Ursiderne af Nanna Foss

URSIDERNE AF NANNA FOSS . Udgivet 2020. 439 sider. Forlaget Gyldendal.

Wauw! dette er den mest nervepirrende, underholdende, uforudsigelige, intense, følelsesfulde og medrivende af Spektrum bøgerne. Jeg sad oppe i loftet af bare spænding og trak først vejret, da bogen var slut og lydbogen er den bedste, jeg nogensinde har hørt med så meget indlevelse, følelser og særlige effekter.  Jeg blev dybt rørt og revet med.  Dette er Spektrum bogen, der har det største antal og de vildeste afsløringer og intensitet. 

Nasrin er total tynget af sorg over sin mor, som døde for næsten 7 år siden.  Hun har det forfærdeligt,  men gør sit bedste for at komme igennem dagen og passe godt på sin far, der er læge og arbejder næsten døgnet rundt. En dag er hun tilfældigvis på hospitalet og til sin meget store overraskelse, ser hun den mand, som reddede hende for 7 år siden, men han er slet ikke ældet og han er blevet blind. Personen er Alban. Nasrin må finde svarene på, hvordan i alverden det kan lade sig gøre. Hun møder både Noah, Linus, Adriana, Pi og Emilie og det varer ikke længe, før hun hvirvles ind i det vildeste tidsrejseeventyr med hendes seks nye venner. Der dukker det ene spor op efter det andet og så overraskende og vilde afsløringer, at man taber både næse og mund.   

Jeg blev blæst fuldstændig bagover af denne bog og det havde jeg slet ikke regnet med. Jeg havde faktisk bekymret mig meget over at læse den, fordi alle sagde, at den var så trist og det er ikke lige mig. Jeg mærkede Nasrins mørke tanker, følelser og sorg dybt inde i min sjæl. Hendes personlighed og tilstand var så overvældende og velskrevet, at den ramte mig på steder, som jeg næsten havde glemt. Tog mig tilbage i tiden til min egen sorg over at miste en forældre, som betød alt for mig. Det gjorde ondt, og jeg måtte holde flere pauser med bogen i begyndelsen. Men selvom denne bog nogle steder er alt for tragisk og barsk for mig, så må jeg alligevel sige, at dette er min favorit spektrum bog, fordi den er så velskrevet, intens og har det mest geniale plot. Man får den ene seje aha-oplevelse efter den anden og så store afsløringer, at man taber både næse og mund. Ydermere er der i den grad skruet op for de sejeste og mest mystiske overnaturlige fantasy/sci-fi elementer, som får mit fantasyboghjerte til at hoppe af glæde og begejstring. Bogen er fyldt med dybde, lag og referencer og Nanna Foss formår at få det hele til hænge sammen på den bedste måde, uden at man bliver forvirret. Så man virkelig føler, at man for første gang kan se et meget større billede. Et billede, som man slet ikke forventet eller gættet. Jeg føler en enorm begejstring over hele handlingsforløbet og de afsløringer, der kommer.  Nanna har i den grad overgået sig selv i denne bog. Det føles som om, hun har givet den sin dybeste sjæl. Ydermere har hun krydret historien med sine vidunderlige humor, sjove formuleringer, helt eminente billedskabende sprog, levende og underholdende dialog samt masser af ping pong spil, elektriske impulser og spændinger mellem karaktererne . Jeg havde ikke forventet det, men Nasrin kom ind under huden på mig og ind i mit hjerte gav et nyt syn på vores tidsrejsegruppe samt en hel ny megasej, kick-ass-energi, som jeg tror, de trængte til.  Bogen ender med en giga cliffhanger, så man skal have bog 4 klar. 

EKSEMPLER:

Denne bog har bare hele pakken; humor, spænding, uhygge og frygt. Her er nogle af mine favoritsætninger, som ikke spoiler for meget af handlingen:

Selvom nogle af Nasrins tanker om de andre godt kan være lidt grove, så er de også utrolig underholdende: fx denne sætning, hvor jeg fik et helt tydeligt billede inde i mit hoved og grinte så højt: "Noah ser ud ,som om han er klar til at løbe hele vejen tilbage til nutiden i et stræk" (side 146)

Samt Nasrins sjove, meget finurlige, lidt grove tanker om folks påklædning: "Han er klædt helt i sort og hendes tøj ser ud som om en enhjørning har regnbuebrækket sig ud over det hele" (side 34) samt  " Vi er alle sammen farver... Jeg forestiller mig dem som en flok Power Rangers..." (side 86)

Der er total mareridt og angst, så velskrevet og intenst, at man bliver dybt berørt" Men der er mere end mørke - mere end skygger - der er angst - så intens at jeg ikke kan trække vejret - ikke ved om jeg stadig har et hjerte der slår -eller en krop der eksisterer - eller en eneste tanke som ikke er sort...skyggerne slår mod lægge og ryg -men jeg kan ikke holde fast - og mørket rammer igen - en bølge der opsluger mig -angsten er et hav- uendeligt  -overalt - jeg kan ikke tænke -ikke trække vejret. "(side 42 )

Der er total spænding og uhygge: " En knirken fra underetagen får mig til at stivne. Jeg slukker hurtigt lommelygten og lægger den fra mig på madrassen. Lydløst kommer jeg på benene og sniger mig hen til stigen. Nogen bevæger sig rundt dernede. Jeg holder vejeret, da skikkelsen kommer hen til stigen...Der er intet lys tilbage i underetagen, og det er umuligt at se nogle ansigtstræk. En skyggeagtig hånd bliver rakt frem..."(side 126) 

"Brummelyden stiger i styrke, og den blå glød føles varmere. Pludselig lyser vores sammenknugede hænder op i syv blændende hvide kugler. Jeg fokuserer på ikke at skrige, ikke at skrige. Varmen svulmer op indeni, en flodbølge af lys. Jeg stønner og lukker øjnene, bider tænderne hårdt sammen og lader lyset opsluge mig..." (side 106)

Under Spoileralerts kan I læse flere af mine absolut favoritsteder og favoritsætninger

KARAKTERER: 

Nasrin er meget optaget af fortiden. Hun lever ikke rigtig i nutiden. Hun er total tynget af sorg, fortidsminder og mareridt, som kører næsten konstant rundt i hovedet på hende. Men selvom Nasrin er meget mørk, trist og alvorlig, så kan hun godt sige nogle meget sjove og underholdende bemærkninger: "Og I forestiller jer, at I bare uden videre kan bruge min lejlighed til jeres mærkelige science fiction show" (side 89) Nasrin er meget mistænksom over for næsten alle i gruppen til at starte med . Hun stoler ikke på nogen og er meget på vagt. Hun synes naturligvis, at det er en lidt mærkelig situation, som hun er havnet i og overvejer om der er tale om et "socialt eksperiment en eller anden dårlig skoleopgave, der indbefatter skjult kamera og dårlig humor" (side 35)  Alle opsøger nemlig Nasrin i hendes lejlighed på én gang. Og hun kan godt virke lidt aggressiv og negativ i begyndelsen i sine tanker fx overfor "emo-vampyren med blanke hugtænder" Noah. Hun tænker meget over, hvordan hun fremstår og vil ikke virke som det svageste led eller en, som man kan løbe om hjørnerne med.  Men hun gennemgår en stor udvikling igennem bogen. Hun kommer ud af sit triste og ensomme liv. Hun åbner sig, får ægte venner og hun begynder endda at smile lidt: "Min mund laver en trækning. Det føles næsten som et smil" (side 162) Åh! det er vidunderligt. Da jeg læste denne sætning fik jeg simpelthen glædestårer i øjnene. 

Det er en meget rørende, intens og gribende proces, som hun går igennem. Den er beskrevet med meget stor indlevelse og man kan ikke undgå at blive meget berørt og revet med af det hele:"Uden jeg tænker det, er der noget af intetheden i min krop forsvundet" (side 164) Så fantastisk. Man føler en kæmpe lettelse som læser. Som om man kan mærke på egen krop, hvor meget det betyder for Nasrin at få det bedre. Nasrin kommer helt ind under huden på en. Man kan mærke hende og se hende som om hun var et ægte menneske, der kunne komme gående på gaden og man ønsker hende så meget alt det bedste. Lindring og glæde. Denne bog er helt klart den mest følelsesfulde . 

TEMAER OG BUDSKABER:

Dette er den mest følelsesfulde Spektrumbog af dem alle indtil videre. Den omhandler i allerhøjeste grad sorg og hvor svært det er når det den dårlige følelse fylder alt i ens liv i en sådan grad, at man ikke kan komme videre og man ikke kan fungere. Bogen viser også en, at isolationen, tristheden og indelukkedheden ikke er svaret. At man på en eller måde må bryde ud af sorgen. Bryde ud af den rene-overlevelses-tilstand, hvor man bare lige klarer den og lige kommer igennem sine rutiner. Stige til et højere niveau.  Give livet, smilet, glæden og nye mennesker en chance. Åbne sit hjerte på ny og lade det store tomme hul blive fyldt af noget nyt. Tillade sig selv at blive glad og blive værdsat og elsket igen og selv at holde at nogen igen. Man må aldrig give op og altid bevare håbet. Den handler om en vidunderlig rejse mod lyset. Om ægte venskaber og sammenhold, om ægte at være der for hinanden. Om ægte samhørighedsfølelse. Vi har alle brug for at føle os som en del af noget godt.  Om at ville hinanden det bedste. Om at forstå hvor vigtigt det er at værdsætte de gode øjeblikke, som vi mennesker kan have sammen, mens de er der. Være taknemmelige. Nyde den varme og kærlighed, som man modtager og huske at fortælle hinanden, når vi elsker nogen, før det er for sent. Lev nu. Fuldt ud.  Ægte venskab og sammenhold.  Denne spektrumbog er jo nærmest en metafor for livet, som kan være alt fra kedelige rutiner, til kaos, katastrofer, kærlighed, knuste hjerter og konsekvenser, men hvis vi holder sammen og er der ægte for hinanden, holder af hinanden og ikke isolerer os, så kan vi klare meget mere og så fortsætter vi med at blive beriget af hinandens selskab. 

Jeg giver 6 kæmpestore stjerner ud af 6.

Denne serie er fantastisk. Alle bør læse den. Ikke kun fordi den er supergod underholdning, men fordi den lærer så meget om os selv som mennesker og om livet. Den er livs læring.  Nanna Foss er genial og meget dyb. Der er oceaner af stof til eftertanke i denne serie. 

Jeg vil også rose Minna Flyvholm for en helt fantastisk lydbog.  Hun læste med meget stor indlevelse og masser af følelser.  Hun var Nasrin og og jeg blev fuldstændig revet med.  Hendes stemme er sprød,  mørk og lidt hæs fuldstændig perfekt til rollen.  Intonationen og tempoet var perfekt og de seje effekter gjorde læseoplevelsen til noget ganske særligt. 

Om søndagen til Bogforum i år fik jeg endelig for første gang nogensinde mødt Nanna Foss i virkeligheden.  Det var så vidunderligt og fantastisk og jeg var så glad . Jeg glemte naturligvis alt det, som jeg gerne ville have sagt . Men det var helt sikkert det værd . En uforglemmelig oplevelse. 

Her kommmer mine favoritcitater med spoilers 

Spoileralert!..............................................

Her er nogle af mine favoritpassager fra denne bog, som godt kan spoile handlingen. Så læs kun videre, hvis du vil spoiles ellerhar læst bogen...

Alban fremstår igen som helt vidunderlig og jeg tror, at han har en meget positiv indflydelse på Nasrin. Han viser hende, at livet kan ses i et helt andet lys, end hun gør. På trods af at han er blind og umiddelbart lever med nogle begrænsninger, så vælger han at tænke positivt og han virker så overskudsagtig, varm og imødekommende. Man bliver glad bare af at læse om ham, hans måde at opføre sig på og det han tror på: "Jeg vælger som regel at tro på det bedste i folk indtil det modsatte er bevist"(side 170) siger Alban.  Alban er bare så sød, varm og høflig også over for Nasrin. Han er med til at skabe ægte hygge i denne bog og fungerer som en perfekt modpol til alt det mørke og triste i bogen, således at bogen bliver harmonisk. 

Derfor er en af mine absolut FAVORITSCENER også den, hvor Noah og Nasrin bager Lusseboller i anledningen af Lucia dag den 13.december. Den er bare så vidunderlig, hjertevarm og hyggelig. 

En anden af mine absolut FAVORITSCENER er der, hvor Emilie forsvarer Nasrin . Det gælder om, at de holder sammen, viser empati og forståelse for hinanden siger Emilie, Nasrin har lige haft den vildeste uge med tidsrejser, ny skole mm. Nasrin er helt overrasket over Emilies tale / at hun har forsvaret hende. Det er der aldrig nogen, der har gjort før på den måde (side 210). Åh! mit hjerte smeltede af denne scene. Den var bare helt vidunderlig især Nasrins reaktion. Hun havde slet ikke forventet, at nogen forsvarede hende og tænkte på hende. Emilie og Alban er helt sikkert begge med til at give Nasrin et nyt syn på livet og mennesker. At hun måske skal give dem en chance og lukke dem ind i sit liv og hjerte.

Og jeg er helt vild med den måde Adriana og Nasrins forhold udvikler sig.  Og de romantiske øjeblikke.

FAVORITSCENE: Jeg er helt vild med side 181, hvor Nasrin sparker Jonathan hårdt i skridtet efter at han har fornærmet hende på det groveste. Hun er bare så sej. Hun er virkelig et forbillede i den situation. Hun forsvarer sig selv, selvom hun er lille,så holder hun sig ikke tilbage. Hun er meget modig.

En af de mest nervepirrende scener er i Kapitel 13, hvor Nasrin følger efter Iris. Wauw! Jeg er helt vild med den passage. Jeg sad helt oppe i loftet af bare spænding.

Side 95 ca. Men inde i Nasrin er der en lille pige, om tror på ting, der ikke kan forklares. Som har tillid til, at livet giver mening, selv når man ikke forstår det.  Wauw ! denne passage er så rørende og god. 

Jeg er vild med ping pong spillet, dialogen, humoren i kapitel 15.

Skrevet af Youlooklikeabook.

Bogen er et købt eksemplar.