Dragernes æra af C.G. Valentin
Bogen handler om Juliana. Hun er total oprevet og følelsesmæssigt påvirket, idet hun er på vej til reeksamen, som hun bare skal bestå for at afslutte studentereksamen. Men pludselig rammer hun en ulv og situationen forværres. Juliana er helt desperat og ved ikke sine levende råd. Men samtidig føler hun en eller anden forbindelse til ulven og følger efter den ind i skovens dybe og beroligende stilhed. Inden hun ved af det, ændres hendes liv radikalt, idet hun befinder sig i en helt anden verden med elvere, dværge, drager, orker, gobliner og masser af imponerende magi. Hvor er hun havnet og hvorfor? kommer hun nogensinde hjem igen?
Allerede i de første linjer suges man ind i handlingen, som er en prolog fyldt med mystik og store hemmeligheder. Ganske gradvist afsløres denne nye verden, dets befolkning, væsener, traditioner, forhåbninger, vanskeligheder og profetier. Juliana overrumples fuldstændig og har i begyndelsen meget svært ved at acceptere og forstå, hvad der foregår samt at hun på en eller mærkelig måde er en del af denne verden og har en vigtig rolle. Hun er altid blevet set ned på og har følt sig mindreværd i sin egen verden, fordi hun var "svag", "sart" eller "følsom". Men i denne nye verden er det helt anderledes. Hendes såkaldte "svaghed" er nu en styrke, som hun skal lære at mestre. Det en meget spændende, medrivende, følelsesfuld, hjerteskærende, hjertevarm og eventyrlig historie om en ung kvindes både psykiske og fysiske rejse med hård træning, helt ny viden, farlige angreb, intriger, alliancer, dystre hemmeligheder, gåder, tiltrækning og stærke venskaber og intens kærlighed, som rører en dybt.
Forfatteren fortæller det meste af historien gennem Julianas øjne og derfor holdes vi som læsere lige så meget i det uvisse som Juliana og man kan føle sig overvældet af nysgerrighed for at vide, hvad der foregår og samtidig ved man heller ikke, hvilke af karaktererne man kan stole på. Hvem er venner og hvem er fjender og hvad er deres sande motiver, planer og mål. Disse faktorer er i den grad med til øge spændingen og mystikken og man higer bare efter mere viden og flere afsløringer.
C.G. Valentin udviser en stor indlevelsesevne og fantasi med sans for detaljer og hun har skabt en fuldstændig fantastisk og eventyrlig verden, som man kan se helt tydeligt for sig: "En kæmpestor sal, belagt med lyse sten, der strålede som marmor, strakte sig ud foran hende. Det lignende en kæmpe skøjtebane, og rummet var højt og åbent som en kirke. Loftet buede og bugtede sig, holdt oppe af søljer med sirlige snoninger. Flere af dem var formet som store majestætiske træer, hvor kronerne bar loftshvælvingerne...det er smukt. Storslået" (side 29). Der er en hel perlerække af disse detaljerede, billedskabende beskrivelser af de storslåede og smukke omgivelser og bygninger. C.G, Valentines sprog er virkelig godt, levende, indlevende, billedskabende, følelsesfuldt og unikt.
Forfatteren formår også at skabe masser af stemning, uhygge og spænding, som man både kan se, mærke og dufte: "Den mørke, klamme luft omsluttede hende ...Lyden af pletvise dryp lød i gangene og afbrød den sorte stilhed. Langt borte kunne hun ane lyden af vandfaldets brus...Hun fulgte strømmen fra den lille bæk ved hendes fødder. Duften blev stærkere, jo dybere hun kom ind i gangene...Hun standsede og snusede ind, vendte sig og rakte fremad. Der var et hulrum i klippevæggen" (side 144)
Jeg er vild med alle de overnaturlige og magiske elementer og væsener i bogen. En af mine favoritscener er mosescenen. Den emmer af mystik og inkarneret fantasy. Mit fantasyhjerte hoppede af begejstring. Den scene var så velskrevet, at jeg blev suget helt ind i handlingen og kunne se og mærke alt på egen krop.
KARAKTERER:
C.G. Valentin har skabt en hel del dejlige karakterer. Der er stor variation fra den ene karakter til den næste og de bliver alle gengivet helt tydeligt med særlige karakteristika. Den sjove dværgekonge Dworfaug, som emmer af personlighed. Den iskolde skovelver Arcaena. Den lidt glemsomme troldmand Takavius. Den søde, sjove, underholdende, nørdede og dejlige bogorm Phyrra. Den blændende smukke prins. Samt den søde og sjove Sam: "Jeg hedder Sam...er det rigtigt, at du har en hale? ....er det rigtigt, at du har et trejde øje" Sam så håbefuldt på hende. "Nej, desværre" grinede hun." Dette er en af mine favoritpassager. Den er så dejlig. Man har bare lyst til at give Sam et stort kram.
Så er der også den meget mystiske troldmand Queridor, som indledningsvis virker nedladende, kold og uempatisk. Men som gradvist fremstår som en meget interessant og nuanceret karakter fyldt med mystik. Jeg er vild med, at Queridor har sine egne kapitler, hvor man får mulighed for at komme ind i hans tanker. Han virker som om han bagagen fuld af interessante og eventyrlige historier. Man higer efter bare efter mere viden om Queridor. Fx hvordan kom han til elvernes land? Hvordan blev han en magtfuld og dygtig troldmand. Hvilke udfordringer har han haft? Han er en af mine favoritter.
Jeg er vild med forfatterens evne til at skildre, hvordan venskaberne ganske gradvist udvikles mellem karaktererne. Både det gode og det dårlige, så det virker ægte og naturligt. Lige fra misforståelser, konflikter og usikkerhed. Tingene går ikke altid gnidningsfrit. Men der er også hjertevarme og vidunderlige øjeblikke, hvor de betror sig til hinanden og åbner op: "Det her var et meget underligt sted, men alligevel fik dronningens interesse en lille varm kugle til at vokse i brystet. Juliana undertrykte et lille smil." (side 110) Dronningemoderen Mariona er en af mine allerstørste favoritter. Hun er så sød, varm, empatisk og forstående. Hun er bare fantastisk. Hun er så moderlig, givende og vidunderlig. En karakter man bare lynhurtigt holder af. Man kan mærke hende på både godt og ondt. Og man kan se hende helt tydeligt for sig. Hun giver Juliana det største og vigtigste kompliment, da hun siger til hende: " jeg er stolt af dig, Juliana, sagde hun blidt. Tårerne steg til øjnene, men Juliana forsøgte at smile gennem dem. Hele sit liv havde hun længtes efter at høre den sætning, dog fra sin mors læber...en varm kugle af hendes egen knitrende energi samlede sig i solar plexus, som en jublende hoppebold" (side 185). Denne passage går lige i hjertet på mig på alle planer. Den er så smuk, velskrevet, følelsesfuld og har det vigtigste budskab. Og den er et eksempel på det, som C.G. Valentin er bedst til.
Juliana: Juliana er en ung gymnasieelev, som er psykisk sårbar. Allerede fra første kapitel kan man mærke Julianas følelser, tanker og sindstilstand og man kan relatere til hende og forstå hende: " Koldsveden piblede frem på panden, halsen snørede sig sammen, og hun sank en klump. " Det skal nok gå... bare rolig...det skal nok gå", messede hun monotont for sig selv, men brystkassen hævede og sænkede sig alt for hyppigt...hun følte kulden strømme gennem hendes krop, mens håbløsheden bredte sig rundt i kroppen som en løbeild" (side 13-15) Jeg er fuldstændig vild med den måde forfatteren gengiver Julianas følelser med et meget billedskabende sprog, som gør at man tydeligt kan se og mærke hele situationen for sit indre blik.
Jeg er også vild med, at selvom Juliana bliver helt overrumplet af den nye situation og af stedets fuldstændig eventyrlige skønhed, så forhindrer det hende ikke i at være mistænksom og endda uhøflig overfor . I dette tilfælde går hun endda lidt over grænsen overfor selveste elvernes konge, så man bekymrer sig helt vildt for konsekvenserne, krummer tæerne og håber på det bedste: "Okay...Der fik I mig! Jeg hoppede i med begge ben. Hun himlede med øjnene... Goddag Hr. kongen, tilføjede hun sarkastisk og karikerede endnu et nej....hun smilede sødt til ham, forbavset over sit eget mod, men svært selvtilfreds" (side 30).
Juliana vil gerne vide, hvad der foregår. Hun forsøger og flygte og giver ikke nemt op. Hun udviser masser af viljestyrke og gå-på-mod. Jeg synes, at hun er mega sej. Hun er helt alene, et helt fremmed sted og ved ikke, hvem hun kan stole på eller hvordan eller hvornår hun kan komme tilbage til sin egen verden og sin familie. Hun gennemgår en enorm udvikling både psykisk og fysisk. Hun står ved sig selv og sine holdninger fx forsvarer hun Daerin, som bliver mistænkeliggjort og diskrimineret udelukkende pga hans slægtsmæssige tilhørsforhold. Jeg synes, at hun er mega sej.
Juliana gennemgår en enorm udvikling og bliver en sand heltinde og jeg må virkelig rose forfatteren for hendes helt unikke måde at beskrive Julianas særlige evne, så den fremstår helt tydeligt som farvestrålende tråde eller farverige "følelsesmalerier", der males, mens man læser.
Daerin er også en af mine absolut favoritter. Han emmer også af mystik og en stor bagage af fortid, som man higer efter at vide mere om. Man har til tider svært ved at regne ud, om han er ond eller god. Men samtidig føler man dybt med ham i visse situationer. Han gjorde et stort indtryk på mig og jeg er helt vild med ham og hans dejlige måde at formulere sig på: "Det ved jeg mester. Men hvordan kan man undlade at hjælpe sådan en skønjomfru i nød, når man nærmest falder over hende på sin vej" (side 60)
Jeg har så meget, jeg gerne ville skrive om karaktererne, Men jeg vil heller ikke spoile for meget. Jeg vil bare sige, at Dronningen, Daerin, Phyrra og Juliana kommer ind i mit hjerte.
TEMAER OG BUDSKABER
Bogen er ikke kun medrivende underholdning, men indeholder virkelig nogle vigtige budskaber og mange guldkorn, som giver stof til eftertanke.
Fx temaer som diskrimination, racediskrimination, fordomme, forudindtagede holdninger. Man er ikke sin race. Man er ikke sin sygdom. Og det er ok at være anderledes. Selvom vi som mennesker godt kan lide at være en del af et fællesskab eller "flok". Man må lære at se sine kvaliteter, ja måske endda sine sygdomme og eventuelle følsomhed i et nyt lys. finde noget positivt ved det hele. Ikke nedgøre sig selv eller føle sig mindre værd. At alle er forskellige og man skal være varsom med at kategorisere eller have fordomme og forudindtagede meninger, men give folk en chance for gradvist at vise hvem de er. Det er en skrøne, at man er svag, hvis man er psykisk sårbar eller følsom.
Mibbiqs ord er virkelig tankevækkende: " Men mennesket har for vane at følges i flok og samtidig være ens i al dets væsen. Hvis ikke flokken er det, udstødes det, der er anderledes" (side 34).
Jeg giver 5.5 store stjerner ud af 6 mulige.
Årsagen til den manglende halve stjerne er, at jeg synes, der er nogle passager, hvor handlingen mister lidt tempo og er en anelse langtrukken . Jeg ser utrolig meget frem til at læse videre i denne bogserie. Bogen endte med den største cliffhanger og det bliver meget svært at vente og flere af karaktererne er kommet ind under huden på mig og jeg higer efter at vide, hvad der sker med dem.
Jeg må også rose den utrolig smukke forside. Det er en af de smukkeste, jeg nogensinde har set. Og lakeffekten gør det kun endnu bedre. Den smukke forside er lavet af den meget dygtige Mette Breth.
Der er ligeledes et flot kort i bogen, som gør det nemmere at følge med i handlingen.
Jeg er vild med alle de særlige navne, som karaktererne har. Jeg higer efter at vide, om de har en særlig betydning ?
NB ! Kapitel 11 er helt fantastisk
Skrevet af Youlooklikeabook
Kommentarer
Send en kommentar