Foredrag med Saynab Farah Dahir

 

FOREDRAG MED SAYNAB FARAH DAHIR

Fredag den 26. November var jeg til et meget spændende, lærerigt og underholdende foredrag med Saynab Farah Dahir på Lyngby stadsbibliotek. Bibliotekar Anne Lind Andersen interviewede Saynab, men der var også rig mulighed for selv at stille spørgsmål.  Der var en rigtig hyggelig stemning, dejlig og positiv stemning.  Saynab havde taget flotte bogmærker med til begge hendes bøger og der var også tid til, at deltagerne ( inklusiv mig selv) kunne få en hilsen i vores medbragte #Bucketlist bog.

Jeg vil rigtig gerne dele indholdet af det spændende foredrag med jer og har derfor, i det efterfølgende, forsøgt at lave et referat eller gengivelse af foredraget. Rigtig god læselyst! Jeg håber, at I bliver inspireret.

INTRODUKTION:

Saynab Farah Dahir er født 1994.  Til hverdag læser  hun medicin. I april 2021 udkom Saynabs første roman, nemlig ungdomsbogen #Bucketlist og på mandag den 29.november udkommer hendes anden roman Camp, kys og kaos. Ydermere har hun også skrevet to teaterstykker det tragikomiske teaterstykke Rebound, som er blevet opført på Mungo Park samt Et hjem er et hjem, som blev opført på teateret Grob. Saynab drømmer både om flere bøger, film og tv-serier på Netflix. 

INTERESSEN FOR AT BLIVE FORFATTER:

Saynab er en meget glad, smilende, positiv, sjov og karismatisk person. Hun fortæller meget levende og underholdende om sit liv og sin forfatterkarriere. Noget at det første hun fortæller er, at hun som barn var utrolig god til at lyve. Hun var vild med at fortælle løgnehistorier og få folk til at tro på dem. Nogle gange var de endda så gode, at hun selv troede på dem, eller ligefrem glemte, hvad der i virkeligheden var sandt. (En forfatter er jo også en professionel løgner, som Saynab selv siger til foredraget. ) På denne måde kan man godt sige, at hendes interesse for at blive forfatter begyndte. Hun har altid elsket at skrive og hendes mor støttede hende 100 % og gav hende også et kladdehæfte som motivation.  Her begyndte lille Saynab straks at skrive. Der blev skrevet rigtig mange historier, for Saynab fik mange ideer hele tiden, der gør hun stadig. Men alle historierne var begyndelser og blev aldrig afsluttet. Faktisk er det blevet til cirka 231 begyndelser. Ofte blev en ny historie påbegyndt, fordi hun fik en ny idé til en roman og tænkte" Wauw! denne historie er endnu bedre end den forrige, hvorefter den historie hun var i gang med blev gemt i skuffen og glemt lidt.   I forbindelse med en novellekonkurrence hos Gyldendal tog Saynab endelig modet til sig og sendte flere at sine begyndelser ind. Der gik noget tid, men pludselig kontaktede Gyldendal Saynab. De ville gerne se hende til et møde. Dette blev begyndelsen på #Bucketlist. Ikke en novelle, men en ungdomsroman. Faktisk er Gyldendal lige netop det forlag, som Saynab altid har drømt om at blive udgivet på. Og nu gik hendes drøm i opfyldelse.

Og Camp, kys og kærlighed begyndte på grund af en Tween roman konkurrence hvor man kunne vinde 100.000. Det var meget motiverende og Saynab gik straks i gang.


BIBLIOTEKET: 

Ydermere fortæller Saynab, at hun som barn elskede at tage hen på biblioteket. I skolen var det først tilladt at gå ud selv i pauserne, når man gik i 7.klasse. Men Saynab måtte simpelthen hen på biblioteket og forlod skolen i pauserne allerede før 7. klasse. Hun stak simpelthen af, som hun selv siger.  Alle kendte hende efterhånden så godt på biblioteket.  Hun var vel var man kan kalde fast inventar.  Så allerede da hun var 13 år, fik hun et studiejob på biblioteket som bogopsætter. På nuværende tidspunkt har Saynab arbejdet deltids på biblioteket i hele 14 år.  

BOGFORSIDER OG RYGGE:

Saynab er meget visuel og går meget op, at hendes bøger har det rette udseende og look. Hendes bøger skal ikke været kedelige eller ligne alle andres bøger. Hun vil gerne have, at hendes bøger er farverige og skiller sig ud fra mængden. Fx hvor mange bogforsider har en tyk, sort pige på forsiden? som Saynab selv siger. Det har hendes Saynabs nyeste bog. Saynab synes, at mange af personerne på bøgerne ligner hinanden og det er vigtigt, at der i fremtiden også er mere variation. Saynab bliver altid selv først draget af forsiden på en bog og læser dernæst bagsideteksten. Bogrygge er også ret vigtige, synes hun. Hendes egne bogrygge har særlige flotte detaljer og farver og så passer hendes to bøger sammen, rent udseendesmæssigt, når de står ved siden af hinanden. Det er dejligt. Det er dygtige @solveigagerbak,  der har lavet det flotte bogomslag til Camp, kys og kaos. 

INSPIRATION:

Hvem har inspireret Saynab? Saynab svarer, at det har hendes mor og mest af alt hendes egen familie. Men ellers bliver hun faktisk inspireret hele tiden af andre mennesker omkring hende, fx folk der snakker og fortæller noget, der er sket. Dette kan straks sætte gang i Saynabs tanker og ideer til en ny historie.

FORETRUKNE BØGER:

Hvilke bøger kan Saynab godt selv lide at læse? Da Saynab var barn og teenager var hun helt vild med Tamora Pierce særligt bogen om Alanna og  i det hele taget alle Tamora Pierce bøger. Ydermere var hun helt vild med Skammerens datter af Lene Kaaberbøl. Og i dag er hun stadig vil med at læse fantasy og ungdomsbøger.   Som Saynab siger: " Der er intet der slår det at fordybe sig  en god bog". 

DEADLINES:

Hvordan er det for Saynab at have deadlines? Saynab har hele sit liv været god til at overspringshandle, siger hun selv. Og derfor er deadlines faktisk rigtig gode for hende. Det fungerer faktisk rigtig godt. Det er meget bedre end før og virker også motiverende. 

SKRIVEPROCESS 

Saynab plejer altid at skrive bedst om aftenen. Det var ligesom der hendes hjerne vågnede op og fungerede bedst. Men efter hun er blevet professionel forfatter så er hun også begyndt at skrive om formiddagen. Det er noget helt nyt og mærkeligt. Hun skriver allerbedst til musik.  Hun har faktisk bestemte playlister til begge hendes udgivne bøger. Saynab har to faste betalæsere, som læser hendes manuskripter. De kender hinanden rigtig godt og Saynab giver noget ret råt materiale til dem nogle gange. Mens deres materiale er mere gennemarbejdet, når de giver det til hende.  Saynab har selv været på et hav af skrivekurser, men nu er det hende, der underviser andre i at skrive. 

AT SKILDRE TWEENS OG TEENAGERE:

Saynabs bog #Bucketlist er blevet modtaget rigtig godt af bogbloggere og anmeldere og er  blandt andet blevet rost meget for at ramme fuldstændig plet mht hvordan man kan have det som teenager. @bogdoktor skriver fx " Læs #Bucketlist . Den her bog er top fem over bedste danske ungdomsbøger jeg har læst nogensinde. Den er nytænkende og den er 100% aktuel med sit layout, sit koncept og sin udførelse. Jeg synes, at det er en genistreg. Intet mindre"... (citat fra @bogdoktors anmeldelse).

Hvordan kan Saynab huske, hvordan det var at være tween og teenager ?  Saynab har klæbehjerne, som hun selv siger. Hun har en supergod hukommelse og helt specifikke minder. Så på den måde husker hun virkelig godt, hvordan det var at være 11-18 år, de følelser hun havde og hvad hun tænkte mm. Så selvom Zola ikke er hende selv, så afspejler hun nogle universelle følelser, som man kan have i den periode. Nogle følelser, som vi ofte alle kan genkende i os selv. Bibliotekaren Anne Lind Andersen roser Saynab for netop at være i stand til at gengive lige de tanker, hun også havde dengang hun var tween og teenager.  Hun siger, at det er nogle meget relaterbare karakterer, som Saynab skaber. Et af de emner, som Saynab tager op i sin nyeste bog er vores forhold til vores krop. Dette er et meget universelt emne, siger hun, uanset hvordan man ser ud. 

Ydermere afslører Saynab at Camp, kys og kaos faktisk blev skrevet før #Bucketlist, men at forlaget syntes, at det var bedst at #Bucketlist udkom først, fordi Saynabs foretrukne genre at skrive er YA.  Saynab håber på flere udgivelser i 2022, men  hun kan ikke røbe for meget. En dag kunne hun godt tænke sig at skrive en fantasybog.

Læs gerne mere om de omtalte bøger på Saynab Farah Dahirs instagram: @saynabfd samt på hendes helt nye hjemmeside www.saynab.dk samt på instagramprofilen @gyldendalung og Gyldendals hjemmeside. #Bucketlist har også sin helt egen instragramprofil, som hedder @bucketlist_31. Her kunne man tilbage i juli måned følge Zola, som om hun var virkelig og hendes indslag og de udfordringer, som hun gav sig selv. Det var utrolig underholdende. Profilen er der stadig.  #Bucketlist findes både som fysisk bog,  e bog og som lydbog.  Lydbogen er indtalt af dygtige Kristine Brendstrup og varer kun 4 timer og 36 minutter.   Den kan virkelig anbefales.   Kristine Brendstrup er også kendt for at have indtalt fx Leoniderne af Nanna Foss samt  Swarta af Jeanette Varberg. 

Saynabs nyeste bog Camp, kys og kaos handler om 14-årige Sarah, som ifølge hendes forældre og læge er så tyk, at de vil sende hende på fedecamp. Bogen er første  del af serien Det fede liv . I bog 2 skifter hovedpersonen til  Maria. På bagside teksten står der blandt andet: " En serie om at føle at verden ikke har plads til en,  men også om håb, selvkærlighed og om at lære at lytte til sin egen stemme " . 

Skrevet af Youlooklikeabook


Til stede ved foredraget var ligeledes Tanja Bisgaard stifter af forlaget Krabat og forfatter til en hel række børnebøger samt forfatter Nanna_skriver , som blandt andet har skrevet en novelle I novellesamlingen Ind i det ukendte Der var også en hel del bogglade og læseglade unge mennesker. 






De flotte bogmærker 

Jeg er vild med forsiden på #Bucketlist 


Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva