Interview med Andreas Boeskov
Interview med Andreas Boeskov
De glemte vogtere er en fuldstændig fantastisk, eventyrlig, medrivende og uforudsigelig pageturner. Jeg var helt tryllebundet fra start til slut af det eventyrlige univers med de mest fantasifulde væsner og sit helt eget unikke magisystem. Jeg blev så imponeret og blæst bagover af forfatterens uudtømmelige og eminente fantasi og har, lige siden jeg læste De glemte vogtere, gerne ville lære forfatteren bag bogen, Andreas Boeskov, bedre at kende. De glemte vogtere ligger lige nu som nr 14 mest populære bog på dansk fantasy listen på mofibo ud af over 600 titler. Lydbogen er også helt fantastisk indlæst af dygtige Morten Thunbo.
Efterfølgende kan du læse mit meget spændende interview med Andreas Boeskov. Endnu engang må jeg indrømme, at Andreas blæste mig bagover med sine grundige, underholdende og dybe svar.
Jeg hedder Andreas Boeskov og er her i foråret 2022 debuteret med min første bog. Den hedder De glemte vogtere og er en fantasy, eller en slags fantastisk fortælling for alle fra ca. 10 år og opefter. Det er første bog i en serie, som jeg nu skriver videre på og som udkommer på Gyldendal. Jeg blev 42 år samme dag som min bog udkom, så jeg debuterer rimelig sent i livet og har haft alle mulige omveje, før jeg kom tilbage til det med at skrive. I sin tid læste jeg kommunikation og teatervidenskab og arbejdede i mange år i teaterbranchen med alle mulige funktioner inden for administration, salg og presse. De sidste 5 år har jeg dog haft en virksomhed sammen med min mand, der arbejder med blomster. Han er en vidunderligt dygtig florist. Ja, og så skriver jeg selvfølgelig, når der ikke skal tjenes penge, hvilket der jo sådan set altid skal …
2. Hvornår og hvordan opstod din passion for at skrive?
Det er virkelig svært at sætte en nål i, præcis hvornår det skete. Der er ikke det der ene øjeblik, der tændte den ild, men det føles derimod, som om det altid har været en del af mig. Min mor fortalte altid, hvordan jeg var sådan et barn, der meget gerne bare ville lege alene. Jeg gik selv lidt rundt ovre i hjørnet i en fantasikoger og havde gang i en eller anden historie eller leg, som det ikke rigtig var meningen, andre skulle være med i. Derfra er der jo ikke så langt til at sidde i en voksen fantasikoger, som man så bare skriver ned. Men min mor var også en voldsomt læsende person, der kastede masser af bøger og kærlighed til bøger efter mig, og der er ingen tvivl om, at det også har haft en betydning.
Jeg har to forskellige typer erindringer om at skrive som barn. Den ene er fyldt med lethed og den anden er mere kompliceret. Når der skulle skrives stil, så valgte jeg altid at skrive en historie, hvis dét var en mulighed. Jeg husker det, som om det fald mig let.
Men du spørger egentlig til min første gode historie. Jeg ved ikke, om den var god, men jeg kan huske, at alle folkeskolerne deltog i en novellekonkurrence i vores lokalområde. Jeg tror, den var udskrevet af noget så eksotisk som de lokale dagsrenovationsselskaber eller noget i den stil. Men det var cli-fi før det overhovedet fandtes. Vi skulle skrive om miljøet i fremtiden, og jeg skrev en historie om, at hele halvdelen var verden var sunket i havet pga. en miljøkatastrofe. Jeg tror ikke, det var, forbi havet var steget, som vi frygter i dag. Jeg er ret sikker på, at halvdelen af jorden ligesom bare var sunket. Jeg kan ikke huske, hvad der ellers skete i historien. Men jeg vandt konkurrencen. Jeg ved ikke, om jeg havde lavet noget godt – men det blev anerkendt (af nogle dagsrenovationslitterære genier…). Jeg tror, det er den eneste gang i min barndom, at jeg pludselig var populær i omkring 5 minutter. Hele klassen vandt en tur i Experimentarium, og det var stort!
4. Hvornår og hvordan opstod ideen til at blive forfatter? Hvordan reagerede folk omkring dig?
5. Hvad skete der den dag, du besluttede dig for at blive forfatter? Hvordan debuterede du og hvor lang var processen? Og hvordan føltes det indeni at være forfatter og blive udgivet for første gang?
Min vej mod debut har både været lang og kort. Lang fordi jeg først debuterer som 42-årig og egentlig gerne ville være forfatter al den tid. Jeg fik bare ikke skrevet. Som ung engagerede jeg mig i alle mulige aktiviteter. Lavede amatørteater, arrangerede teaterfestivaler og kurser i teater, så jeg havde ikke tid til at skrive. Senere valgte jeg sådan nogle jobs, hvor jeg skulle arbejde altid. Så der havde jeg heller ikke tid. At skrive var noget, jeg tog frem engang hver tredje måned og kiggede lidt fortabt på, skrev et par linjer og lagde væk igen. Men – omvendt synes jeg også, jeg har brugt alle de her år, som en slags alternativ skriveskole for mig. Dels har jeg altid læst og læst og læst, hvilket kun er godt, og jeg har set en masse teater og studeret det. Arbejdet med teater har bestemt været fantastisk godt for at skrive. Så jeg har gået og samlet viden på min egen måde.
Når jeg siger, processen mod at debutere var kort, så er det, fordi jeg egentlig ikke har masser af afslag i bagagen – selv om jeg bestemt også har fået afslag. For en del år siden skrev jeg mit første forsøg på en bog, og den fik afslag fra alle, jeg sendte den til. Med rette. Det var hverken en original idé eller, tror jeg, særlig godt skrevet. Men da jeg fik idéen til De glemte vogtere, havde jeg med det samme sådan en underlig følelse af, at den historie ville blive udgivet. Jeg vidste det bare. Ikke at jeg ikke har været i tvivl undervejs om alt i historien og undervejs har været sikker på, at den aldrig ville blive læst af nogen. Masser af gange. Men jeg kan stadig huske den her stensikre følelse af, at det her kunne jeg få udgivet. Pyha, at jeg så faktisk fik ret!
Og hvordan det føltes? Jeg har faktisk ikke ord for det, og ord har jeg ellers mange af. Nu føles det, som om det er det eneste, jeg nogensinde har drømt om, som er sket. Selv om jeg ellers har haft travlt med at drømme om alt muligt andet hele livet.
6. Hvad synes du er det allerbedste ved at være forfatter? Og hvilken del af skriveprocessen er din favorit?
Nu har jeg jo VÆRET forfatter i virkelig kort tid. Så måske ændrer mit svar sig med tiden. For meget er fedt ved det. Det er den optimale måde at arbejde på for mig. Og min underlige hjerne kan få lov til at slå sig løs. Den kan blive sluppet fri og komme på græs. Men det, der fascinerer mig mest ved det, er det, at jeg kan sidde alene og skrive en masse tegn på et stykke papir. Og en hel anden dag, er der så en anden person, som tager det stykke papir og afkoder de tegn – og så begynder de at føle ting og få en oplevelse inde i deres hoved. For mig er det ægte magi. Det er en ret kompliceret proces og alligevel er det muligt for mig at danne en følelse hos dig på den måde. Det finder jeg helt ufatteligt vidunderligt og fascinerende.
Faktisk synes jeg, at alle delene af processen er fantastiske. Jeg troede, jeg var bedst til idéerne, men nu hvor jeg har lært mig selv rent faktisk at få skrevet – så er jeg også ret vild med det. Men jeg opdagede også, at hele redigeringen er utroligt spændende. Det er vildt så meget, man kan blive ved med at skrue og stramme og optimere en tekst. Og man kan selv være sikker på, at nu kan der slet ikke gøres mere ved historien – og så peger redaktøren på et eller andet, og det går straks op for én, at det selvfølgelig kan blive bedre.
Men jeg har nu en særlig kærlighed til det, der sker, når man finder på en god ny idé eller en god løsning. Det der uforklarlige, når noget falder på plads. Når hjernen ubevidst pludselig kobler det ene med det andet, og man ved, man har løst det. Det elsker jeg.
8. Dine karakterer føles meget ægte og fulde af store følelser. Hvordan gør du dem så "ægte" og mærkbare? Kender du hele deres personlighed på forhånd og skriver den ned? Eller får dine karakterer ligesom eget liv og udvikler sig, mens du skriver?
9. Er der nogle af dine karakterer, der minder om dig eller har nogle af dine egenskaber eller kendetegn? Er du selv god til at tegne?
Ingen af mine karakterer er mig. De er deres egne. Men selvfølgelig trækker jeg på sider af mig selv, og det gør jeg nok i alle karaktererne. Min hovedperson Asger låner meget af mig selv. Han er en dreng, som altid balancerer mellem fantasien og fornuften, og det har hele mit eget liv også handlet om. Og så kæmper han meget med at finde sin plads i grupper og kunne slappe af og føle sig som sig selv i et fællesskab. Det er i hvert fald en evig kamp, som vi deler. Der er ikke noget sted, man kan føle sig mere alene end mellem en masse mennesker. Men at være god til at tegne er Asgers ting og ikke Andreas’. Jeg kan godt lide idéen om at kunne tegne, men jeg har faktisk aldrig dyrket det særlig meget.
Men det er altid nemt at tale om alt det, man deler med sin helt. Jeg synes også, jeg genkender en del uflatterende sider fra min skurk, eller hvad vi nu skal kalde den karakter i historien, som Asger især får problemer med. Jeg kan ikke rigtig fortælle om det, fordi det ville spoile dele af historien – men det er ikke altid så sjovt at sidde og skrive om en masse dårlige karaktertræk og så forstå, at det mere er et spejl end et portræt, man har lavet.
10. Hvordan er din skriveproces? Plotter du meget, inden du går i gang? Eller får dine karakterer ligesom eget liv og styrer handlingen lidt?
Begge dele. Jeg er nok det, de kalder en ’plantser’. Èn, der både plotter og er en ’pantser’ på samme tid. Jeg er nødt til at vide en del om min historie, før jeg kan gå i gang. Jeg planlægger det ikke i detaljen, men jeg må have en form for roadmap. Men jeg er også nødt til at efterlade en masse huller og problemer, jeg først skal løse undervejs. Hvis jeg havde planlagt alt, så ville det blive kedeligt. Og en stor del af fornøjelsen er at mærke sin ubevidste hjerne hive løsninger frem fra udklædningskassen i en mørklagt del af hjernen, mens man skriver. Men jeg kommer aldrig i gang, hvis jeg ikke har en rute af en slags. Så ville jeg være tilbage i dagbogen i min barndom, hvor jeg kun kunne skrive om, at jeg ikke havde noget at skrive om. Når de to ting går hånd i hånd, så kører det allerbedst.
11. Hvordan er dine optimale skriveforhold? Stilhed/ musik? Favorittidspunkt at skrive på? Særlige skrivesnacks?
Favorittidspunkt? Jeg ville ønske, jeg havde et valg. Jeg skriver, når jeg har chancen for det midt mellem alt det andet. Så når jeg en dag har tjent kassen på at sælge en masse bøger eller har vundet i Lotto og bare kan vælge frit, hvornår jeg vil skrive, så skal jeg fortælle dig, hvornår jeg bedst kan lide det. Svaret lige nu er som regel de sidste 2,5 minut, inden jeg falder i søvn! Så det optimale i mit liv er ikke så meget tidspunktet, men det at blive ved med at skrive. Hellere en lille smule hver evig eneste dag, end at gemme det hele til en weekend eller en ferie.
Musik er vigtigt. Men faktisk ikke så meget til at få stemning. Men jeg har brug for at skabe en boble af en slags omkring mig, og åbenbart er mine ører nemme at distrahere. Jeg har opdaget, at hvis jeg fylder dem med lyd i nogle høretelefoner, så kan jeg bedre koncentrere mig. Jeg aner ikke, hvorfor det virker sådan.
Snacks? Ja. Jeg spiser alt i en radius af 5 kilometer, mens jeg skriver. Desværre.
12. Hvad giver det dig rent personligt at skrive og skabe dine egne karakterer mm?
Det har jeg faktisk svært ved at svare på. Bortset fra at det giver mig utrolig stor glæde og tilfredsstillelse at fortælle og få en historie til at fungere og dele den med læsere. Det forløser et eller andet dybt behov i mig. Jeg er ikke rigtig klog på, hvad det faktisk er, det gør og hvorfor det er så vigtigt. Men det føles lidt som at trække vejret. Der er ikke nødvendigvis en mening med det, men det er rigtig ærgerligt ikke at gøre det.
13. Hvordan blev du inspireret til at skrive De glemte vogtere? Hvornår fik du ideen til bogen?
Jeg ville sådan ønske, jeg havde en fed historie om, hvad der gav mig idéen. Jeg aner det faktisk ikke. Det var nærmest som en tegneserie – sådan et lynnedslag. Idéen dukkede op, og jeg vidste, det kunne blive rigtig godt, hvis jeg altså kunne finde ud af at skrive det. Og derfra har idéen selvfølgelig ændret sig mange gange og er blevet justeret og filet til. Men jeg kan først og fremmest huske følelsen af at få idéen. Følelsen af at genkende noget godt.
14. Hvordan holder du styr på alt i dine bog? Med post-its? Kladdehæfter?
Jeg har en slags minibog i et dokument ved siden af. Jeg skriver den lange bog, og så er der en minibog hvor al den samme handling står i ved siden af, hvor jeg har overblikket, men som max må være en 3-4 sider. Og som jeg ændrer i hele tiden. Det er ikke en detaljeret plan, for den er i forandring hele tiden. Men det giver overblik.
15. Hvad er det bedste ved at skrive fantasy?
Det bedste er først og fremmest at skrive historier. At skrive. At fortælle. At det bliver fantasy kommer lidt an på den idé, du får. Det føles ikke som et meget klart valg. Men – jeg holder meget af fantasy som genre, det er klart, og det er sjovt at skrive, fordi det er så uhæmmet. Hvis du kan få en grænseløs og utæmmet og helt åndssvag idé, så er der en meget stor chance for, at det er en GOD idé. Og det kan jeg virkelig godt lide. At skrive er jo at bruge sin fantasi – så hvorfor ikke give den lov til at gå lidt amok? Men vi skal huske, at alle historier i et eller andet omfang jo er fantasy. De er et produkt at fantasi, selv hvis de holder sig strengt til den virkelighed, vi føler, vi kender. Men det er jo stadig en fantasikonstruktion.
17. Hvilke genrer og bøger er dine favoritter nu? Nævn gerne mindst 5. Skriv gerne meget kort hvorfor du kan lide dem.
Jeg har i en lang periode gnavet mig igennem alt muligt middle grade fantasy. Det havde jeg egentlig ikke læst i mange år, siden Harry Potter. Heller ikke før jeg skrev min bog. Men da jeg havde skrevet den og den blev antaget på Gyldendal, så fik jeg en enorm lyst til at orientere mig i, hvad der ellers var derude. Og det gør jeg stadig og har nogle fantastiske læseoplevelser. Især når jeg læser Nevermoor, Arlo Finch og Amari, så bliver jeg hensat i en glad følelse af at møde nogle universer, som jeg på en eller anden måde føler mig i familie med. Til en vis grad også Magisterium-serien. I en anden aldersgruppe læser jeg også med fornøjelse og ærefrygt Spektrum-serien, og når jeg er i humør til det, er Young Adult i det hele taget vidunderligt. Jeg tror ikke selv, jeg kunne skrive Young Adult – men når man læser Saynab Farah Dahir eller Sofie Riis Endahl, eller fx The Perks of Being a Wallflower, så kan man jo genopleve hvor stærkt og vildt og rædselssfuldt det var, dengang alle følelser var rå og nye og uoverskuelige. Jeg har også læst masser af krimi og har stor respekt for det.
For tiden er der jo også en stor bølge af gode lgbtq+historier, alt fra rigtige romanceslaskere til virkelig smalle litterære værker. Når man er vokset op i en tid, hvor den slags nærmest ikke fandtes, men man alligevel kunne opleve, at selv en virkelig dårlig film med et homotema kunne give en stor følelsesmæssig oplevelse, simpelthen fordi der var karakterer, der vækkede en genklang med én selv – så er det jo en ekstra fornøjelse, når der i dag er masser af historier til rådighed med masser af repræsentation og spændende karakterer at spejle sig i.
Jeg ved ikke, hvad der virker for alle, men for mig var det godt at læse, se teater, se film – med et fortællerblik. Altså ikke bare se dem for at se noget, men undersøge hvad der virker og forstå hvorfor det virker. Derfor er dårlige film og bøger og teater vidunderligt. Der er det mere tydeligt, hvad der ikke lykkedes.
Dengang de lavede DVD’er med kommentatorspor, synes jeg, jeg lærte en masse af det – at høre instruktøren og manusforfatteren fortælle om, hvorfor de gjorde sådan eller klippede en scene ud.
For mig personligt har det også været brugbart at læse en masse om, hvordan man laver godt teater, gode film og bøger. Altså fagbøger. Men det er også lidt farligt, for hvis man tager det alt sammen som regler, så bliver det umuligt at skrive noget. På en måde er man nødt til at aflære det igen bagefter. Eller gemme det i en værktøjskasse et sted i et låst skab i hjernen, som man så kan tage frem, når man ikke forstår, hvorfor ens historie ikke virker.
19. Hvad giver dig glæde i hverdagen? Har du nogle særlige hobbies? Kan du bedst lide skov eller strand?
Min mand. Vores gård. Vores hund. Vores skov. Vores venner. Gode historier. Og at prøve at skrive dem
20. Funfacts om dig selv eller er der noget, som du selv vil tilføje
Jeg vælger at fremstå mystisk og helt uden fun facts, så ingen opdager, hvor kedelig og almindelig jeg er i virkeligheden ;o)
21. Fortæl lidt om din bogforside . Om det var dig der bestemte motivet? Og hvem der lavede forsiden
Jeg havde stor indflydelse på forsiden, synes jeg, men det var et godt samarbejde mellem min redaktør, tegneren Claus Rye Schierbeck og grafikeren Alette Bertelsen. Det var min redaktør, som foreslog Claus til at tegne, og jeg kendte ham ikke, men kunne se, han var enormt dygtig. Vi foreslog nogle scener fra bogen, som var egnede til en forside, og ud fra det lavede Claus nogle skitser. Sjovt nok var det slet ikke den scene, jeg troede, der ville virke bedst, som vi gik videre med – men det var tydeligt, at den scene vi endte med at bruge, simpelthen havde mest at give. Vi var ret enige i, at det skulle være en forside med smæk på. Man kunne også have valgt en mere finurlig forside, der var mere mystisk og fin i det. Men jeg ville gerne have en forside, som den 12-årige version af mig selv kunne have fundet på biblioteket og bare med det samme ville have vidst, at jeg var nødt til at læse. Jeg er meget glad for den – jeg synes, det er en tegning, der sælger bogen og lover en oplevelse. Og jeg synes, at Claus tegner om muligt endnu bedre, end Asger selv gør det i bogen…
Tusind tak fordi du ville være med til interviewet. Jeg glæder mig så meget til at læse videre i din bogserie.
Skrevet af Youlooklikeabook
Tusind tak for lån af fotos fra forfatteren.
Kommentarer
Send en kommentar