Den mystiske julebog af Lotte Kontala

 

DEN MYSTISKE JULEBOG af Lotte Kontala. Udgivet 2020. 93 sider. Mellemgaard forlaget

"Hun faldt , og hun faldt. Langsomt dalede hun nedad. Hvor kom hun hen? Bump! Hun landede hårdt på den fugtige jord...Hvor var hun? Det var helt mørkt. Hun kunne skimte en sprække i træet. Måske kunne hun komme igennem den..." (side 5)

Wauw ! det er bare en af de bedste julebøger, som jeg har læst. Den er helt klart en af mine nye favoritjulebøger. Allerede i løbet af den første side blev jeg suget ind i bogens nervepirrende handling og lige ind i hovedpersonen Cecilies mystiske drøm. Min interessen var vakt og jeg higede efter at vide mere. Hvad er det for en drøm? Og hvad betyder den?

Historien foregår i den helt normale verden og handler om 9-årige Cecilie. Hun har en rigtig dejlig og varm familie. De hygger sig og er tætte, selvom de ikke har så mange penge. Og så har Cecilie sin allerbedste veninde Clara. C & C forever, som de kalder sig. Men så flytter Clara og Cecilies far mister også sit arbejde. Det er den rene elendighed. Cecilie beslutter sig derfor for at skrive til julemanden for at se, om det kan forbedre situationen og endelig sker der noget dejligt. Cecilie og hendes familie flytter ind i et dejligt stort hus, hvor Cecilie finder en meget spændende, mystisk, gammel, brun bog og samtidig forsvinder Clara. Finder de nogensinde Clara igen? Hvor er Clara? og hvad er der i den mystiske brune bog? Dette bliver begyndelsen på et meget spændende, nervepirrende, sjovt og rørende eventyr fyldt med mærkelige opgaver, gåder, mystik, nisser, julegrød, vaniljekranse, hemmelige indgange og verdener. Søskendebåndet styrkes mellem Cecilie og hendes bror Malte, mens de sammen prøver at løse opgaverne og mysteriet om Claras forsvunden. Der er ægte venskab, stærke familiebånd og samarbejde. Jeg er vild med forfatterens inderlige, levende, sjove, stemningsfyldte og rammende skrivestil.  Jeg blev fuldstændig revet med af handlingen og var helt inde i bogen, som om jeg selv deltog i den spændende efterforskning og søgen på svarene til de mange gåder og hemmeligheder. Jeg glemte alt omkring mig og prøvede selv at se, om jeg kunne regne ud, hvad der var sket eller hvem, der var de skyldige. Men det var slet ikke så forudsigeligt og jeg gættede helt forkert. Det var så spændende og jeg havde slet ikke lyst til, at bogen sluttede.

KARAKTERERNE

Allerede fra de første sider kan man tydeligt mærke Cecilies varme, inderlige og dejlige væsen. Hun holder så meget af Clara. De er allerbedste venner og deres familier plejer endda at holde ferie samme. Så da Clara flytter og er forsvundet, kan man tydeligt mærke Cecilies hendes smerte og sorg over, at hun nu ikke har nogle rigtige venner i klassen mere. Det rammer en lige i hjertet. Men samtidig er hun ikke en pige, der giver op: " Det var november. Det regnede og havde gjort det hele dagen. Cecilie var drivvåd, da hun endelig nåede hjem...Ovre i skolen havde hun været alene hele dagen. De andre havde slet ikke talt til hende...En rigtig øvdag"..(side 10).  Cecilie har et meget tæt forhold til sin mor, som er så sød, givende, varm og en god lytter. Moren er meget betænksom og selvom hun arbejder, så har hun altid forsøgt at sætte som højeste prioritet at være hjemme, når hendes børn kommer fra skole, så hun rigtig kan hygge og snakke med dem. Man kan virkelig mærke hjertevarmen strømme ud af siderne, når man læser siderne fx : "Jeg hader det, efter Clara er stoppet," hulkede hun.  "Er der nogen, der mobber og driller dig?" spurgte mor. Cecilie rystede på hoved. "Nej, de holder mig bare udenfor" . "Åh, lille skat altså" . Mor krammede Cecilie endnu hårdere..."(side 17)  Jeg blev så rørt flere gange. Og storebroren Malte er så underholdende og levende gengivet, jeg kunne tydeligt se ham for mig.  Jeg er også helt vild med familiens tætte relationer og at de virkelig holder sammen på trods af modgang og økonomiske problemer. Det var virkelig rørende og et godt budskab.   

Jeg kunne ikke undgå at holde af alle karaktererne. De var bare så dejlige på hver deres måde. Forfatteren er virkelig dygtig til at få dem til at føles levende og ægte. Jeg kunne virkelig se mig selv i Cecilie og forstå hendes tanker på enhver måde både med hensyn til hendes families ringe boligforhold (i begyndelsen) samt det store savn efter hendes veninde. Det var så godt følelsesfuldt og autentisk gengivet. Jeg tror mange af os har stået i den situation, at en af ens bedste venner/ veninder skulle flytte. Og selvom man prøver at finde en ny bedste veninde, så er det bare ikke helt det samme. 


EKSEMPLER:

Jeg synes virkelig, at man kommer igennem hele følelsesregistret i bogen ligesom det er passende i en ægte julebog. Det skal være lidt skidt, før det kan blive godt. Der er store kontraster. Men det gør også glæden endnu større. Og bogen er aldrig for trist og der er ikke nogle meget alvorlige eller grænseoverskridende ting i bogen overhoved.

Der er også en del humor med i bogen fx "De sov alle fire på samme værelse, og Cecilie hadede det. Hendes far snorkede, hostede og pruttede om natten, så hun tit blev vækket" (side 7). Forfatteren skriver så levende, at selvom det nogle gange er lidt trist i begyndelsen, så kan man ikke lade være med at trække på smilebåndet, fordi det er så rammende, genkendeligt og velformuleret.

Jeg er også helt vild med de sjove og helt unikke juletraditioner, som Cecilies familie har. Det er simpelthen så underholdende, hvad de laver som en slags særlig "juletur" og hvordan folk reagerer (læs om det på side 8. Jeg vil ikke spoile det).

Der er steder med så stor glæde, at man selv kan mærke det helt ind i hjertet og får glædestårer i øjnene. Det er en ægte julehistorie, hvor tingene måske ikke er helt optimale og lidt triste til at begynde med, men så sker der ting og sager og lidt små mirakler, og man bliver simpelthen så glad, fordi der er nogle meget store og inderlige ønsker, som bliver opfyldt fx  "Det skulle være en overraskelse". Far og mor smilede over hele ansigtet. Øjnene smilede med, kunne Cecilie se" (side 22)  . Denne passage fra side 22 til side 26 er en af mine absolut favoritpassager, fordi man virkelig kan mærke karakterernes store glæde over den vidunderlige overraskelse samt kapitel 11 og 12.

Der er også masser af spænding med alle gåderne, mysterierne og den mærkelige gamle bog: " Sover du ikke? Du skal slukke dig lys nu", sagde han. Årh altså" Cecilie blev da nødt til at læse videre...Cecilie blev nødt til at slukke lyset. Hun kunne ikke sove. Hun prøvede at kigge i bogen igen..(side 33). Også Cecilies drømme er så nervepirrende og velskrevet, men bliver helt nervøs for, hvad der foregår: "Hun vendte sig forskrækket om. Hun kunne ikke se noget. Hun blev bange og begyndte at løbe væk fra lyden. Der kom mere puslen fra træerne, og hun satte farten op og løb alt, hvad hun kunne. Det var svært i den bløde skovbund. Bump! Så lå hun der..." (side 5)


AFSLUTNING, TEMAER OG BUDSKABER:

Det er en ægte feel-good julehistorie, hvor man bliver helt varm om hjertet og har et stort smil i ansigtet og er fyldt med juleglæde, når bogen slutter. Men bogen har også fokus på meget vigtige og lidt mere alvorlige temaer som fx savn, fattigdom, materialisme  - ikke at kunne få råd til det, som alle andre har og hvor meget det kan påvirke en, at samfundet nogle gange er så materialistisk. At man skal have et bestemt mærke eller lignende for at føle sig "in" i klubben. Det er ikke en særlig god trend. I denne bog lærer man, at det vigtigste er ikke tingene, men familiekærligheden, de ægte venskaber og sammenhold. At være der ægte for hinanden. Og aldrig miste troen på julemanden og magien. Der er altid en eller anden udvej og man må aldrig give op. Denne historie er supergod underholdning og jeg blev revet helt med, selvom jeg er voksen. Jeg kunne se mig selv i historien.  Den er helt perfekt til oplæsning i familien, fordi så kan man også tale lidt om handlingen. Bogen er også indtalt som lydbog af den superdygtige og meget erfarne Lars Thiesgaard og jeg må sige, at det er en helt fantastisk lydbog. Han er en perfekt oplæser både,  hvad gælder stemme, tempo, pauser, intonation samt den stemning og de følelser, som han lægger i sin oplæsning. Det er helt klart en af de bedste lydbøger, som jeg har hørt.  Denne bog har helt mine varmeste anbefalinger.  Den er en mustread julebog med ægte juleglæde og de rette budskaber. 

Jeg glæder mig så meget til at læse videre i serien. Jeg kan slet ikke forudsige, hvad der kommer til at ske.  Der er udgivet 3 bøger i C & C forever serien og der er flere på vej. Bog 2 og 3 findes også som e-bog. 

Skrifttypen og størrelsen i bogen er meget læservenligt og der er fx lavet særlig skrift i gengivelsen af brevet til julemanden og ved gåderne. Og så er der også nogle fine farverige illustrationer inde i bogen.  Bogen er hardback og den dejlige og sjove forside er illustreret af Mie Petersen  @bulliesforbreakfast på instagram. Der er 14 kapitler i bogen.  Så der er ikke er til hver dag , men måske kan man så begynde på næste bog i serien....

Skrevet af Youlooklikeabook.







Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Noget er på vej novellesamling af forlaget Krabat

Interview med Heidi Keller

Interview med Mikkel Hansen