Kys din kæreste på rejsen af Pia Konstantin Berg



Kys din kæreste på rejsen af Pia Konstantin Berg. Udgivet 2022. 267 sider. Forlaget Flamingo.

Har du brug for en kort, moderne, romantisk og stemningsfuld komedie med skønne karakterer, der kommer helt ind under huden på dig og hvor du sidder med et stort smil på læben og griner over alle de vidunderlige og humoristiske vendinger. så er Kys din kæreste på rejsen lige noget for dig. Pia Konstantin Bergs friske og moderne sprog stråler virkelig i denne bog. Hun laver den ene skønne formulering efter den anden. Det er meget imponerende.

29-årige Caroline er en cool koncertanmelder på landets førende kulturavis. Hun har endelig fået en rigtig fancy voksen-lejlighed og hun har nogle rigtig gode og tætte venner. Hun er meget stolt af alt det, som hun har opnået og hendes liv virker umiddelbart fantastisk og "on the right track" på alle måder. Men desværre har hun også en affære med sin lækre, gifte chef Kaare og har ingen anelse om, hvor det fører hen og om de reelt har en fremtid sammen. Pludselig fra den ene dag til den anden bliver Caroline og de andre medarbejdere sendt hjem pga pandemien og en helt ny tilværelse, som Caroline slet ikke havde forestillet sig, begynder. Helt uventede venskaber indledes og ægte amoriner svirrer i luften, og det vender hele Carolines liv på hovedet og giver hende et helt nyt syn på tilværelsen. For måske første gang i sit liv lærer hun at mærke rigtig efter, hvad hun vil og hvad, der virkelig gør hende glad. Men det bringer hende også i et kæmpe dilemma, hvor hun konfronteres med nogle meget svære valg.

Jeg sad med en klump i halsen, da jeg havde vendt sidste side i bogen og tårerne fyldte mine øjne. Jeg var slet ikke parat til at slippe karaktererne. Sikke en rejse gennem hele følelsesregistret. Jeg har grinet højt, er blevet ramt i hjertet og har fået masser af stof til eftertanke angående, hvad der er det allervigtigste i livet. Pia Konstantin Berg har skabt en medrivende romantisk komedie, som har rigtig meget på hjertet om livet, om det moderne samfund vi lever i, om præstationsræset og om andres og vores egne alt for perfektionistiske krav og forventninger. Karaktererne kommer helt ind under huden på en og ind i ens hjerte. Jeg blev fuldstændig ramt af deres vidunderlige personlighed og tydelige holdninger og mening om livet samt det skønne mærkbare ping pong spil, humoren og de hjertevarme øjeblikke mellem karaktererne. De har så meget glimt i øjet, charme og karisma, som nærmest emmer ud af bogens side, så man kan se dem for sig. Der er ingen tvivl om, at dette ville blive en fantastisk film i stil med Love actually


EKSEMPLER:

Denne bog indeholder en hel perlerække af sjove udtryk, passager og situationer, der virkelig kan fremkalde grin, men også give stof til eftertanke angående nogle menneskers upassende opførsel på facebook:  "Koncertanmeldelsen blev publiceret, og efterfølgende tvang hun som sædvanlig sig selv til at læse de rasende Facebook kommentarer....En særlig bidsk type opfordrede hende til at hoppe i havnen, mens en anden mente, at hun skulle "æde lort fra en gnu" (side 39)

"Datinglivet er hårdt!!! En særlig irriterende person havde skrevet, at han var en drømmeprins på papiret...samtlige fotos var retoucheret så voldsomt, at han lignede en voksdukke fra Madame  Tossauds "( s.75)

Samt: "Frederik mødte selvfølgelig Ditte i første tinder hug" ( side 65)

Samt denne sjove passage om Carolines gode ven Frederik, som viser hvor slemt det har været under pandemien mht hvor mange forholdsregler man tog for at undgå smittefarer " Hun er så hysterisk bange for, at jeg bliver syg ikke kan få lov til at komme med til fødslen. I går fik hun mig til at spise fem ingefærpiller, og i dag insisterede hun på, at jeg blev hjemme, mens hun gik alene i Føtex...Din stakkel. Det er hårdt at være mandegravid, hva'?" Megahårdt. Tak for forståelsen" (side 44). Man må sige, at forfatteren har virkelig fingeren på pulsen mht , hvordan vi har tænkt under pandemien. 

Jeg er også helt vild med nysescenen i Netto. Hold op hvor jeg grinede (side 47-48) "Ved du godt, det er sådan en som dig, der er skyld i, at sådan en som mig risikerer at dø. Føj for pokker" Caroline er slet ikke syg men har evt bare lidt høfeber.

Samt denne sjove og meget rammende beskrivelse af den helt nye, "lidt" dovne handlingsmønster, som man kunne få under pandemien: "Hvad vil du snakke om? Der er ikke sket noget som helst spændende i mit liv siden i onsdags. Jeg sidder ved computeren...Så går jeg hen og og åbner køleskabet og sætter mig ved computeren og æder, inden jeg hopperover foran fjernsynet for at æde videre... i går kørte jeg 18 ostehaps ned inden frokost". "Ostehaps? Er du tre år gammel?" "De smager altså møggodt. Og jeg er jo holdt op med at ryge" (side 66).  Forfatteren har virkelig fingeren på pulsen og ved virkelig, hvordan folk har opført sig under pandemien. Ih" hvor er det bare underholdende skrevet.

Bogen er ligeledes spækket med gode budskaber fx: "Mon ikke vi allesammen år et bedre liv, hvis vi lærer at tale ordentligt til hinanden" (side 48)

Der er også flere rørende øjeblikke, der går lige i hjertet på en og en del helt vidunderlig romantik. Men det må du selv læse i bogen. Det vil jeg ikke spoile.


KARAKTERER, TEMAER OG BUDSKABER

Forfatteren har gjort et suverænt karakterarbejde med de vigtigste karakterer i bogen. De emmer af personlighed og kommer helt ind under huden på en. Jeg er helt vild med at vi kommer så tæt på Caroline og "hører" hendes indre monolog, ser hendes tvivl, bekymringer og overvejelser med hensyn til hvad hun tænker om sig selv og sine beslutninger samt hvordan hun skal forholde sig og hvad hun skal gøre.  Der er også en del flashbacks, hvor hun kigger tilbage på sig selv på en meget underholdende måde og vi får indsigt i nogle meget pinlige, akavede og sjove episoder. Jeg kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet mange gange. Man kan roligt sige, at hun befinder sig i nogle store dilemmaer. 

Caroline har umiddelbart endelig fået alt det, som hun gerne ville. Men hun kan også godt mærke, at hun er ved en form for skillelinje i sit liv. Livet er begyndt at blive mere alvorligt og voksent for hendes to bedste venner Frederik og Amalie "..og hun kunne ikke undgå at ønske sig tilbage i tiden.  Til de sorgløs studieår, hvor Frederik, Amalie og Caroline havde været et uadskilleligt trekløver,  som hver weekend forsøgte at opstøve en fest, der overgik den forrige.  Nu virkede det, som om chancen for at fjolle rundt i ungdommen var forpasset " ( s. 6 ).

Pandemien rammer Caroline hårdt og hun bliver helt overvældet af en følelses af afmagt, savn og ensomhed: " Cykelturen hjem virkede dobbelt så lang, som den plejede. Carolines hoved arbejdede på højtryk for at fordøje pressemødets nedslående budskaber. Slut med koncerter. Slut med fyraftensbajer...Hendes krop sænkede automatisk farten for at forhindre, at hun brændte helt sammen. Det føltes som om hun kørte rundt i sin egen lille boble uden kontakt til den velkendte verden, der lige var eksploderet...(side 25)

Man kan roligt sige, at Caroline herefter kommer på sit livs dannelsesrejse og lærer, måske for første gang, at mærke efter, hvad hun virkelig vil og lærer at leve livet fuldt ud og nyde det. Følge sit hjerte i stedet for at tænke på andres forventninger, krav eller forsøge at imponere nogen med flot karriere, dyr fancy voksen-lejlighed og en lækker mand med den rette stilling/ position.  Når alt kommer til alt, er det en selv, der skal være glad for ens liv og det og dem, der er i det og ikke andre.

