Blåhjerte af Lene Krog



Blåhjerte af Lene Krog. Udgivet 2021. 470 sider. Forlaget Ulven og uglen.

Hold da fest! Sikke en afslutning. Man skal virkelig holde tungen lige i munden i denne hæsblæsende, magiske, medrivende, nervepirrende og total uforudsigelige afslutning på en fantastisk fantasytrilogi. Man keder sig ikke i et sekund, men sidder på kanten af stolen af bare bekymring og spænding for, hvordan det hele ender, om karaktererne får rettet op på og afsluttet det, som de skulle samt forhindret de dårlige hændelser i at ske. Man sidder med både krydsede fingre og tæer for, at alle karaktererne klare missionen i live. De betyder jo alle så meget, efter man efter flere bøger har lært dem rigtig godt at kende og man vil helst ikke undvære nogle af dem. Karaktererne emmer stadig af personlighed og de bruger alt deres snilde, evner og samarbejder for at nå deres mål. Der tages virkelig drastiske midler i brug, som overgår ens vildeste fantasi. Jeg kom igennem hele følelsesregistret i denne bog og blev flere gange meget rørt over, hvor modige de er samt hvor hårdt, de kæmper. De har udviklet sig så meget i løbet af denne trilogi og jeg er slet ikke parat til at slippe dem. Jeg vil gerne have mere. Og selvom det er det er en bog 3, så formåede forfatteren at komme med meget overraskende afsløringer, som blæste en helt bagover.  Hun lavede forbindelser, man ikke havde regnet med, satte brikkerne på plads og man kom endnu dybere ned i karakterernes baggrund og historie. Forfatteren har lavet et kæmpe arbejde og har skabt et meget komplekst, unikt og gennemtænkt univers med sin helt egen historie og væsner. Hun har formået at skabe nogle karakterer, der emmer af personlighed og føles ægte. Dialogen, ping pong spillet og humoren har hele tiden været levende, underholdende og helt i top. Jeg er glad for, at bøgerne står i min reol, så jeg har mulighed for at genlæse bøgerne og holde fast i karaktererne. 

Der er tidrejser, skumle planer, dødsensfarlige nye marlingeevner og tvangsægteskaber. Hvem kender den sande fortid og nutid? Kan de nå at redde nutiden og fremtiden? 

I denne bog får man forklaret, hvordan det hele begyndte og Nelas kommer med nogle vilde afsløringer.  

Læs bogen for at vide mere...


EKSEMPLER:

Merian er en af de mest underholdende karakterer i bogen. Hun gør altid de mest uforudsete ting og det er både meget sjovt og rørende at følge hende: "Et kort øjeblik undrede Merian sig over sine følelser for disse ubesjælede genstande...Det fik hendes krop til at falde til ro. Ingen snurren, sitren eller små stød, men en forunderlig fornemmelse af fred, som om hun endelig var kommet hjem, lagde sig trygt og roligt om hende (side 37-38). Merian er en af de karakterer, der har udviklet sig allermest i bogen. Fra en af de allerførste scener i bog 1, hvor hun nærmest ikke har modet til at spørge Birk, om hun må tilbringe sin ferie i hans sommerhus til at blive en meget viljestærk og modig kvinde, der overrasker og imponerer.

Merians mor laver stråler også for første gang i denne bog og viser en helt ny og meget stærk og beslutsom side af sig selv. Merian føler sig stolt over sin mor. Hun har aldrig set hende sådan før: " Det kommer ikke til at ske, sagde Viola bestemt. Hendes næsebor udvidede sig. "Mor?" hviskede Merian forskrækket..."Det kommer ikke til at ske" gentog hun, denne gang med et blik fæstnet direkte på Merian."Jeg har tænkt mig at forhindre det"(side 43)

Der er vidunderlige romantiske og følelsesfulde øjeblikke:" Aia mumlede han hæst....Hvordan havde han kunnet glemme, hvem hun var, efter alt det de havde været igennem sammen? Leander var ikke forberedt, da følelserne for Aia kom farende tilbage og bød på sådan en mavepumper, at det fik ham til at snappe efter vejret. Han blev siddende på sengekanten et par minutter og genkaldte sig mindet om ham og Aia i Den gamle kro  i Viljavang. Det var der han for alvor var faldet for hende" (side 77)  

Der er masser af spænding, drama og store følelser:" Hun gik med faste og hurtige skridt tilbage mod havnen...Hendes hjerte hamrede så voldsomt i brystet, at det gjorde ondt, og det brændte bag hendes øjne. På trods af sin vandskræk havde hun den største lyst til at fortsætte direkte ud over kajkanten" (side 94)

Jeg er vild med den makabre, men meget sjove og nervepirrende "ligtransport scene"(side 307). Jeg kan ikke sige mere uden at spoile.

Læs gerne mine tidligere anmeldelser af bøgerne i denne serie samt mit interview med Lene Krog. 

Jeg giver 5 stjerner / 6

Skrevet af Youlooklikeabook.

Bogen er et købt eksemplar.


SPOILERALERT!!! Læs ikke videre, medmindre du vil spoiles

Årsagen til den ene manglende stjerne er, at jeg synes, at bogen flere steder var lidt forvirrende. Der skete rigtig meget og der var rigtig mange ender, der skulle afsluttes. Ydermere havde jeg håbet på en mere lykkelig og feel-good slutning, Karaktererne har jo kæmpet så meget og så længe. En af mine absolut favoritkarakterer dør og det var virkelig hårdt. Jeg synes virkelig, at denne karakter havde fortjent endelig at blive lykkelig. Så selvom jeg nød bogen fra start til slut og den var meget spændende og underholdende, var det desværre kun delvist den slutning, som jeg havde håbet på. 

Mit hjerte gik helt i stykker på side 349, da Merian tager en virkelig dårlig beslutning, som får alvorlige konsekvenser.

En af mine absolut favoritpassager er side 230-231, hvor Freya og Leander endelig kysser. Jeg er vild med alle de romantiske øjeblikke samt Lene Krogs måde at formulere sig på. Hun er eminent til at skabe en levende dialog og få hendes karakterer til at føles ægte. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Noget er på vej novellesamling af forlaget Krabat