Slaget ved Danubris af Claus Holm

SLAGET VED DANUBRIS AF CLAUS HOLM. 379 sider. Udgivet 2021.

Bogen handler om den 17-årige Alain, der skal ud på sin allerførste manddomsrejse for dermed at få lidt mere viden, erfaring og perspektiv, så han en dag bliver en god baron ligesom sin far.  Alain glæder sig rigtig meget til sit kommende eventyr, hvor han heldigvis også får lov til at få sine bedste venner Rowena og Duncan samt sin erfarne lærermester Geronimus med. Men rejsen bliver på ingen måde, som Alain havde forventet, men derimod til det vildeste eventyr fyldt med mærkværdige hændelser og mysterier samt kæmpestore afsløringer, så man taber både næse og mund. Det ene spor fører til det næste og det viser sig, at mysteriet er meget større, end de anede og mange uskyldige mennesker har måtte lade livet. Men hvem står bag? Hvad er motivet og hvad er målet? Hvem kan de fire venner i virkeligheden stole på? Hvem er ven og hvem er fjende?  Man bliver som læser helt suget ind i handlingen og har meget svært ved at løsrive sit blik fra bogens sider, som er fyldt med overraskende plottwists, vilde afsløringer og mystiske væsner og magi, som overgår ens vildeste fantasi. Der er cliffhangere, så man sidder helt oppe i loftet. Der er action og spænding, så hjertet sidder oppe i halsen og der er rørende øjeblikke af både sorg, glæde og forelskelse. Bogens worldbuilding er total gennemført og der er tænkt på enhver detalje, i en sådan grad, at man kan se alt for sit indre blik og føler, at man er med i handlingen. Det er enormt nervepirrende at følge med i, hvordan brikkerne til puslespillet gradvist falder på plads, så man får et større billede af, hvad der i virkeligheden foregår. Men mystikken, gåderne og afsløringerne fortsættes til allersidste side, som ender i en gigacliffhanger, der efterlader en i total chok og dermed får helt nye spørgsmål til at dukke op. Higen efter svar er enorm og gør det umuligt at vente på bog 2. Denne bog har mine varmeste anbefalinger, især hvis du er til Ringenes Herre og Guderens krig.

EKSEMPLER

Der er lidt humor: " For Alain, Duncan og Rowena, som nu for første gang overtrådte grænsen til det land, de var vokset op i, var det en skuffelse at nå til den første landsby i Heyland. Den lignede til forveksling landsbyerne i Jilead. Husene var de samme, bygget af træ eller sten og røgen fra ildstederne lugtede som hjemme. Geronimus læste deres ansigter og lo: "Tag det roligt. I skal nok få vidundere at se, men det sker ikke på én gang. Som vi kommer længere mod syd, vil tingene langsomt blive anderledes, vent og se" (side 43)

Der er total spænding og uhygge, hvor ens hjerte sidder op i halsen og man næsten ikke kan trække vejret: "Alain var nær ved at skrige, men beherskede sig i sidste øjeblik. Han vaklede bagud og støttede sig til væggen, mens han tog flere dybe indåndinger. Synet flimrede for hans indre øje...De andre så bekymrede på ham..." (Side 63). Denne scene er en af de mest nervepirrende scener og også en af mine absolut favoritscener. Den er så velskrevet og man bliver fuldstændig overrasket.  Samt " Rowena følte det pludselig, som om hun var tilbage i Jileads skove og på jagt efter bytte. Lydene og lugtene blev skarpere, og hun så alle detaljer omkring sig meget mere klart. Lyden af fodtrin, gadehandlernes råb og lugten af det stegte kød - alt blev mere tydeligt for hendes skærpede sanser. Det var helt tydeligt hendes jagtinstinkt, der vågnede..." (side 106) Denne passage er også velskrevet. Man sidder helt oppe i loftet af bare spænding og har ingen anelse om, hvad der er ved at ske og hvor farligt det er. Men måden det hele er beskrevet på får ens hjerte til at banke hurtigere.

Der er total action, som er meget levende beskrevet: " Den ene af hans to modstandere svang sit sværd i et dødbringende hug, der ville have skåret hans hoved af, havde han ikke pareret det...Duncan gav et kamphyl og svingede igen hammeren...Med en knasen blev mandens hånd knust..." (side 114-115)

Der er supergode beskrivelser af omgivelserne, så man kan se dem helt tydelig for sig ,som om man var der selv og man kan endda lugte det : "De kunne lugte kejserstaden, før de kunne se den...Tagene i den nederste del af byen var belagt med skinnende rødt metal og kastede smukke glimt, når solen ramte den. Det så næsten ud, som om flammerne sprang rundt på spirerne."(side 90-91). Her får forfatteren virkelig understreget dualiteten i byen, der både rummer det mest ildelugtende og omfangsrige fattigmandskvarter samt nogle af de smukkeste og mest betagende og imponerende bygninger.  Der er store kontraster i Kejserstaden, som vores fire venner også bliver meget opmærksomme på.  Samt smukke, nærmest poetiske beskrivelser af omgivelserne: "Ligesom resten af slottet havde salen for tiden en frisk duft af forårsblomster.. Forårssolen faldt ind i den store sal gennem vinduerne højt oppe og kastede solpletter på væggen" (side 15) .Der er også mange stemningsfylde beskrivelser. Jeg er helt vild med det elverige, som forfatteren har skabt. Wauw! det er så eventyrligt, vidunderligt, magisk, imponerende og dragende. 

Der er vidunderlige rørende øjeblikke, der går lige i hjertet på en, hvor man fyldes af sorg, glædestårer eller mærker karakterernes intense følelse af forelskelse og kærlighed, som om de var ens egne, fordi forfatter har beskrevet dem så levende, at man man forsvinder helt ind i det magiske øjeblik i handlingen: " En kildrende ridslen ned ad ryggen på ham fik ham til at gyse lidt, og han følte hendes fingre stryge let imod sin kind som et vindpust på en varm sommerdag. Hans hjerte hamrede så hurtigt, at det næsten var umuligt at få vejret og alligevel åndede han let gennem hendes mund og hun gennem hans. Ingen af dem ville give slip på den anden, så de stod i, hvad der føltes som en evighed, med deres læber tæt sammen og mærkede den andens varme flyde over i sig" (side 356)  Wauw! denne passage er så velskrevet. Den stråler.

KARAKTERER:

Forfatteren er rigtig god til at give en tydelige beskrivelse af alle karaktererne, så man kan se dem for sig. (fx side 26 Duncan) og ingen af karaktererne fremstår som flade eller kedelige. De har alle dybde og lag i større eller mindre grad, således at ens nysgerrighed for at lære dem bedre at kende er max vakt. Mange af karaktererne gengives på en måde, så man ikke er helt sikker på, om man kan stole på dem eller om de skjuler en stor hemmelighed. Det er meget svært at gennemskue, hvem der er venner og hvem der er fjender. Det, synes jeg virkelig, er med til at øge spændingen og holde læseren på dupperne med hensyn til hvilke tegn og afsløringer, der kommer. Helt indtil det sidste kommer der jo faktisk meget store afsløringer, så dem man var ret overbevist om var gode, viser sig at have en stor hemmelighed, således at man bliver i tvivl om, hvilken side, de er på eller om de har flere agendaer eller luskede planer end dem man lige kender til.

De fire venner er meget forskellige og hver deres helt egen personlighed og særlige kundskaber, som på hver deres måde bidrager til at gavne gruppen, når de møder udfordringer på deres rejse. De har et enormt stærk sammenhold og der er ingen tvivl om, at de vil gøre alt for hinanden. 

ALAIN: Er en ung muskuløs 17 årig mand, som er søn af Baronen af Jilead. Han er har en stor retfærdighedssans og kan ikke finde sig i, at uskyldige personer bliver straffet udelukkende på grund af deres herkomst eller race: "Så det du siger, at hvem end de brænder heroppe...slet intet har gjort andet end end at være blevet født som halvblodsfe? Alain så overrasket ud. "Det kan man da ikke! Det er ikke retfærdigt! Hvorfor har vi aldrig hørt om det i Jiliead?" (side 49).  Han har masser af gå-på-mod.

ROWENA: Er også 17 år ligesom Alain. De har været venner altid. Hun er en meget selvstændig, modig person, som er en meget dygtig bueskytte. Hun nyeder naturen og føler sig i et med den på alle niveauer: "De tørre blade knasede næsten ikke under Rowenas fødder, mens hun langsomt og smidigt sneg sig fremad. Hendes sanser opfattede vindens susen i træerne, lyden af et egern, der pilede ned ad stammen, fuglenes sang...Hendes vejrtrækning var hurtig, og hendes hjerte slog lidt hurtigere, som det altid gjorde når hun jagede. En ganske let raslen på hendes ene side fik hende til at standse op..." (side 22) Dette er en supergod og meget velskrevet beskrivelse af Rowenas personlighed og evner. Hun er meget imponerende, supergod til at bevare overblikket og observere. Total sejt heltinde med supergode kvaliteter/ evner, som jeg tror vil lave heltemodige gerninger også i de næste bøger. 

DUNCAN: er en helt vidunderlig karakter med masser af personlighed, særlig karakteristika, hjertevarme og humor. Han er der virkelig for sine venner, er en god lytter og har også haft sine sørgelige oplevelser, som han kan åbne op af og dele med sine venner. Han har fået knust sit hjerte udelukkende, fordi han er dværg og derfor lille.  Men han har også en del fordomme om andre folkeslag / væsner fx elverne:" Elvere er sådan nogle spidsørede skovfjolser, der bor i huse af bark og grene og ikke arbejder en dag i deres lov, fordi de kan plukke frugten fra træerne og nusse dyrene på ryggen i stedet for at spise dem. De har ingen ære overhoved". Han rystede på hovedet. "Dværge stoler ikke på elvere og omvendt. Sådan er det bare!" ...Ja, og jeg har aldrig set en elver. Men hvis jeg gjorde, ville jeg ikke stole på ham eller vende ryggen til ham. Han ville bare vente på en chance for at stikke en kniv i ryggen på mig. Jeg har hørt rigeligt med historier fra folk, der begik den fejl at vende ryggen til en spidsøre" (side 31-32). Men Duncan gennem går en stor udvikling i løbet af bogen og lærer at kassere nogle af sine fordomme i takt med, at han gør sine helt egne erfaringer. Han er en meget underholdende karakter, som man ikke kan undgå at holde af.

TEMAER & BUDSKAB

Slaget ved Danubris er en meget spændende og underholdende bog fyldt med overraskelser. Den har fokus på ægte venskab og sammenhold. En helt unik gruppe venner, som virkelig vil gøre alt for hinanden uanset, hvad det koster. Selvom nogle af dem har nogle fordomme inden de rejser, så accepterer de virkelig hinanden for dem de er og tilgiver hinanden for de fejl, som de har begået i fortiden. Dette aspekt er meget rørende. Men der er også fokus på mere alvorlige emner fx at være fordomsfuld og forvente at særlige racer eller grupper er på en bestemt måde, fordi man har hørt historier eller rygtet.  I stedet for selv at lave sine erfaringer og derefter danne sig sin mening. Samt fokus på de store modsætninger, som der findes i deres rige ( og dermed også i den virkelige verden) nemlig forskel på rig og fattig.  Alain bliver meget rørt og ramt af den store uretfærdighed og fattigdom. Alle bør have samme rettigheder og ingen bør automatisk diskrimineres på grund af deres tilhørsforhold, race eller størrelse. Danubris fremstår som et eksempel, hvor alle er lige. Der er ingen trone til baronen og alle sidder endda ved samme borde som ligemænd. Dette gør et stort indtryk på Alain og de andre.  Der er også fokus på ens manglende rettigheder, når et gælder giftemål. At Alain forventes at gifte sig med et passende parti, som hans forældre bestemmer. Det er meget ubehageligt, når ens skæbne nærmest bliver forudbestemt og besluttet hen over ens hoved på trods af, at man er et voksent individ. Eller at man forventes at gifte sig og være sammen med en af det modsatte køn. Men hvad nu hvis man slet ikke er til det modsatte køn. Denne situation bliver også taget op i denne bog, for der er nemlig flere af karaktererne, der er queer og dermed er der også en meget relevant fokus på lgbtqiap+-elementer. Så Claus Holm bog er på ingen måde kun underholdning, men sætter fokus på flere alvorlige og meget aktuelle emner samt giver masser af stof til eftertanke.  Vi bør alle tænke som Baner og elverfolket, at alle er lige.

Jeg ser meget frem til at læse videre I serien 

Jeg giver 6 stjerner / 6

Skrevet af Youlooklikeabook 

Men eneste kritik er, at der burde have været et kort i bogen.  Det ville virkelig have været vidunderligt og prikken over i'et til den flotte og eventyrlige bog.

SPOILERALERT !!! Læs ikke videre medmindre du allerede har læst bogen eller gerne vil spoiles.

Nu kommer der nogle kommentarer, som godt kan spoile vigtige dele af handlingen:

Kapitel 7 er bare et af de mest nervepirrende kapitler i bogen. Der sker virkelig nogle meget store afsløringer og overraskelser, som man slet ikke havde forventet. Jeg er helt vild dette total uventede twist i handlingen. Før dette punkt i handlingen, har det været en virkelig god og spændende historie, men der er ikke sket kæmpestore overraskelser eller meget unormale hændelser. Men det gør der i dette kapitel.  Jeg er helt vild med forfatterens fantasi, kreativitet og opfindsomhed i dette kapitel.  Mit  fantasyboghjerte hoppede af glæde . Og jeg er helt vild med, at der ikke kun er uventede overnaturlige elementer/ magi i dette kapitel, men også et mysterium der skal løses og at vi får et forbogstav på den skyldige, således at vi resten er bogen er total mistænksomme på alle, der begynder med dette bogstav og tænker, "kan det mon være ham ?". Så man er helt på dupperne. 

Kapitel 12 er også et af mine absolut favoritkapitler. Så nervepirrende.

En af de mest interessante karakterer i bogen er Geronimus. Wauw! han er fyldt med overraskelser lige nærmest lige indtil sidste side. Jeg er helt vild med ham. Han er så spændende og en af de mest underholdende og uforudsigelige karakterer overhoved. Der er ikke det, han ikke har oplevet eller prøvet og samtidig ved man ikke om halvdelen af det er sandt. Og så gemmer han selv på nogle store hemmeligheder, som jeg på ingen måde havde gættet. Jeg håber virkelig, at han er med i alle bøgerne, for jeg higer i den grad efter at vide endnu mere om ham og så har han enorm underholdningsværdi. Han er en helt unik og meget finurlig karakter, som jeg aldrig har mødt lignende før i andre bøger eller film. Det kan jeg rigtig godt lide.

Duncan er også en af dem, der virkelig kom ind i mit hjerte på grund af hans rørende forhistorie fx det, som han fortæller på side 170.  Samt hans søde måde at være overfor sine venner side 188. 

Jeg er også helt vild med Irari-folket. Wauw! de er inkarneret fantasy og jeg higer i den grad efter at vide mere om dem, deres skikke, personlighed og forhistorie. (side 92-93)

Jeg er også helt vild med deres snedige planer igennem bogen fx deres plan, som gør, at de kan befri feerne (en af dem). Det er virkelig genialt tænkt.!

Og et af de mest rørende øjeblikke, som virkelig bringer tårer i øjnene og en stor klump i halsen er, da Brant skal tage afsked med sin mor. Puha! det var hårdt. "Mor..." Hviskede han, "mor...jeg elsker dig". Jeg elsker også dig søn. Vær stærk. Jeg vil altid være med dig, om guderne vil det...Hun kyssede ham på panden og strøg tårerne væk fra hans kind...." (side 80) .  Så jeg må sige, at jeg har været igennem hele følelsesregistret i denne bog.  Også at det tager over 2 timer at komme igennem kejserstadens grufulde og ildelugtende fattigmandskvarter. Det ramte mig også hårdt i hjertet.

En af mine absolut favoritscener/ citater er på side 265, hvor de taler om emnet lighed: Du er selv præst " sagde Elverkongen, " og du ser heller ikke os som mindreværdige?" Han så på Erin med venlige øjne, men hans blik var fast. " For Banar og for mig er alle lige", svarede Erin. " Det udlægger jeg som alle racer, om man er menneske, elver, dværg eller irari". "Et godt svar", svarede Elverkongen. "Moder har lært os, at alt kommer fra hende, og alt, hun har skabt, er lige" (side 265) 

Side 337 er så rørende, at jeg fik glædestårer i øjnene.