Elementkrigen af Julie Midtgaard
Elementkrigen af Julie Midtgaard - årets fantasybog 2020
Udgivet 2020. 413 sider. Forlaget Tellerup.
Gry, Norell og Nøks er tilbage på deres tredje år på sixterskolen i Notio. Gry skal lære at mestre sit nyfundne element og føler desværre nærmest, at hun er uduelig og skal starte helt forfra. Pigerne har stadig et stærkt venskab, men det er i høj grad en begivenhedsrig tid, hvor urolighederne kommer nærmere og nærmere . Pludselig modtager Gy også et brev fra Akela med kryptiske advarsler. Hvad betyder brevet? hvor lang tid har de og hvad skal de gøre for at forhindre den onde Sora i at overtage magten i alle byerne. De tre piger må tage nogle store beslutninger, finde et enormt mod og snilde og kæmpe alt, hvad de har lært, for farerne lurer om ethvert hjørne og alt er ikke, hvad det ser ud til... Det er en total uforudsigelig, eventyrlig, nervepirrende, hæsblæsende og rørende historie fyldt med farlige, modbydelige rallere, isørne og lokkere, hemmelige livsvigtige koder, imponerende magi, overvældende kaos, stærkt venskab, kæmpestore hemmeligheder, afsløringer og følelser, så ens fantasyhjerte banker af spænding og glæde.
Jeg er fuldstændig blæst bagover af handlingen i denne bog. Der er så mange plottwists, detaljer, lag, fortidshistorie. Der er helt nye fantasyvæsener og elementer og en total gennemført, velskrevet og storslået worldbuilding. Man kan se alt for sig. Julie har en fuldstændig enorm og uudtømmelig fantasi og opfindsomhed. Jeg kan godt forstå, at denne bog vandt årets fantasybog i 2020. Hver gang man tænker, så! nu kan der ikke komme mere, så kommer der endnu mere. Som en skattekiste, hvor der bliver ved med at blive trukket flere glimtende diamanter op. Julie Midtgaard har overgået sig selv. Spændingen og eventyret i denne bog eskalerer mere og mere. Der kommer hele tiden nye overraskelser og universet har udvidet sig endnu mere. Alt går op i en højere enhed. Det er topunderholdning, hvor man ikke keder sig i et sekund. Selvom tempoet ofte er hæsblæsende og der sker meget, formår forfatteren, at give karaktererne en ægthed og dybde, så man føler med dem igennem deres betænksomheder, uenigheder, fordomme og følelser samt deres både indre og fysiske kampe. Man kommer virkelig igennem hele følelsesregistret i denne bog på både godt og ondt. Der er forelskelse, glæde, frygt, sorg og stor overraskelse.
Denne bog har hele pakken: Der er spænding, så ens hjerte banker hurtigere og bekymringen stiger: "Jeg anstrenger mig for at lytte bedre efter, men det er som om om nogen har dynget puder over mine ører. Mit hjerte slår unaturligt langsomt...mine hænder føles slappe. Det samme med resten af kroppen, og pludselig stiger jeg op og ud af den...alt er en malstrøm af udtværede farver. Jeg kan intet se..." (side 80).
Der er dejlige naturbeskrivelser, som er så velskrevet, at man nærmest føler, at man selv er med i Luscuro og kan se dyrelivet for sine egne øjne: "Solen viser sig glimtvis mellem træerne, og fugle dykker dramatisk over stien og synger en trille mens smådyr rasler i krattene. Selvom vi er dybt inde i skoven, smager luften salt. Det er tydeligt at vi befinder os nær kysten"(side 221).
Og der er dejlig humor og udtryk: "Reynir, du ligner en asparges i hovedet ", siger Nøks" (side 222)
Sidst, men ikke mindst er der helt eminente passager, hvor sproget i den grad stråler og føles som rene poetiske levende sanseindtyk :"Der lyder et brag. Mørket udvider sig. De svævende skygger bliver til slørede former, og udtværede farver trækker frem. Formerne bliver skarpere, forvandler sig til levende billeder. Nye, lysegrønne blade vajer i vinden. Skov. Blæstens susen og leg i trækronerne runger fra billedet og ud over vores dundrende stille gårdsplads. Glimt af solskin sniger sig ned mellem træerne, blændende så det skærer i øjnene."(side 314-315). Man må sige, at forfatteren virkelig har udviklet sig på alle planer.
Karakterer:
Julie Midtgaard formår virkelig at skabe nogle helt tydelige hovedkarakterer. De har deres helt egen personlighed, følelser og temperament. De er nuancerede, går igennem en udvikling og man kan mærke dem på godt og ondt. I denne bog kommer der helt nye historier op til overfladen og dermed også store overraskelser ( Glæd jer!. Jeg kan ikke skrive mere uden at spoile).
Gry: er en sand fighter og har en enorm viljestyrke. Men hun er også menneskelig og hun tvivler nogle gange. I begyndelsen af bogen var jeg ikke så glad for hende på grund af hendes tvivl, mistænksomhed og fordomme. Men hendes negative følelser gjorde hende også mere ægte og nuanceret og lærte os læsere, hvor vigtigt det er, at man kommunikerer ordentlig med hinanden, i stedet for at tvivle, formode og antage ting om et andet menneske. Man kan virkelig mærke Grys følelser. Man er helt tæt på og følger hendes tankegang trin for trin. Det kan jeg rigtig godt lide.
Jeg er vild med venskabet mellem Nøks, Norrell og Gry. De har et virkelig stærkt venskab og de holder ægte af hinanden. Men de har også uenigheder og misforståelser nogle gange. Og det er spændende at følge deres samtaler, udvikling og løsninger.
Reynir: Forfatteren formår at beskrive Reynir, så man bliver helt forelsket i ham. Han stråler virkelig i denne bog og det er jeg så glad for, fordi han er en meget spændende og nuanceret karakter med en interessant baggrund. Han har taget nogle enorme, skelsættende og alvorlige beslutninger. Han har bevist sit værd og tilhørsforhold i bog 2 og han beviser det igen på den mest fantastiske måde. Men det er ikke nemt eller uden komplikationer. Man føler både hans dedikation og hans smerte. Men han ved, hvad der er rigtigt. Han har, på trods af sin herkomst og familie, hjertet på det rette sted . Julie har skabt en troværdig karakter, som man forstår, føler med og hepper på . Jeg er så glad for, at han er en del af Grys liv og af handlingen. Han er virkelig en af mine favoritkarakterer og jeg higer efter at vide endnu mere om ham og hans liv og baggrund. Jeg kan slet ikke forudsige, hvad der sker fremover.
Igennem karaktererne belyser forfatteren flere relevante og vigtige temaer fx kommunikation, fordomme, hemmeligheder, tillid- mistillid, tvivl - tro. Samt hvad det vil sige, at have et ægte venskab og holde sammen igennem tykt og tyndt. Mærke efter hvad der er det rigtige og retfærdige at gøre og tage svære valg, på trods af, at det ikke er omkostningsfrit og uden smerte. Jeg er især vild med de hjertevarme øjeblikke mellem karaktererne.
Jeg giver denne bog 6 store stjerner/6
Jeg synes, at denne bogserie er en mustread fantasyserie, som fremover bør betegnes som en ægte evergreen-fantasy-klassiker.
Jeg er vild med bogens forside og de flotte eventyrlige kort i bogen. Samt alt det bogmerch: bogmærke, postkort med rallere, svanerokkere og søde rodfår og bogkrus, som man kan få til denne bogserie. Bogen er trykt med store meget læservenlige bogstaver og god linjeafstand.
Bogen er ikke et anmeldereksemplar. Den er købt ved et superdejligt arrangement hos Bog og idé Fisketorvet den 20.september 2020, hvor jeg fik mulighed for at møde forfatteren Julie Midtgaard selv og få min bog signeret. Det var en uforglemmelig og fantastisk oplevelse.
.
Her er Julie Midtgaards personlige hilsen til mig. Den gør mig så glad og rørt.
Kommentarer
Send en kommentar