Interview med Eva Egeskjold

 Interview med Eva Egeskjold 

Næslandet er en af de bedste episke fantasyserier, som jeg nogensinde har læst. Jeg er blevet helt blæst bagover af det total gennemførte og eventyrlige univers, de helt unikke væsener og alle karaktererne. Selv sproget er fantastisk og bidrager også til, at man kan se hele handlingen for sine øjne. Eva Egeskjold har en sans for detaljer, som er helt eminent og unik. I forbindelse med min læsning af bøgerne, spurgte jeg Eva Egeskjold, om hun ville være med til dette interview, så jeg kunne svar på, hvem denne fantastiske forfatter er og hvordan hun blev inspireret til at skrive dette værk mm. Jeg er så glad for, at Eva Egeskjold ville være med til dette interview. Det har været en utrolig spændende oplevelse at få lov til at komme tættere på og få svarene på alle mine spørgsmål.

En lille intro om dig selv:

Jeg er født 2. maj 1972 og uddannet bygningsarkitekt fra Arkitektskolen i Aarhus i 2002, men har i en årrække været forfatter på fuld tid. 

Jeg har også de seneste ca. 4 år været involveret i nogle filmprojekter, og det er noget, jeg rigtig gerne vil lave mere af i fremtiden. 

Jeg debuterede i 2011 med første bind i Næslandet-serien – Legenden om Querqus Skjoldet. 

I 2014 udkom bind 2 – Vinterkrigens ofre – simultant med en ny udgave af bind 1 med ny forside af Emil Landgreen og fra mit eget lille forlag. 

Herefter havde jeg en tænkepause hen over sommeren 2014. 

Dels var hele processen omkring huhej-hast opstart af eget forlag, al arbejdet med selvudgivelserne og den omfattende redigering og korrektur af bind 1 ved at knække mig. 

Dels var jeg ikke længere sikker på, at Næslandet blot skulle være en trilogi. 

Serien havde fået muskler til så meget mere, men jeg skulle bruge tid til at beslutte mig for, hvordan det tredje bind skulle deles op i to.

Så derfor: sideløbende med at Næslandet 3 og 4 simrede i plotgryden, og bind 3 tog form, skrev jeg børnebogsserien, Brødre af Blodet, hvis fem bind alle udkom samme dag i 2016, samtidig med den engelske udgave. 

Et voila: 10 bøger udgivet samme dag!  

Næslandet 3 – Snedkerens hemmelighed udkom undervejs i 2015. Fjerde og sidste bind – Asaphs Rige – udkom i 2017.

Vaals hær 1 – Genkomsten, udkom i 2020 fra forlaget DreamLitt og er en sequel til Næslandet serien. 

Vaals hær 2 og 3 udkommer senere i år.

Jeg vil i mine besvarelser af følgende spørgsmål tilstræbe ikke at spoile handlingen i Næslandet-serien:-)

1. Hvordan og hvornår blev du inspireret til Næslandet? 

Jeg havde en kontrovers med min ældste datter i 2004, da hun var omtrent 5 år gammel. 

Den var ikke særlig alvorlig, handlede om oprydning – eller ikke oprydning – på hendes værelse. 

Jeg løste konflikten ved at gøre en leg ud af den og tænkte, at den 'fortælling' godt kunne skrives ned. 

Jeg startede samme aften og skrev på serien frem til 2010. Altid om aftenen og om natten.

Jeg har siden da 'beskyldt' min ældste datter for at være den, der satte det hele i gang, for hun fik mig tilbage i noget, jeg havde elsket som barn og ung: at skrive og finde på historier.

Under den lange skriveproces flyttede kernefortællingen sig stort set væk fra alt, der havde startet den. 

Mine omgivelser – Mols Bjerge – min store kærlighed til natur og min interesse for arkitektur, stemninger, landskabsrum og bare almindelig freaky, nørdet viden om sære ting, tog derefter langsomt over...

2. Hvornår vidste du, at du ville være forfatter og har du altid haft sådan en enorm fantasi og opfindsomhed? Hvornår blev du klar over dine enorme fantasi?

Min lillesøster siger, jeg talte om at blive forfatter, da vi var børn. Jeg læste godt nok også stort set hele tiden og befandt mig allerbedst mellem hylderne på skolebiblioteket.

Men jeg husker ikke selv at have givet udtryk for det. 

Jeg ville derimod være arkæolog; gå og grave skeletter op af jorden og finde ting, andre mennesker havde rørt ved for tusinder af år siden! Det husker jeg! 

Jeg kan stadig få sådan et underligt sug i maven – nærmest en ud-af-kroppen-oplevelse – når jeg konfronteres med tidens gang. 

Jeg flippede for eksempel helt ud, da jeg, flere år efter min mormors død, fandt hendes krøllejern mellem nogle gemmer, og opdagede, at der sad en tot af hendes hår snoet rundt om det! 

Det var SÅ weird, og jeg endte med at stå udenfor med hårtotten og ganske højtideligt lade vinden tage den med sig.

Tid fascinerer mig meget, og Næslandets handling kredser da også meget om tiden, der går, og det historiske, der bygges op undervejs.

Blandt mine klassekammeraters forældre var jeg kendt som 'hende med den livlige fantasi'. Pigen, som aldrig kedede sig, men som altid kunne finde på en leg at sætte i gang. 

Efterhånden som jeg blev ældre, blev det mere og mere selve struktureringen af legen, der blev det, der optog mig.

Jeg husker dog også sorgen, da det gik op for min søster og jeg, at vi ikke gad lege mere. 

Vi var i kollektiv krise over det, og vi prøvede ihærdigt og længe at fastholde lysten. 

Planlagde, arrangerede, byggede og strukturerede legen, men når vi så endelig skulle til at lege rigtigt, så gad vi ikke mere. 

Det gik langt senere op for mig, at planlægningen var legen. Det forstod vi bare ikke dengang. 

Vi var virkelig depri over det, og da jeg opdagede samme sorg hos mine egne store børn, ja så 'følte' jeg den virkelig:-D 

For nogle år siden over en øl til Herlufsholm Fantasy Bogmesse talte jeg med en af mine forfatterkolleger, Salina Larsen, om det 'at lege'.

Vi talte om, hvordan legen sniger sig ind i mange forfatteres tilgang til deres arbejde. At der er mange lighedstegn mellem leg og forfatterskab. Somme tider kan jeg godt tage mig selv i at føle mig barnlig, når jeg 'finder på', men jeg er trods alt så gammel nu, at jeg egentlig er ligeglad; at folk må tænke, hvad de vil. Det er en af fordelene ved at have nået den alder, jeg har nu. Jeg opfatter mig selv som en, der stadig har det til gode at blive 'rigtig' voksen, og det har jeg det ganske fint og afslappet med:-)

3. Hvornår og hvordan begyndte din interesse for fantasy? Hvilke fantasybøger synes du er nogle af de bedste eller mest betydningsfulde for dig?

Brødrene Løvehjerte af Astrid Lindgren kan bare et eller andet og åbnede min forståelse og interesse for den fantastiske genre, da jeg var barn. Jeg var ikke særlig gammel, da jeg læste den første gang, og efterfølgende, da jeg så filmen – med en meget papmachéagtig Katla – var jeg bare solgt til fantasy.

Og apropos det, så var der faktisk en anden film, der satte sig så tungt i mig, at jeg ved, den et eller andet sted ligger som en art base for mit fantasyforfatterskab: det var 'Legend', instrueret af Ridley Scott med en ultraung og ganske sprød Tom Cruise i hovedrollen som Jack. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg efterhånden har set den film, men den betyder noget særligt for mig den dag i dag. 

Opmærksomme læsere vil måske fange navnesammenfaldet, Jack, med hovedpersonen i Vaals hær, og ja, det er ikke nogen tilfældighed, selvom 'min' Jack er mere inspireret af en anden hovedperson; nemlig Odd, fra Josefine Ottesens aldeles sublime trilogi, 'Krigeren'. 

Jeg genlæser sjældent værker, men netop 'Krigeren', har jeg læst et par gange efterhånden. Dén trilogi betyder noget helt særligt for mit forfatterskab.

'Vildheks'- serien af Lene Kaaberbøl er jeg også ret glad for, fordi Lene tager nogle ord og folder dem ud til konkrete elementer i sin fortælling. Navne/begreber som 'vildveje' og 'Ingentingen', er intet mindre end geniale og skaber en helt særegen worldbuilding og stemning. 

Jeg brugte selv den metode i min worldbuilding af Næslandet, hvilket jeg kommer nærmere ind på i spørgsmål 6.

Signe Fahls fortælling om 'Ellekongen', er et superfint eksempel på fantasy funderet af historiske fakta, som trækker fortællingen helt tæt på sin læser, ikke mindst i kraft af Signes eminente evner til at beskrive sine karakterer, miljøet og sin evne til at fastholde en spænding hele vejen gennem fortællingen.

Phillip Pullmans Lyra-trilogi er også bøger, der har 'sat sig' i mig med sin helt egen stemning, og et univers, der er fuldkommen gennemført.

Laini Taylors 'Ildenglen' havde et helt fantastisk første bind, men taber desværre fuldstændig pusten i andet bind, som var en kæmpe skuffelse, og jeg fik derfor aldrig læst den sidste bog.

Helle Rydings fortælling om klintekongen og hans døtre i Serpina-trilogien, minder på mange måder om Signes Fahls værker og brillerer også med super fin worldbuilding, spænding og stemningsskabende billedsprog.

Og så kan man selvfølgelig ikke komme uden om Harry Potter, som vist ikke kræver nogen videre forklaring.

4. Hvordan er din skriveproces? Planlægger og plotter du det hele på forhånd eller kommer det til dig, mens du skriver? Får dine karakterer eget liv?

Jeg både planlægger og plotter mine bøger utrolig meget. Ikke ned til mindste detalje, for historien og karaktererne går for det meste ind og overtager en hel del selv undervejs, men jeg ved altid, hvordan historien skal ende. 

Den strategi har faktisk forhindret mig i nogensinde at skrive mig selv op i et hjørne, populært sagt.

Derudover er Vaals hær, men særligt Næslandets, konstruktion så kompleks, at det har været tvingende nødvendigt for mig med en god del 'egenstilladsering' for at kunne bevare overblikket i multiplottet og med så stort et persongalleri, baggrundshistorier og bindinger knyttet til den magiske del af universet.

Så jeg ved altid, hvor jeg skal hen, og det giver ro og frihed til at fokusere på andre ting, såsom sproget, eksempelvis.

En karakter som Ensomnio, var en af dem, der pludselig tog teten, og hvis baggrundsfortælling foldede sig mere og mere ud fra den voksne karakter, jeg i begyndelsen havde skabt. Det var mega spændende at 'spole hans film tilbage', og det blev virkelig noget, jeg nød at arbejde videre med også i forhold til mange andre af fortællingens hovedkarakterer.

5. Hvordan blev du inspireret til Lucili og Næslandsheksene og dagdrømmeren?

Lucili er fortællingens hovedantagonist, og som sådan skulle hun være en helt særlig karakter. 

Da Næslandets worldbuilding kredser rigtig meget omkring naturen, dens kræfter og cyklus, var det oplagt at gøre hende til en stor del af netop det. 

Jeg kunne godt lide tanken om den kraft, der ligger i evolutionen og den kraft, der ligger i forgængeligheden – intet af det kommer mennesket nogensinde til at besejre. 

Hvad nu, hvis Lucili vendte den nedbrydende kraft til sin fordel og udnyttede den styrke, der også var at finde i den?

Næslandsheksene blev et evolutionært projekt: uden at spoile for meget, har de gennem årtusinder levet i pagt med havet, siden de som 'almindelige' mennesker havnede der. Deres udseende, levevis og magiske evner, måtte derfor nødvendigvis knytte sig til dette element, og så ville jeg bare gerne have hekse af en helt anden kaliber end de gængse.

Dagdrømmen, haha. Ja, nu bliver det sgu lidt pinligt. 

Engang i 2012-13 sad jeg i min bil på vej et eller andet sted hen. Selv nu husker jeg stadig ikke hvor, jeg var på vej hen ... men det var under plotningen af Vinterkrigens ofre, og så sker den slags altså åbenbart ... 

I hvert fald gik det pludselig op for mig, at jeg var på vej i stik modsat retning af, hvor jeg skulle hen. Og jeg havde kørt længe! 

Så jeg skældte mig selv ud højt og tydeligt i bilen: 'Du er sgu da også en fucking dagdrømmer, Eva!' – og vendte bilen. 

Da jeg endelig var på vej i den rigtige retning, tænkte jeg: 'hmm, hvad nu hvis, der vitterlig fandtes en dagdrømmer? Én, der var blind, ude af stand til at lukke sine øjne, men som alligevel kunne se? Ikke en seer i gængs forstand, men en, der havde en baggrundshistorie af stor betydning? Én, som aldrig sov, men som drømte – om dagen. 