I denne bog har forfatteren også virkelig formået at indfange og gengive livet under pandemien på godt og ondt. Hun har lavet en vidunderlig og hjertevarm vinkel på situationen, så det aldrig bliver for tungt eller trist tværtimod. Der er også fokus på emner som ensomhed, præstationspres enten fra en selv eller andre, besvær med at sige fra, et stort behov for at føle sig som noget særligt. Men alt har et lag af humor samtidig.  Jeg ser meget frem til at læse flere af Pia Konstantin Bergs bøger.

Jeg vil benytte lejligheden til at rose lydbogen. Sara Line Møller Olsen er supergod indlæser, der læser med stor indlevelse og humor.  Lydbogen varer lidt under 5 timer.  Den kan virkelig anbefales 

Jeg er også helt vild med den meget flotte, stemningsfulde, romantiske og farverige forside.

 

Dette er helt klart en bog man kan læse flere gange

Jeg giver 5 store stjerner ud af 6


Skrevet af bogblogger Youlooklikeabook


XXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXXX

Spoileralert!!!! Læs ikke videre, medmindre du vil spoiles

Årsagen til den manglende stjerne er, at jeg synes, at slutningen blev lidt kort.  Den var meget rørende og jeg sad med en stor klump i halsen og tårer i øjnene.  Men jeg ville gerne have læst endnu mere om Carolines og Caspers forhold, deres kærlighed, at de endelig var sammen. Man fik desværre kun lidt at vide. Hele bogen havde jo bygget op til, at de endelig skulle være sammen  (de havde jo været igennem så meget og der havde også været nogle helt vidunderlige romantiske scener ) og så fik vi som læsere desværre ikke mulighed for at høre så meget. Men jeg nød bogen fra start til slut og var helt vild med karaktererne. Jeg ville bare gerne have haft mere... 

Jeg var fuldstændig vild med Casper. Hvor er han bare helt vidunderlig, varm og sjov. Pia Konstantin Berg har gjort et helt fantastisk og meget overbevisende arbejde med at skabe ham. Han føles ægte og han bare lige ind i mit hjerte. De ting, som han gør for Caroline er så romantiske og betænksomme og slår benene helt væk under mig.  Køreturen til stranden, hvor hun får is mm.  Dette er en af mine absolut favoritscener. Hold da fest. Den scene var helt fantastisk. Den kommer jeg ikke til at glemme.  Denne bog er virkelig en must- read for mænd, så de kan få en guide i, hvordan man er romantisk og kan vinde en kvindes hjerte, hvis de virkelig mener det.

Den 94-årige nabo John er også helt vidunderlig. Han kom også mere og mere ind i mit hjerte. Jeg ville ønske, at han var min nabo eller bedstefar og at jeg kunne kramme ham. Sikke et liv han har levet. Han er en ægte inspiration for at følge sit hjerte, nyde livet fuldt ud og virkelig få noget ud af livet.  Tusind tak til Pia for at skabe disse karakterer. Jeg føler mig beriget af dem. 

Kys din kæreste på rejsen er titlen på denne bog og jeg føler også, at den indeholder bogens budskab. Nemlig (som tidligere nævnt) at man skal huske at leve livet, opleve det og nyde det  (rejse) samt at elske og vise sin kærlighed (kys din kæreste) Det første jeg tænker på er Johns liv. Han var sammen med sit livs kærlighed og de besluttede at se hele verden sammen og de nød deres liv sammen fuldt ud i hinandens selskab.  

Jeg er også helt vild med den scene, hvor Casper står i Netto og kommer til at grine så meget, så der kommer spyt ud af hans mund og det rammer noget frugt, så han bliver nødt til at købe det (side 49)

Jeg er naturligvis helt vild med det romantiske øjeblik på side 26-27 hvor Caspers brune øjne stråler 

Side 56 og 57 er også så sjove.

De smukkeste ord: "Hun fyldte lungerne med luft og lyst til at leve det liv, John havde vist hende dybden og højderne af" (side 267)



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva