Fjendeland af Jeanette Sigtenborg

 

Fjendeland af Jeanette Sigtenborg. Udgivet 2022. 236 sider. Forlaget Straarup og Co

På trods af det store nederlag i bog 1 nægter Elena at give op. Hun har stadig masser af gå-på-mod og viljestyrke og er fast besluttet på at finde og redde sin bror næsten uanset hvad det koster. Men vejen er lang og fyldt med farer og missionen kræver meget mere, end hun lige havde forventet. Der skal sættes en større plan i værk, som kræver flere parter. Og man kan rolig sige, at passagen til og gennem slottets mure og ned i den klamme, mørke fangekælder er fyldt med udfordringer og forhindringer. Tiden er ved at løbe ud, fordi den onde kong Lucas er opslugt af hævntørst. Elena må tage nogle store chancer.  Kan Elena nå at redde sin bror i tide, mens han endnu er i live?

Dette er en nervepirrende, intens, følelsesladet fantasyroman, hvor man ofte sidder helt på kanten af stolen af bare spænding for, om Elena kan klare det. Bogen er nem at læse og siderne vender nærmest sig selv. Forfatteren har i den grad forbedret sin skrivestil og sit skriftsprog betydeligt siden bog 1. Både karakterer og omgivelser er meget velskrevet, så man kan se dem helt tydeligt for sit indre blik og dialogen var meget mere levende. Romanen foregår i hård krigstid, hvor alle er pressede. Både de fattige og de rige. Der er tortur, vold og trusler og folk er trætte og nedslidte og ønsker en snarlig bedring af situationen. Men hvem eller hvordan kan man få Kong Lucas på bedre tanker? Men der er også tætte venskaber, ægte sammenhold & mod samt personlig udvikling og found family, så man bliver helt varm i hjertet.  Ydermere stiger mystikken angående legendens ridder og man higer i den grad efter at få flere afsløringer og mere magi. Det bliver meget svært at vente på bog 3, for spændingen og cliffhangere er på sit højeste, da denne bog slutter.

 


EKSEMPLER:

Der er masser af spænding, uhygge og farer: "Slaget ramte, før fangen kunne nå at løfte en hånd til forsvar. Han væltede om på gulvet...Den lille bevægelse udløste et gennemtrængende skrig fra fangen..Sveden drev fra det mørkeblonde hår og ned over det ligblege ansigt..."Tal" ..."Eller jeg hugger hovedet af dig her og nu" (side 7-8)

Nervepirrende og skrækindjagende mareridt: "Hviissj!" Pile susede gennem luften og fandt deres mål i ubeskyttede skuldre, lår og hoveder. Ansigtsløse riddere faldt brølende i hobetal blandt krigsheste....Råb og krydsende klinger lød som et tordenvejr omkring mig. Lydene blev højere og højere...Min hjerterytme slog i takt med de stigende lyde"... (side 18).

Der er meget levende beskrivelser af omgivelserne og dets indbyggere, som gør et stort indtryk: " Gaderne og stræderne i udkanten af Fjeldskov var krogede og ukendte, men slottets tårne fungerede som fire høje pejlemærker. Her lugtede af gammelt pis og affald og jeg måtte trække vejret gennem munden for ikke at kaste op...De fleste af dem så udmagrede ud med deres papirtynde, grålige hud og blanke øjne. Nogle få havde kræfter til at rode rundt i affaldssække, der stod foran de tillukkede huse med skodder for vinduerne" (side 73)

Hårde facts om krig: Krig kan få folk til at gøre utænkelige ting" (side 51)

Der er også sjove passager: "En grålig klump grød med...Nogle få store løgtern stak frem hist og her. Men ellers var det umuligt at finde ud af , hvad grøden bestod af" (side 61) ( Øv" ikke så lækkert!!!)

KARAKTERER:

Jeg er vild med, at forfatteren bruger flere fortællersynsvinkler. Det er helt klart med til at berige historien og give den mere dybde, perspektiv og spænding. I denne bog kommer vi endnu tættere på karaktererne og man kan virkelig mærke deres følelser. De gør også, at man bliver mere investeret i handlingen og mere revet med. 

Allerede i de første linjer af bogen kan man tydeligt mærke kongens vrede, frustration og savn:"Alene tilbage lod kong Mortimer sig synke ned på kanten af den urørte seng, som om alle kræfter havde forladt hans krop. Stille strøg hav hånden hen over det bløde tæppe, inden han med et vredt udbrud kastede det til side. Han hev luft ind mellem tænderne i hårde stød og så op i teltloftet. Øjnene var blanke..." (side 9). Det er en meget velskrevet, sigende og rørende passage. Kong Mortimer fremstod meget i bog 1, som om han var lavet af sten og ikke havde nogle følelser. Men i denne bog kommer man meget tættere på ham og ser, at han også har en blødere side og faktisk holder af sine børn. 

Jeg er helt vild med, at Elena er fyldt med gå-på-mod og viljestyrke. Hun nægter at give op og er fast besluttet på, næsten uanset hvad det koster at finde og redde sin bror. Men hun er desperat og utålmodig og enormt bange for, at hun ikke når det i tide, så hun glemmer ofte at tænke sig om, laver så store fejl, at man sidder helt på kanten af stolen, krummer tæer og gruer for konsekvenserne. Men der er ingen tvivl om, at hun har hjertet på det rette sted. Hun har bare nogle gange lidt svært ved at vise det og kan komme til at virke lidt uhøflig, hvorimod Anna virker meget varm, sød og hjælpsom. De har et rigtig godt og hjertevarmt venskab og er der virkelig for hinanden og de er meget handlekraftige og selvom de laver fejl er de nogle gode forbilleder og en motivation. De sidder ikke bare og venter,  men tager sagen i egen hånd og lægger en plan. 

Men nederlaget i bog 1 plager jævnligt Elena i hendes mareridt. Hun plages af stor dårlig samvittighed og frygt: "Jeg vågnede med et sæt. Min krop rystede ukontrolleret, og mit hjerte hamrede hårdt i brystet. Hivende efter vejret frigjorde jeg mig fra Anna, der stadig sov tungt...Jeg lagde armene om mig selv. Min krop var både kold og varm på samme tid..." (side 22). 

Jeg vil ikke skrive mere om karaktererne, da jeg ikke vil spoile handlingen.  Men jeg har skrevet lidt under spoileralert.


TEMAER & BUDSKABER:

Bogen handler både om ægte familiefølelse, hvor man vil gøre alt for at hjælpe dem og redde dem. Men også om at finde venskaber så stærke, at de nærmest bliver ens familie.  Om ægte sammenhold,  mod, viljestyrke og gå på mod. Om aldrig at give op uanset hvor dystre en odds er. Om at værdsætte det man har og passe på det. Om at se livet og de store modsætninger for første gang og få helt nye perspektiver.   

Jeg giver 5/ 6 stjerner 


Lydbogen indlæst af Susanne Bonde kan også varmt anbefales. Hun gør et supergodt stykke arbejde og indlæser med stor indlevelse og behageligt tempo. 

Skrevet af cand.mag og bogblogger Youlooklikeabook


&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&&

Spoileralert!!!

Årsagen til den manglende stjerne er, at jeg synes godt, at handlingen kunne have foldet sig lidt mere ud. Bogen kunne med fordel godt have været en anelse længere,  så man havde haft mulighed for at komme lidt dybere ned i historien /eller lidt længere og fået en anelse flere afsløringer og lidt mere plads til  at karaktererne, deres personlighed og baggrundshistorie og indbydes forhold kunne fylde lidt mere. Men jeg nød historien fuldt ud.  

__________

Her er nogle af mine favoritpassager:

Jeg er helt vild med Hertug Vilfred. Han er så høflig og hjælpsom. Da han slet ikke kender Elena endnu, spørger han, om hun vil sidde ned og tilbyder hende også mad. Han undskylder også for sine mænds dårlige opførsel. Han virker meget betænksom og med hjertet på det rette sted.   Og måske er der amoriner i luften.  Det håber jeg .

Jeg er helt vild med, at det er Anna, der har sat ild til budskadset - så hun kan "redde" Elena og de kan flygte. Det er genialt fundet på. De er nogle handlekraftige og modige kvinder vi har i denne bog.

Kapitel 15, kapitel 26 og 27 er mine favoritter. De er så nervepirrende. 

Jeg er vild med alle Elenas drømmesyn. de er så velskrevet og intense og samtidig afslører de mere og mere om legendens ridder, så det er svært at finde tålmodigheden. Man vil bare gerne kende sandheden. 

Jeg er også vild med den hemmelige indgang til slottet.  Det er så spændende.  


Og jeg er vild med dialogen og øjeblikkene mellem Vilfred og Elena. De er meget velskrevet og man sidder på kanten af stolen af bare spænding for, hvad der vil ske i mellem dem.


Jeg er også helt vild med scenerne på slottet,  hvor de finder spændende informationer.


Og det er enormt spændende at komme ind i kong Lucas ' tanker og vide,  hvad han tænker.  Men har er stadig omgivet af meget mystik og man higer efter at vide mere om, hvad der i virkeligheden foregår.  Er han sig selv? Har nogen forgiftet ham? Eller forbandet ham? Der foregår noget mistænksomt.   Og hvordan blev hans forældre i virkeligheden dræbt? Hvem gjorde det? Hvem er det, der ikke er til at stole på?  

Det må komme mange vilde afsløringer i bog 3.  Jeg kan slet ikke vente med at læse den.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller