Trine Loppelil Sørøverhjerte 2 af Majken Fosegerau Salomonsen

 




Trine Loppelil Sørøverhjerte - Mystiskøen af Majken Fosgerau Salomonsen. 156 sider. 2022. Forlaget Gyldendal.

I denne anden bog om Trine Loppelil Sørøverhjerte får alle eleverne en ganske særlig meddelelse. Der vil blive afholdt en såkaldt " Tag med dine forældre på arbejde-dag".  Alle i klassen er ellevilde og jubler ligefrem, men det gør stakkels Trine ikke. Hun har faktisk næsten fået et ildebefindende og frygtelige kuldegysninger mm. Dette er jo hendes værste mareridt, der er gået i opfyldelse. Hun ved slet ikke, hvad hun skal gøre. Det eneste hun kan komme i tanke om er, at hendes forældre på ingen måde,  må finde ud af, at hun har fået denne skoleopgave.  Simpelthen "glemme" at give sedlen. Det går heldigvis rigtig godt. Lige indtil, at Trines mor finder ud af det og det ender med, at Trine og hendes to bedste klassekammerater tager med Trines mor på arbejde. Man kan vist roligt sige, at det bliver den vildeste og mest eventyrlige, uforudsigelige og dramatiske "arbejdsdag" nogensinde.  Ingen har med sikkerhed oplevet noget lignende før. Selv den erfarne og til tider skræmmende og højtråbende sorte Sally kommer lidt ud af kurs undervejs og de havner et helt andet sted end planlagt og der afsløres helt nye sider af Sallys fortid og personlighed, som vi slet ikke kendte til. Kommer de alle helskindet hjem igen? Og har de lært noget nyt på denne begivenhedsrige "arbejdsdag"?

Endnu engang har forfatteren formået at skabe en meget underholdende, sjov og hjertevarm historie med masser af dramatiske og eventyrlige overraskelser samt skønne farverige karakterer, som emmer af personlighed og høj underholdningsværdi. I denne bog er Julies mor en af mine favoritter. Man lærer hende meget bedre at kende og man får virkelig mulighed for at se både hendes svageste og bedste sider. Der er masser af ping pong spil, små drillerier, tåkrummende situationer, skænderier og uenigheder, hvor bølgerne går højt, men der er også dybe inderlige samtaler og rørende og hjertevarme øjeblikke, hvor man næsten får glædestårer i øjnene. Denne bog er ikke kun underholdning, men har også fokus på meget vigtige og relevante budskaber, som jeg tror rammer fuldstændig plet hos målgruppen; fx at mærke efter hvem man selv er og hvad man vil, også selvom det ikke er det samme, som andre vil eller som andre forventer af en. At turde sige sandheden også selvom det kan såre ens nærmeste og dem man holder af.  At turde stå ved sine følelser. Det der skræmmer en og det der gør en glad. Vi er ikke alle ens og det er ok. Alle har forskellige personligheder og smag. Man skal ikke skamme sig over sine følelser. Der er også fokus på venskaber og hvad det vil sige, at være en god ven. I denne bog er der også fokus på klimaet og forureningen og hvilke konsekvenser, den har.  Alt bliver fortalt i børnehøjde og det bliver aldrig for alvorligt eller trist.  Denne bog giver helt sikkert masser af stof til eftertanke og reflektion både hos målgruppen og de voksne læsere. 

EKSEMPLER:

Trines forældre har jo nogle helt unikke jobs, da de henholdsvis Loppedomptør og en af de sidste sørøvere i Danmark. Trine er ærligt talt ikke så stolt af det. Hendes følelser er meget levende beskrevet: "Men jeg, jeg får i stedet i stedet sådan en kuldereaktion, der løber hele vejen ned gennem ryggraden og videre ud i kroppen. Sådan en, der får hele kroppen til at ryste helt af sig selv" (side 13-14)

Der er levende underholdende beskrivelser, så man ved præcis, hvordan omgivelserne lugter: "Jeg drømmer faktisk så meget om duften af citronkage, at jeg ikke længere lægger mærke til den vamle stank af ægge- og leverpostejsmadder, der stadig hænger i klasselokalet efter spisefrikvarteret" (side 7)

Der er en perlerække af humoristiske passager og masser af falden-på-halen kommedie: "Min mor kom først hjem, da vi skulle spise aftensmad. Hun stank af makrelsalat, fordi hun var gledet i en sild og landet i nogle flamingokasser fyldt med fisk, da hun var ved at plyndre en fiskekutter. Så hun var smaddergal og råbte og skreg om, at fiskerne godt kunne gøre mere ud af sikkerhedsforholdene på deres kuttere" (side 9)

Og der er rørende eksempler, hvor man kommer helt tæt på Trine, hendes følelser, hendes tanker om , hvad hun gerne vil være en dag og hvad hun helt sikkert ikke vil være. Hun føler sig presset af sin mors forventninger til hende: "Hun vil selvfølgelig have, at jeg bliver kaptajn ligesom hende...Men det har jeg bare ikke lyst til. Jeg har heller ikke lyst til at råbe ad folk, sådan som mor altid gør...Og så kan jeg godt glemme alle MINE drømme om fremtiden"(side 15)

Der er rørende øjeblikke, hvor Trine bobler af glæde og glemmer alt om sin frygt: "Men da jeg mærker vinden tage fat i håret, og skumsprøjtene rammer mine kinder, føles det mærkeligt nok ret så godt at stå her bag roret med en masse sørøverkvinder, der adlyder mit mindste vink, og i stedet for at være bange for alt det jeg ikke kan, holder jeg øje med den lille prik i horisonten, der bliver større og større for hver bølgegang" (side 58)

Og i denne bog kommer vi også meget tættere på Trines selvsikre, selvstændige, skræmmende og højtråbende mor. Vi får helt nye informationer om hendes fortid og også om hendes personlighed, som vi slet ikke vidste. Selv Trine bliver meget overrasket. Men det er på en god måde, da hun nok aldrig har tænkt, at hendes mor havde nogle "svage" siger eller ting, som hun var bange for.  Det hjælper Trine til at se, at det er ok, at der er ting, som hun er bange for. At ingen er perfekte eller total frygtløse. Og Julies mor træder virkelig i karakter og gør en stor forskel, hvor hun virkelig bruger sine psykologevner. Denne bog viser i høj grad, hvor forskellige vi er og at alle har hver deres kompetencer og også lidt mere " svage" sider. Og at det er helt ok. 

Jeg er vild med Julie, Søren og Trines personligheder og deres venskab. 

Jeg er helt vild med de flotte, farverige, sjove og udtryksfulde illustrationer, som der er på bogens forside og indeni bogen. Illustrationerne er lavet af Anne Hoberg.

Jeg ser meget frem til at læse videre i serien. 

Jeg giver 5 store stjerner/ 6. 

Skrevet af Youlooklikeabook

Bogen er lånt på biblioteket.






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva