanden for dem de ægte er dybest inde og lukker hinanden ind på trods af de meget truende og ubehagelige omstændigheder, så lykkes det dem at skabe en vidunderlig forbindelse. Der er masser af skøn dialog, humor, ping pong spil, ægte intimitet og hede scener. Det er en voksenromance med dybde, der giver masser af stof til eftertanke på så mange planer, både som individ, som par og mht grænser, pressen og kendte mennesker. Et hjerteskærende indblik i, hvordan det er at være kendt og alle de fordomme, der knytter sig til det samt svigt, bedrag. Bogen sætter mange tanker i gang mht hvordan vi passer på os selv, lære at beskytte vores personlige grænser og skabe et nødvendigt frirum for os selv, hvor vi kan trække vejret helt ned i maven, føle os frie og glade.

EKSEMPLER:

Der er det mest vidunderlige og tætte forbindelse mellem Sara og hendes lille nevø. Jeg blev meget rørt og glad af beskrivelsen i kapitel 4: "Hun smilede ned til Rolf, mærkede hans fugtige hånd i sin, hvordan han rykkede i den, mens han hoppede og dansede hen ad fortovet ved siden af hende...Vi kan lege sammen, når de andre snakker." Hun lo. "Det var en god ide!"..."Hun lo ved lyden af Rolfs stemme, da han satte sig på den ene dækgynge ...."Rolfs åndeløse latter og hans udbrud: "højereeee" (side 59-60).

Samt " Han lagde armene om hendes hals, og hun lukkede øjnene og trykkede den spinkle drengekrop i den knitrende flyverdragt ind til sig. Indsnusede den søde duft af barnehud blandet med børnehavelugtene af mad og tørreskabe" (side 63). Man kan bare mærke hjertevarme emme ud af bogens sider.

Det er så gribende at komme helt tæt på Sara, hendes personlighed samt kendte til de valg, som hun har truffet og hvorfor hun gjorde det: "sensitiv eller overfølsom - uanset hvad havde hun ikke længere tænkt sig at komme med undskyldninger, ville ikke længere prøve på at være en anden end den, hun var. Det var hendes liv, og hun bestemte" (side 70).

Der er vidunderlige, intense og dragende romantiske scener, som er så levende beskrevet, at man føler, at man selv er tilstede: " Hun tog et skridt og skulle til at gå. Tvang sig selv til at møde hans blik og sige farvel. Den der underlige, gråblå farve. Hun blev helt stille. Prøvede at forstå den mærkelige situation. Så stod han pludselig helt tæt på, og hun mærkede hans ru fingerspidser mod sin kind, hans hånd mod sin nakke, hans læber mod sine, og hun blev suget ind mod ham. Smagen af Soderte og mynte og noget skarpt, der gav hende en forræderisk følelse af lyst. Alting var ét virvar, og hun gengældte hans kys, overrumplet over styrken i hans arme, der lå om hende...Åndedrættet sved i halsen, som om hun havde løbet langt...Det susede i hovedet" (side 94)

Vidunderlig humor og tiltrækning. Jeg er helt vild med Saras måde at tænke på: "Derude på Djurgården havde hun besvaret kysset, fordi hun havde følt sig tiltrukket af ham. Nøjagtig som hun gjorde nu. Varmen i kroppen var klassisk tiltrækning. Sommerfugle...Der var ganske enkelt noget meget tiltrækkende ved ham. Han optrådte på alle listerne over verdens mest sexede mænd, og hun var jo ikke lavet af sten."  (side 109).

Skøn og sjov dialog med masser af ping pong spil:" Du kom", sagde han. "Jeg tænkte, det var den eneste måde at slippe af med dig på" (side 114)

"Hopper folk altid på et fly, når du beder dem om det? Jeg tror aldrig, at jeg har bedt nogen om det før." "Hopper du selv altid på et fly, når nogen beder dig om det?" "Altid". Nu grinende han, den der umiddelbare latter, som til forskel fra det høflige smil fik hans øjne til at lyse, og hun mærkede igen sommerfuglene i maven." (side 114)

Sjovt citat: "Hvis sådan et forhold går i stykker, ville to år i Canada ikke være nok. Det ville  blive resten af livet som eneboer i Himalaya" (side 196).

Dette er ikke kun en hed romance, der underholder, men en bog fyldt med dybde og lag, der beriger en og giver en masser af stof til eftertanke. Jeg ser meget frem til at læse mere af denne forfatter.  

Jeg giver 6/6 stjerner.  

Jeg kan også varmt anbefale lydbogen indlæst af Pernille Lyneborg. 

Skrevet af bogblogger Youlooklikeabook


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller