Blodrus af Haidi Wigger Klaris




Blodrus af Haidi Wigger Klaris. Udgivet 2022. 304 sider. Forlaget Tellerup

Wauw! Haidi har skabt endnu en nervepirrende og fængende pageturner, som er umulig at lægge fra sig og hvor ordene nærmest læser sig selv. Ens blik er som limet til bogens sider, fordi man bare må vide, hvad der sker. Spændingsniveauet er højt og der er masser af drama, intriger, udfordringer og konfrontationer i den hemmelighedsfulde by. Man kan virkelig mærke spændingerne, fjendskabet, mistilliden og den manglende accept mellem karaktererne, men der er også spirende kemi og amoriner i luften. Bølgerne går højt og der er store følelser. Der var nogle vidunderlige romantiske øjeblikke, som virkelig fik varmen op i mine kinder, et stor smil på læberne og boblende glæde i maven. Åh! hvor jeg bare nød at være tilbage i mystiske Mossy Creek og mærke stemningen. Jeg kom direkte ind i handlingen uden besvær, som om jeg lige havde læst Blodarv. Mit hjerte slog hurtigere for hver gang endnu en afsløring og sandhed dukkede op til overfladen om den klan, som Connor tilhører nu. Det er som en helt ny og anderledes verden, som både er fascinerende og skræmmende på en gang med sine helt egne strenge regler, traditioner og historie. Men man kan ikke undgå at hige efter at vide alt. Connor går igennem en kæmpe omvæltning. Han prøver at holde fast i sig selv og hvad han tror på, men han vil også gerne være en del af sin familie og klanen. Men hvad er prisen? Hvor langt er han villig til at gå? Og hvor meget skal han gå på kompromis med sig selv?    

Haidi Wigger Klaris har virkelig skabt en original og unik historie med masser af spænding, mystik, skelsættende beslutninger og store følelser. Hun er stadig en sand mester til at skabe stærke stemningsfulde øjeblikke samt giga cliffhangere, som efterlader en i dyb chok med store abstinenser efter straks at have næste bog i sine hænder. Jeg blev helt revet med og opslugt og jeg kan slet ikke vente med at læse den sidste bog i serien. 

EKSEMPLER:

Der er flotte tydelige beskrivelser af omgivelserne, så man både kan se dem og lugte dem: "Entreen var mørk og smal, væggene havde en nusset grålig nuance, og det mørke trægulv så slidt ud. Jeg rynkede næsen da en sur stank af tobak krøb op i næseborene" (side 10) samt mærke den levende stemning: "Jeg trak vejret dybt ned i lungerne...Kvarteret summede af weekendaktiviteter. Folk som talte og grinede sammen. Børn der hvinede begejstret, Enkelte hunde gøede fra tid til anden" (side 16)

Der er en hel del nervepirrende øjeblikke: "I stedet for at trykke min hånd lukkede hun fingrene om mit håndled og trak nedad med en overraskende styrke...i stedet rynkede hun brynene imens det mørke blik gled hen over mit ansigt. Ud af det blå gav det et sæt i den gamle kone, og hun slap med så pludseligt...Zo duh!...da hun pegede på mig med en dirrende kroget finger...Selvom jeg ikke forstod ordene, sendte de ildevarslende kuldegysninger igennem mig" (side 12). Farmoren er en virkelig spændende og lidt creepy karakter omgivet af masser af mystik og man higer i den grad efter at vide mere om hende og vide, hvad hun tænker og hvordan hun er blevet, som hun er. 

Der er store følelser: " Jeg havde brug for at finde et sted uden minder hvor jeg kunne slappe af og være mig selv. Lyden af vandfaldet forstyrrede mine tanker...Det føltes som mere end blot et par dage siden hun knuste mit hjerte. Mit syn blev sløret, og det gik op for mig at jeg græd..." (side 19) Det er så rørende at læse. 

Og smukke mindeværdige øjeblikke: "Himlen havde en dybblå farve som fik månen til at stå tydeligt frem. "Det er smukt!"... "Jeg har aldrig set noget lignende"...Synet af den næsten mørke nattehimmel med stjerner og månen, som hang hen over vores hoveder, var så overvældende, at jeg næsten ikke vidste, hvad jeg skulle sige". (side 56) Denne passage og dette kapitel er en af mine absolut favoritter. Det er så velskrevet og stemningsfyldt. Man kan nærmest se det for sit indre blik.

KARAKTERER: 

Jeg synes, at forfatteren har lavet et rigtig godt karakterarbejde, hvor man tydeligt kan mærke karakterernes personlighed og følelser, men samtidig formår hun også at omgive dem alle med følelse af mystik, noget som vi mangler at vide, nogle hemmeligheder, en bagage, nogle skeletter i skabet eller lignende.  Noget de holder tilbage. Noget de ikke har fortalt eller været helt ærlige omkring. Og dette er med til at øge spændingen og interessen for at ville læse videre og vide mere. Fordi hvem af karaktererne kan vi virkelig stole på? Hvem vil Connor det godt?

Jeg er helt vild med Connor. Jeg synes virkelig, at forfatteren har skabt en karakter, der føles ægte med masser af personlighed og følelser.  Han går igennem sin mest turbulente tid følelsesmæssigt på grund af morens død og nu er det også en turbulent tid for ham rent fysisk, fordi han har flyttet flere gange. Han havde lige knyttet bånd med sin søde moster og begyndt at føle sig hjemme, men så skulle han pludselig flytte igen og bo hos sin far Branislav, som han jo ikke rigtig kender. Connor er på sit livs dannelsesrejse, men jeg synes virkelig, at han klarer det flot. Han forsøger at være sig selv, holde sit sind åbent og gøre sit bedste, også selvom det er tydeligt, at han ikke er helt velkommen: "Du skal ikke tro vi er venner fordi vi tilfældigvis er brødre"..."Jeg tænkte bare, at vi lige så godt kan få det bedste ud af situationen nu hvor er tvunget til at bo sammen" (side 15). Jeg følte meget med ham. Han har hjertet på det rette sted. Connor er ligesom del af to verdener nu og to familier. Kan de to liv kombineres? Eller bliver Connor nødsaget til at vælge det ene fra?

Branislav har temperament og tilhører nærmest en helt anden tid i hans måde at tænke på. Han har mange strenge regler og høje forventninger, men han virker også som om han har hjertet på det rette sted og virkelig ønsker, at de skal være en rigtig familie, men det er ikke nemt. 

TEMAER & BUDSKABER: I denne bog er der fokus på identitet. Connor havde levet hele sit liv med sin mor . Han var tryg og glad. Han troede, at han vidste hvem han var. Men pludselig ændres han liv fra den ene dag til den anden. Han bliver nødsaget til at starte helt forfra og knytte nye bånd og i den proces at opdage helt nye sider af sig selv og få et helt nyt perspektiv på det, han troede, at han vidste. Han føler sig presset til at blive noget nyt og anderledes. Hvordan bliver man en del af en gruppe og bevarer samtidig sig selv? Dette fører til svære valg og umulige dilemmaer. Connor går igennem en turbulent tid, hvor han forsøger at find et holdepunkt. Hvem er man nu, hvem vil man gerne være.  

Jeg vil lige benytte lejligheden til at sige, at jeg er helt vild med den flotte forside. Den er så smuk. Og jeg er helt vild med kortet i bogen også.

Jeg har både læst den fysiske bog og hørt lydbogen. Lydbogen kan også varmt anbefales.

Jeg ser meget frem til at læse videre i serien. 


Jeg giver 5,5 store stjerner /6


Skrevet af bogblogger Youlooklikeabook

Bogen er et købt eksemplar.


SPOILERALERTS!!!Læs ikke videre, medmindre du vil spoiles


Årsagen til den manglende halve stjerne er, at jeg synes godt, at bogen kunne have været en anelse længere, så der kunne have været lidt flere detaljer mht klanen, forholdet til Case og faren samt forholdet mellem Amelia og Connor. At scenerne i mellem dem kunne have været lidt længere. Jeg nød bogen så meget og jeg havde ikke lyst til, at den endte allerede. Jeg kan slet ikke vente med at læse bog 3.

Side 12: total nervepirrende farmoren holder Connors hånd og kalder ham for Zao Duh... (hun siger, at Connor ikke er en af dem..) "han bliver vores undergang (side 13)

En af mine favoritpassager er: " Er det fordi jeg ikke er en ægte....Hvad det nu er I er? Branislav snappede efter vejret. "Nej!, Og det vil jeg aldrig høre dig sige igen. ...Du er og Case er en krydsning...Enkelte klanfolk kan godt finde på at kalde jer dårligt blod eller halvblods". Alvoren lyste ud af hans blik. "Hvis det sker, vil jeg have det at vide øjeblikkeligt" (Side 14)

Jeg er helt vild med kapitel 7. Det er så velskrevet og romantisk

Kapitel 27 er min favoritscene. så romantisk. De er i træhuset og kysser.


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva