Love and gelato af Jenna Evans Welch


LOVE AND GELATO af Jenna Evans Welsh. 413 sider. Udgivet 2022. Politikens Forlag.

Længes du efter smukke historiske omgivelser, som er så betagende og imponerende, at du taber både næse og mund, den mest velsmagende og lækre mad og en helt vidunderlig varm og levende italiensk stemning, så skal du læse Love and gelato. Dette er en let, sød, medrivende romance perfekt til sommerferien med masser af inspiration til at huske at nyde og leve livet og gribe kærligheden, mens den er der.

"Jeg følte mig mere levende, end jeg havde gjort i over et år. Måske nogensinde" (side 143)

En gribende, hjerteskærende og hjertevarm slow-burn romance fyldt med store hemmeligheder og følelser, som har et enkelt plot, men formår at holde spændingen og overraske en fuldstændig. 

Allerede fra de første linjer blev jeg fanget af den 16-årige Linas indre monolog og den friske, letlæselige og moderne skrivestil, som er så underholdende, humoristisk og rørende. Jeg kunne virkelig mærke hendes personlighed og hendes ofte modsatrettede følelser, dilemmaer og spekulationer og kunne ikke undgå at trække på smilebåndet og grine af hendes sjove formuleringer og billedskabende udtryk. På trods af at bogen er 415 sider, så er det en ægte page-turner, som er umulig at slippe, når man først går i gang med at læse den, idet man, ligesom Lina, higer efter at få afdækket, hvad der virkelig skete dengang for mange år siden, da hendes mor boede i Italien. Hvorfor forlod hun landet, når hun var så forelsket i det og i Howard? Og hvilke andre hemmeligheder skjuler hun? Lina arver sin mors dagbog og ganske gradvist dukker den ene afsløring op efter den anden, mens Lina læser den. Hun lærer en hel ny side af sin mors ungdomsliv at kende. Det ene spor fører til det næste og og Lina forsøger desperat at finde alle svarene. Det bliver det mest overraskende, vilde og stemningsfyldte ophold nogensinde med overdådige, sprudlende fester og fascinerende smukke historiske seværdigheder og kulturliv, hvor vidunderlige nye venskaber indledes og tætte bånd knyttes. Lina kommer på sit livs dannelsesrejse, hvor hun "rejser tilbage i tiden, gennem morens dagbog og lærer af sin mors historie, på en måde så hun kan bruge det i sit eget liv.  En vidunderlig romance om både sorg, identitet, livsglæde, ægte venskab og kærlighed.

Resumé: Den 16-årige Lina sendes til Italien efter at hendes mor er gået bort for at bo hos sin, (for hende ukendte), far Howard. Kort tid efter sin ankomst modtager Lina sin mors dagbog og ganske gradvist dukker den ene afsløring op efter den anden, mens Lina læser den og hun lærer en helt ny side af sin mors ungdomsliv at kende. Det ene spor fører til det næste og Lina forsøger desperat at finde alle svarene. Det bliver det mest overraskende, vilde og stemningsfyldte ophold nogensinde, hvor vidunderlige nye venskaber indledes og tætte bånd knyttes. Med masser af smukke historiske seværdigheder og monumenter, som i den grad frister til snarest at aflægge Italien et besøg. 


EKSEMPLER:

Der er sjove passager: " I samme øjeblik, alle havde fået, tog jeg min gaffel og angreb lasagnen. Jeg vidste, at jeg sikkert lignede en vild mastodont, men efter en hel dag med intet andet end flymad kunne jeg ikke beherske mig...Da jeg endelig kom op efter luft, stirrede både Sonia og Howard på mig. Howard så mildt forfærdet ud. Nå, Lina, hvad kan du så godt lide at lave?", spurgte Sonia. Jeg tog min serviet." Ud over at skræmme folk halvt ihjel med mine bordmanerer?" (side 18)

Forfatteren rammer virkelig plet med at gengive skrivestilen, så den afspejler den 16-årige Lina: "Det kunne godt være, at omstændighederne ikke var optimale, men jeg var i Firenze. Hvor cool var det ikke lige? (side 88)

Der er levende, stemningsfyldte beskrivelser af det italienske byliv og kultur, set gennem den unge Linas moderne øjne: " Det var som at gå gennem en scene fra en italiensk film. Gaderne var fyldt med tøjbutikker og små kaffebarer og restauranter, og folk råbte til hinanden fra vinduer og biler. Halvvejs nede ad gaden dyttede et horn høfligt, og alle trådte til side for at gøre plads til en hel familie, der var klemt sammen på en scooter. Der var endda tørresnor spændt ud mellem to bygninger med en bølgende rød kjole lige på midten" (side 89)

Der er imponerende seværdigheder, som får Lina til at tabe både næse og mund af begejstring: " Wow. Den er virkelig..."Stor? Smuk? Imponerende? Den var det alt sammen og endnu mere... Den var hundrede gange kønnere og mere imponerende og storslået end nogen anden bygning, jeg havde set før. Og jeg havde seriøst aldrig brugt ordet "storslået" før i mit liv. Der havde aldrig været brug for det" (side 89-90)

Der er de sødeste romantiske øjeblikke: "Jeg gik ud ad døren og ned ad stien uden at se mig tilbage. Jeg var bange for, at han ville se det strålende smil, som fyldte hele mit ansigt" (side 86)

Og der er rørende øjeblikke med store følelser, der presser sig på: "Jeg spurtede gennem restauranten og nåede kun lige med nød og næppe ind på toilettet, før tårerne begyndte at trille. Det var hæsligt at være her. Før i dag havde jeg vidst præcis, hvem min mor var..." (side 98)

KARAKTERER:

Jeg synes, at forfatteren har lavet et godt karakterarbejde. Howard er helt vidunderlig og det er Lorenzo også. De er begge meget givende, forstående, gode lyttere og meget hjælpsomme overfor Lina. De er der virkelig for hende og de tager hensyn til, at hun er i sorg, da hun ankommer. Lina går igennem en kæmpestor omvæltning på alle planer og skal lige vænne sig til alt. Lina har ligesom fået trykket gulvtæppet væk under hende pga sin mors død. Så hun oplever mange modsatrettede følelser. Hun er i sorg, men fascineres og glædes også samtidig af Italien. Det kan derfor være svært for hende at mærke efter, hvad hun virkelig vil. Denne indre monolog bliver beskrevet meget tydeligt og jeg synes virkelig, at forfatteren rammer plet mht at gengive en 16-årig ung kvindes personlighed og tanker.

Hun udvikler sig meget i løbet af bogen og er slet ikke den samme, da bogen ender. Hun har fundet ud af hvem hun er og hvad hun vil. Hun har knyttet helt nye bånd og fundet trygheden, kærligheden og tilliden igen.  Hun er rejst "tilbage i tiden" gennem sin mors dagbog og har lært af sin mors historie på en måde, så hun kan bruge det i sit eget liv.  Hun har lært af sin mors fejltagelser og fortrydelse. 

TEMAER & BUDSKABER:

Dette er ikke kun en let ungdomsromance, men også en meget rørende historie om en ung piges rejse ud af af sorgen. Hendes måde at finde balancen igen mellem at bevare sin mor i sit liv, bevare alle de bånd som de havde, selvom hun ikke er der mere. Om identitet. At finde nye rødder og fundament og føle sig tryg igen. Men også om at opdage helt nye sider af sin mor og sig selv, som man slet ikke vidste fandtes. Det er også en vidunderlig historie om ægte venskab og kærlighed. Om at tillade sig selv at give slip på sorgen og begrænsningerne og kaste sig ud i livet igen, gribe mulighederne, carpe diem og lade sig elske og forelske sig.  Mit hjerte blev knust flere gange undervejs, men det blev også helet igen og jeg er så glad for, at jeg læste denne bog.

Bogen er en New York times bestseller, som kommer på Netflix den 22.juni 2022 

Jeg kan varmt anbefale både den danske og engelske lydbog også.


Jeg giver 4,5 meget store stjerner ud af 6


Jeg nød bogen fra start til slut (men der manglede lidt mere kød på historien til at jeg kunne give højere)


Dette er et anmeldereksemplar fra Politikens forlag

Skrevet af Cand.mag og bogblogger Youlooklikeabook



SPOILERALERT!!! Læs ikke videre medmindre du vil spoiles.

Årsagen til den manglende 1,5 stjerne er, at jeg synes, at der manglede en anelse med kød og dybde i historien og at romantikken gerne måtte have fyldt lidt mere. Men jeg nød bogen fra start til slut og havde slet ikke lyst til, at den endte.  Jeg var vild med alle de romantiske  og rørende øjeblikke og forfatterens skrivstil samt alle de vigtige emner, som bogen havde fokus på.  

Det tog Addies mor en måned at komme sig over, at Lina selv havde sat de beskidte tallerkener i opvaskemaskinen hjemme hos Addie . Altså at hun havde så gode manerer. Det er en rigtig sjov passage, som jeg grinte højt over. (kapitel 2)

Jeg er helt vild med Lorenzos særlige hus. Og hans familie virker så søde.  Det er så dejligt, at Lina gerne vil lege med hans lillesøster. At hun holder af børn. 

Det er så sjovt, at alle bor i mærkelige huse (side 130)

Det er så rørende det øjeblik , hvor moren Hadley kommer op på toppen af Il Duomo og ser den fantastiske udsigt, mærker vinden og den helt nye følelse af frihed (side 110) Dette er en af mine favoritpassager. Lige her forelsker Hadley sig i Firenze.

Jeg er helt vild med poolscenen side 142-143. Den er vidunderlig og afspejler et rigtig godt budskab, at nogle gange skal man bare springe ud i det. Nyde livet fuldt ud.  Carpe diem. Lina føler sig mere levende end nogensinde

Det er vildt spændende med mysteriet om hvem mr X er.  


"La notte piu bella della mia vita" (Den smukkeste nat i mit liv) Det er bare sådan en romantisk passage.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva