Molks hævn af Søren Juhler

 


Molks hævn - Xanas bog 2 af Søren Juhler. Udgivet 2021. 359 sider. Byens forlag 

 Leder du efter en bog, der er som den vildeste flyvetur nogensinde. Så skal du læse Molks hævn. Du har ALDRIG skulle spænde sikkerhedsbæltet så fast som i denne historie og holde tungen fuldstændig lige i munden.  Du bliver max underholdt, men du skal også holde øjne og ører vidtåbne for at kunne følge med.  Dette er den mest hæsblæsende og actionmættede historie, jeg nogensinde har læst. Du når kun at trække vejret ganske få steder og du keder dig ikke i et splitsekund. Søren Juhler finder hele tiden på noget nyt og du har ingen anelse om, hvad der vil ske, hvornår, hvor eller i hvilken tid. Hans fantasi og kreativitet er uudtømmelig, helt unik og original.  Aldrig har jeg set så mange plottwists, overraskelser og nervepirrende cliffhangers. Denne bog er som en total crazy, meget dramatisk, hæsblæsende og spændende rutsjebanetur. Og historien er helt sin egen. Jeg har aldrig læst noget lignende før. Der er mange informationer, efterforskning og lag i historien. Den er både helt moderne og up-to date med mobiler, internet mm og så er der også en hel del historiske elementer med. Forfatteren udviser en stor viden om de forskellige tider, steder, seværdigheder, historiske fakta og laver sit helt eget mix af alle elementerne. Forfatteren må have en superhjerne for at kunne holde styr på alle disse tråde og lag og hvad, der sker.   

Vi følger stadig de fire dejlige venner Xana, Lucy, Storm, Dante og hans sjove morfar Valdemar igennem et utal af tidsrejser og steder i deres flugt og kamp for at overvinde den onde munk Molk, som er fuldstændig opslugt af herskersyge og fyldt med de ondeste planer. Han er nærmest ustoppelig og vil gøre alt for at nå sit mål. Hans store ihærdighed får alvorlige konsekvenser i både tid, sted og familieliv. Der sker drastiske hændelser og de fire venner må sætte alt ind for at redde verden og hinanden. Der er seje flyveøgler, magiske imponerende krystaller, fascinerende historie, underjordiske gange samt enormt sammenhold, viljestyrke og mod samt stærkt venskab og rørende øjeblikke.  

KARAKTERERNE:

Jeg var helt vild med karaktererne i bog 1 Tidens fange og det er jeg stadig. Xana, Lucy, Storm, Dante og Valdemar er helt vidunderlige og har alle fået et plads i mit hjerte.  Jeg er især vild med deres venskab og interaktion samt alle de hjertevarme øjeblikke mellem dem, hvor de virkelig connecter og deler deres sorger og glæder. Det er virkelig med til at give den ellers meget hæsblæsende historie dybde.  Man har bare lyst til at være en del af deres venskabsgruppe og møde dem allesammen og sidde i Valdemars stemningsfyldte hus eller Myres (hun er også helt vidunderlig og så moderlig og hjertevarm. Det kan jeg rigtig godt lide). De har hver især deres helt tydelig kendetegn, som bare er skønne. 

Jeg kan godt forstå, at Dante blev nomineret som årets fantasykarakter i 2020. Jeg elsker bare Dantes trang til kakao og den positive virkning, som det har for ham: "Varm kakao er lige hvad man har brug for når verden slår en kolbøtte" (side 89). Hver gang jeg drikker kakao, så tænker jeg på ham.  Og Xana er også helt vidunderlig. Fyldt med godhed som en total kontrast til Molk: "Xana er på alle måder det fineste og smukkeste menneske i hele verden" (side 207). Jeg er helt vild med Xanas og Lucys tætte venskab og deres særlige hemmelige måde at kommunikere på . Samt scenen med postkortet og scenen med Storms søde lillesøster, hvor de leger. Man kan virkelig mærke den dejlige stemning og se det hele for sig. Det går lige i hjertet på den bedste måde. Karaktererne er virkelig blevet tætte. De har lært at åbne sig og stole på hinanden. Og de har udviklet sig utrolig meget. De er alle blevet meget mere modige og selvsikre. Gennem karaktererne kommer Søren Juhler med mange gode budskaber og guldkorn samt lærer os alle, at venskab er det vigtigste. Jeg er må også tilføje, at jeg er fuldstændig vild med Lulla. Hun er så sej og inkarneret fantasy. Hun fik virkelig mit fantasy-hjerte til at hoppe af glæde. Jeg kan ikke skrive mere uden at komme til at spoile handlingen.


SKRIVESTIL OG FAVORITPASSAGER:

Søren Juhler har sin helt egen skrivestil og jeg er vild den. Den er fyldt med en blanding af spænding, uhygge, humor og hjertevarme. Der er mange sjove sætninger og en hel perlerække af helt unikke udtryk og passager, der også indeholder videnskabelig og filosofisk viden.

"I computerens blålige skær cirkler Dantes fregner rundt om hans næse som asterioder. Tålmodigt bladrer han i et støvet leksikon, der lider af samme mangel på brugbar viden, som alle de andre bruger på biblioteket"... (side 27)

Der er smukke livagtige naturbeskrivelser: "Vinden rammer så hårdt, at Nani krænger. Bølgernes skumtoppe snapper efter hende som spidse tænder..." (side 29)

Total spænding: "Philip og Bjørn trækker Storm ind i hallen og kyler ham ned på gulvet. "Hvor er stenen"?.."Giv den til mig"...Storm ruller væk og flygter ind mellem burene. Dragerne hyler infernalsk. Hans hjerte banker hurtigere, end han kan nå at tælle. "DU SLIPPER IKKE UD"...(side 276)

Søren Juhler beskriver ikke kun omgivelserne, så man kan se dem for sig. Alt er meget levende og livligt beskevet. Men han tilføjer også lidt dejlig flyveøgle-fascination og humor: "De fortsætter langs floden, indtil silhuetten af en kæmpestor kirke rejser sig over byen. Murene er udsmykket med så mange små dragestatuer, at flyveøglen tager en ekstra tur rundt om Notre Dame" (side 200)

Der er total crazy humor: "Rolig, gamle tøs," hvisker Valdemar. "Vi har alle baser besat. To i fortiden, én på galeanstalten og én i drømmeland. Og en flyeøgle i din garage. Det kan ikke gå galt" Myre kan ikke lade være med at smile en lille smule. "Det kan kun gå galt, din søde tosse" (side 138).

Og der er dejlige, hjertevarme og romantiske scener:...."Dante ligner en, der er faldet ned fra månen. "Det har jeg ventet på i tusind år", hvisker Xana og trykker sig ind til ham. "Det har jeg vist også", svarer han. (side 140)


SYNSVINKLER:

Det beriger også historien rigtig meget, at der er forskellige synsvinkler. Det gør , at vi kan komme endnu tættere på karaktererne, deres tanker,  følelser og motiver.  Skiftende mellem synsvinklerne fungerer rigtig godt i bogen. 


 AFRUNDING

Denne bog er total hæsblæsende topunderholdning, men den indeholder også mange gode temaer og budskaber. Den sætter også mere alvorlige tanker i gang og sætter ens liv i perspektiv. Denne bog får virkelig en til at tænke på, hvilke konsekvenser ens handlinger kan have i fremtiden, som Dante siger: "Når en sommerfugl basker med vingerne på den anden side af kloden, kan det ende som en storm hos os" (side 82) (NB! Jeg er vild med side 82) samt hvordan vores skæbner hænger sammen gennem tid og sted. Samt at det allervigtigste er de nære relationer, ens venner og familie. At man holder sammen uanset hvad og aldrig opgiver håbet. Der er altid en vej ud, selv når det virker ret håbløst. Så længe man samarbejder og undersøger tingene ordenligt, så dukker svaret op lige pludseligt. Nutiden og sammenholdet er vigtig.

Men det gælder stadig om at leve livet fuldt ud, som Valdemar så klogt siger: "Et liv uden eventyr er ikke noget liv" (side 232) 

Denne bog er helt unik og jeg vil helt klart anbefale den til unge fra ca 12/13 år og opefter. Bogen kan helt sikkert også inspirere til at vide mere om de historiske hændelser, monumenter og seværdigheder,  som der nævnes. 

Der er flotte illustationer lavet af Bob Katzenelson.  Både Xanas bog 1 og 2 er på dansk fantasy longlist i år.

Jeg giver 5,5 stjerner ud af 6 mulige

Årsagen til den manglende halve stjerne er, at jeg synes, at handlingen bliver en anelse for hæsblæsende flere gange. Jeg synes, at karaktererne, deres dejlige personlighed og indbyrdes relationer skulle have haft lidt mere plads. Første del af bogen var klart min favorit. Hvor anden del blev en anelse for alvorlig, barsk og trist for min smag (men jeg er heller ikke målgruppen). I anden del var der heller ikke så meget af Søren Juhlers dejlige humor.  Men jeg nød bogen meget og jeg ser så meget frem til at læse videre i serien. 

Bogen er ikke et anmeldereksemplar.


Skrevet af Youlooklikeabook 






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva