Kvadrantiderne af Nanna Foss

 

Kvadrantiderne af Nanna Foss. 527 sider. Udgivet 2020. Forlaget Gyldendal 

Wauw! Denne læseoplevelse har været den vildeste rutsjebanetur. Der var intens spænding, store følelser, de mest dramatiske og vilde hændelser fra start til slut. Mit hjerte sad helt oppe i halsen og jeg begyndte først at trække vejret nogle minutter efter det sidste ord var læst. Jeg følte mig suget helt ind i handlingen, som om jeg selv var der og havde ligesom Noah flere gange svært ved at skelne mellem, hvad der er virkeligt og hvad der er mareridt? Hvor mange skeletter har Spektrum karaktererne i skabene?

"Jeg er så fucking træt af det her...Har lyst til at vende om. Men jeg ved, at det ikke hjælper. Ikke at løbe, ikke at håbe...En skinger latter bryder stilheden. Det giver et sæt i mig...Jeg griber fat i de små træer, efterhånden som jeg snubler igennem underskoven...Skyggerne bliver dybere, trækker kuldegysninger hen over armene, men varmen føles som et fysisk pres mod brystkassen. Det er svært at trække luften helt ned i lungerne..." (Side 7-8)

Allerede fra de første sider kommer vi helt tæt på Noah og får et meget tydeligt og intenst indblik i hans drømme, tanker, følelser, fortid og hverdag. Man overaskes i allerhøjeste grad af, hvad det er for et liv, han lever samt de hændelser, der er sket i hans liv. Han lever i et nærmest konstant survival mode med for forfærdelige mareridt, som gør, at han overhoved ikke har lyst til at sove. Sikke et liv Noah har haft. Hvordan kan man leve sådan? Det er en meget skræmmende, barsk, forvirrende,  intens, nervepirrende og rørende historie, hvor vi endelig får svaret på, hvad der skete i Australien. Det er meget barskt, intenst og rørende og medrivende og jeg fik et helt nyt syn på Noah. Der var nogle store spørgsmål, som blev besvaret. Jeg forstår nu fuldt ud, hvorfor han hader sin far så meget. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig sådan et scenarie. Det ramte mig dybt i hjertet og jeg havde lyst til at give Noah et stort kram og heppede på ham hele vejen. Noah lever et meget mere ekstremt liv, end jeg nogensinde havde troet . Det er et mirakel, at han overhoved kan komme igennem dagen. Hans liv er jo bogstavelig talt et helvede med konstant utryghed og lidt for livagtige monstre. Nanna Foss formår virkelig at skildre Noahs indre kamp, så man nærmest selv kan mærke den og hans sindstilstand og forvirring afspejles også i både indholdet og den måde hun har sammensat bogen. Det er den mest forvirrende af Spektrum bøgerne og man svinger frem og tilbage mellem fortid og nutid, mellem virkelighed og mareridt og nogle steder, er det svært at skelne, hvad der er hvad. Det er hæsblæsende topunderholdning, som kommer helt ind under huden på en, med en perlerække af humoristiske sætninger og udtryk, masser af ping pong spil, drama og spændinger mellem karaktererne, som har så mange lag, dybde og personlighed, at de alle føles som ægte personer, man kunne møde på gaden. Jeg er helt vild med de romantiske, hjertevarme og sjove steder i bogen, hvor karaktererne virkelig connecter. Og jeg synes, at Nanna har lavet en god balance mellem de forskellige stemninger, så der veksles mellem både humor, romantik, hjertevarme øjeblikke, spænding, uhygge og frygt. Man får nogle meget store afsløringer, som man har ventet meget længe på, men der dukker også nye kæmpestore overraskelser og cliffhangere op, som man slet ikke havde forventet og som i den grad gør, at jeg slet ikke kan vente med at læse næste bog for at finde svarene.

EKSEMPLER:

Nannas sprog er helt eminent i alle hendes bøger. Hendes sprog stråler på alle måder. Hun kan beskrive alt, så det sidder lige i skabet og kommer helt ind under huden på en. Der burde laves en ordbog kun med Nannas særlige udtryk, fordi de er bare vidunderlige.

Jeg er helt vild med alle de humoristiske passager og Nannas særlig måde at formulere sig på. Hun kan bare nogle udtryk, som sidder lige i skabet og skaber helt tydelige billeder i ens hoved:"Jeg tager endnu et sug af min slushice...Far skal altid have grøn...og toppen af fars er smeltet til noget, der ligner radioaktivt Hulk-tis"(side 40)

"Far dingler med et sort læderhalsbånd med blanke sølvpigge...Det passer da til din nye stil..Jeg foretrækker ting, der ikke kan myrde mig i søvne", siger jeg." (side 45)

Samt denne sjove sætning:"Han lyder som en copypaste af fortiden" (side 35) total god formulering.

Og der er masser af total nervepirrende passager fyldt med action og spænding. Man bliver helt revet med af alt det, som der sker og prøver ligesom Noah at regne tingene ud. Men det er ikke nemt at lave tidsrejser og finde svarene: " Det er som at være med i et kapløb og hele tiden være en runde bagud. Alle de folk, der ved ting, forsvinder mellem hænderne på os...Alting skal forstås bagfra nu. Vores viden skal indhentes i fortiden fra folk, der allerede er doomed. Det er både deprimerende og frustrerende. Som at brænde alle broer foran sig og kun være i stand til at gå tilbage, når det eneste jeg har lyst til er at glemme fortiden" (Kapitel 14 side 138).

Der er også rørende øjeblikke og romantik, som går lige i hjertet samt scener, hvor man næsten ikke kan trække vejret. Jeg ville gerne citere fra nogle af dem, men i denne bog synes jeg, at det er meget svært uden at spoile handlingen for meget. 

KARAKTERER:

Noah. Hans liv er et levende mareridt. Han ved ikke, hvornår han er vågen og hvornår han sover. Han får aldrig nok søvn. Han lever nærmest som en omvandrende ukoncentreret zombietidsbombe, der har svært ved at skelne virkelighed fra drøm. For mig virker hans liv og tilstand værre end Nasrins.  Han har nogle tricks som skal sikre ham om det er virkelighed. Men de forhindrer ikke mareridtene i at begynde. Han kan falde i søvn på sekunder uden at lægge mærke til det, fordi han er i konstant søvnunderskud (jeg kan ikke forstå hvorfor han ikke har fået hjælp for længst). Han forsøger hele tiden at holde sig vågen på alle måde mulige. Han dealer ikke med noget af det, som han har oplevet overhoved. Han har slet ikke fået hjælp fra nogen; Han går rundt som en omvandrende tidsbombe.  Hans far har svigtet ham så meget og løjet for ham. Ham og Pi kan skændes, men de er der virkelig også for hinanden (så meget som det er muligt under omstændighederne). Noah er ikke den mest pålidelige fortæller pga hans konstante søvnmangel og manglende evne til at skene mellem virkelighed og drøm. 

Jeg er helt vild med nytårsscenen, hvor Noah for første gang har taget noget meget grimt kulørt og spraglet tøj på i stedet for helt sort: "Jeg føler mig som en skildpadde der har fået skrællet skjoldet af" Det føles som om jeg har svedt halvdelen af min kropsvæske ud i jakkesættet (side 278)

Og jeg er helt vild med alle de gange man kommer helt ind i Noahs hjerte og forstår, hvor hårdt det er for ham at flytte hele tiden og aldrig kunne knytte sig helt til folk: " Nogle gange ville det være rart ikke at udvide sin horisont så tit, rent faktisk at kunne beholde sine venner for et helt skoleår"(side 44)

Jeg er helt vild med vase-scenen. Åh! hvor jeg grinede. Den var vidunderlig. Som en slags Dennis Jurgensen Kærlighed ved første hik-falden på halen kommedie-scene eller Doktor Fusk scene (af Casper Grundtvig) Side 78. 

Jeg ville gerne have skrevet endnu mere om Noah, men jeg vil helst ikke spoile handlingen  Der sker nogle meget overraskende situationer med Noah, som jeg slet ikke havde forudset. Læs evt mit afsnit under spoileralert.

TEMAER OG BUDSKABER

Kvadrantiderne har fokus på den indre kamp. På hvordan hændelser kan ændre ens liv på et splitsekund. Om hvordan fortiden konstant kan blive en del af nutiden, når den ikke er afklaret. Den handler om identitet og splittelse. Hvor svært det kan være at vise, hvem man er, fordi man er usikker og fordi andre har fordomme. Om seksualitet. Om identitet. Om stærke venskaber og sammenhold. Alle Spektrum-karaktererne har deres usikkerheder, udfordringer, begrænsninger og problemer. De repræsenterer hver deres ende af Spektret på flere måder og dette gør det nemmere for os læsere at relatere til dem.  De er ikke perfekte. De får overnaturlige evner, men de bliver ikke til overfladiske superhelte, der ikke laver fejl.   

Nanna Foss er en helt fantastisk forfatter, som formår at give sine bøger enormt meget dybde, lag, referencer og stof til eftertanke. Dette er ikke kun supergod underholdning, men en serie der får en til at reflektere over sig selv, menneskets natur, hverdagen, de store spørgsmål i livet og hvad der, når alt kommer til alt, virkelig betyder noget. Noahs måde at tackle sine problemer, fortid og hverdag, lærer os, at det ikke er løsningen at holde alt inde i. Det hjælper at betro sig til andre, lette byrden, få et nyt syn på tingene. Vi må stå sammen og være der for hinanden. Hendes bøger viser også, at vi ofte ikke har nogle anelse om, hvad der i virkeligheden foregår under folks ydre. At vi ikke skal være så hurtige til at dømme folk, ikke "skue hunden på hårene". Ikke diskriminere. Ikke generalisere. Men måske hellere give hinanden en chance. Lære hinanden at kende.  Folk er fyldt med lag og forhistorie.  Noah har hjertet på det rette sted. Han er ikke kold eller ligeglad.  Han vil så gerne være der mere for sin søster.  Han mærker hendes smerte pga. det, som der skete i Australien med skyggefjæset. Men det er ikke nemt for ham. Han kæmper næsten bogstavelig talt en daglig kamp, og  han har svært ved at se, hvordan han skal vinde. Men han prøver. Noah er kommet ind i mit hjerte.    

Denne bog og bogserie har mine varmeste anbefalinger. Læs den nu!

Jeg giver 5.5 store stjerner ud af 6

Årsagen til den halve manglende stjerne er, at jeg synes, at bogen var lidt for forvirrende. Og nogle af de bedste scener var en anelse for korte. Der blev skiftet meget hurtigt mellem nogle af scenerne. Og jeg forstod ikke helt betydningen af drukscenen i fortiden. 

SPOILERALERT!!!!  

Efterfølgende er nogle af mine favoritscener og citater, som godt kan spoile handlingen, så læs kun videre, hvis du allerede har læst bogen

En af mine absolut favoritscener er Scooter-krokodille scenen (side 197).Den var bare så romantisk og hjertevarm. Jeg ville ønske, at den havde været længere.

Dette er også en af mine absolut favoritpassager, hvor Noah viser, hvor meget det betyder for ham, at han har ægte venner. Venner, der er der for ham. Venner der vil ham det godt. Det er sådan en rørende passage, der går lige i hjertet. Den viser, hvordan Noah ægte er. Han har hjertet på det rette sted. Han er fyldt med gode følelser og taknemmelighed. "Men det er alligevel det mest normale, mit liv har føltes i evigheder. For denne gang har jeg venner, der venter foran trappen i indgangspartiet" (side 511)

Side 491- 493 så romantisk -favoritscene.

Dette er også en af mine absolut favoritøjeblikke i bogen. Så intens, vidunderlig og romantisk: "Jeg går et skridt frem og tager hans ansigt mellem hænderne...Jeg lukker øjnene og kysser ham. Som om det er den sidste chance, som jeg har for at kysse nogen i hele fucking verden" (side 519) . Løbeturene med Alban er et kæmpe fast holdepunkt for Noah. Her får han en pause for mareridtene. Han får ro. De betyder alt for ham. Alban gør en stor forskel i hans liv på mange måder. Hans omsorgsfulde, rare og hyggelige måde at være på. Albans positive tankegang. Det er så vidunderligt som at læse om den forandring, der gradvist sker (jeg ville ønske at den havde fået lidt mere plads) og den måde som Noah ser på Alban. At han er er tiltrukket ham.  Det er helt klart også noget af det, som jeg bedst kan lide ved bogen. Det havde jeg slet ikke set komme fra de andre bøger. Det var en meget stor overraskelse. Jeg er meget glad for, at der kommet lidt mere romantik i bøgerne. Der var også varme følelse i Ursiderne, som man slet ikke havde forventet. Det var også meget glædeligt og man blev så glad inde i ofr både Noah og Nasrin fortjener så meget at blive elsket. Side 237 og kapitel 21 er mine favoritter mht det romantiske.

Jeg er vild med Noahs syn på Emilie i denne situation: "En person som er noget skarpere end mig som måske kan regne noget ud, som jeg har overset" (side 78)

Kapitel 14 er mit favoritkapitel . Det er så nervepirrende.

Kapitel 22, 37 -38 er også så nervepirrende.

Jeg synes at 

Leoniderne er den mest hjertevarme og rørende og mindst ekstreme Spektrum bog. 

Gemindernerne: Er den sjoveste.

Ursiderne:  Er den mest intense, barske, triste. Men også den mest nervepirrende. Den hvor der kommer allerflest afsløringer og er de fedeste konfrontationer. de finder mange svar i denne bog.  Den med flest overnaturlige og mystiske elementer / mest fantasy-agtige - som jo er lige mig. 

Kvadrantiderne: Er den mest forvirrende bog og skildrer den største indre kamp. 

Det er som om karaktererne bliver mere og mere ekstreme forstået på den måde, at indtil nu har Emilie (bog 1) virker som den mindst ekstreme og Noah er indtil videre den mest ekstreme.  

Kvandrantiderne: Er den mest forvirrende og rodet, nok fordi den skal afspejle Noahs sindstilstand.  Her får man også en del afsløringer, men ikke så mange konfrontationer og svar som i bog 3.  Det er meget Noahs indre kamp. Kvandrantiderne: Er den mest forvirrende og rodet, nok fordi den skal afspejle Noahs sindstilstand.  Her får man også en del afsløringer, men ikke så mange konfrontationer og svar som i bog 3.  Det er meget Noahs indre kamp.