Næslandet 4 af Eva Egeskjold
Næslandet 4 - Asaphs rige af Eva Egeskjold
Aspahs rige er den sidste bog i serien om Næslandet og endnu et eminent mesterværk. Det er i allerhøjeste grad det endelige opgør mod det onde, der skal vindes nu. Alle må stå sammen, selv væsener man slet ikke havde regnet med. Der indgås fuldstændig uforudsete alliancer. Alle evner, enhver snilde og kneb, på ethvert tænkeligt niveau, tages i brug på begge sider i denne fuldstændig intense, hæsblæsende, dramatiske kamp. Håbløsheden er stor og man tvivler i den grad, om det er overhoved er muligt at vinde. Sideløbende rejser vi flere hundrede år tilbage i tiden og lærer for første gang den store troldmand Dolomedes rigtigt at kende:
"Natten var gået på hæld, da Dolomedes satte sig på knæ i den ødelagte døråbning. Han vendte blikket mod himlen...det var nu, mørket var tættest - nu han måske kunne få held til at trække de kræfter frem, som kunne hjælpe ham...han knugede amuletten i sin hånd og messede prøvende de ord, der knyttede sig til hidkaldelsen...noget rørte på sig uafhængigt af skyggernes rytme . En bevægelse, der lige netop kunne anes" (side 15)
Det er en intens, dyster, hjerteskærende, hjertevarm, actionfyldt, romantisk, nervepirrende og fuldstændig medrivende historie med det mest gennemførte eventyrlige univers, magi og karakterer som Ovisulve, hulekrigere, dæmoner, mosekoner, nisser og storslåede troldmænd, der overgår ens vildeste fantasi og får en til at tabe både næse og mund på den bedste og mest underholdende måde.
Handlingen er fantastisk. Plottet er så flerstrenget, dybt, gennemtænkt og godt skruet sammen, så man bliver blæst helt bagover. Nærmest hvert kapitel ender med en cliffhanger og man opsluges fuldstændig af universet og må læse videre. Handlingen er fyldt med plottwists og overraskelser, så man slet ikke kan forudsige, hvad der kommer til at ske. Man keder sig ikke i et sekund, uanset om der er spænding, action, vold, kærlighed eller dybt rørende scener. Man sidder neglebidende og nervøs på kanten af stolen ind til det sidste kapitel er læst.
Der er scener med total spænding: "Han messede besværgelsen frem for sig; næsten lydløst, selvom krigeren bag ham intet ville kunne høre for bølgebruset under dem. Larmen fra havet steg. En pludselig hvivelvind slog ind omkring fuglen, so skreg og kæmpede for at holde kursen. Krigeren strammede grebet om hans liv og udstødte et arrigt brøl...Krigeren brølede igen, da det gik op for ham, at noget var helt galt"...(s. 40)
Og der er total action, der er så velskrevet, at det føles som om, det foregår foran ens egne øjne. Man kan ligefrem høre klingerne ramte og kranier knuses: "Cael svang sit sværd og kløvede en Grargs hovedskal på vej hen til Laniidaefuglen, der allerede havde hugget flere krigere til døde. Tre bjørnekrigere kastede sig brølende over den med fråden drivende fra gabet. Cael skærmede sig med sværdklingen, da fuglens vinge susede hen over hans hoved og ramte jorden med et metallisk syngende lyd. Hurtigt sprang han videre.... og stødte sit sværd dybt ind i dens åbne gab" (side 77)
Eva Egeskjold er også en sand mester til at skabe scener, der vækker væmmelse og uhygge, så hårene rejser sig på ens arme og man får billeder for sit indre blik, som man helst vil være fri for: "Det blotlagte sand sprang fri af den frosne grund med små dæmpede smæld. Bevægelsen mimede hårde regndråber, der slog ned i jorden, der hvor sandet løsnede sig. Hurtigt samlede det sig til tusinder og tusinder af små spindlere. De mange væsener standsede og afventede signalet til at gå frem efter at have hvilet i jorden i nogle dage" (s. 62) samt "En isnende vind jog hen over Højheden. Det sorte væsen, der bevægede sig med smidige bevægelser gennem spindet, hvæsede. Det drejede sit lodne ansigt og fæstnede et irgrønt blik på de mange, der fulgte det"...(s.133) Men selvom disse passager kan være virkelig creepy og klamme, så er de i høj grad med til at øge spændingen i bogen.
Eva Egeskjold er også en sand mester til at beskrive omgivelserne, så de fremstår helt tydeligt for ens øjne og ofte er de nærmest poetiske: "Sneen faldt tæt og tung over Lundene. Men vinteren var mild, og fnuggene forsvandt kort efter, de var landet. Set oppe fra himlen så det ud, som om jorden blødte blæk, for en sort masse blev synlig, når de hvide fnug smeltede. Det tætte klæbrige spind bredte sig så langt øjet rakte - som stivnede, uldne bølger oppe på land. Højheden lignede et forstenet hav" (side 151)
Man ser nærmest igennem karakterernes øjne og mærker tydeligt deres tilstand: "Alting dansede for hendes blik, da noget glinsende vådt, langstrakt og rødligt bevægede sig frem mod hende. Træerne så ud som om de dansede en sælsom, vridende dans og det væsen , der nærmede sig, fulgte træernes takt. Hun blinkede flere gange i forsøg på at fokusere"... ( side 308)
Asaphs rige er en fantastisk uforudsigelig og storslået slutning. Alle tråde samles på en måde, man slet ikke havde forudset . Selv til sidst overrasker Eva Egeskjold en med sin enorme fantasi og opfindsomhed. Der er så mange lag, spor, forbindelser og tråde og Eva formår at samle det hele. Hun husker alt og alle. Aldrig har jeg oplevet sådan en sans for detaljer på den bedste måde. Handlingen bliver aldrig tung eller forklarende. Tingene kædes og flettes sammen på den mest underholdende, eventyrlige, overraskende og ofte rørende måde. Sikke en fuldstændig eventyrlig rejse. Jeg har lyst til at læse bøgerne en gang til. Jeg er ikke parat til at slippe dette fuldstændig gennemførte univers. Denne bogserie er på internationalt niveau. Det er en must read og en fantasy evergreen. Eva Egeskjolds sprog er helt eminent og så flydende, at man glemmer at man læser en bog. Hvert eneste ord er så velformuleret, at de straks omdannes til billeder i ens sind.
Karaktererne:
Karaktererne er velskrevet og man kan tydeligt mærke og forstå deres tanker og følelser. Karakterernes forhistorie, relationer og skæbner gør, at man røres endnu dybere. De trænger dybt ind i ens hjerte. Selv Dagdrømmeren efterlader et varigt spor og minde i en og man har lyst til at give ham et kæmpe kram. Dolomedes har en stor rolle i denne bog. I de tidligere bøger har vi som læsere mest lært ham at kende som den mærkelige, storslåede, seje, hamskiftende og lidt mystiske troldmand med det meget specielle udseende, som man ikke rigtig kendte. Men i denne bog afsløres hans liv på den mest rørende og dramatiske måde. Hans spæde begyndelse som troldmand, hans første møde og livslange venskab med Radulfir og hans motivationer for at blive troldmand bliver afdækket. Igen formår Eva Egeskold at overraske sin læser fuldstændig på alle niveauer. Så man sidder tilbage med åben mund og polypper. Vi lærer ligeledes Lucili og Conians far Asaph bedre at kende. Både hans fuldstændig gennemførte udspekulerede, ondskabsfulde tankegang og hans dybt alvorlige handlinger, som får store konsekvenser langt ind i fremtiden.
Hver gang man som læser tænker, at nu kan Eva Egeskjold ikke finde på mere, så kan man godt tro om igen, fordi hendes fantasi, opfindsomhed og kreativitet er uudtømmelig og en af de vildeste og mest eventyrlige, jeg nogensinde har set. I denne bog taber man endnu engang både næse og mund. Og hun formår endnu engang at tilføje flere lag til historien og til karaktererne. Og Oonas mod er større end nogensinde, idet hun skal overvinde sin allerstørste frygt for at redde den hun elsker. Eva formår at gengive Oonas tanker og følelser så godt, at man nærmest selv kan mærke dem: ""Hvirvlen greb fat i Oonas krop og slyngede den rundt. ...suget var så voldsomt, at det føltes, som om det trak brynjen ud af hendes hud. Dybet under hende var uendeligt. Hun mærkede rædslen lamme sin krop. Hun følte sig lille og skrøbelig...lyset fra månen oplyste kun hvirvlens indre og efterlod alt udenfor i et altopslugende mørke....Hun stirrede ud omkring sig, mens hun blev trukket dybere og dybere ned. Dette var uden sammenligning det værste mareridt, hun nogensinde havde været igennem, end ikke Aisgaards fangekældre kunne overgå dette" (s. 121). Oona kommer helt ind under huden på en og ind i ens hjerte. Det føles som om man har kendt hende hele livet, fra da hun var en lille pige i den hyggelige, trygge landsby Muldnæs til nu, hvor hun er en voksen, meget ansvarsfuld ung kvinde, der er villig til at ofre alt for at vinde kampen mod det onde. Hendes venskab og scenerne med havsvæveren Cumulus er så rørende. Eva Egeskjold udsætter virkelig sine karakterer for mange prøvelser og smerte i denne bog og der er meget kamp, krig, ondskab, action, elendighed og håbløshed. Men hun er samtidig god til at skabe balance. Der er nemlig også rigtig mange hjertevarme, sjove og glade øjeblikke, hvor man røres dybt i sit hjerte på den bedste måde og mærker venskabet og kærligheden mellem karaktererne. for mig er dette en af de smukkeste sætninger i bogen (Jeg vil ikke afsløre, hvem der siger den - for jeg vil ikke spoile) Passagen handler om at fylde en anden persons hjerte med kærlighed "For mig var det og er stadig - meningen med livet; at få og at give den følelse til andre (side 194)
Kort sagt dette er et mesterværk. En fantasyserie, som har gjort et stort og uforglemmeligt indtryk på mig. En af de mest komplekse fantasyserier, som jeg har læst -forstået på den allerbedste måde. Eva Egeskjold er en sand mester til worldbuilding. En serie om ægte sammenhold og venskab. Om at forstå at man er en del af noget større og hvor vigtigt det er, at vi gør vores bedste for at beskytte hinanden, være der for hinanden, også fordi det giver mening for et samlede hele, som en af karaktererne siger "Der vil altid være ondskab i denne verden...og det skal der også være for at der er balance i livet. Måske er den der for at minde os om at træffe de rigtige valg. Måske. Ondskaben er i os alle, og derfor må vi altid være opmærksomme på ikke at nære den" ...vi er også nødt til at lære at tilgive ...Hadet og naget kan æde folk op" ( side 279).
Dette føler jeg er så sandt og samtidig et virkelig godt budskab, som er meget aktuelt og relevant.
Denne serie er så god, at jeg har lyst til at læse den igen med det samme. Jeg vil savne alle de fantastiske karakterer: Oona, Stigandir, Sigmon, Bjørn, lille søde Eiric, selv næslandsheksen Salaar og Dagdrømmeren.
Jeg giver 6 store stjerner ud af 6.
Triggeralert: Man bør være mindst 15 år, før man læser denne bog, da der er nogle få men ret grænseoverskridende scener fx s. 51-52
Ekstra info: Jeg er fuldstændig vild med kapitel 10 og kapitel 13 og side 274 og side 378-379: den mest rørende scene.
Skrevet af Youlooklikeabook
Kommentarer
Send en kommentar