Gammel magi af Lone Halkjær

Gammel magi af Lone Halkjær. 79 sider. Udgivet 2022,  Forlaget Elysion 

Har du børn, som er vilde med uhygge, spænding og overnaturlige elementer? Så er denne bog lige noget for dem. 

Gammel magi er en nervepirrende underholdende og uforudsigelig børnebog fyldt med magi, hvor de to gode venner Lau og Milo oplever nogle vilde og pludselige overnaturlige hændelser. Allerede helt fra de første linjer er spændingen og mystikken høj, da Lau fortæller Milo, at han har arvet et ganske særligt magisk kort fra sin farfar, der kan vække et dyr til live. Man suges ind i bogen og higer efter at finde ud af, hvad der foregår og om det virkelig kan være sandt.  Det viser sig, at Lau har arvet en kasse fyldt med spændende trylleformularer og magiske remedier. Lau og Milo prøver at udføre en af trylleformularerne ved at lave et ganske særligt og lidt skræmmende ritual. Lykkes det Lau og Milo at vække et overnaturligt væsen til live? Eller er den magiske trylleformular bare "løgn og humbug det hele ?"

Jeg er helt vild med, at forfatteren fører sine læsere igennem hele processen og giver sine læsere nøje beskrivelser af, hvordan ritualerne skal udføres og hvilke ingredienser, man skal bruge. Det virker meget troværdigt og autentisk og man kan både se, mærke og lugte alt, hvad der sker. Man sidder på kanten af stolen og afventer med spænding, om ritualet har virket.  Man kan tydeligt mærke karakterernes følelser, forventning og frygt på de mystiske og uforudsete hændelser, som der sker omkring dem. Det er meget nervepirrende, underholdende og også lidt sjovt. Sideløbende er dette også en rørende historie om to gode venner, der holder sammen, støtter hinanden og forsøger at undgå de onde bøller på skolen, som ofte er efter dem. Man kan tydeligt mærke deres frygt og bekymring helt ind i hjertet. Det er meget rørende. Men måske kan deres nye ritual fører andre gode ting med sig, som de ikke havde forudset? 

Jeg ville gerne have skrevet en længere anmeldelse, men bogen er kun 79 sider og jeg vil helst ikke spoile for meget af handlingen.

EKSEMPLER:

Der er masser af spænding og uhygge: "Der burde ikke komme røg, da der går et gys gennem hans krop. Hans øjne er rettet mod den grønne røgsøjle..."Milo synker og lukker øjnene...Han mærker et lille stik...Den grønne røg er blevet tykkere. Milos hals føles stram. Der er ikke ild i noget, så hvor kommer røgen fra" (side 31)

Der er humoristiske øjeblikke: " En stank af rådden tang vælder op. Det lugter som den største, værste fiskeprut nogensinde" (side 32)

Der er rørende øjeblikke: Hvordan turde du være så modig?" spørger Milo. "Det ved jeg ikke", siger Lau med et træk på skulderene. Det tænkte jeg slet ikke over. Jeg ville bare have mit kort igen". "Du var sej" (side 10-11)

Der er øjeblikke fyldt med frygt, som er så velskrevet, at man næsten selv kan mærke det: "Et chok går gennem Milos krop, da han ser sig om efter stemmen. En fæl stank af røg...Milo mærker en klump af kulde samles i maven"...  (side 8)


TEMAER & BUDSKABER:

Denne bog er ikke kun en nervepirrende underholdningsbog, men også en historie om ægte venskab og sammenhold, om at overskride sine egne grænser og prøve noget helt nye. Se sin største frygt i øjnene og handle samt at lære at finde modet til at sige fra og nægte at finde sig i andres drillerier.  

Jeg håber meget, at der kommer flere bøger i serien, fordi jeg var helt vild med karaktererne og higer efter at vide, hvilke andre magiske ritualer, der findes i farfarens spændende kasse og hvilke nye eventyr det kan føre Lau og Milo på. 

Bogen er illustreret af Rie Nim. Jeg er helt vild med den flotte forside. Den emmer af spænding, mystik og uhygge og karakterernes ansigtsudtryk er meget tydelige og fyldt med følelser. Det er en bog, der virker dragende og som giver en lyst til at læse den og vide, hvad den gemmer på.

Denne bog har mine varmeste anbefalinger. Den er lix 14.

Jeg giver 5,5/6 stjerner.

Skrevet af Youlooklikeabook

SPOILERALERT!!!

Årsagen til den manglende halve stjerne er, at jeg synes, at det overnaturlige væsen og de overnaturlige hændelser godt kunne have fyldt lidt mere i bogen. Det var så spændende og jeg var helt opslugt, men jeg ville gerne have mere.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller