Geminderne af Nanna Foss

Geminiderne af Nanna Foss

Udgivet 2020. 465 sider. Forlaget Gyldendal

Hele tidsrejsegruppen er ude af sig selv på grund af branden og de konsekvenser, den har haft.  Men de forsøger at holde sammen, være der for hinanden, følge sporene, regne alt ud og lægge en holdbar plan samt at forstå og kontrollere deres nye særlige evner. Pi har stor skyldfølelse på grund af det hændte og hendes uoverskuelige, ukontrollerbare overnaturlige evne. Man kommer helt tæt på hende, hendes søskendeforhold til Noah, deres familieliv og fortid. Pi har flere skeletter i skabet og plages også af skræmmende mareridt, som stammer fra deres tid i Australien. Og midt i hele dette tidsrejsekaos bliver Pi pludselig kysset i skolegården af en ukendt ung, smuk mand med flotte brune øjne. Han kender hendes navn og vækker varme følelser i hende, men Pi har aldrig set ham før. Hvem er den unge mand? Hvad foregår der i virkeligheden? Hvem er personen i den røde hættetrøje og kan de ændre fortiden til det bedre? 

Der er i den grad skruet op for tempoet og intensiteten i denne bog. Det er en spændende, nervepirrende, hjerteskærende, unik og intens tidsrejsehistorie, hvor man i den grad skal holde tungen lige i munden. Have en total velfungerende hjerne for forvirringen kan hurtig blive stor med så mange vigtige spor. Der er alt lige fra tidsrejse-diskussioner, spekulationer -teorier og -formodninger, hvad nu hvis.... Hårde hjerteskærende konsekvenser, uoverskueligt kaos, skræmmende overnaturlige evner, intense mareridt, søskende telepati, stærkt ægte venskab, sammenhold og mod, hede kys og romantik og hemmeligheder og overraskelser så store og uforudsigelige, at man bliver blæst helt bagover. Jeg har aldrig læst noget lignende. Denne serie er en absolut ener. Total original.  Der har været andre tidsrejsefilm og bøger fx Back to the future, som jeg er helt vild med . Men intet som denne serie.

Man får mange spændende og uforudsete svar i denne bog, men der kommer også helt nye informationer og spor, som vender alting på hovedet og dermed fører til flere spørgsmål.  Det er et meget komplekst og nervepirrende plot, som kommer igennem hele spektret af følelser, stemninger og beskrivelser og ender i en kæmpestor og meget overraskende cliffhanger.  Man kan ikke regne noget ud. Kun forfatteren Nanna Foss har det magiske overblik .... 

Karaktererne:

Det er en helt anden bog end Leoniderne, som var meget mere følsom, blid og hjertevarm ligesom Emilie. I denne bog er det Pi, som er fortælleren og vi kommer helt tæt på hendes kaotiske følelsesliv og ser nu alle karaktererne i et nyt lys, fra hendes synsvinkel.  Denne bog er meget mere intens og nærmest i survival mode: "Mærkeligt som resten af verden bare fortsætter, selvom vores verden er gået amok. Alting er det samme, selvom ingenting er det samme" (s. 38). Pi virker mere snaksagelig og åben end Emilie, men i virkeligheden går hun igennem så meget på en gang. Hun lider og prøver desperat at kontrollere alt, begrænse sig selv og overleve. Hun har flere svære valg og beslutninger at tage. Man føler så meget med hende, og vil så gerne give hende et kram og sige, at alt bliver godt igen.   Jeg er så vild med det bånd, som Pi og Noah har. Det anede man intet om i Emilies bog Leoniderne. Det skildres så ægte, at man føler, at man sidder i stuen lige ved siden af dem. Man kan se det for sig og man kan mærke det dybt i sit hjerte. Både alvoren, sorgen, humoren, drillerierne, irritationen, nærheden og deres fælles fortid og minder. Jeg er helt vild med den hylemorsomme kommentar til morens nye hår:" Holy fuck, hvad sker der lige for hendes hår? Noah laver store øjne over hendes skulder. Det ser ud som om hun er blevet pisset i hovedet af en radioaktiv måge! I Know! Jeg ryster på hovedet"(side 123)  Der er en hel perlerække af disse total sjove og finurlige udtryk i bogen. Jeg elsker dem. De er så dejlige og har fået mig til at grine flere timer efter. Ja faktiske flere dage, nogle gange.  De fungerer som en art "comic relief", men gør også karaktererne mere levende. De er typisk Nanna Foss og jeg elsker dem. Nanna Foss er virkelig dialogernes mester.

Alban og Pi knytter også et helt nyt og stærkt bånd i denne bog, da de er ude at løbe. Det dæmper i den grad Pi's bekymringer og gavner hendes humør: "Normalt er jeg ikke så vild med at løbe, når det er frostvejr, fordi jeg ikke kan lide følelsen af kulde i lungerne. Men lige nu gør kulden mig bare levende. Den får mig til at fokusere på min krop og på min nutid, frem for at bekymre mig om alt det, som ligger før og efter "( side 69). Jeg er vild med dette citat, da jeg føler, at det afslører en af de vigtigste pointer / budskaber ved bogen. At man skal huske at nyde livet fuldt ud. Leve i øjeblikket nogle gange. Ikke spekulere for meget over, hvad der er sket og hvad der vil ske. Det er ok at nyde og give sig selv det, som man har behov for. Flere af karaktererne er et bevis på, at livet hurtigt kan ændrer sig og derfor er det vigtigt at værdsætte det man har, mens man har det .

Alban er stadig utrolig sympatisk, varm, empatisk, intelligent og klog på livet. Han har selv haft det rigtigt hårdt, mistet alt på en måde og måtte starte helt forfra på grund af sin blindhed. Han virker ældre end sin alder og som den mest modne i gruppen. Han har en evne til at se tingene udefra, have overblikket og ytrer også nogle af de klogeste ord.  Han ser lyst på tilværelsen på trods af sine begrænsninger og han virker som om, at han har et stort overskud. Han er stadig en af mine absolut favoritter i bogen og den person, som jeg føler, at jeg kan relatere mest til. Han er en hjertevarm empatisk fighter, som har valgt at se lyst på tingene. 

 Jeg er også vild med kærligheden i denne bog og at den netop finder frem til Pi. Den er intens, uforudsigelig og giver bogen dybde og hjertevarme: "Varmen fra hans kys summer stadig i læberne, og mit hjerte spurter af sted" (s.34) 

Noah er ikke så tiltalende i begyndelsen af denne bog. Han mener at " følelser er for whiners, der ikke kan deale med virkeligheden og den kloge Alban reagerer straks med: "stod du bagerst i køen, da de uddelte følelsesmæssig intelligens". Men han gennemgår en stor udvikling i denne bog. Han bliver meget mindre egoistisk og selvcentreret. Han begynder at tænke på andre og bekymre sig om deres velbefindende. Han bliver faktisk nærmest en helt. Det er så dejligt og rørende og se. Jeg synes faktisk, at Noah er den, der udvikler sig mest i løbet af bogen og han er derfor også blevet en af mine favoritpersoner. Man ser en helt ny side af ham, fordi vi følger hans tvillingesøster Pi og derfor får insideinformation af, hvordan det foregår hjemme hos dem, deres indbyrdes relation og deres tanketelepati. Han er der virkelig for Pi i de situationer, hvor hun har brug for det. Disse rørende passager stråler virkelig af hjertevarme og er meget rørende for mig. Det er virkelig med til at give bogen balance og dybde, at der midt i tidsrejsevirvaret og det meget hjernevridende plot, er tætte søskendeforhold, venskaber, hjertevarme og kærlighed. 

Igennem karaktererne lærer vi ikke kun, hvor hårdt det er at være teenager og alle de hverdagsting, som de tumler med. Karaktererne og handlingen får en til at tænke over livet. Over de valg man tager. Over at små bitte handlinger måske kan gøre en større forskel, end vi regner med. Og at man ikke skal dømme folk på deres ydre eller deres umiddelbare fremtoning. Måske har de en historie, som de gemmer på, en skræmmende fortid. Personer er ikke ensidige, men har mange lag i forskellige tykkelse og det er forskelligt, hvor lang tid det tager at komme igennem alle lagene og ind til kernen. Det gælder om at udvise sympati og empati og være der mere for hinanden:"vær en plet af lys i den andens mørke ", som Pi og Noahs far har sagt. ( så smukt formuleret)

Nanna Foss har sin helt egen unikke stil, som jeg aldrig har set lignende før. Hun formår at skabe karakterer, der føles som ægte personer med masser af nuancer, følelser og historie. Samtidig skaber hun en fuldstændig hjernevridende nervepirrende historie, som er en følelsesmæssig rutsjebanetur fyldt med velskrevne sætninger, finurlige og morsomme udtryk. Både historien og karaktererne er så komplekse og veltænkte, at Nanna Foss må betragtes som et tidsrejsegeni med en magisk hjernekapacitet. At hun formår at holde styr på alle sporene og tidsrejserne er intet mindre end magi. Derudover er jeg især vild med alle de overnaturlige elementer, de intense nervepirrende scener, hvor man sidder helt oppe i loftet af bare spænding, de hjertevarme øjeblikke og naturligvis kærligheden . 

Jeg giver denne bog 6 stjerner / 6

Hånden på hjertet, så er jeg normalt til mere eventyrlig feel-good romantisk fantasy med magiske væsener og storslåede vidunderlige verdener, men Nanna Foss' bøger er helt unikke, total medrivende og vanedannende og jeg ser utrolig meget frem til at læse videre i hendes bøger for at finde alle svarene og følge alle karaktererne i deres tidsrejsefærd for at afsløre sandheden og forhåbentlig vende tilbage til en bedre tid eller verden....

Skrevet af Youlooklikeabook 

Bogen er ikke et anmeldereksemplar.