Det bedste ved fantasy festival

Det bedste ved fantasy festival 2021 

Fantasy festival var en hel magisk, eventyrlig og uforglemmelig oplevelse for mig. Det var det vildeste slaraffenland med alt, hvad jeg ønskede på et sted og en stor drøm, der gik i opfyldelse. Men noget a det allerbedste for mig var helt sikkert at møde alle de vidunderlige forfatter i virkeligheden samt at møde de bogbloggere, som jeg har fulgt på boginstagram og skrevet med. Nogle af dem har jeg skrevet med i 1  1/2 år uden nogensinde at se dem i virkeligheden. Derfor ville jeg gerne lave indslag for at forevige mit møde med disse særlige bogbloggere, som hver dag beriger mit liv, giver mig inspiration og som betyder noget for mig. Det var en meget stor glæde for mig at se dem i virkeligheden. Jeg ville gerne have haft endnu længere tid med dem. Men bare at se dem og sige hej var uforglemmeligt og fantastisk. 


Efterfølgende er nogle af de søde og dejlige bogbloggers beskrivelse af, hvad der var det bedste for dem ved Fantasy festival 2021:



Sofiesbogverden er en af dem, som jeg fulgt allerlængst tid. Hun har haft sin boginstagram og booktube i 6 år og er trods sin unge alder meget erfaren, dygtig, fyldt med bogglæde og nye boganbefalinger. Jeg er vild med både hendes supergode og hjertevarme anmeldelser samt hendes inspirerende bogvideoer og så tager hun fantastiske og uforglemmelige fotos. Hun hjalp mig en hel del, da jeg lige begyndte som bogblogger. Det er jeg meget taknemmelig for. Her er Sofies egne ord:

Det bedste ved fantasy festival var uden tvivl at se alle de mennesker jeg har savnet så enormt meget siden jeg sidst så dem. Det var en rørende weekend med kram, snak og tårer med kære forfatter, bogblogger og læservenner. Jeg må ærligt indrømme at mine tårer brød frem flere gange undervejs på festivalen for det var så følelsesmæssigt overvældende at se mange af de mennesker jeg holder så meget af igen. Udover alt den kærlighed der svævede i lokalerne, nød jeg virkelig at se en masse begejstrede forfattere fortælle om deres bøger. Jeg bliver altid fyldt med sommerfugle i maven når jeg hører folk fortælle om noget de elsker så det var intet mindre end en fornøjelse at hører om forfatternes tanker om deres fortællinger. Det var en magisk weekend hvor jeg blev fyldt helt op med kærlighed, magi og ren lykke og jeg kan ikke vente med at vende tilbage næste år til endnu en magisk festival.

Sofiesbogverden med Simon Zander som lige har udgivet sin første bog Inden det blå lys falmer.  

Sofiesbogverden med Ruben Greis, som bl.a er forfatter til den uhyggelige og sjove zombiebog Udød. 



Albertesbogpalads med Julie Midtgaard 

Bogbloggeren @albertesbogpalads har jeg også fulgt i noget tid og vi har lavet en spændende readalong sammen. Hun skriver rigtig gode anmeldelser og laver de dejligste videostories, som jeg holder meget af at se, fordi de er meget ærlige, fyldt med bogglæde og viser både hendes forventinger og reaktioner på en bog. Vi er begge vilde med Sprækken til Luscuro og Julie Midtgaard, 60uger, Nanna Foss, Boris Hansen og samt kampen for #meredanskfantasy


Her er Albertes ord:

Det bedste ved fantasy festivalen i år for mig, var at komme ud og møde andre bogelskere ansigt til ansigt igen. Jeg fik snakket med en masse mennesker i løbet af den ene dag jeg var i Esbjerg, og blev gentagne gange overvældet over at folk kom hen og sagde hej til mig. Flere forfattere genkendte mig, hvilket ikke er sket for mig før, da det var min første bogmesse, efter at min bog Instagram er blevet større. Det fik mig til at indse, hvor langt ud min profil rent faktisk er nået.
Den forfatter som det betød mest for mig at møde var uden tvivl Julie Midtgaard. Jeg har været vært for Luscuro-readalong og havde derfor set ekstra meget frem til at møde Julie. Hun skuffede absolut ikke! Hun var fantastisk at snakke med og jeg var med til hendes foredrag, hvor hun snakkede om Skyggespil og Luscuro-universet.




Maria. The.book.dragon med Julie M Day.


@Maria.the.book.dragon:  har jeg skrevet med meget længe og vi er blevet rigtig gode instaveninder. Jeg er vild med at følge hende på instagram ikke kun for hendes gode anmeldelser, men også for hendes dejlige fotos af hendes smukke datter og skønne imponerende heste. Hun betyder meget for mig.


Her er Marias egne ord:
Det var jo mit første besøg på festivalen og det var ret overvældende. Det var næste som at træde ind i et helt nyt univers hvor alle bøgerne er kommet til live og der er plads til at være præcis så nørdet som man er i sit hjerte. 
Det at møde sine yndlingsforfattere var helt vildt stort og uden tvivl noget jeg altid vil gemme i mit hjerte. 
Og foredragene. Altså altså altså... 
Jeg var inde og se: Kaaberbøl og Sølvsten, som generelt snakkede om deres bøger, men var rigtig gode til at komme ind på hvordan det er at være fantasy forfatter og hvordan det er at skrive til så stor en gruppe mennesker. Man må jo sige at begge forfattere henvender sig til unge og ældre læsere og de var gode til at snakke om det ansvar der også hviler på deres skuldre når man også skriver bøger til unge læsere. 
Kaaberbøl og Ottesen, der snakkede om meget af det samme som Kaaberbøl og Sølvsten, men de snakkede også meget om skriveprocessen og hvordan det er at være fangangskvinder i en verden af fantasy. 
Sølvsten og Foss, som uden tvivl var det foredrag der sugede mig mest ind. Man kunne virkelig mærke det venskab de to forfattere har og samtalen flod så let mellem dem. Jeg kunne uden problemer sidde og lytte til de to fortælle en hel dag. Jeg synes at det var mega spændende at høre om hvilke tanker de havde gjort sig om Elias og Noah. Hvordan Elias "bare" skulle have været en bi-person, men endte med at være en af nøglepersonerne og hvordan og hvorfor Livets Blod blev til. At høre Nanna fortælle om hvordan det var en balance at skrive Noah og hvor meget man blev nødt til at veje op for hans dårlige sider inden at han fik sin egen stemme i den fjerde bog. De kom også ind på Nasrin og Anne og hvor meget og hvor lidt kvinder kan tillade sig i forhold til mænd selv i fiktion og hvordan det også reflektere vores samfundsmæssige synspunkter. Jeg vil virkelig gerne høre et foredrag med de to igen. 
Julie M Day, som fortalte om det med hvordan man spinder skæbner og hvordan det er at skrive en bog som Af Blod og Støv. Hun kom lidt ind på Grænsen til Trafallas og hvordan det var at skrive en debut serie og næsten nå at blive træt af den inden hun var færdig med den og hvordan det fik hende til at skrive en bog med skiftende POV. 



LÆRKE MED NANNA FOSS


@My.fantasy.book.world. Lærke.  Er et rigtig dejligt menneske. Hun er fyldt med bogglæde og laver de dejligste unboxing videoer, hvor man kan mærke hendes bogglæde helt ud gennem mobilskærmen og så skriver hun rigtig gode anmeldelser på både instagram og sin helt nye blog og tager dejlige stemingsfyldte fotos. Hun er nok the queen of bookmerch, idet jeg tror, at hun har den største samling af bogmerch af dem, jeg kender.

Her er Lærkes egne ord: Jeg var helt vild med at gå rundt og opleve den fantastiske stemning og glæde der emmede af på hele festivalen. Forfatterne der sad og signerede bøger, snakkede med fans, og var nysgerrige på hvad deres læsere syntes om deres bøger. Folk der var modige nok til at klæde sig ud som nogle af deres yndlingskarakterer, går rundt og interagere med alle dem der var nysgerrige for at få taget billede eller bare spørge til kostumer. Bøger og merchandise der fløj fra den ene side af bordende til den anden, når folk tømte deres pengepung eller gik over det buget de havde lovet sig selv at man ville holde, men ikke kunne alligevel fordi det var jo et så godt tilbud…….:) 

Jeg blev et par gange mødt med at det/den er desværre udsolgt og jeg blev så glad på forfatterens vejene og kun en smule misundelig på dem der nu havde været hurtige nok til at få købt bogen eller merchandise. 

Noget af det jeg elsker utrolig meget, er at vi er så privilegeret at vores elskede forfatter har lyst til at tage ud og snakke med os og signere vores bøger til så stort et arrangement som Fantasy Festivalen. I gør det til en hel speciel oplevelse for os, så vi har lyst til at tage af sted. Det har selvfølgelig noget økonomisk i det for jer også, men det lader i os aldrig mærke. I lader os mærke at vi har stor betydning for jer og det i laver. Jeg var utrolig træt efter 2 fantastisk spændende dage, hvor jeg har fået så mange indtryk at mine sansedepoter er overfyldte. Lidt som en heksekedel der er overfyldt, hvor røget stille og roligt siver ud over kanten. Men jeg vil ikke undvære det for noget i verden og jeg er så glad for at være en del af noget så fantastisk som Fantasy Festivalen.

My.fantasy.book.world  med Bettina og Nathali Liane.  Forfattere til Awen serien. Den nyeste bog vandt årets flotteste forside.  



Joanmy med Nanna Foss

Bogblogger Joanmy er et meget varmt menneske, som jeg også har fulgt i noget tid. Hun skriver rigtig gode anmeldelser og deler også dejlige fotos af sin søn.  Hun var så sød at give mig en meget spændende bog om Egtvedpigen til fantasy festivallet. Det rørte mig meget dybt , at hun tænkte på mig. Vi er begge vilde med Ravenes hvisken og Malene Sølvsten samt Spektrum serien og Nanna Foss. Hun har faktisk haft sin instagram i hele 10 år, men begyndte først at blogge om bøger for cirka 1 1/2 år siden.

Her er hendes ord:

Jeg er blevet spurgt om jeg vil dele min oplevelse af Fantasy Festival, hvor jeg var afsted for første gang, sammen med min veninde Louise (@Louiset.t). 

Vi kom i god tid så vi kunne komme hurtigt videre og ind, og det første lange stykke tid brugte vi egentligt bare på at danne et overblik over hvor tingene var og hvad vi gerne ville se. 

Jeg hæv ret hurtigt Louise ud til Ugleriget, hvilket jeg havde glædet mig meget til, hvor uglen Ingolf sked mig ned af kjolen, hvilket da var en oplevelse! 

Det næste på programmet var signering og goodiebags ved Tellerups stand, hvor vi stod i kø ret længe for først at få en goodiebag, og så blev sendt i en ny kø for at få signering - heldigvis kunne ventetiden bruges på at snakke med nogle af de andre der også stod i kø. 

Senere på eftermiddagen var vi til foredrag med Lene Kaaberbøl og Malene Sølvsten, hvilket var en super interessant oplevelse, selvom lokalet var ulideligt varmt. 

De snakkede blandt andet om deres inspiration, om at være inkluderende og deres vej til forfatterskabet. 

Søndag skulle vi ret hurtigt op og stå i kø til foredrag med Nanna Foss og Malene Sølvsten, hvor vi hørte dem fortælle om hvordan man skriver bad guys, gør dem troværdige, så de ikke er alt for store røvhuller hele tiden. 

Efter det foredrag stod vi i kø igen, (det blev vi faktisk ret gode til!), for at få signeret ved dem, hvilket for mig var en af de bedste oplevelser, da jeg virkeligt havde glædet mig til at møde dem, og få en krammer af Nanna Foss (mit liv peakede lidt). 

Stemningen generelt begge dage var så god, og folk var virkeligt flinke, og der var nærmest ikke nogen der ikke var frisk på en snak. 

Så selvom rygsækkene blev liiidt tunge af lidt for mange bøger, så glæder jeg mig allerede til næste år. 

Joamy og den søde festival ugle. 




Else og Julie M Day 



@bogstøttenelfie er også en bogblogger, som jeg er meget glad for at følge. Hun har været bogblogger i 3 år og har stor erfaring. Hun anmelder både fantasy, kærlighedsbøgerog andre genrer på instagram, sin facebookside og på Goodreads. Hun skriver rigtig gode anmeldelser og tager seje fotos med bogstavterninger og rekvisitter på. Jeg har fulgt hende længe og også skrevet en del med hende og derfor var det en stor oplevelse for mig endelig at møde hende i virkeligheden. Det var en meget dejlig oplevelse og jeg ville ønske at vi havde haft mere tid sammen.


Her er Elses egne ord: Fantasyfestivalen er for mig et af årets højdepunkter, så det var skrækkeligt, da den var aflyst i 2020. I år kunne vi endelig tage til Esbjerg og nørde igennem i 2 dage – det var fantastisk.


Når jeg tager til fantasyfestivalen, har jeg altid 2 kufferter med – en med tøj osv. + en med/til bøger. Målet er, at bog-kufferten skal være fuld, når jeg tager hjem. Det er lykkedes mig hvert år, hvor jeg har været med. I år købte jeg 15 bøger + diverse nørde-ting, så jeg har været sød mod min bankkonto. Jeg er før kommet hjem med tæt på det dobbelte antal bøger.

I år var 4. gang, at jeg var med, og det bliver bedre og bedre for hver gang. Noget af det bedste ved fantasyfestivalen for mig er at møde alle de mange forfattere, forlagsfolk, kunstnere og bogbloggere, både dem jeg har mødt før + de nye ansigter. Jeg bliver overrasket hver gang, at folk genkender mig fra de sociale medier. Folk er simpelthen så søde og glade. Forfatterne er altid klar til at skrive en krusedulle i ens bog, at tage billeder eller få en snak.

Jeg bliver hvert år blæst bagover af de mange flotte udklædninger. Dog virkede det til, at der var knap så mange med i år. Jeg håber på endnu flere spektakulære udklædninger næste år.

Lyden er fantasyfestivalen er for mig de skønne skjalde og de velspillende Virelai. Når jeg hører dem, får jeg julelys i øjnene. Faktisk tror jeg, at mit udseende på fantasyfestivalen består af et kæmpestort smil og julelys i øjnene – sådan skal min himmel se ud.



Pernillesboghimmel med Spektrum serien 


Pernillesboghimmel:  er også fyldt med dejlig bogglæde. Man kan kun smile når man ser hendes fotos og så er hun supergod til at klæde sig ud som Laura Ingalls fra Det lille hus på prærien eller et elvervæsen fra Sissel Sandet Mittets bøger. Hun har også sin egen booktubekanal, hvor hun anmelder bøger og viser indkøb til 60uger finalen. Vi er begge vilde med 60uger og Spektrum bøgerne. Pernille startede sin boginstagram for lidt over et år siden i forbindelse med det fantastiske Spektrum-readalong på insta.

Her er hendes ord:

Det var min 3. gang jeg var med til arrangementet, men det var første gang jeg skulle med efter at være blevet en del af Bogblogger fællesskabet på Instagram.

Jeg havde haft mine tanker om hvorvidt jeg ville føle det var for meget, hvis helt vildt mange folk ville snakke med mig hele tiden. Men det jeg endte med bedst at kunne lide ved festivallen var at tale med alle jer jeg har mødt på Instagram, både forfattere og bogbloggere. 

Jeg havde besøg af min veninde Judith hele weekenden og det var vildt hyggeligt! 

Noget af det første jeg ville gøre da festivallen åbnede var at tage forbi Forlaget Facets stand. Jeg har læst mange bøger fra dette forlag og Sidsel Sander Mittet som er aktuel med hendes klimafiktion “Flammen og Bølgen” er en af mine yndlingsforfattere. Jeg ville også gerne hilse på Ida Søby Fogh (som har skrevet Arias Fortælling) og Majbrit Ravnholt Cramer. Jeg fik hilst på dem alle sammen og det var en dejlig oplevelse at møde Majbrit, som havde glædet sig så meget til at møde mig. Hun er forfatter til duologien “Mæsker”, som jeg havde læst, ELSKET og anmeldt lige inden festivallen. Glæder mig virkelig til hun kommer med noget mere fantastisk litteratur!

Jeg havde også en masse foredrag jeg skulle til. Jeg var til foredrag med Julie Midtgaard om Sprækken til Luscuro serien - især med fokus på hendes nye serie “Dronningens Udvalgte”, som også foregår i Luscuro.

Et andet foredrag jeg var til, var med Jacob Krogsøe og Martin Jurgensen, som har skrevet “Blodbaner”. Det var rigtig spændende at høre om deres proces. 

Senere var jeg til foredrag med Katrine Skovgaard, som har skrevet “Midsommerens Offer” Hun talte med en historiker fra Hex Museet, det var interessant og jeg blev endda klogere.

Jeg så også for første gang Sidsel Sander Mittet blæse ild. Hun er nemlig ildgøgler og skulle holde et kombineret bogforedrag/ildshow. Det var så godt!


Noget af det bedste som sagt, var at tale med flere af jer som jeg har lært at kende på Instagram. 

Sidsel talte jeg med flere gange. Hun gav mig også en hel særlig signering i min Aaton-bog, som jeg kalder den. Det er “Krøniken om Morika 2”. Jeg er hel vild med den serie og har et never ending crush på Aaton! 

Det var også meget specielt på den fede måde at møde Thea Astrid, som har skrevet “Langt Væk fra Asgård”. Hun var virkelig bare den hun er på sin instagramprofil. Sød, smilende, imødekommende og utrolig autentisk! 

Det var skønt at møde Boris Hansen og få mine bøger signeret. Jeg er jo ekstra fan af ham, da han har nævnt min yndlingsserie “Det Mørke Tårn” i sin serie “Panteon Sagaen”.

Jeg mødte også flere bogbloggere og jeg nød at tale med jer alle sammen! 

Da alt var ved at være slut manglede jeg at møde Nanna Foss. Jeg havde en livsforvandlende oplevelse ved at læse hendes bøger “Spektrum serien” under #SpektrumReadalong for et år siden. Jeg gik igennem biblioteket en sidste gang i håb om at finde hende. Jeg troede ikke selv det ville lykkedes, men lige pludselig stod hun bare der og talte med Louise Haiberg midt i det hele! Jeg fik talt med hende og grædt af glæde og sagt TAK til hende for at skrive de bøger! Det var det aller aller bedste der skete på hele festivallen!


Så var festivallen slut. Jeg fulgte min veninde til toget og vi aftalte at sovesofaen var hendes igen næste år! Vi ses til Fantasy Festival 2022!

Hvis du har lyst til at følge mig på instagram kan du finde mig under @pernilles_boghimmel Du kan også følge min youtube kanal som også hedder Pernille Boghimmel.  

Pernille mødte blandt andet søde Thea Astrid,  som har skrevet den uhyggelige Langt væk fra Asgård, som jeg kalder "Et Stephen King agtig take på nordisk mytologi. 



Anja med Julie Midtgaard 

@bogormenanja er jeg også rigtig glad for at følge. Hun skriver rigtig gode anmeldelser og tager fotos, hvor hun fuldstændig ligner personen på bogforsiden fx Pandora af Christan Engkilde. Det var et fantastisk foto. Og så har hun lige været vært for en supergod readalong med Sprækken til Luscuro-bøgerne, hvor jeg også læste med. Det var så hyggeligt. Der var spændende insider facts om bøgerne mm. 


Her er Anjas egne ord: Det bedste ved fantasyfestival var den helt overvældende kærlighed til bøger og specifikt fantasy bøger. At møde så mange mennesker, som elsker fantasybøger, var en helt fantastisk oplevelse. Jeg fik mødt en masse bogbloggere og forfattere, som jeg ellers kun havde snakket med online, og det var fantastisk. Programmet var spækket med fantasy, og jeg nåede ikke halvdelen, men jeg havde en fantastisk oplevelse, og jeg glæder mig så meget til næste år.

Bogormenanja med Mikkel Wendelboe og hans helt nye bog Skæbnekløver.  Han har også lige udgivet bogen Natteblod.  Mikkel Wendelboe er også kendt for sin spændende fantasy-dinosaur-serie Ainafablen og for at have skabt interessante forfatterkort til alle danske fantasyforfattere. 


Afsluttende ord

Tusind tusind tak til alle de søde bogbloggere, som ville være med til dette indslag. Det betød rigtig meget for mig, at I ville være med og dele jeres tanker. Det var en stor oplevelse for mig at møde jer alle. Vi er alle vilde med dansk fantasy og det betyder så meget for mig endelig at have fundet nogle (endda flere) personer med samme passion og interesse som jeg.

Boginstagram er et fantastisk, eventyrlig og magisk sted fyldt med inspiration, bogglæde, gode boganbefalinger og rigtig dejlige mennesker. For mig er boginstagram blevet en uundværlig del af mit liv. De er blevet min nye familie. 


Fotos i dette indslag er lånt fra de bogbloggere, som er med i indslaget. Tusind tak for lån af fotos. Se meget gerne også min reel med disse dejlige mennesker og de dygtige danske fantasyforfattere. 


Også tusind tak til Fantasy festival for dette fantastiske arrangement. 


Skrevet af Youlooklikeabook

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva