Geminiforbandelsen 2 af Kim Ace

Geminiforbandelsen 2 af Kim Ace. Udgivet 2021. 382 sider Forlaget Carlsen.


Wauw! Jeg er blæst helt bagover af denne bog. Det er en af de bedste og mest underholdende fantasyromaner, som jeg har læst. Den er total original, fuldstændig fantastisk og eventyrlig med det vildeste plot, som fænger og overrasker en igen og igen. Forfatteren har formået at overgå sig selv og har tilføjet endnu flere lag, væsner, karakterer og spændende baggrundshistorie.  

Allerede i de første linjer blev jeg suget ind i den nervepirrende handling, som emmer af mystik og store hemmeligheder, som man higer efter at få afdækket. Jeg var fuldstændig opslugt og glemte alt om tid og sted. Det er en ægte page-turner, hvor forfatteren formår at holde sin læser i et jerngreb af spænding, uhygge og mystik fra start til slut. Worldbuildingen er fremragende.  

Karaktererne emmer af personlighed, dybde, charme og deres relation er meget rørende. Dialogen er levende og fyldt med humor. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har grint højlydt. Jeg er helt vild med forfatterens måde at formulere sig på. Kim Ace formår at skabe helt tydelige billeder for ens indre blik, så man ikke er i tvivl om præcis, hvad han mener. Hver sætning rammer kort sagt plet på den bedste måde. 

Selvom handlingen er hæsblæsende med masser af humor, spænding og action, hvor det virkelig gælder om at holde tungen lige i munden, så formår forfatteren at tilføje masser af dybde til sin historie også, som rammer en lige i hjertet og giver en stof til eftertanke, Relationerne mellem karaktererne udvikler sig og bliver stærkere og stærkere.  De åbner sig mere og mere op og afslører store hemmeligheder om sig selv og meget pinlige aspekter. Men det lærer læserne, at uanset hvilke dårlige sider man har eller hvad man skammer sig over, så skal man ikke holde det inden i. Det er ok at dele det, måske er man ikke den eneste, måske forstår ens venner en, måske hjælper det en at dele det. Alle har nogle sider af sig selv, som de er mindre stolte af. Man kan sagtens være en helt og være megasej, selvom man ikke er perfekt og laver fejl. Vi er alle mennesker.  

Venskabet og sammenholdet i denne bog er så rørende. Xander og Rasmus personlighed er helt vidunderlig og jeg kan ikke undgå at holde af dem. Og i denne bog lærer vi også den meget spændende og mystiske eneboer Atamai meget bedre at kende.  Det er kampen mod det onde, mod undertrykkelse og mod frihedsberøvelse og indskrænkede forhold og rettigheder. Rasmus og Xander udviser et kæmpe mod. De har begge undergået en stor udvikling fra vi mødte dem i og 1 til nu. De har lært deres evner bedre at kende, trænet og øvet sig til udmattelse og de har taget ansvaret på sig. De tænker på andres velbefindende og vil gerne forsøge at redde dem. Uretfærdighed er ikke ok. Det er så underholdende, hylende morsomt og meget nervepirrende at følge de to drenges måde at tænke på, få geniale og snedige ideer til at løse deres udfordringer og dilemmaer samt deres heroiske handlinger.  

Forfatteren udviser en enorm opfindsomhed og kreativitet og han har uden tvivl overgået sig selv med denne bog. Worldbuildingen er unik, fantastisk, fascinerende, skræmmende, kompleks (uden nogensinde at være tung) fyldt. Han har formået at tilføje endnu flere lag, mere dybde, baggrundshistorie og nye spændende karakterer og væsner, som både fascinerer og skræmmer en.  Jeg er meget imponeret. Åh! hvor jeg håber, at denne bogserie bliver filmatiseret.

Bog 2 ender med den mest rørende og overraskende cliffhanger, som blæser en helt bagud og gør, at man på ingen måde kan vente på at vente bog 3. Hold da helt fest! Jeg glæder mig helt vildt til bog 3. Bog 3 udkommer den 18.august i år på Forlaget Carlsen.

Første bog i denne serie vandt Orlaprisen og blev valgt som årets bog til verdensbogugen af Boghandlerforeningen 

EKSEMPLER: 

 Jeg udviser en stor kendskab til unge mennesker og skoletiden. Det er bare "spot on" synes jeg og beskrevet med et glimt i øjet: Fx bruger han ordet "nintendo-drengene". og "hestepigerne". Det er bare så sjovt. 

Jeg er helt vild med den måde forfatteren formulerer sig på. Der er en hel perlerække af helt vidunderlige og hylende morsomme udtryk og passager, som fik mig til at grine højlydt.Forfatteren laver hyldende morsomme billeder i ens indre blik med sien beskrivelser. Denne passage fik mig til at skraldgrine: "Hov - Hvad laver I her?" lød en hæs stemme lige ved siden af dem...En gammel mand kom brystsvømmende forbi i samme tempo som en skildpadde på sovepiller og kiggede bebrejdende på dem. Hans badehætte sad så stramt, at rynkerne i hans ansigt på forunderlig vis blev trukket helt lange. Det så ud, som om han svømmede i hård medvind" (citat side 102)

Samt denne passage: " Her var en mødregruppe tilsyneladende i gang med den ugentlige "smid dit spædbarn i bassinet, og vent på, at vandet bliver gult time" (side 103)

"Xander havde fået fingre i et par enorme gammelmandsunderhylere, som han hurtigt smed fra sig igen, som om der var ild i dem. I stedet begyndte han at trække et par ternede strømper på, der efter lugten at dømme ikke havde været til vask, siden Danmark vandt EM i fodbold" (Citat s, 110)

"Rasmus' hjerte var holdt op med at hamre i turbotempo. Det føltes, som om han lige var sluppet af med en rygsæk fuld af kampesten (side 180)

"Han bed tænderne sammen og holdt ud...Der var kun lyst. Bølgende stråler af lys i alle tænkelige farver...Det var som at være midt i et stormvejr og samtidig befinde sig i stilheden på havets bund. Hans sanser var sat ud af spil. Det var umuligt at fornemme tid, her på kanten af intetheden" (s. 200)

Jeg elsker busten i ler (Jeg siger ikke mere, for jeg vil ikke spoile)

Jeg kunne skrive endnu mere om karaktererne og nævne endnu flere eksempler. Men jeg vil ikke spoile handlingen for meget. 

LYDBOGEN

Lydbogen til denne bog har mine varmeste anbefalinger . Pelle Emil Hebsgaard bør få en mofibo award for denne lydbog. Han læser med en enorm indlevelse. Han rammer stemningen perfekt uanset om det humor, action eller rørende øjeblikke, så kan mærke hans følelser. Hans stemme er behagelig og tempoet er perfekt. Han formår at læse op, så man kan skelne karaktererne fra hinanden. Han giver dem sin helt egen personlighed. Fx den stemme han laver til den gamle fangevogter, der både savler og læsper. Wauw! Pelle Emil Hebsgaard er en af mine absolut favoritindlæsere. 

Jeg vil også benytte lejligheden til at rose den superflotte forside lavet af Jonathan Moltke Nielsen. Detaljerne, lyset og skyggerne er eminente. Man kan se tydelige følelser og mimik i karakterernes ansigter. Det er en forside som drager en til sig og emmer af eventyr, spænding, action og mystik. Man higer efter at få afdækket, hvad den handler om.  Følg gerne Jonathan Moltke Nielsen på instagram og se flere af hans flotte kreationer @jmoltkeart

Jeg giver denne bog 6/6 stjerner

Skrevet af Youlooklikeabook

Bogen er et købt eksemplar





Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva