Den mystiske nøgle af Lotte Kontala


Den mystiske nøgle af Lotte Kontala . Udgivet 2021. Mellemgaard Forlaget. 


" Der lød et GONK fra rummet ved siden af. Cecilie skreg og løb op ad trappen. Døren for enden af trappen bandt..Hun hørte noget skramle dernede og skubbede alt, hvad hun kunne." 

Wauw! der er virkelig skruet op for spændingen, uhyggen og mysterierne i Den mystiske nøgle, som er anden bog i C & C forever serien om de to tætte veninder Cecilie og Clara. De to veninder er jo endelig blevet genforenet efter, at Clara forsvandt i nissernes verden i bog 1. De har haft det trygt og godt, leget og hygget i fire måneder. Men så sker der pludselig et ubehageligt indbrud i nabolaget hos den gamle fru Hoff. Hvem har begået indbruddet? Hvad ledte de efter? Og kommer de tilbage igen?  Det er meget skræmmende og skaber meget uro og bekymring for Cecilie og Clara. Men det lykkes de to veninder at overvinde deres frygt og i stedet tage sagerne i egen hånd for at afdække mysteriet om, hvad forbryderne ledte efter samt forsøge at finde forbryderne, så de på ny kan få fred i deres dejlige lille nabolag.

Det er en dramatisk, nervepirrende, uforudsigelig og rørende krimi-fantasy for børn. Der er total underholdning fra start til slut og man keder sig ikke i et sekund, men sidder gentagne gange helt oppe i loftet af bare spænding. Det gælder om at holde tungen lige i munden, fordi der sker virkelig meget i denne bog, men jeg er vild med den måde handlingen folder sig ud og hvordan flere og flere spor afsløres. 

Forfatteren har taget alle virkemidler i brug og formår virkelig at opbygge en stemning af uhygge, mystik og utryghed, så man kan mærke det. Men der er også rørende hjertevarme øjeblikke, hvor veninderne leger, klæder sig ud og opklarer mærkværdige og finurlige gåder og mysterier. Den uhyggelige og dramatiske stemning brydes også flere gange af en skøn humor, hvor man ikke kan undgå at klukke højt. Ydermere har forfatteren tilføjet sit helt eget aspekt af magi og overnaturlige elementer, som får mit fantasyboghjerte til at hoppe af glæde og begejstring. Jeg er helt vild med de overnaturlige og magiske elementer samt den magiske underverden, som forfatteren har skabt. Hun har en vidunderlig fantasi og og sans for gåder og remser.  Jeg kan slet ikke få nok af dem. Jeg er også helt vild med forfatterens fortællerstil og formuleringer. 

Venskabet mellem de to veninder Cecilie og Clara stråler i bogen. De er så gode til at holde sammen og dele alt med hinanden. Og de tætte familiebånd mellem Cecilie og Malte er også meget rørende. 

Jeg synes, at forfatteren har formået at skabe en god balance mellem uhyggen, spændingen, mystikken, hjertevarmen og humoren. 

Bogen er kun ca 90 sider. Den er skrevet med god stor og læservenlig skrift med god linjeafstand.  Alle bøgerne findes også som e-bøger og bog 1 findes også som lydbog, indlæst af den superdygtige Lars Thiesgaard.  Jeg synes, at det er vigtigt, at man læser bog 1, før man læser de efterfølgende bøger eller vil man blive forvirret og ikke kunne forstå det helt vidunderlige magiske aspekt. Bogen kan læses som selvlæsning fra ca 8/9 år og opefter eller som højlæsningsbog.

EKSEMPLER

Der er flere sjove passager: Fx at Cecilies far snorker så højt, at selvom han ligger i et andet værelse, så kan hun godt høre ham: "Hun kunne høre sin far snorke helt inde fra soveværelset. Tænk, at hendes mor kunne sove i den larm".

Total spænding: "WIU WIU WIU". Hvad var det for en larm? Nogen hylede højt udenfor. En hund gøede helt hysterisk. Hun kiggede ud ad sit vindue på værelset. Der var helt roligt...Hun hørte i det samme en bil køre væk i meget høj fart " (s. 9)   samt  "Hun var på vej ud af sit værelse...da hun hørte udrykning. Hun kunne ikke høre, om det var politibiler, ambulancer eller brandbiler. Hun blev helt nervøs og bange. Var der nu sket noget?..Nu kom der også en politibil kørende med udrykning. Cecilie blev bange og fik tårer i øjnene. Hun turde ikke gå over at spørge nogen om, hvad der var sket, og hvor far var..."  (side 12) . Forfatteren har beskrevet alt, så man virkelig kan mærke den uhyggelige stemning, kaoset og frygten fra Cecilie. Man er helt inde i Cecilies følelser og kan mærke, at hun både er nysgerrig for at vide, hvad der foregår, men også meget bange og rystet over situationen. De bor jo i en lille by og der plejer slet ikke at ske så meget. Cecilies tanker løber nærmest helt løbsk og hun begynder at forestille sig alle mulige scenerier, som slet ikke er realistiske.

Jeg er vild med alle de hjertevarme øjeblikke mellem karaktererne fx: "SØS", sagde han og fløj op af sengen og krammede hende...Er du OK? Han kiggede på hende som for at tjekke, at hun stadig var hel og ikke gået i stykker." 

Og jeg er helt vild med alle de overnaturlige elementer og magien. Men det må du selv læse i bogen.

TEMAR OG BUDSKAB

Den mystiske nøgle er ikke kun underholdning, men har også fokus på ægte venskab, sammenhold og samarbejde. At det er vigtigt og ofte bedre at stå sammen, når der er en svær opgave, der skal løses.  Der er også fokus på det at overvinde sin egen frygt, at på en eller anden måde at finde modet og viljestyrken til at skubbe den til side, så man kan klare situationen. Og at uanset hvor alvorlig og skræmmende situationen ser ud, så må man aldrig give op.  Der er også fokus på mere alvorlige, vigtige og højtaktuelle temaer nemlig indbrud. Og dette gør denne bog til en perfekt højtlæsningsbog, som man kan læse sammen i familie og efterfølgende tale om, hvad man kan gøre for at forebygge & undgå det samt hvad man skal gøre, hvis der har været indbrud. Samt hvor vigtigt det er, at man fortæller, hvor man er og altid har sin mobil eller mulighed for, at man kan kontaktes.  Selvom der er flere forbrydelser, uhygge og ubehag, så fylder denne historie også en med masser af hjertevarme og glæde, fordi karaktererne holder sammen og virkelig er der for hinanden og det er helt vidunderligt og rørende. 

Jeg ser meget frem til at læse videre i serien.  Bøgerne har mine varmeste anbefalinger. 

Bog 3, Den mystiske dukke er allerede udkommet og snart kommer bog 4 også.

Jeg giver 5.5 / 6 stjerner


Skrevet af Youlooklikeabook


SPOILERALERT !!!! Læs ikke videre, medmindre du vil spoiles...

Jeg er vild med, at der er skruet op for spændingen, uhyggen og tempoet i denne bog, men jeg synes, at  der er nogle scener, der godt kunne bruge lidt mere beskrivelse, så man lige kan fornemme dem noget mere, end man går videre til næste scene. Og så synes jeg at beskrivelsen fx på side 51-52 af de ældre mennesker på plejehjemmet, der bare dør fra den ene dag til den anden mm er en anelse for barskt og trist for målgruppen, som er ca 8-11 år.  

FAVORITPASSAGER:

Total sjovt og lidt klamt: "Hun hørte far stå o. Åh nej. Så nåede hun ikke ud på badeværelset før ham. Nu skulle hun vente i tyve minutter, før han var færdig. Toiletbrættet ville være varmt, og der ville lugte som i en kostald..." (kapitel 1)

Jeg er helt vild med de rørende øjeblikke mellem Clara og Cecilie samt Cecilie og hendes storebror.

Jeg er helt vild med scenen på loftet hvor de både finder fine sommerkjoler og en ny magisk nissebog. Jeg er vild med alle de overnaturlige elementer i bogen og Cecilie og Claras jagt efter spor for at finde den mystiske nøgle mm. Cecilie og Clara har et vidunderligt venskab. De er der virkelig for hinanden og sammen føler de, at de kan klare mere, end alene.

Jeg er helt vild med  kapitel 10, hvor de finder skabet med skufferne (det er så spændende)

Favoritscene da Clara og Cecilie går op på loftet og prøver nogle flotte sommerkjoler og danser rundt. Meget stemningsfyldt og dejligt. De to piger har et meget tæt og godt venskab  (side 48)


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva