Lisa Aisato foredrag




LISA AISATO FOREDRAG

I dag var jeg med til det mest fantastiske foredrag med den meget dygtige, norske illustrator og børnebogsforfatter Lisa Aisato. Det foregik på Lyngby bibliotek og salen var helt proppet med interesserede tilhørere. En meget dygtig og velforberedt bibliotekar, Sophie, interviewede Lisa Aisato. Under interviewet blev der vist illustrationer på en stor skærm. Da interviewet var slut, var det i en periode muligt at stille spørgsmål direkte i salen. Og derefter læste Lisa Aisato op fra sin bog Livet illustreret, mens alle illustrationerne blev vist på skærmen. Der blev klappet meget længe, da foredraget var slut. Og til allersidst kunne man tale med Lisa Aisato og få en personlig hilsen i sin bog/bøger. Det var et meget stort øjeblik for mig.  Hun var meget imødekommende, smilende og varm.  

Til interviewet fortæller Lisa Aisato, at hun har tegnet, siden hun var helt lille. Så længe hun overhoved kan huske tilbage. Hendes mor var helt vild med litteratur og bøger og arbejdede i en boghandel. Moren læste ofte højt for Lisa og hendes søster og Lisa tegnede imens. Lisa tegnede døgnet rundt, hvis hun havde tid. Lisa havde en lykkelig barndom og legede meget længe. Hun var, som hun selv siger, ret "happy go lucky".  Allerede mens Lisa Aisato var barn var det hendes ønske at tegne og illustrere bøger. Hendes mor støttede hende heldigvis. Lisa Aisato gik på kunstlinjen på sit gymnasie.  Men hun kom desværre ikke ind på kunsthøjskolen. Det var hårdt. Men en dag blev hun meget forelsket og illustrerede en hel bog for at udtrykke sin forelskelse. Lisas vidunderlige kæreste kunne godt se, hvor meget illustrationerne betød for hende og sagde, at hun kunne opgive sit job i to år, så ville han forsørge dem, så hun i den periode havde mulighed for udelukkende at koncentrere sig om at tegne. Dette blev et stort og meget positivt vendepunkt for Lisa Aisato. Så det endte med at hun sendte den flotte forelskelsesbog ind til et forlag . 

Lisa Aisato har i dag skrevet seks børnebøger og illustreret hele 41 bøger.  Hendes illustrationer er blevet nomineret et utal af gange.  Hun har også lavet ugentlige illustrationer for den norske avis Dagbladet i 11 år 

Lisa forklarer, at når hun tegner så bliver hun helt opslugt af det, som hun laver og glemmer alt omkring sig. Hun er helt inde i sin tegning eller maleri. Hun holder også meget af at iagttage mennesker, nærmest studere dem - deres udtryk, muskler og linjer for senere måske at bruge dem som inspiration til sine illustrationer.  Alt hvad hun har oplevet bliver nærmest lagret i hendes hukommelse rent visuelt og kan dukke op i en af hendes illustrationer. Det er meget spændende, også for hende selv. 

 Lisa Aisato kan godt lide at lave en slags krusedulle og så se, hvad den kan blive til.  Hun viste mange flotte illustrationer frem,  som alle er inspireret af en krusedulle.  

Lisa Aisato fortæller, at da hun skulle lave Livet illustreret, så talte hun også med de ældre mennesker, som hun havde i sit liv for at få deres perspektiv, følelser og holdninger med i bogen. Hun er jo ikke selv gammel endnu. 

Det allerbedste var, da hun læste højt fra sin bog Livet illustreret og viste billederne på en stor skærm bag sig.   Jeg blev fuldstændig suget ind i illustrationerne og fortællingen.  Jeg glemte alt omkring mig, tid og sted.  Jeg blev helt fortryllet, revet med og dybt rørt.  Illustrationerne gav også masser af stof til eftertanke, refleksion og samtale.  Der blev både fældet tårer og grint.  Jeg kom igennem hele følelsesregistret.  

Lisa Aisatos illustrationer er så udtryksfulde, detaljerede, farverige, dybe, smukke og levende.  De har så meget på hjertet og kan fortælle en historie også uden brug af tekst.

Skrevet af Youlooklikeabook 

Læs også min anmeldelse af Livet illustreret herpå bloggen.

Alle fotos i dette indslag har jeg selv taget.






Jeg var også så heldig at møde flere andre søde og dygtige bogbloggere, heriblandt  Bogdoktor,  Albertes bogpalads,  Sofiesbogverden,  Sofieamalielitt,  Bogballaden,  Boeger.med.rebecca,  Cherryblossomreads . Henriettes bogblog var der også ( men kom desværre ikke med på fotoet. 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller