Interview med Lotte Kontala

INTERVIEW MED LOTTE KONTALA

Jeg mødte tilfældigvis Lotte Kontala til Stine Bahrts bogreception med Urværkerne 1. Det var rigtig hyggeligt. Efterfølgende tænkte jeg, at det kunne være spændende til at læse nogle af hendes bøger. Den mystiske julebog er blevet en af mine absolut favoritjulebøger. Jeg er helt vild med, hvordan handlingen folder sig ud, de vidunderlige karakterer samt alle, mysterierne og gåderne, som børnene løser sammen. Karakterernes historie og personlighed var både total underholdende og gik lige i hjertet på mig. Det er virkelig en historie, der giver en masser af juleglæde på den bedste måde.  Så derfor tænkte jeg også, at det kunne være spændende at lære Lotte Kontala bedre at kende som forfatter og person. Efterfølgende er mit interview med hende. 

Introduktion

Jeg er 47 år. Jeg er født inde midt i København, men flyttede med mine forældre i villa i Haslev da jeg var 2 år. Så jeg er opvokset i Haslev på Sydsjælland. I 2006 flyttede jeg til Nordsjælland, Skævinge ved Hillerød med min nye mand og vores til sammen 4 børn. I 2009 fik vi sammen en datter. Jeg er uddannet Social-  og Sundhedshjælper.. Efter 10 år i det fag, blev jeg dagplejer og vikar i børnehaver. Og det er jeg stadig. 

Jeg skriver spændende læsebøger til børn i alderen 9-12 år. Om veninder, venskab, familie, mystik og spænding. Indtil videre har jeg skrevet 4. De bliver mere og mere uhyggelige. Jeg elsker at skrive gys til børn, men startede med en hyggelig julebog. 
Jeg debuterede med børnebogen Den mystiske julebog i efteråret 2020. En spændende læsebog med få illustrationer, om Cecilie på 9 år, der finder ud af at hendes bedste veninde Clara er forsvundet ind i en mystisk og uhyggelig nisseverden. Cecilie bliver nødt til at redde sin veninde. Hun får heldigvis hjælp af sin storebror på 12 år og en mystisk julebog...  
I sommeren 2021 udkom jeg med nummer 2 og 3 i serien C & C Forever, 
Den mystiske nøgle, hvor pigerne igen må opklare noget mystisk. To tyveknægte leder efter en mystisk nøgle der kan låse alle døre op. Pigerne og Malte kommer ud på noget af en skattejagt efter den nøgle. Det er vigtigt at de finder den inden tyvene gør! 
I Den mystiske dukke, nummer 3 i serien, er det sommerferie. Cecilie gider ikke flere mysterier, men Clara viser hende alligevel et sted hvor der 10 år før, forsvandt en ung skolelærer på mystisk vis. Hans og Rosa beder pigerne om hjælp til at finde hende, fordi pigerne skal til London. De tror hun er i England. Igen kommer de ud på en mystisk jagt, der pludselig tager en anderledes drejning... 
Nummer 4 i serien er på trapperne og udkommer i foråret/sommeren 2022. 
Det mystiske hus. Pigerne bliver igen rodet ind i et mysterie som de bliver nødt til at opklare. Denne gang er det Halloween og det er noget mere uhyggeligt, end tidligere. Flere kammerater fra deres klasse forsvinder ved det mystiske hus. Pigerne, Malte og en dreng fra klassen, bliver nødt til at finde deres kammerater, for ingen voksne vil tro på at de er der. Der er noget mystisk ved de to voksne der pludselig er flyttet ind i det forladte uhyggelige hus. De får igen hjælp af en bog. Men også en mystisk kat...
Jeg får inspirationen fra min yngste datter og hendes venner.

1. Har du altid vidst, at du ville være forfatter? Hvordan reagerede folk omkring dig?
Jeg havde aldrig troet at jeg skulle blive forfatter. Jeg har dog altid elsket at skrive. I skoletiden/barndommen, skrev jeg lange stile. Jeg elskede det! Og i fritiden skrev jeg digte. Jeg havde masser af notesbøger med mine egne digte i. De er alle gået tabt i dag, desværre.
Som teenager skrev jeg om mit eget liv. (det var absolut ikke en dans på roser!) Jo, hvis man træder på tornene!) Min morfar sagde at jeg skulle tilmelde mig nogle novelle konkurrencer og han ville gerne hjælpe mig med at læse tingene igennem. Men jeg turde ikke vise min tekst til nogen, så det hele gik også tabt. 
Som 30 årig ændrede mit liv sig til det bedre, heldigvis og mange år senere kom der gang i skriveriet igen. 
Folk omkring mig synes det var så sejt og så spændende at jeg skulle udgive en bog. Jeg fik stor ros! Jeg havde selv svært ved at fatte det. Og det er svært for mig at tage imod ros, så det var en underlig proces. Men rart, trods alt! 

2. Hvordan debuterede du? Hvad skete der?
Det foregik stille og roligt. Der var corona og forsamlingsforbud, Ingen reception. Jeg reklamerede lidt på Instagram. Folk bestilte bogen direkte hos mig. 

3. Hvordan og hvornår opstod din idé til C & C forever serien?
Ideen til at skrive en bog, kom efter jeg havde holdt en fødselsdag for min datter og en af hendes veninder. Vi skulle have gyser-tema og venindens mor og jeg, fandt på at jeg da kunne skrive en uhyggelig historie. Bare en lille en på 20 minutters tid. Først fik jeg skrevet en der var alt for lang. Så måtte jeg skrive en ny. Den var et kæmpe hit. 
Derefter havde jeg lyst til at skrive mere. Jeg fandt jeg på at skrive en julekalender historie til min dengang 9 årige datter. Historien kom bare til mig i mit hoved. (Og det sjove er, at jeg skrev den inden Julemandens datter kom på film. Hun har også en bog med informationer i).
C & C, Cecilie og Clara var bare nogle navne der poppede op i mit hoved. Jeg tænkte ikke så meget over det. Vidste bare at det skulle handle om nogle veninder. Jeg har lidt med fra min egen barndom (lille skole = få venner og Ikke få alt hvad man peger på)  Men det andet er ud af min fantasi. Moren der arbejder på plejehjem er fra mig selv. Jeg er uddannet social- og sundhedshjælper og arbejdede på plejehjem og i hjemmeplejen i 10 år. 
Jeg ved ikke hvor ideerne kommer fra, men pludselig er de der bare. 



4. Valgte du selv Lars Thiesgaard som indlæser til den første bog i din serie?
 Nej det gjorde jeg ikke. Jeg vidste ikke engang at den udkom som lydbog. Det var en veninde, der gjorde mig opmærksom på at den var på Mofibo. Jeg blev vildt glad, da jeg hørte det var Lars, der havde læst den op. Han var jo stemmen til bl.a. Byggemand Bob, som min søn havde set på repeat som lille.

5. Hvordan er din skriveproces? Plotter du meget, inden du går i gang? Eller får karaktererne ligesom eget liv og styrer handlingen lidt?
  Min skriveproces kræver overskud og ro. Jeg er super god til at udskyde skrivningen. "Jeg skriver i morgen" "I weekenden" "I næste måned" Men når først jeg har ro fra familien, vasketøj, madlavning, indkøb og arbejde, så giver jeg den gas og kommer først ned fra mit kontor efter mange timer. Jeg tager te, energidrik, slik og en klapsammen-mad med op. så jeg ikke skal forstyrres af at være sulten. 
Jeg plotter processen først via Mind-Map i en notesbog, over personer, steder og hændelser. Men meget af det kommer også løbende og bliver så til historier. Lige fra navne til handling til genre. Jeg er meget glad for at skrive gys til børn. 

6. Er der nogle særlige temaer eller budskaber, der er vigtige for dig i dine bøger? 
Jeg prøver at få lidt budskaber ind i historien, men ikke så meget. Noget som venskaber/jalousi, tætte familiebånd. Men ikke det store. Temaer der holder jeg det til jul, ferier og Halloween. 

7. Hvad giver det dig rent personligt at skrive og skabe dine egne karakterer og handling?
Rent personligt gør det mig bare glad at skrive og se historien blive til noget. Og når jeg har skrevet noget spændende eller rørende, så rammer det mig, som var det en anden, der havde skrevet historien. Det bliver jeg lidt stolt af. 

8. Er der nogle af dine karakterer, der minder om dig, da du var barn?
Ja og nej. Personen er nok ikke så meget mig selv som barn. Men oplevelser, steder og følelser er nogen gange fra min barndom. Eller mine børns. 

9, Hvordan er dine optimale skriveforhold? Snacks, sted, stilhed, tidspunkt du bliver mest inspireret?
Det optimale for mig er at være helt alene og ikke blive forstyrret. Der skal dog gerne køre en højtaler med en podcast med True crime eller et tv med nyheder eller underholdning i baggrunden. Der må ikke være helt stille. Og så skal jeg helst have en kop te eller en energidrik ved min side. Og slik. (Skolekridt, Marabou eller engelske vingummier. Eller det hele på én gang) Jeg skriver bedst i ferier. Weekenderne er for korte og jeg har for mange gøremål. 

10, Hvilke type bøger kan du bedst selv lide at læse?
Jeg kan bedst lide at læse krimier. Elsker det! Mine yndlingsforfattere er Katrine Engberg, Sara Blædel og Jussi Adler-Olsen. Og Søren Sveistrup med Kastanjemanden. Min top 5:
-- Alle med Katrine Engberg
-- Kastanjemanden (Søren Sveistrup)
-- Kvinden i buret (Jussi Adler-Olsen)
--Hævnens gudinde (Sara Blædel) 
-- Marco effekten (Jussi Adler-Olsen)
De er så spændende og sproget er så lige til at man bare læser lige igennem dem. Der er ikke noget der irriterer eller forstyrrer. Sproget flyder derud af. Og så foregår de steder jeg kan forholde mig til eller kender.
 
11, Har du selv valgt den person, der har illustreret dine bøger ? Og fortæller du , hvordan det hele skulle se ud? Ja, jeg valgte selv min illustrator. Det var/er en mor til et dagplejebarn, jeg passede. Hun viste mig sine tegninger og det passede bare lige. Jeg fortalte, hvordan personerne så ud og hun læste skitser fra historien så hun kunne se hvordan jeg havde beskrevet tingene og så tegnede hun. Hun er i gang med tegninger til nummer fire i serien. 

12, Hvad giver dig glæde i hverdagen og har du nogle særlige hobbies eller interesser? Er du mest til skov eller strand?
 Glæde i hverdagen er tid og hygge med familie og venner. Ser ikke så meget af min familie, desværre, derfor er der venner der også er min familie. Jeg prøver at nå min yndlingssport én gang om ugen. Jumping. Men det kan nogle gange være svært at nå. Men tempo på trampolinen og højt musik, det gør mig glad, når min leddegigt ikke driller. Jeg kan både lide skov og strand, men begge dele mest om sommeren. Dog kun til ture og madpakker. Jeg bryder mig ikke om at bade i havet. Der er jeg mest til en pool, sol og 32 graders varme. Og så hader jeg sand i tøjet. 

13, Andre fun facts om dig eller noget, du gerne vil tilføje? 
Jeg elsker højt musik, at danse og udklædning til fester. Når først dansegulvet er klar, så er jeg der resten af natten. Jeg elsker at være til 13 timers fest med gang i den til Vi elsker 90´ernene- festerne. Jeg hører altid vildt højt musik, når jeg kører alene i bil. Musik med gang i giver mig energi.

14, Hvilke bøger var dine favoritter som barn ? Nævn mindst 5 . Gerne flere.
Som barn elskede jeg De 5 bøgerne. Men jeg var også i en bogklub, hvor man én gang om måneden modtog en vildt spændende børnekrimi. Og Dennis Jurgensen skrev nogle meget spændende bøger, som jeg også læste flittigt af. Jeg kan desværre ikke huske, hvad de hed. 

15, Er du også selv vild med julen ligesom Cecilie? 
Jeg ELSKER julen. Jeg pynter helst op midt i november. Inde og ude. Jeg elsker julemarkeder, julemad, julemusik og julefilm. Jeg elskede også julen som barn. De traditioner, jeg kan huske er, at vi hvert år mødtes med min mors side af familien og lavede juledekorationer. Juleaften skiftedes vi til at holde med min fars side og min mors side. Og vi så og ser altid Disneys juleshow. 

16, Hvordan gør du dine karakterer så dybe og ægte ( fx. særligt Cecilie) 
Det kommer bare. Det er vigtigt for mig at læseren får det samme billede af mine personer som jeg gør. Jeg prøver at få fanget læseren fra start. Man skal kunne mærke mine historier og ikke miste tålmodigheden undervejs. 

17. Har du læst nogle danske fantasybøger du var glad for? Det tror jeg faktisk ikke jeg har, til ende. Fantasy har tit mange anderledes ord, som gør, at jeg ikke bare kan strømme igennem historien og så giver jeg for hurtigt op. Men jeg har flere på min liste, som jeg gerne vil læse. Eller høre på lydbog ,når jeg kan få fred til det! For de lyder spændende og interessante. Jeg vil gerne læse Urværkerne af Stine Bahrt. Sjæle alkymi af Katrine Williams. Stormtid af Rikke Alrø. Og flere endnu.

Tusind tak for alle de spændende svar til Lotte Kontala. Jeg ser meget frem til at læse videre in din serie, når næste bog udkommer.

Skrevet af Youlooklikeabook

Læs gerne min anmeldelse af Den mystiske julebog og se min reel med Lotte Kontalas bøger.

Her ses 3 Lottes bøger . En fjerde bog er på vej snart i samme serie. 
Der er mange spændende og vigtige ting med i Lottes bøger fx en særlig nøgle og en særlig bog ....

Dette er nogle af Lottes absolut favoritbøger. Hun er vild med krimier. 
Lotte er vild med jumping.  Det er sjovt.

Lotte kan rigtig godt lide stranden

Men pool er også bare dejligt med en god krimi. 






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva