Søstre på de syv have af Camilla Wandahl



Søstre på de syv have af Camilla Wandahl. Udgivet 2012.  Høst &søn   

Denne bogserie handler om Vanessa, som bliver kaldt Vana. Hun er datter af Lord Thomas og er vokset op på slottet. Hun er vild med flotte kjoler, fester og danse. Det er hendes 15 års fødselsdag og det skal fejres med en stor fest med masser af gæster, lækkert mad og danse. Vana har glædet sig meget til denne særlige aften. Men aftenen bliver desværre slet ikke som ventet. Hele Vanessas liv bliver forandret på en måde hun aldrig, i sin vildeste fantasi, kunne have forestillet sig. Hun bortføres nemlig til et fremmed skib og her møder hun for første gang sin tvillingesøster sørøverpigen Sam, som hun ikke anede hun havde. Hvad foregår der i virkeligheden? Kommer Vana nogensinde hjem igen? Og er hun i fare? 

Dette er en meget dramatisk, fængende letlæst bogserie fyldt med spænding, action, eventyr, magi, sørøvere, dødsensfarlige havmonstre, farlige fjender, blodige sværdkampe, snedige planer og masser af store overraskelser og hemmeligheder, som får dig til at tabe både næse og mund.

 Allerede i løbet af  de første sider blev jeg suget ind i den nervepirrende handling, da Vana finder sin afdøde mors smykke: "En sitren går igennem min krop, og smykket bliver helt varmt. Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, at det var magi. Men da magi er er forbudt, kan jeg jo nok regne ud, at det er det ikke. For min far er venner med kongen. Han ville aldrig turde eje noget magisk! (side 8. Bog 1)

Vana kommer på sit livs dannelsesrejse, uden at hun selv har valgt det. Livet til søs er noget helt andet end at bo på et slot med alle dets bekvemmeligheder, tjenestefolk og lækker mad.  Helt nye oplysninger og afsløringer dukker op til overfladen, som ændrer hendes liv fuldstændig og den måde hun ser sig selv på, fordi meget af det, som hun troede var sandt, måske i virkeligheden alt sammen er løgn. Så Vana leder både efter sandheden og sig selv. Det er meget følelsesfuldt, spændende at følge denne rejse. Jeg er helt vild med den verden, som forfatteren har skabt, hvor hun kombinerer både sørøvere, monstre og magi. Der er masser af overraskelser undervejs og tempoet er højt, så man keder sig ikke i et sekund, Samtidig har forfatteren også gjort plads til, at man virkelig kan mærke, hvad karaktererne (især Vana og Sam) føler. Jeg nød serien i fulde drag. Den har mine varmeste anbefalinger.


EKSEMPLER:

Der er sjove passager og udtryk: "Ved alle havkatte, de er jo som to dråber vand" (side 24. Bog 1) samt "Et øjeblik er jeg lige ved at le højt ved tanken om mig selv i en kamp! Jeg, der elsker kjoler og fester!" (side 44)

Der er masser af spænding og uhygge: "Så lyder der et højt råb fra Maki. En hård vind får skibet til at vippe til den ene side. Sam mister balancen og hendes ene fod skrider ud over skibes side. Jeg griber ud efter hendes hånd, men hun glider nedad. Jeg kaster mig halvt ud over skibet, mens jeg råber hjælp, så højt jeg kan. Jeg stirrer i Sams øjne. De er fulde af angst...under os buldrer havet. Bølger hamrer mod skibets sider. Alt er hvidt og sort og blå..." (side 38)

Og der er masser af action, drama og uhygge: "Endnu et brag ryster skibet. Mit hjerte hamrer...De prøver at få os til at synke. Jeg har svært ved at holde balancen...Blodet pumper rundt i min krop. Over os er det mørk nat. Et par lamper kaster lange baner af lys hen over skibet. Pile med ild i spidsen lyser op i glimt. I mørket buldrer kanoner...En ildpil får det ene sejl til at flamme op. En masse reb bliver kastet ind på skibet, og sørøvere kaster sig ind over os alle" (side 49-51). 

Og der er romantiske øjeblikke: "X lægger sine arme rundt om mig. Jeg kan høre hans hjerte slå gennem den våde skjorte. Jeg lægger min kind mod hans skulder..." (side 22 bog 2) "Hans øjne er meget blå. Jeg svømmer næsten væk i dem. Har bare lyst til at stå at kigge ind i dem. Men jeg river mig løs" (side 35 bog 2).

