Vølvens vej af Anne- Marie Vedsø Olesen

Vølvens vej af Anne-Marie Vedsø Olesen. Udgivet 2021. 416 sider. Lindhardt & Ringhoff

Allerede i løbet af den første side blev jeg suget ind i den meget dramatisk og nervepirrende handling og helt tilbage til jernalderens barske vilkår, hvor Snehild pludselig kommer til verdenen midt under en forfærdelig snestorm og dødsensfarlige uroligheder. Jeg sad neglebidende på kanten af stolen og gruede for om Asdis overhoved ville klare den og frygtede også om, den frygtindgydende jættekvinde Hyrrokin ville dræbe dem. Men heldigvis overlevede de alle. Snehild vokser op hos sin urtekyndige og varme mor Asdis. De har det rigtig godt sammen og Asdis lærer Snehild alt, hvad hun ved. Snehild kommer endda til at modtage undervisning og kamptræning med de to kongesønner Roald og Aslak og fremtiden tegner lys og lovende. Men desværre tager historien en meget uventet og barsk drejning, da den magtfulde ypperstepræstinde, dødeligt jaloux på Asdis, fordi hun har tiltrukket sig Brynjulfs opmærksomhed, føler at hun må hævne sig på den værst tænkelige måde, ved at dømme Snehild til at blive ofret til guderne. Men heldigvis er mor Asdis en klog kvinde og det lykkes Snehild at flygte i nattens mulm, mørke og isnende kulde. Dette bliver begyndelsen på et helt nyt og meget anderledes liv, hvor Snehild opdager overvældende kræfter, imponerende og anderledes væsner og storslåede og smukke omgivelser, hun aldrig har set mage før. Selvom hun er helt alene og i den grad bliver udfordret og er i fare, så formår hun at fastholde sin viljestyrke og overlevelsestrang. Snehild kommer på sin liv dannelsesrejse på alle niveauer både fysisk og mentalt. Hun gennemgår en enorm udvikling og da hun en dag vender tilbage til sin gamle barndomsby Himlinge, er hun en meget forandret og magtfuld ung kvinde. 

Det er nervepirrende, eventyrlig, makaber, hjerteskærende og meget medrivende historie spækket med store følelser, drama, intriger og masser af imponerende og fascinerende væsner og elementer fra den nordiske mytologi. Jættekvinden Hyrrokin og hendes sønner var mine absolut favoritter, der blæste mig helt bagover og tryllebandt mig med deres total gennemførte, eventyrlige univers, særlige evner og masser af mystik. Jeg kunne slet ikke få nok af denne passage med Hyrrokin. Man kan tydelig mærke, at man er helt tilbage i jernealderen. Det er en meget barsk tid med drabelige traditioner, menneskeofringer, stor overtro, æresbegreber, magtsyge og hævntørst, hvor man på intet tidspunkt kan føle sig tryg, da situationen kan vende på et splitsekund af den ene eller anden årsag. Det er en tid, hvor det gælder om at holde hovedet koldt, bevare overblikket, bruge sin snilde og indsmigre sig og lave alliancer og aftaler med de mest magtfulde for at overleve og helst sørge for ikke at genere andre for meget, medmindre man har de bedste kort på hånden og en hær i ryggen. Forfatteren skriver med stor indlevelse og man overvældes flere gange af den barske handling og uretfærdige og triste skæbner, så man rammes dybt i hjertet af sorg. Det er en historie, som efterlader et stort uforglemmeligt indtryk på en. Man kommer i allerhøjeste grad igennem hele følelsesregistret. Man både væmmes, chokeres, knuses og føler sig suget tilbage i tiden, drages, fortrylles og mærker hjertevarmen og venskabet blomstre. Der er mange smukke, imponerende, fascinerende, nærmest magiske og poetiske passager, som fortryller en, så man glemmer tid og sted. Det sproglige er fuldstændig gennemført ned til mindste detalje. Sproget emmer af styrke, sanselighed og er meget billedskabende. Forfatteren har flettet citater fra den gamle Edda, sin store viden om nordisk mytologi og historie samt sin helt egen handling og verden sammen på en rigtig spændende og fængende måde, samt tilføjet et hav af cliffhangere, som gør det næsten umuligt for en at slippe bogen, før den er læst til ende. Forfatteren har formået har skabe nogle stærke og mærkbare karakterer, som emmer af personlighed, viljestyrke og målrettethed. Man kan se dem helt tydeligt for sit indre blik. Karaktererne er interessante og deres magtspillet og snedige planer er på sit højeste, så man er fuldstændig fanget i deres historie og jeg kan slet ikke vente med at vide, hvad der videre sker.  

EKSEMPLER:

Der er passager så nervepirrende, at man næsten ikke kan holde spændingen ud og tænker at alt håb er ude: "Og for førte gang tænker hun, at det nok alligevel er hendes dødsnat. Man kan ikke kæmpe mod skæbnen...smerten fylder hende, hun er atter ild og is, pinen er utålelig, der er kvalme og koldsved, hendes fingre er blå og hendes blik sejler mod døden...Snetåger indhyller hende, synet flimrer, det fyldes med mørke pletter. Og hun ser døden komme ridende på en enorm ulv..." (side 9)

Sjov passage. Jeg er helt vild med Snehilds personlighed her: "Hvor gammel er hun?" "Tolv. Men fornuftig af sin alder. Hun vil vide at begå sig". "Fornuftig". .."Er hun også begavet?" "Ja", sagde Snehild, før hendes mor kunne nå at svare. Endelig havde hun mulighed for at blive bemærket. "Jeg kan allerede urterne, jeg skal lære runer, og jeg vil lære Yggdrasil og de ni verdener at kende. Og så vil jeg lære at kæmpe med våben". Brynjulf stirrede forbløffet på hende. Så brast han i latter (side 28)

Der er smukke, billedskabende, dramatiske beskrivelser af Snehilds begyndende evner: "Solen stod lavt, en rødme bredte sig i horisonten. Snehild blev grebet af uro. Skyer trak sig sammen, et vindpust strøg hen over pladsen. Noget var på færde. Med ét sejlede ord og billeder gennem hende. Hun kunne ikke stå imod" (side 32) samt  " Sneen faldt blidt i tætte, tunge fnug, frosten var ikke hård, og aftenen var vindstille...Hun følte tydeligt en tilstedeværelse i de hvide landskaber, hvordan et større fælleskab sivede fra rødder til nøgne trækroner, fra plantestængler og bærbuske, fra de gudesignende afgrøder...Med ét sivede kærligheden igennem hende...Sneklædt gran, hvidbarket birk, kroget eg, og så bøgetræerne, knoglestrittende uden deres grønne bladdragt, men stadig kraftfulde af skjulte rødders saftige liv. Mens sneen stilnede af, og himlen gradvist blev stjerneklar, og træer og gravhøje modtog hende med vinternattens stille mystik, åbnede verden sig for hende på nye måder..." (side 59-60) . I begge disse passager stråler forfatterens sprog helt utroligt. Sikke nogle formuleringer, sammensætninger og ordforråd. Det er som poesi. Så smukt er det.

Der er smukke, imponerende, storslåede beskrivelser af omgivelserne: "Borgen Aftenrøde var den smukkeste bygning, Snehild nogensinde havde set. Den var langt større, end hun først havde forventet... Da de var ganske tæt på bygningen, kunne hun se balkoner og vinduer udhugget i klippevæggen, der så ud til at strække sig fem niveauer op....Den er fyldt med haller og torve og brønde og værelser og er en hel by i sig selv... De passerede kobberportensvagter og trådte ind i en stenhal. Snehild måbede. Den forekom at gå op til himlen, så høj var den. Gennem hallen løb seks søjlerækkeraf røde sandsten, og højt oppeover dem glitrede et loft af kattesølv i skæret fra de hundredvis af fakler, der sad i jernholdere i søjlerne" (side 161-163). Man kan se det hele for sig som en film. En helt fantastisk og eventyrlig verden.

KARAKTERER:

Karaktererne er meget tydelige, mærkbare og uforglemmelige. Jeg er helt vild med, at der er skiftende synsvinkler, så man har mulighed for at komme helt tæt på karaktererne og vide deres inderste tanker,  følelser og snedige planer. De skiftende synsvinkler fungerer helt perfekt.  De er ikke på noget tidspunkt forvirrende.  Tværtimod er de berigende for bogens handling og karaktergalleri og øger spændingen.  Snehild, Asdis, Brynjulf, Hyrrokin og hendes sønner er mine absolut favoritkarakterer. 

Jeg er helt vild med Snehilds personlighed. Hun er stærk, har masser af gå-på-mod, hun er videbegærlig og vil gerne have kundskaber og kunne klare sig selv. Hun er meget selvstændig og ved, hvad hun vil.  Hendes mor Asdis har været et rigtig godt forbillede, idet hun klarer sig selv og er en meget dygtig urtemagerske, som endda hjælper selveste dronningen af med sine kvaler.  Asdis er en spændende og intelligent kvinde. Jeg er helt vild med Snehilds venskab med de to kongesønner Roald og Aslak. (side 31) . Det er meget velskrevet og man kan tydelig mærke hjertevarmen og ping pong spillet i mellem dem. De har de rigtig hyggeligt sammen og er på samme bølgelængde. De har nogle rigtig gode og værdifulde stunder sammen og de føler samhørighed til hinanden: "Jeg tror også, at du indeni er som os", siger Aslak.( side 33). Dette er en meget rørende passage, som viser, at de accepterer hende, føler samhørighed og føler, at hun er lige så god som dem. : "Så du vil være krigerkvinde?"Aslak betragtede hende også nysgerrigt.  Måske kan du komme og træne med os" (side 31). Men Snehild er ikke kun en kommende hård "krigerkvinde". Hun har også en blød side, men må minde sig selv om, at den ikke skal have for meget plads, fordi det er ikke praktisk eller gavnligt i hendes situation: "Jern i hjertet. Blod i blikket" (side 27) . Jeg er helt vild med forfatterens måde at formulere sig på i denne bog. Hun har ligesom skabt sin helt egne udtryk, som passer perfekt ind i konteksten, tiden og universet. Jeg ser meget frem til at følge Snehilds videre udvikling i de næste bøger. 

Ypperstepræstinden Ragnfrid er den mest skræmmende karakter i bogen, synes jeg, fordi hun er total uforudsigelig. Det er ikke til at vide, hvor langt hun vil gå for at nå sine mål. Hvor langt tillader hendes samvittighed og hendes tro hende at gå? Eller begrænser det hende slet ikke? Hvor hævntørstig er hun? Og hvor meget vil hun misbruge sin magt?  Hun har meget stor underholdningsværdi og hendes passager er nogle af de mest nervepirrende og intense. Jeg er helt vild med bygmester Eiks beskrivelse af hende: "Hun var blændende, og da hun kiggede i hans retning skulle han lige til at smile til hende. Så opdagede han, at det ikke var ham hun betragtede. Enhver lyst sivede ud af ham. Ragnfrids fulde opmærksomhed var rettet mod Brynjulf Ravneblik og Asdis, og Eik så med det samme, hvilken farlig skinsyge der rasede i hende." (side 37).  Selv bygmester Eik fornemmer noget meget skræmmende skinne ud af Ragnfrid. Jeg er også helt vild med denne beskrivelse af Ragnfrid: "Hun følte sig sært hjælpeløs og samtidig rasende, som en sværdsvingende valkyrie, der hang fast en en mosesump" (side 63) . Jeg er helt vild med forfatterens sprog og billedlige sammenligninger. De er helt fantastiske. 

Jeg ville gerne skrive endnu mere om karaktererne,  men jeg vil helst ikke spoile for meget af handlingen. Men jeg har tilføjet lidt under spoileralerts.

TEMAER & BUDSKABER:

En af de allerstørste temaer i denne bog er Snehilds store dannelsesproces. Hun bliver nødsaget til at vokse op hurtigere end normalt, fordi hun er nødsaget til at flygte helt alene. Hun bliver nødt til at finde alt sin viljestyrke og mod for at overleve. Det er kampen mod det onde. Men det kan være meget svært at vide, hvem man kan stole på for pludselig kan folk få nye ideer og mål og indgå alliancer. Et meget centralt tema er også, hvordan det var at leve i jernalderen. Hvilke daglige udfordringer og barske vilkår man mødte. Man skulle nærmest hele tiden have en overlevelsesstrategi klar. Man skulle helst ikke stikke for meget ud, tiltrække sig for meget opmærksomhed eller være anderledes, fordi så kunne måske komme til at træde nogen over fødderne og det kunne få alvorlige konsekvenser, fordi der var så meget overtro. Det galt om  at holde sig på god fod med de magtfulde. Man kunne hurtig blive giftet væk, ofret eller miste sine ejendomme, hvis der opstod en stridighed eller nogen så sin chance for en udbytterrig alliance eller aftale.  Det var en meget utryg tid, hvor retfærdigheden virker minimal og det var meget store følelser, der fik lov at styre, som ære, magtbegær, hævntørst og jalousi. Folk blev udnyttet, som om de bare var en brik i et puslespil. Det var en meget skræmmende tid. Bogen har også fokus på fordomme. At man ikke altid skal skue hunden på hårene. Hyrrokin ser meget skræmmende og utiltalende ud, men hun har et kæmpestort hjerte, er gavmild, tålmodig og har masser af talenter. Mens Ragnfrid er blændende smuk, tiltrækkende og intelligent, men indeni er hun sort som natten og fuld af ondskab, magtbegær og hævntørst. Der er også den fordom, at kvinder ikke kan kæmpe så godt som mænd og er svagere. De bliver ofte talt ned til og nedgjort. Men i denne historie er der mange gode eksempler på nogle rigtig stærke kvinder, som sagtens kan klare sig selv og ikke tøver med at gøre modstanderen " et hoved lavere" som fx den megaseje Berhild.  Der er også ubehagelige eksempler på sexchikane og nærmest incest eller voldtægt af mindreårige.  Man kan mærke, at der ligger et kæmpestort researcharbejde bag denne bog og en enorm viden. Det en bog, som gør et stort uforglemmeligt og hjerteskærende indtryk på en og gør mig meget taknemmelig for, at jeg lever i dagens Danmark, hvor ens rettigheder er meget bedre og ens hverdag meget mere trygt og rolig.   

Jeg glæder mig rigtig meget til at læse videre i denne serie.

Denne bog ville også være perfekt til undervisningsbrug i dansk og historie i de højerefolkeskoleklasser og gymnasiet.  Der er så mange emner at tale om og masser af analysere. Det er en guldgrube! 

Vølvens vej er første del i en trilogi. Den er nomineret til DR Romanprisen 2022 og den bliver oversat til 8 sprog og filmatiseret. 

Anne- Marie Vedsø Olsen har udgivet 12 romaner,

Den flotte forside er lavet af Simon Lilholt

Jeg giver 5,5 stjerner/6

Skrevet af Youlooklikeabook

SPOILERALERT!!!!!!

Årsagen til den manglende halve stjerne er, at jeg synes, at der er nogle passager, som afsluttes lidt for hurtigt, Hvor det ville have været gavnligt med lidt uddybelse og længde. Fx Snehilds forhold til Månegarm. Det er en af mine absolut favoritsteder i bogen, da hun opholder sig hos Hyrrokin. Og jeg er helt vild med den måde Snehilds venskab og forhold til Månegarm gradvist udvikler sig. Der er masser af flirten, hjertevarme og ping pong spil. Denne passage stråler virkelig. Men så får man desværre ikke lov til at få alle detaljerne og forholdet/ afskeden bliver meget kort og hurtig. Venskabet mellem Snehild og de to kongesønner Roald og Aslak bliver beskrevet med stor indlevelse i deres barneår (før hun tager afsted) og man kan se hele handlingen for sig, mærke venskabet og hjertevarmen vokse i mellem dem og pong pong spillet, men da hun kommer tilbage fra Hyrrokin, bliver scenerne imellem ikke uddybet så meget og går lidt hurtigt, synes jeg. Så jeg kunne kort sagt godt kunne have tænkt mig lidt flere detaljer eller dybde i beskrivelsen af deres relationer.

Men der er en helt fantastisk bog

 Det er der ingen tvivl om.

Efterfølgende kommer nogle af mine favoritpassager: "Hadet og hævnlysten blussede op igen. Asdis stjal Brynjulfs kærlighed, og datteren stjal hendes guder. Det eneste hun havde, var magt. Nu brugte hun den" (side 94) Ragnfrid er, på trods af at hun er en ypperste præstinde,  inkarneret ondskab. Den perfekte skurk, som er så skræmmende

Scenen hvor Asdis og Snehild tager afsked er også så rørende og gik lige i hjertet på mig.  

Jeg er generelt helt vild med jætternes land. Det er en af de mest imponerende, fascinerende, magiske passage. Især passagen med Hyrrokin og hendes sønner. Jeg havde slet ikke lyst til, at den endte.  Ydermere er jeg helt vild med hele indledningen op til Snehilds flugt. Hvordan den gradvist bygges op. Det er enormt nervepirrende. Spændingen er total i top og beskrivelserne er fantastiske og meget levende og følelserne er helt tydelige. Ydermere er jeg helt vild med passagerne med Roald, Aslak og Snehild før hendes flugt. De gik lige i hjertet på mig.  Jeg er også helt vild med Asdis og hendes måde at opføre sig på. Den måde hun reagerer på overfor Eik er total genialt og så sejt. Det havde jeg slet ikke forudsagt.

Brynjulf er også en helt fantastisk karakter.  Meget spændende.  Jeg kunne kun holde af ham.  Han er god til at bevare det kølige overblik og vil helst forsøge at indgå aftaler og alliancer i stedet for at kæmpe og dræbe.  Det synes jeg er en rigtig god kvalitet.  Han forsøger altid at tænke tingene igennem først og ikke gøre noget forhastet og overilet.  Som  mange af de andre karakterer jo ellers gør .  Og så holder han meget af Asdis og ser hendes gode kvaliteter.  Hun er ikke kun kropslig begær for ham. ( som de andre kvinder Han er sammen med ).  Og han hjælper Snehild til at få undervisning og kamptræning.  Han er en god mand.  Jeg glæder mig meget til at følge ham fremover. 

Og jeg er helt vild med alle passagerne, hvor der er overnaturlige elementer og hvor Snehild får sine syn.  Det er meget intenst og spændende.