Sådan blev Dagdrømmeren født – eller Ensomnio Semper – eller et tredje navn, jeg ikke vil spoile her.

Ensomnio er afledt af ordet Insomnia (søvnløshed) og Semper betyder altid på latin.

 'Altid søvnløs' / 'altid ensom'

6. Hvordan blev du inspireret til nogle af navnene fx Dolomedes, Stigandir, Lucili?

Lucili var noget så enkelt som en feminin udgave af Lucifer.

Dolomedes er en del af den latinske betegnelse for en temmelig stor rovedderkop: Dolomedes Fimbriatus, som blev til Fimbriald Dolomedes.

Stigandir handlede mere om, at ordlyden på en eller anden uforklarlig måde bare passede til karakteren.

Men der er er også steder som Wistnock Mølle, hvor jeg morede mig over, at den 'vistnok' fandtes, men ingen havde rigtigt set den:-)

Der er kongebyen 'Lundene', som ganske rigtigt kendetegnes af grønne kiler – frugtlunde – der skærer sig ind i byen og ender i bunden af slotsparken. Men 'Lundene' er også en gammel betegnelse for 'London'.

Der er navnet Muldnæs – hovedpersonens landsby – hvilket er det ord, der ligger til grund for ordet 'Mols'.

Olmeks Konditori – Lundenes navnkundige mødested for byens ungdom – hænger sammen med, at det var 'Olmekerne' (et mesoamerikansk folkeslag) der stod for de tidligste optegnelser vedr. kakao:-)

Hovedpersonens navn Oona får senere hen betydning vedrørende et andet navn, hun på en måde også bærer ...

Ovisulvene er udsprunget af legen med vendingen 'ulv i fåreklæder'. Ovis er den latinske betegnelse for 'får'. De er pænt nasty.

'Nåleskoven' eller 'Laniuskoven' er også resultat af en ordleg, således at skoven bogstavelig talt består af overdimensionerede nåle.

Der er flere eksempler, men nogle vil spoile handlingen i bøgerne, så dem springer vi lige over.

7. Næslandet indeholder et af de absolut mest gennemførte universer jeg nogensinde har læst om . Hvordan holder du styr på hele universet?  Hvordan  har du formået at gøre det så detaljeret, spændende og dybt? Tegner du det ? Ser det for dig?

Det eneste, jeg nogensinde har tegnet i forbindelse med Næslandet, er det kort over landet, der findes foran i bogen – naturligvis bearbejdet af Emil Landgreen. 

Senere tegnede jeg en skitse til Emil, der zoomede ind på Lundene og dens forbindelse til Planteskolen.

Det lyder bare mega ... et eller andet, men jeg faktisk det hele i hovedet. 

Nu må man selvfølgelig huske på, at jeg brugte mange år på at udvikle første bog, og den står jo som et fundament til de næste tre i serien. 

Meget blev så efterfølgende 'bygget ovenpå' og foldet ud derfra, efterhånden som karaktererne og universet blev mere og mere levende for mig. 

Jeg skal prøve at komme med et eksempel:

Skelvogterne – i øvrigt opstået ud fra en fascination af, at man i gammel tid brugte skelstene, som angav grænsen mellem ens egen jord og naboens. De findes stadig rundt om i landet. 

Der var megen overtro knyttet til skelstenene, og man mente, at det nedkaldte de underjordiskes vrede, hvis nogen formastede sig til at flytte på stenene; en smart måde at undgå snyd på dengang: opfind et eller andet nasty overnaturligt, og problemet er løst:-)

Jeg tænkte, at sådan nogle underjordiske fætre kunne blive rigtig interessante i Næslandets bestiarium.

I Næslandet kræves der et blodoffer til Skelvogterne for at få lov at passere Skellene, men hvor gør et monster af sten af det kød, det fortærer?

Deraf opstod 'Stenkisterne', en fælles 'fjernmavesæk', om man vil. Dybt under jorden, oversvømmet med mavesyre, der driver ned ad væggene – et pænt uheldigt sted at havne ...

Det er klart, at der er rigtig mange eksempler på lige netop denne form for udvikling af worldbuilding i min skrivning af Næslandet, og når tingene pludselig flaskede sig, gav mening og ikke mindst var OVERBEVISENDE i forhold til kontekst etc., ja, så var det VIRKELIG en god skrivedag. 

Det, der er ultra vigtigt at holde sig for øje i den forbindelse, er at undgå deus ex machina – altså, hvor du i fantasy opfinder væsener eller magiske evner/tiltag, som lige med et snuptag løser en plotknast eller lignende. Dine valg og introduktioner af nye væsener eller magiske tiltag skal give mening, og du skal gøre dig umage for at opbygge sammenhæng og troværdighed lang tid i forvejen. Ellers falder tingene fuldstændig igennem. Og det er benhårdt arbejde!

8. Hvordan gør du dine karakterer så dybe og levende? Er der nogle af dine egne karaktertræk i dine karakterer?

Der er helt klart en del af mig selv i hovedpersonen, Oona. Den 14 åriges generthed, usikkerhed på egne evner, afhængighed af familien og stadig med ønsket om at frigøre sig fra den. Alt sådan noget. 

Lige mht. Oona – da man følger hende i første bog – har jeg flere gange måttet forsvare, at hun somme tider synes at være passager i sin egen historie. 

Nogle læsere og anmeldere har foretrukket at se en Katniss Everdeen fra side 1, men havde jeg skrevet Oona på den måde, ville jeg have fremstillet hende dybt utroværdig – i min optik. Det, hun kommer fra, den person, hun er, kræver, at der først lægges forhindringer ud på hendes vej, som hun kan lære af og udvikle sig ud fra.

Men jeg er rigtig glad for, at mine karakterer lever for folk, der læser Næslandet. Måske handler det som forfatter om at være opmærksom og observant, når man omgås andre mennesker. Lægge mærke til, hvordan de interagerer med hinanden både verbalt og kropsligt, og så bruge det i skrivningen. Mange af mine karakterer er bygget op ud fra folk, jeg kender eller har kendt, og det er skud i alle retninger: familie, venner, gamle naboer, bekendte, studiekammerater, folk, jeg har mødt perifert, men som gjorde indtryk på en eller anden måde, etc. 

9. SPROG: Dit sprog er helt fantastisk igennem alle bøgerne. Takket være dit sprog fremstår alt filmisk tydeligt for ens øjne.  Der er slet ikke en dårlig sætning . Hvordan er du blevet så dygtig rent sprogligt?  Er det noget, som du har haft særlig fokus på?

TAK! Der kører også en indre film, når jeg skriver. Det tror jeg gælder for de fleste forfattere. Men jeg føler også, at jeg i høj grad kan bruge min uddannelse som arkitekt i forhold til det at skrive. 

Mange har spurgt mig, hvordan jeg dog er havnet som forfatter, når jeg er uddannet arkitekt, men for mig er der en fin, rød tråd mellem de to ting: evnen til at visualisere noget rumligt i sit hoved og en instinktiv fornemmelse for den stemning, der er/kan skabes.

Jeg gennemskriver enormt meget undervejs. Ikke bare, når hele bogen er skrevet igennem første gang. 

Jeg var god til dansk i skolen. Helt enkelt og utrolig kedeligt. Og så læste jeg rigtig meget. Læsning udvider dit ordforråd og lærer dig, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør.

Derfor er jeg desværre en forholdsvis langsom læser, for jeg 'tygger' så at sige sætningerne igennem, og jeg er beklageligvis også en ret hård læser, for er noget skrevet dårligt, ryger det lynhurtigt ud til fordel for noget andet.

10.  Hvad giver det dig rent personligt at skrive, være forfatter og skabe så storslåede værker ? Hvordan føles det?

Storslåede værker? Tak, altså:-)

Jeg synes, det er rart at kunne give noget videre med det, man laver. Der allerbedste er, når nogen får en god læseoplevelse, uanset hvem det er. Og så har mit forfatterskab givet mig rigtig mange bekendtskaber på tværs af alder, køn og  typer. Det er jeg ret vild med og vil ikke have været foruden. Til gengæld er jeg ikke så vild med folk, der sætter andre i kasser. Jeg føler, jeg hører til mange steder på en gang og vil ikke lade mig begrænse til én ting. 

Jeg elsker den mangfoldighed, forfatterstanden repræsenterer, og jeg er dybt taknemmelig for at være en del af den. I år har jeg ti års jubilæum som forfatter, og jeg kan se tilbage på ti rigtig hårde, men også udviklende og spændende år.

11. Hvad er noget det vigtigste for dig , når du skaber et værk? Hvilke elementer?

Noget af det vigtigste for mig er at skabe en troværdig fortælling, og det spænder fra alt over worldbuilding, karaktertegninger og plots. 

Med fantasy er det særlig vigtigt, hvis du skal gøre dig forhåbninger om, at historien holder, og at den kontrakt, du så at sige indgår med læseren, overholdes. 

Derfor er det vigtigt at forstå sin genre, udfordre den, men stadig være ret tydelig i og afklaret med, hvad det er for en historie, man vil fortælle. 

I det hele taget er tydelighed og præcision ret vigtige elementer at forholde sig til, når du er forfatter.

12. Beskriv hvordan det var at tage det endelige spring mht at udgive sine værker for første gang.

For at være helt ærlig? Så var jeg faktisk ikke så meget oppe at køre over det.

Jeg havde skrevet på Næslandet 1 over en årelang periode, og i starten var der jo ingen, der skulle læse den – tænkte jeg.

Min svigerfar, der var sognepræst, fik dog lov at læse noget af det, og han syntes godt, jeg kunne fortsætte, gav mig grønt lys og saglig kritik, ha ha.

Han var umådelig belæst. Havde masser af litteratur af Tolkien, Lewis etc. Litteratur, som jeg har arvet.

Han begyndte i en sen alder at læse en del børnelitteratur, og vi nåede at samlæse og diskutere nogle få af dem, inden han desværre døde alt for tidligt.

Blandt andet læste vi krøniken om Mistelten, en art fantasyfabel af M. I. McAllister, som derfor betyder noget ganske særligt for mig i dag.

Han nåede aldrig at opleve, at Næslandet blev udgivet, og det er jeg selvfølgelig rigtig ked af. 

13. Hvilke type bøger kan du bedst selv lide at læse? Nævn gerne 5 favoritter

Årh, men jeg læser alt muligt!

Senest har jeg læst 'Balladen om Marie', af Tonni Arnold, en biografi om Marie Krøyer. Den kan anbefales.

Ellers er jeg ret glad for Bernhard Cornwells historiske fortællinger om sakserne og vikingen Uthred.

Jeg er også vild med Adam O.s 'Den rustne verden', som er en trilogi for børn, men så sandelig også for voksne. Den er intet mindre end sublim.

'Krigeren', af Josefine Ottesen har jeg som tidligere nævnt et særligt forhold til, og den har inspireret mig meget, da jeg skrev hovedpersonen, Jack, i Vaals hær.

'Stigninger og fald', af Josefine Klougart gav mig en helt ny og fantastisk læseoplevelse, som sidder i mig endnu.

'Ellekongen', af Signe Fahl er utrolig velskrevet, drønspændende og ramte mit svage punkt for ældgammel folklore.

14. Hvilke tips vil du give forfatterspirer, som ønsker at skrive en bog med meget worldbuilding?
Giv dig god god tid! Det kan umuligt gøres over-night! 

Somme tider kan der opstå de vildeste, originale idéer ud af noget uendelig banalt, og det må man ikke være bange for at udforske.

Enten fører det én ud ad nye veje og lukker en helt masse op, eller også løber det ud i sandet og må kasseres – men udforskes, det skal det.

For eksempel blev vendingen 'surt fjæs' til en decideret forbandelse i Næslandet nedkaldt af en ganske velsmagende, uskyldigt udseende citronfromage – noget, som bloggeren 'Nerdy Treats' i øvrigt tog til sig og udviklede en opskrift ud fra.

Og sørg så for at etablere troværdighed med det samme. Det er dog lettere sagt end gjort at gøre det dybt usandsynlige til noget, læseren æder råt og tager for gode varer uden at stille spørgsmål. 

Det kræver benhårdt, fokuseret arbejde og et hav af spørgsmål til dig selv undervejs, så du gerne skulle ende med at kunne argumentere for alle de regler, du selv har opsat for dit univers.

15. Funfacts om dig selv? Hobbies? Vaner? Glæder?

Jeg påvirkes meget af mine fysiske omgivelser. Æstetik og rums funktionalitet har en rigtig stor betydning for mig, og det kan både være godt og skidt at være så fintfølende i forhold til den slags. 

Jeg kan ikke nødvendigvis skrive hvor som helst; somme tider lykkes det dog, fordi jeg simpelthen bare SKAL – i bilen, på færgen, i en café etc., men det er ikke de steder, det fungerer bedst for mig. 

I hverdagen derhjemme er min skrivetid nærmest rituelt bygget op: jeg skal helst sidde i et hjørne med ryggen op mod væggen, så jeg kan overskue det rum, jeg opholder mig i og den dør, der fører ind til rummet. Jeg KAN ikke sidde med ryggen til en dør! 

Jeg er ret vild med at vandre – i det hele taget med at opholde mig i naturen. Især Norge er jeg glad for. Jeg er faktisk kvart nordmand og har rimelig meget familie i både Norge og Sverige:-) Vi ses hvert andet år til 'Nordisk Træf', som går på skift mellem os. Senest var vi helt oppe i tromsø hos familien deroppe og i år skal vi så mødes på toppen af Danmark allesammen – om Coronaen giver os lov.

Og så er jeg handy-woman til fingerspidserne, har været selvbygger på vores hus på Mols on/off i snart 21 år nu og ELSKER havearbejde.

Jeg fungerer bedst, hvis træning foregår, når jeg ikke rigtigt er klar over, at jeg rent faktisk træner. Dvs. der skal helst være et praktisk formål at arbejde hen mod, og her er både havearbejde og husbyggeri genialt.

Jeg er dog gammel løber – indtil mit ene ben sagde fra – og har faktisk gennemført et Marathon.

De eneste undtagelser mht. træning er, når jeg er ude at vandre eller ride. Der er det ren lise for sjælen og bare 'væren'. Jeg har redet i snart 40 år nu, så det sidder på rygraden. Jeg er sammen med min ældste datter den lykkelige ejer af en Frieser-vallak, som hedder James. Han er sådan en 'put-i-lommen-labrador-hest,' og giver mig SÅ meget på rigtig mange planer. Han er en hestetype, man ofte ser på film, nok fordi de er så udtryksfulde. Og som den æstetiker, jeg ikke kan komme udenom at være, elsker jeg det barokke, kraftfulde udseende, Frieseren har.

Min familie mener, jeg er distræt, hvilket jeg naturligvis ikke er enig med dem i. Jeg er bare tit i tænkeboks med hensyn til mine bøger, og ja, så kan jeg måske godt virke lidt fraværende.

Jeg fylder 49 år lige om lidt, og her den anden dag gik det pludselig til min skræk op for mig, at jeg må begynde at være mere selektiv i forhold til, hvad jeg bruger min skrivetid på! 

Altså, i forhold til at være 'halvt gået', om man så må sige, og nå at få dem udgivet! 

Det ramte mig virkelig.

For jeg har SÅ mange projekter liggende, jeg gerne vil skrive færdig eller starte op på. 

Helt præcis 11 projekter, hvoraf over halvdelen er rimeligt omfattende, et enkelt er sammen med en anden forfatter, og tre af dem er filmprojekter ... 

Tiden slår simpelthen ikke til, og jeg er desværre ramt af en nerveskade i mit ene ben, som gør, at jeg ikke kan sidde ned ret længe ad gangen – nogle dage slet ikke:-(

Så jeg må vælge, hvad der skal skrives færdigt først. Hvad jeg selv føler mest for og tror mest på. Oh ve, oh rædsel.

16. Andet som du synes der er relevant at fortælle mht dit forfatterskab eller Næslandet ? 

Inden længe vil jeg foranlediget af input fra bogblogger, Min Fantasybogblog 2020, sætte en fanart konkurrence i søen på hhv. Instagram og Facebook. 

Den vil tage afsæt i Næslandets bestiarium, og der vil være gode boggaver på højkant – Næslandet-bøger, naturligvis!

Så hold øje med mine opdateringer!

Tusind tusind tak Eva Egeskjold, fordi du ville være med til dette interview. Det har været utrolig lærerigtog spændende.

Læs gerne alle mine anmeldelser af de fire bøger i Næslandet-serien her på bloggen eller i en kortere version på min boginstagram.

Skrevet af Youlooklikeabook

Her ses Eva ridende på sin flotte hest Jack. 

Her ses et foto af Eva Egeskjolds serie Brødre af blod i den engelske udgave Brothers of Blood