Leoniderne af Nanna Foss

Spektrum Leoniderne af Nanna Foss 

Udgivet oktober 2020.  387 sider. Forlaget Gyldendal.

Boganmeldelse ( med lidt spoilers)

Leoniderne handler om den 15-årige Emilie, som er intelligent og dygtig til at tegne. Men i skolen har hun det hårdt, da hun desværre bliver mobbet af den onde Jonathan, som benytter enhver en lejlighed til at få ram på hende på den ene eller anden måde. Heldigvis har hun sine rigtig gode venner, brødrene Alban og Linus. De er meget tætte og er der virkelig for hinanden gennem tykt og tyndt. Men en nat drømmer Emilie om en fremmed dreng med tyrkisgrønne øjne. Drømmen fylder så meget, at hun bliver nødt til at tegne ham, da hun vågner.  Næste dag i skolen, begynder der to nye elever, pigen Pi og hendes tvillingebror Noah og Noah viser sig at være drengen fra drømmen.  Emilie er mildest talt chokeret. Herefter begynder der at ske flere mærkværdige hændelser. Er Noah ægte? Er Emilie blevet synsk? Eller skør? Kan alle Emilies tegninger komme til live ? Hvad foregår der i virkeligheden og hvem kan Emilie stole på?  

Emilie, Alban og Linus' liv bliver forandret for altid. De kommer ud på deres livs mest overaskende, spændende og anderledes eventyr. Der er alt fra skræmmende forvarsler, livagtige mareridt, mørke farlige altopslugende skygger, en creepy gammel dame med dommedagsprofetier, overnaturlige evner, tidsrejser, en tør astrofysiker, blødende mus, lugtfrit knækbrød, mærkelige telefonopkald til spændende fysikopgaver, mobning, lavt selvværd, diskrimination, identitet, stærke venskaber og sammenhold, store sommerfugle i maven og røde blussende kinder. Det er en meget spændende, nervepirrende, anderledes, medrivende, fængende, uforudsigelig, mystisk og rørende historie med en hel perlerække af humoristiske udtryk og vendinger. 

Denne bog indeholder nogle af de bedste personskildringer og levende dialoger, som jeg nogensinde har læst. Karaktererne træder helt ud af bogens sider og føles som ægte levende personer. Dette sker allerede indenfor de allerførste kapitler og derfor kom karaktererne hurtigt ind under huden på mig, som om jeg kendte dem i virkeligheden. Jeg er vild med både Emilie, Alban og Linus.

Emilie er fortælleren i denne bog og derfor er det også hende, som man kommer tættest på. Hun virker som en meget dejlig og varm person, som kæmper lidt med det at vokse op og stå ved sig selv. Hun lider lidt af mindreværd både kropsligt og når det gælder om at udtrykke sig selv. Hun kan ikke rigtig lide at være centrum. Disse følelser, tror jeg, at især mange teenagere, men også nogle voksne kan relatere til og jeg synes, at det er en vigtig og aktuel del af bogen. Det er også så utrolig rørende og trist at erfare, at hun aldrig har haft en rigtig veninde, før hun møder Pi: "Jeg stirrer på de vanvittige leggins. De ser stramme ud. Er vi så sådan en slags veninder nu, der låner ting af hinanden? Er det ikke sådan noget, folk gør? Jeg har aldrig haft en veninde før..." (side 148). Pi opfører sig rigtig pænt og overfor Emilie og hun virker til at være et omsorgsfuldt empatisk menneske. 

 Jeg må sige, at forfatteren er en sand mester til at give os et fuldstændig helstøbt, gennemført nuanceret billede af Emilie ikke kun med ord men med tydelige billeder, så man virkelig kan mærke hende, både hendes væsen, tanker og følelser. Man kommer igennem hele følelsesregistret med Emilie. Der er alt fra mindreværd, dårlig samvittighed, vrede, sorg,  glæde, tårevædet latter, store sommerfugle i maven, røde kinder og hjertebanken: "Sommerfuglene kværner stadig rundt i en flaksene tornado under mine ribben...de nægter at lande, så længe Noah går ved siden af mig" (side 91) samt en stærk følelse af deja vue: "Pludselig bliver jeg overvældet af en følelse af, at jeg har været her før. Mit indre snører sig sammen til en stram bylt og får mig til at hive efter vejret...Jeg griber fat om hans hånd for at forhindre gulvet i at forsvinde under mig....mit hjerte slå en kølbøtte....jeg har været her før i drømmen...."  Jeg er vild med disse beskrivelser, hvor man både kan se og mærke den konkrete følelse takket være forfatterens eminente skriveevner.  Nanna Foss har en helt særlig måde at skrive på.  Hun har i den grad ordene i sin magt.  

Jeg er ligeledes vild med Alban og Linus. Alban virker som et dejligt, empatisk og varmt menneske, der hviler i sig selv på trods af, at han er blind. Han er der virkelig for Emilie i tykt og tyndt og føler mig hende.  Jeg kan næsten høre ham synge sin godnatsang, føle mig helt tryg og varm i hjertet. Han virker så rolig, overskudsagtig og positiv "smil til verden og verden smiler til dig", siger han allerede i den første scene i bogen, som er en af mine favoritscener, som rørte mig dybt, idet den omhandler diskrimination. Jeg er vild med ham og hans positive holdning. Det er meget inspirerende.

Jeg synes, at man kan se alle karakterne for sig lige fra den farverige Pi med orange dreadloks, den mystiske enøjede arrede lærer Janus til "bad boy " seje hottie  Noah med den hæse stemme, som vrider armen om på Jonathan.  Nogle lærer man bedre at kende end andre i denne første bog. Men de virker alle spændende og nuancerede og som om, at de har endnu mere at byde på og jeg higer efter at lære dem endnu bedre at kende, især Noah. 

Bogen indeholder ligeledes en hel perlerække af sjove, underholdende udtryk og vendinger, hvor jeg grinte højt mange gange, selv flere timer efter, at jeg havde læst passagen: fx da de kommer uventet på besøg hos Karl, hvor der mildest talt roder rigtig meget: 

  "det knitrer og knaser under vores fødder, og jeg er glad for at jeg har beholdt mine sko på" 

og "den jordslåede eftersmag får mig til at fortryde, at jeg ikke kiggede ned i kruset først".

Samt scenen med de forvekslede joggingbukser :" Jeg er kommet til at tage fars joggingbukser...Fars er mindst 3 numre for store og får mig til at ligne en punkteret Barbapapa" og scenen med opvaskehandskerne.

Den absolut sjoveste scene, er Emilies store bekymringer angående, om alle hendes tegninger nu kommer til live. Det er så velskrevet, levende og humoristisk beskrevet. Jeg kan se alt tydelige for mig: " Jeg er rædselsslagen. Panisk, altopslugende rædselsslagen for den afgrund, der har åbnet sig under mine fødder... Jeg tør ikke at tegne igen. Aldrig nogensinde...Jeg gyser ved tanken om, at alle tegningerne i mine skitseblokke bliver til virkelighed på en gang. Portrætterne af min familie. Af Noah, Alban og Linus. Af fremmede nøgne mennesker fra det croquis-kursus, jeg var på i sommer...Bliver de levende i rigtig størrelse eller i den størrelse jeg har tegnet dem? Selvom tanken om nøgne miniature mennesker, der danser på mit skrivebord, kunne være underholdende, bliver jeg helt kold af frygt ved tanken..." ( side 255)

Jeg er ligeledes vild med de smukke naturbeskrivelser fx "Månen er krøbet i skjul bag et takket landskab af skyer, men sneen giver et svagt genskin, der lige akkurat er nok til at man kan orientere sig"(side 106)

Jeg er naturligvis meget begejstret for alle de overnaturlige elementer i bogen især scenen med den creepy gamle kvinde. Den er fantastisk og skaber virkelig en stemning af mystik og stor interesse og iver fra min side, om hvad der kommer til at ske efterfølgende: "Det er jer!" råber hun med sprukken stemme. "Det er JER"...."Det er nu, det sker". Kvindens råb suger nysgerrige blikke til sig. "Det kommer. Det er nu det kommer!" Hun retter en kroget pegefinger mod mig og sænker stemmen til en teatralsk hvisken "Og det er jeres skyld..." .  Emilies drømme er også så livagtige, intense og velskrevet. De tilføjer masser af mystik og spænding til bogen, hvilket jeg er helt vild med . Jeg vil ikke nævne flere eksempler, da jeg ikke vil afsløre mere af handlingen og dermed spoile. Det må I selv læse.

Jeg synes, at det er meget spændende, som forfatteren fletter de tydelige personskildringer samt vigtige temaer som dagligdags/ teenage-, identitets- , venskabs- og skoleproblemer sammen med det overnaturlige og de meget spændende videnskabelige informationer om meteorstorme og Leonider. Jeg føler mig meget beriget efter at have læst denne bog, da jeg føler, at den virkelig har noget på hjertet på flere niveauer og den vækker interessen for at vide mere. Denne bog er ikke kun total nervepirrende underholdning, men viser virkelig, hvor meget unge meget unge mennesker kæmper med til hverdag, hvilket i den grad gør den til en must-read fantasybog især for de unge, men også for alle os andre. Leoniderne har hele pakken. 

Jeg er vild med denne bog og giver den 5.5 stjerner ud af 6.

Årsagen til den lille halve manglende stjerne er, at selvom bogen var fængende for mig allerede fra den første scene, så manglede der lidt tempo i handlingen de første cirka 90 sider. Herefter tager handlingen virkelig fat og man sidder oppe i loftet af bare spænding. Men jeg synes, at det er dejligt, at der er variation i tempoet.

Den flotte forside er lavet af Harvey Macauley. Jeg har aldrig set en lignende forside før. Der er særlige effekter, som fremstår meget tydeligt, når man ser den tæt på. 

Bogen udkom første gang i 2014 og dette er en reboot af den gamle bog, hvor der er foretaget forskellige ændringer i forhold til den gamle udgave. Der er fx lavet ændringer mht til problematisk sprog, opstramning af nogle scener, samt rettelser af plothuller ol. Alle de første fire bøger er lige i oktober i år blevet udgivet igen på Forlaget Gyldendal med helt nye forsider.  Der er planlagt hele ni bøger i serien og hver bog har en ny fortæller. De repræsenterer alle en del af spektret...Jeg vil fremover altid tænke på Leoniderne (Spektrum), når jeg ser en regnbue og når jeg tegner... 

Jeg ser meget frem til at læse videre i denne helt unikke bogserie. At lære karaktererne bedre at kende for som Nanna Foss har udtalt til instagram livestream: "Der gemmer sig altid noget under overfladen ". Samt ligeledes at få afklaret alle de spændende mysterier og spor.

Skrevet af Youlooklikeabook