Swarta af Jeanette Varberg

Swarta af Jeanette Varberg. 219 sider. Udgivet 2021. Politikens forlag

Wauw! En fuldstændig fantastisk, barsk, medrivende, levende og velskrevet historie, som ikke kun får en til at føle, at man er tilbage i tiden, men også at man er helt tæt på og nærmest med i historien.

Swarta kom helt ind under huden på mig og ind i mit hjerte. Sikke en ualmindelig barsk start på livet og sikke en skæbne, Han er nok en af de stærkeste hovedpersoner, jeg nogensinde har mødt ud over Estrid ulvfaren. Han møder så meget modstand, uretfærdighed og uheld og alligevel finder han altid en eller anden form for indre styrke, som gør at han fortsætter og overlever på trods af, at næsten ingen holder af ham.

Bogen handler om Swarta, som ikke kun bliver født for tidligt, men også er helt udmagret og svagelig. Ifølge de gamle regler og traditioner skal han ofres til mosen for at bevare balancen i samfundet, mens hans stærke bror Harja kan oveleve. Dette kan goden Midir ikke acceptere, så han beslutter at redde Swarta og opfostre ham i al hemmelighed. Men en dag møder Swarta alligevel Harja og de bliver venner. Desværre kommer de også til at forstyrre nogle dødsensfarlige ånder og det bliver stakkels Swarta, der må betale prisen. Han bliver sendt helt hen til Nordfolket, så harmonien kan genoprettes igen. Det bliver begyndelsen på et helt nyt liv fyldt med nye regler og traditioner, usikkerhed, overnaturlige evner, blodsudgydelser, ekstreme prøvelser men også ægte venskab, stor personlig udvikling og masser af råstyrke. Men hvem kan Swarta i virkeligheden stole på? Og kommer han nogensinde hjem igen?

"Sneen lå i tunge driver langs den snoede skovvej, og de ensomme vindpust rev med besvær snefnug op fra de hvide snetæppe. Skovens gamle egetræer stod som sorte kæmper, der tårnede sig op imod en blygrå himmel. Frost og tø sloges om overtaget i teutonernes land. Det var kun november, gudernes mænd, de vise goder, advarede om en usædvanlig streng vinter". (side 7)

Allerede i de første linjer, blev jeg suget ind i bogen takket være forfatterens billedskabende sprog, som varsler masser af spænding og uhygge. Jeg kedede mig ikke i et sekund i bogen. Jeg var helt suget ind og glemte alt omkring mig. Sproget var flydende, velskrevet og detaljeret uden nogensinde at blive tungt. Handlingen var virkelig godt skruet sammen med masser af uforudsigelighed, spænding, mystik, overtro og uhygge, men også masser af hjertevarme og rørende øjeblikke, hvor man fik en klump i halsen og og glædestårer i øjnene. Der var en god balance, så bogen aldrig blev alt for barsk eller trist, på trods af , at der både er onde skrækindjagende ånder, blodsprøjt, hængninger, vold og død. Jeg var total underholdt og samtidig følte jeg, at jeg lærte så meget. Jeanette Varberg er en vidunderlig fortæller og hun formår i den grad at vække ens higen og interesse efter mere historisk viden. Nu bliver jeg igen nødt til at tage på museum for at se alt det, som Jeanette Varberg har refereret til. Jeg har ellers allerede set den helt nye vikingeudstilling, som Jeanette Varberg står bag, tre gange og lavede reels med den.

Tænk hvis alle historiebøger blev skrevet så spændende og med så stor indlevelse som denne bog. Jeg er helt vild med konceptet om at kombinere en spændende underholdende fantasybog med historisk viden. Det er genialt og meget gavnligt og jeg tror helt sikkert, at det kan vække og øge interessen for historie og for at besøge museerne oftere og for at læse flere historiebøger. Jeanette Varberg formår at gøre historien levende, interessant og relevant. Jeg er også helt vild med Merlin P Manns serie om Rane og det mystiske museum, hvor Jeanette Varberg jo har skrevet forordet til den nyeste bog Skyggerne i isen.

KARAKTERER:

Jeanette Varberg har virkelig skabt et meget spændende og alsidigt persongalleri. Alle karaktererne har deres helt egen unikke personlighed, særheder og ydre karakteristika. Man kan virkelig se dem for sig. Karaktererne er både meget underholdende og spændende og flere af dem er omgivet af mystik og en meget interessant baggrundshistorie (fx Midir, Tibi og Laguthewa), at man higer efter at vide mere og samtidig kan det tage lidt tid at regne ud, præcis, hvem der er onde og hvem der er gode. Det finder man først med sikkerhed ud af til sidst. Dette element er også med til at øge spændingen i handlingen. Jeg er særlig vild med Swarta, Midir, Siri, Harja og Ravna. Men alle karaktererne bidrager til spændingen på hver deres måde og i hver deres ende af spektret.

Jeanette Varberg skriver med meget stor indlevelse, som gjorde, at jeg virkelig kunne se karaktererne for mig og føle både deres sorger og glæder. Fx Finnas frygt for at noget går galt med hendes fødsel, Rolfs /Ulfbanes store følelse af stolthed, da Aslak roser ham for hans beslutning "Rolf rankede sig og følte sig igen som en fri mand" (side 16) . Det er sådan nogle rørende øjeblikke, og forfatteren formår i den grad at gengive karakterernes følelser, så man nærmest selv kan mærke dem. Hun har en evne til at gøre en meget investeret og revet med af handlingen og det man læser. En af de mest rørende øjeblikke var, samt da Midir og Swarta tager afsked med hinanden på side 87. Her fik jeg en stor klump i halsen,

EKSEMPLER:

Man kommer virkelig igennem hele følelsesregistret i bogen. Der er alt fra frygt, uhygge, humor, rørende øjeblikke og spænding. Her er nogle mine eksempler.

Bogen indeholder rigtig god humor nogle få steder: "Du skulle se min moster Gerd, hun har fødder på størrelse med joller" (side 61)

Der er også total frygt: "Hele tiden kunne de mærke en prikkende fornemmelse i nakken, det var, som om hjertet var på vej op gennem halsen på dem, og lungerne sved. Angsten skreg ad dem: " De tager os, de kommer fra dybet og tager os, nu, nu, nu! De løb alt hvad de kunne...De var slet ikke hurtige nok ...."(side 68). Samt utiltalende, ubehagelige og skræmmende karakterer: "Hun grinede højt ved tanken og rejste sig, hendes skygge flakkede i den gamle, fugtige hal og voksede til overmenneskelig størrelse. Hun løftede armene op og huggede ud i luften, som om hun stod med dolken bag manden igen...Hendes skingre stemme ekkoede i den mørke, tyste skov...Blodet skal flyde i mosen...Hun gnæggede for sig selv...."(side 81). Jeanette Varberg skriver så billedskabende og levende, at man ikke kun kan se episoderne for sig, men nærmest også mærke hårene i nakken rejse sig af bekymring og frygt.

Der er flotte beskrivelser af omgivelserne, som er så velskrevet, at man føler sig helt tilbage i tiden og mærker fascinationen: "Naturen var barsk og øde. Et gråt og diset fjeldlandskab blev brugt af dystre skove og dybe søer...Kongens sorte hal tårnede sig op foran Swarta. Den var højere end det højeste træ, og porten var så stor, at fem mand uden besvær kunne gå ind skulder ved skulder. Over porten hang et kæmpestort tyrekranie skåret i træ. Det meterlange horn snoede sig op mod den mørkegrå efterårshimmel, og Swarta følte et stik af hjemve, da han red under det truende kranie." (side 94) samt "Vinden friskede op, da de nærmede sig havet efter en hel dags hårdt ridt. Swarta kunne høre brølet, når havet kammede over, og bølgerne blev til skum i et kogende brus på de forrevne klipper..." (side 118) .

TEMAER OG BUDSKABER:

Bogen er ikke kun topunderholdning med elementer fra både fantasy og den ægte historie, den tager også fat i andre vigtige emner som fx det at være anderledes, at blive set ned på og ikke blive accepteret, fordi man er anderledes. Det er noget, som mange også i dag kan relatere til. Følelsen af ikke at være god nok af den ene eller anden årsag. Og denne afvisning fører til stor ensomhed. Ydermere et enormt svigt fra dem, som man burde kunne stole mest på, nemlig ens egne forældre. Dette tema rammer lige i hjertet og man kan næsten ikke forestille sig, at man dengang kunne være så kold, afvisende og ligeglad med ens egne børn, på grund af nogle gamle regler og love. Overtro eller tro kunne og kan måske stadig få folk til at gøre ekstreme handlinger nogle gange og dette giver virkelig stof til eftertanke. Men et af de stærkeste og bedste budskaber i denne fremragende bog er helt sikkert, at Swarta, på trods af sine forfærdelige odds, omstændigheder og kår, så lykkes det ham at overleve, at overgå enhvers forventning til ham og blive til nogen. Selvom han er så udmagret, lille og svagelig, så har han en indre styrke og kampgejst som en løve og han nægter at give op. Han bliver et sandt forbillede på, at uanset hvad vi udsættes for og hvor mange der svigter os, så skal vi aldrig give op. Alle kan blive til noget, hvis de er ihærdige. Alle fortjener at blive respekteret og set: " Men alle så på ham med respekt, de så ham...Swarta var forbløffet og mærkede hvordan han langsomt rankede ryggen, og hans blik fik mere glød...og mærkede en lille glæde boble i maven. Han blev set " (side 95) (Fantastisk passage, som går lige i hjertet)

Swarta er en stor inspiration og motivation. Jeg er så glad for at jeg læste denne bog af så mange årsager. Swarta har fået en plads i mit hjerte og jeg kommer aldrig til at glemme ham. Jeg håber meget, der kommer flere bøger i serien eller flere lignende bøger fra Jeanette Varbergs hånd. Jeg har allerede lyst til at læse bogen igen.

Jeg må også nævne de flotte farverige illustrationer, som understøtter handlingen og giver et tydeligt billede af karaktererne. Jeg er helt vild med illustrationen af Njordis. Åh! den er skræmmende. (side 78)

Jeg må også i den grad rose den fantastiske lydbog. Det er Kristine Brendstrup, som er oplæseren på bogen og hun læser virkelig med stor indlevelse og følelser, perfekte pauser, intonation og tempo. Hun er helt klart en af mine favoritoplæsere.

Jeg giver 6/ 6 stjerner

Jeg har dog et enkelt kritikpunkt. Det er, at der bag på bogen står, at den er egnet fra 8 år og opefter. Jeg må ærligt sige, at jeg synes, at man skal være mindst 10 år for at læse bogen. Den er for svær og barsk for et 8 årigt barn at læse og forstå, hvorimod en 10 årig og opefter vil få meget mere ud af den samt kunne klare de lidt voldsomme hændelser (fx fødslen og ofringerne mm)

Skrevet af Youlooklikeabook

Bogen er ikke et anmeldereksemplar. Den er selvkøbt.

Jeg var så heldig at møde Jeanette Varberg til Bogforum i år, overvære hendes foredrag om vikingeudstillingen Togtet, få signeret min Swarta og Togtet bog samt tale lidt med hende. Det var en helt fantastisk og uforglemmelig oplevelse. Se gerne mit indslag om Bogforum samt mit indslag om den nye vikingeudstilling samt mine reels

SPOLIERALERT: Her kommer nogle af mine favoritsteder

Jeg er helt vild med sagnet om førfødte og deres særlige evner. (side 25) samt kapitel 8 Ildsøens vogter. Det er så nervepirrende og inkarneret fantasy samt bjørnescenen er også vidunderlig

Og søde Ravna har ogsåfået en plads i mit hjerte. Hun er bare så sød, moderlig, gavmild og hjælpsom. Mens Nordis er hendes diamentrale modsætning . Hun er inkarneret ondskab. Hun gnægger som en gammel heks, lægger smumle planer og manipulerer og så er hun også meget utiltalende.