Der er tydelige beskrivelser af omgivelserne så man både kan se og lugte dem, fx det mørke fangehul: "Der lugter tungt af mug og råd. Og lidt af rotte-tis" samt " Lugten af råd og mug fylder igen min næse. Det er lige til at kaste op over." (side 12 bog 4)

Mange gode og billedskabende udtryk, så man ved præcis, hvordan karaktererne har det " Blodet klumper til is i min krop..".(side 46 bog 2)


KARAKTERER:

Jeg synes, at det er nogle rigtig spændende karakterer og væsner, som forfatteren har fundet på. De emmer af personlighed, så man tydelig kan adskille dem fra hinanden. Både Vana og Sam fortæller historien er hver deres bøger, så vi som læsere får mulighed for at komme helt tæt på dem begge to og vide præcis, hvad de tænker og føler. Det, synes jeg, er en rigtig godt idé, som beriger læseoplevelsen og tilføjer dybde til karaktererne.

Vana og Sam ligner hinanden på en prik, men deres personlighed er vidt forskellige. De kan slet ikke lide samme ting. Vana er vild med fine kjoler, fester, danse mm. Sam hader kjoler og foretrækker bukser og praktisk tøj,. Hun holer meget af at bruge sit sværd, træne med Maki mm

Sam er i vante omgivelser det meste af tiden, mens Vana går igennem en meget stor omvæltning i forhold til, hvad hun er vant til. Hun har aldrig prøvet at være til søs på den måde. Og det er en hård oplevelse: "Min kjole er blevet sprøjtet til med saltvand, så den er helt stiv. Alting lugter af tang og mågelort og maden er det tørreste, jeg nogensinde har smagt! For ikke at tale om min søster. Hun er endnu mere tør end maden. Eller bare sur og gal. Mest på mig. (side 31). Det er både meget sjovt formuleret og meget rørende.

Det er en helt ny situation for de to piger at finde ud af, at de er søstre og i begyndelsen går det ikke helt så nemt. Som Vana siger om sin "helt nye" søster: "Men helt ærligt: hvis jeg havde drømt om en søster, så var det aldrig en vild sørøver med uglet hår og kniv!. Nej, når jeg har drømt om en søster, så havde hun været en rigtig lady, der kunne lære mig at danse" (side 29 bog 1)  Sam er slet ikke særlig imødekommende overfor Vana i begyndelsen: "Jeg har ikke bedt om at få en søster.. Så du skal ikke tro, at du får særbehandling" (side 31)

 Vana er den lidt mere bløde, varme og kærlige. Mens Sam er mere hård og uhøflig. Hun tænker også en del ned om andre og synes ikke at de er gode nok, fordi de fx ikke kan kæmpe lige så godt som hende eller ikke ved det samme som hende (fx tænker hun ned om Prins Zako og Vana). Men alligevel under det hårde ydre og selvsikkerheden, findes der noget blødt i Sam og Vana og Zako kommer ind i hendes hjerte og kommer til at betyde noget for hende, som hun nok ikke selv havde regnet med. Det er altid mest været hende og Maki, der var der for hinanden. Sam er en "Woman of action". Der skal handles. Ikke tænke for meget eller dvæles ved situationen eller ved andre. Så hendes kapitler /bøger er ikke så følelsesfulde og dybe som Vanas. Men nogle gange føler selv hun dog også noget fx da hun stikker af fra sin farbror ud en at sige farvel , der mærker hun et stik i hjertet og er lidt ked af, at han igen skal miste en datter.  (Side 26. bog 3, )

Men efterhånden som tiden går, knytter de to søstre alligevel et stærkere bånd til hinanden. Dette sætter Vana i et dilemma. Hun ved ikke, hvad hun skal vælge. Hvor hører hun mest til? Hvem er hun mest? Er hun den, som hun plejer at være? Eller er hun den nye Vana på havet med sine nye venner?  Den proces, som Vana går igennem, vil flere nok kunne relatere til på den ene eller anden måde. At føle, at man hører til flere steder og ikke vide hvad man skal vælge...

TEMAER & BUDSKAB

I denne bogserie er det fokus på identitet. At finde sig selv. Mærke efter hvem man virkelig er og hvad man vil have. Dybt inde i sit hjerte. Hvad er det vigtigste, når alt kommer til alt?  Pludselig betyder det materielle måske ikke så meget. Der er fokus på at finde en helt ny familie og helt nye venner, som får en stor plads i ens hjerte og giver en et helt nyt perspektiv. Vana går igennem sit livs dannelsesprocess, tager nogle kæmpe skridt og vokser meget. Hun bliver meget mere modig og selvstædig på en måde, hun aldrig havde forestillet sig. Der er også fokus på fordomme fx tænker Sam, at en prins ikke er meget værd og han nærmest kun sidder og pudser sin krone dagen lang! . Det er en bogserie om ægte venskab og sammenhold. At sammen kan man vinde over de onde. Der er også fokus på forskellighed. At man godt kan blive tætte, gode venner, på trods af ens forskelligheder. De kan faktisk berige ens liv og give helt nye perspektiver at møde nogen, der er helt anderledes og give en nye muligheder for at udvikle sig, som der sker i denne bogserie. Det er nogle rigtig gode tematikker og budskaber, der tages op i serien, som giver masser af stof til eftertanke og samtale.   

Denne bogserie er lix 15 og målgruppen er fra ca 8 år til 12 år. Det er en letlæst serie. 

Bøgerne er cirka 59 sider lange hver især, så man stryger igennem dem. Bøgerne er spækket flotte, detaljerede og farverige illustrationer, som er med til at understøtte handlingen og berige læseoplevelsen. Den første bog er udgivet i 2012

Lydbøgerne er rigtig gode og nemme at følge med i. De er læst med stor indlevelse. Lydbøgerne varer kun ca 43-50 minutter hver. Men jeg vil varmt anbefale, at man også har bøgerne, fordi de er så flotte. 

Jeg håber meget, at denne bogserie bliver filmatiseret. Det ville være så spændende.


Jeg giver hele serien en samlet vurdering på 6/6 stjerner.

Skrevet af Youlooklikeabook


Bøgerne er lånt på biblioteket og hørt som lydbog på mofibo. 

Forfatteren Camilla Wandahl har skrevet 50 bøger. Følg hende gerne på instagram @camillawandahl og tjek hendes hjemmeside: www. camillawandahl.dk

Læs gerne mine anmeldelser af Øglejægerne også. Den henvender sig til en noget ældre målgruppe, men er helt fantastisk.


SPOILERALERT!!!!Læs ikke videre medmindre du vil spoiles...


Jeg er helt vild med papegøjen Tez, der kan komme med breve. Det er så sejt og eventyrligt.

Jeg er helt vild med alle de overnaturlige/ magiske elementer. Den magiske storm, det magiske smykke, griffen, slangerne mm. Forfatteren har virkelig benyttet alle virkemidler for at gøre det til en spændende historie. Troldmanden Seko er så sej og inkarneret fantasy. Jeg er vild med hans passager. Han er meget fascinerende og velskrevet.

Jeg er helt vild med alle de romantiske øjeblikke.

Et af mine favoritøjeblikke, som er så rørende: " Hvis du og Sam ikke havde stjålet skibet, havde jeg aldrig mødt dig". Jeg tager en dyb indånding " Og jeg havde aldrig fundet ud af, at jeg havde en søster. Eller vidst, at min mor var i live et sted." (side 54)

Wauw! Jeg er fuldstændig vild med griffen. Den er helt fantastisk og slog næsten benene væk under mig. Scenen med griffen er så velskrevet og med masser af gode detaljer. Man kunne tydeligt mærke griffens personlighed og fik hele dens historie og særlige evner at vide. Jeg var helt opslugt under denne passage og havde slet ikke lyst til, at den endte.  Man kan tydelig se griffen for sin øjne. Jeg er helt vild med, at den kan tale og at den er så klog og kigger pigerne dybt i øjnene. (Fra bog 4). Bog 4 var også så rørende.  Den havde virkelig hele pakken.


Bog 1 (udgivet 2012 . Lix: 6/ 6 stjerner

Bog 2 (udgivet 2012 . Lix 14) : 6 / 6 stjerner

Bog 3:(udgivet 2013 lix 15)  5/ 6 stjerner

Bog 4:(udgivet 2013 . lix 15)  6/6 stjerner (min favorit med griffen. Helt fantastisk)

Bog 5 (udgivet 2014 - lix 15)

Bog 6 (udgivet 2014 . lix 15)


NB! Bog 3:  var en anelse dårligere end de andre, fordi scenerne gik ekstremt hurtigt, så der ikke kom nok detaljer på. Det virkede en anelse forhastet og utroværdigt.  

Men jeg giver den samlede serie 6 stjerner, da der kun var en bog, som lå lidt lavere i vurderingen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller