Griskernes hemmelighed af Lakserytteren



Griskernes hemmelighed af Lakserytteren. 397 sider 2020. 

Wauw!  Jeg var total underholdt og opslugt fra start til slut og sad på kanten af stolen af bare spænding og begejstring. Bogen bliver magisk på grund af de særlige mega seje smart book features. Jeg kan sandelig godt forstå, at denne bog er en bestseller. 

Griskernes hemmelighed handler om den 14-årige York som bor i Ævledalen i riget Odysia hos den lidt strenge Fru Huffski. Hans far, der rejser meget, er den famøse Tork den utrolige, som har vundet adskillige toptæmmerdyste. Det er også Yorks allerstørste drøm at rejse ind i Djånglen og finde de mest sjældne bæster og træne dem samt naturligvis at vinde toptæmmerdysten. Han har studeret bæster hele sit liv og har en ganske særlig skitsebog fyldt med info og skitser. En dag opdager York en sjælden blomfugl og det lykkes ham at stjæle en af dens æg. Nu kan Yorks allerstørste drøm om at vinde toptæmmerdysten gå i opfyldelse. York er så begejstret. Men desværre går det fuldstændig galt og Yorks bæst ødelægger hele dysten, så den særlige Solaris sol bliver slukket. York må flygte over stok og sten, men samtidig har han også et brændende ønske om at opsøge de mystiske griskere, så Solaris kan blive tændt igen. Det bliver det vildeste, mest nervepirrende, dramatiske, fantasifulde og rørende eventyr fyldt med helt nye mærkværdige væsner, faretruende monstre og kæmpestore overraskelser og afsløringer, som får en til at tabe både næse og mund. Farerne lurer om ethvert hjørne og York udfordres i den grad. Det bliver kampen for retfærdighed og mod den magtsyge ondskab. Men heldigvis knyttes der også helt nye venskaber og mange rørende øjeblikke opstår, som går lige i hjertet på en. York oplever en helt ny side af Odysia, som han slet ikke kendte til og store sandheder dukker op, som han ikke kan vende det blinde øje til. York er på sit livs dannelsesrejse og selvom han ofte kommer galt afsted og laver fejl, så har han masser af viljestyrke, gå-på-mod og hjertet på det rette sted. Han er villig til at gå hele vejen for at redde Odysia og sine nye venner.   

Jeg er helt vild med Lakserytterens fortællerstil. Han formår virkelig at holde sine læsere fanget med den nervepirrende handling, levende fortællerstil, hjertevarme, rørende øjeblikke og en hel del humor. Dialogen er levende med masser af ping pong spil. Lakserytteren har skabt sit helt eget unikke univers, som er helt gennemtænkt og gennemført ned til mindste detalje.  Man kan se det helt tydeligt for sine øje og endda nærmest lugte det. Lakserytteren har også opfundet sin egen særlige vegetation og mad.

SMART BOOK & LYDBOG

Griskernes hemmelighed. Legender fra Odysia er en ganske særlig bog, idet det en såkaldt smartbook. Man kan bruge en særlig Odysia app på sin mobil, som tilføjer nogle meget seje ekstra features til bogen,  der "kommer til live" og bliver nærmest magisk. Så pludselig bliver en helt almindelig bog nærmest til et spil ved hjælp af 3D animationer og argumented reality  Dette er helt sikkert noget, der vil gør bøger/læsning mere populært hos børn og unge. Bogen findes også som lydbog indlæst af Lakserytteren selv. Når man hører lydbogen, så er der en hel del tegneopgaver undervejs, som passer til bogens univers, men som også er med til at øge og stimulere læserens fantasi og kreativitet. Det er virkelig genialt. Det er lakserytteren selv, der har indtalt lydbogen og det gør han rigtig godt. Jeg er især vild med hans stemme til Nomi. Den går lige i hjertet. Samt det meget særlige svampe/ kantarelfolk. Jeg anbefaler, at man prøver både lydbogen og appén for på den måde at få den fulde oplevelse. Der findes også andre smartbooks, som foregår i det magiske sted Peasoup universet. Her er der både monstre, magi og spændende udfordringer og opgaver. Læs mere på @smartbook  . Der er fx udkommet Dysterdragen, Ærkemestertårnet og Ildmesteren. 

EKSEMPLER

Griskernes hemmelighed har hele pakken. Der er masser af action og spænding, rørende øjeblikke, humor og dialog med masser af følelser og ping pong spil

Der er supergod worldbuilding og levende beskrivelse af omgivelserne, så man kan se dem for sig: "Så højt, at han kunne se langt ud over Djånglen, der omgav ham på alle sider. Mod syg lå Tæmmernes landsby, langt mod nord det mægtige ocean, Purpurhavet, og mod vest...var...der noget galt... Sortzonen. York gøs og mærkede de små hår rejse sig i nakken. Sortzonen varen del af Djånglen, der henlå i evigt mørke. Et forladt sted, kun fyldt med monstre og mareridt....Det eneste der vokser i mørket, er frygt..."(side 15)

Der er sjove meget dramatiske passager, hvor man både griner og holder vejret: "York var ikke helt sikker på, hvorfor det føltes så naturligt at skrige på vej til sin død. Måske var det bare kroppen, der ville have det sidste med, før stilheden indtraf? Under alle omstændigheder så vrælede han som et pattebarn i de sekunder, han styrtede gennem luften i retning mod jorden, der kom nærmere hurtigere og hurtigere og hurtigere og PHFFLOOF! York kom til sig selv med et gisp...Han var i live" (side 20)

Der er masser af action og spænding: " Over dem rungede Stenkæmpens brøl i panisk raseri. Det store væsen flåede så kraftfuldt i sine kæder, at klippevæggen skælvede og sendte rystelser gennem jorden. York og Gimelkrog blev væltet omkuld og væltede rundt i støvet...Han skreg af raseri og hævede sin dolk i strakt arm over hovedet. "Hævnen er kostbar", hvislede slavehandleren..." (side 313)

Og der er store mærkbare følelser, som rammer en lige i hjertet: "York havde aldrig følt sig mere alene, og ensomheden snørrede sig sammen om hans hals...Han var York den uduelige, så dum...Han var alle de ting, de sagde om ham. En taber, en fiasko, en skuffelse.."(side 92)

KARAKTERER

Bogen indeholder et utal af meget fantasifulde væsner, som jeg aldrig har set eller hørt om før. Det er enormt underholdende. Hvert væsen og person har ganske særlige karakteristika og de er også flot tegnet i bogen. Karaktererne emmer af personlighed, har en meget interessant forhistorie og masser på hjertet. 

York er en lidt uheldig person, men også topmotiveret. Han har store drømme og han giver ikke så let op. Han har masser af viljestyrke og gå-på-mod og kæmper hårdt for at nå sine mål. Der er ikke nogen, der kan ændre hans mening. Han ved, hvad han vil : " Det er på tide, at du tænker dig om, York, og holder op med alt det pjat. Du skal finde dig et fag". "Jeg har et fag!" brokkede York sig og lagde armene over kors. "Jeg er eventyrer, præcis som far, Tork den utrolige". (side 27) Han har studeret bæster så længe han kan huske og har en gangske særlig skitseblok (fra sin afdøde mor),  som er spækket med info om bæster og flotte tegninger af dem. Skitsebogen er Yorks mest dyrbare ejendel. York og hans stædighed og drøm er en stor motivation og inspiration for andre, at det er ok at mærke efter og følge sine drømme. Man skal ikke give op, fordi andre ikke synes, at det er godt nok det, som man gerne vil være.

Nomi: Er et ganske særligt og unikt væsen, som er meget sjældent. Hun ved dårlig nok, hvad eller hvem hun selv er, da hun har levet det meste af sit liv meget isoleret fra resten af Odysia. Hun virker så utrolig sød og hendes højeste ønske er ikke at være alene og ensom mere. Nomi og York bliver rigtig gode venner, efter at hun har reddet hans liv. Men hendes person og væsen er også omgivet af meget mystik og store hemmeligheder, som hun måske ikke engang selv kender til. Og ved ved som læsere ikke, om vi kan stole på hende eller ej og det kan York også komme til at tvivle på nogle gange.  Men jeg synes, at hun er helt vidunderlig som karakter og hendes baggrund og personlighed, ensomhed og savn rørte mig dybt.  Passagerne med Nomi er nogle af mine mine absolut favoritter. Man higer også i den grad efter at kende sandheden om hendes baggrund og hvad hun i virkeligheden er. 

TEMAER & BUDSKABER

Griskernes hemmelighed er ikke kun en superunderholdende og eventyrlig historie. Den har også fokus på ægte venskab, sammenhold og samarbejde. Venskabet bliver skildret meget autentisk, idet der også opstår en del misforståelser og konflikter og tingene ikke hele tiden er rosenrødt.  Der er også fokus på drillerier, mobning, savn og ensomhed, som mange helt sikkert kan relatere det. Der er ligeledes fokus på mere alvorlige temaer som slaveri, magtudøvelse, frihedsberøvelse og manglende rettigheder samt hvor vigtigt det er at gøre oprør mod uretfærdighed, nægte at acceptere situationen og holde sammen for at vinde over ondskaben og ikke lade frygten få overtaget.  

Bogen er spækket af flotte farverige illustrationer, hvor karaktererne har helt tydelig mimik. Der er kælet for enhver detalje. Jeg er helt vild med forsiden. Den emmer af eventyr, uhygge og mystik. Man kan tydelig se frygten i Yorks ansigt og det faretruende mørke i baggrunden, hvor de skumle væsner gemmer sig. Forsiden er dragende og giver en lyst til at vide, hvilken spændende historie, der gemmer på bogens sider. Illustrationerne er lavet af den dygtige Gerrit Williemse:  @gerritwillemse_art  

Bogen ender med en meget stor cliffhanger, så det er en rigtig god idé at have bog 2 klar. Heldigvis er bog 2 Månebibliotekets forbandelse udkommet (Men der er lang kø på biblioteket). Den skulle også snart komme på lydbog.

Jeg glæder mig som et lille barn til at læse videre i serien.

Følg gerne @lakserytteren og @odysiagram   @smartbook for at vide mere om denne serie og smartbooks

Jeg giver 6/ 6 stjerner   . En helt magisk, nervepirrende, eventyrlig og medrivende smartbook, der imponerer og går lige i hjertet på en.

Skrevet af bogblogger Youlooklikeabook

Bogen er et købt eksemplar.

 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva