Gudindens avatar af Henriette Hesselholdt
Gudindens avatar af Henriette Hesselholdt
Udgivet 2019. 261 sider. Forlaget Tellerup. Genre: Fantasy for unge og voksne.
Bogen handler om den unge præstelærling Paleon, paladinen Katalena, soldaten Colvar og Sorkan samt datteren Jarsala, som mødes på en snusket kro, fordi de har en vigtig hemmelig mission. De skal sikre, at eleverkvinden Si´il kommer trygt til templet i Iserval for at gennemgå en særlig ceremoni, der vil gøre Si´il til gudinden Haias avatar. De fem udvalgte har hver især deres særlige kompetencer, som gør dem egnede til opgaven, men de gemmer også på dybe hemmeligheder, gammelt nag, uenighed og mistillid. Når de deres mål? Hvad er prisen? Hvilke hemmeligheder gemmer de hver især på og hvordan forandrer det rejsens forløb og situationen? Det bliver i den grad en eventyrlig, dramatisk og begivenhedsrig rejse, hvor farer lurer om hvert et hjørne, da ikke alle ønsker, at de skal nå målet. Der er alt fra grønhudede, ondsindede kæmpetrolde med stødtænder, teleporterende elvere, vampyrer der ligner levende døde, farlige eksperimenter, giftpile, tortur, ildkugler, små flakoner med suspekt indhold, blodige actionfyldte kampe, sej flammemagi til stærk tro, healerevner, mirakler, ægte venskab, sammenhold og kærlighed samt fuldstændig uforudsigelige hemmeligheder og overraskelser. Det er en meget nervepirrende og eventyrlig historie, som indledes med masser af mystik og hvor spændingen eskalerer mere og mere i takt med, at universet åbner sig og personernes personligheder og hemmeligheder gradvist afsløres. Der er både scener, hvor man sidder oppe i loftet af bare neglebidende-spænding og tror, at alt håb er ude og scener med rørende øjeblikke, frygt, nærhed og varme. Det er en pageturner, hvor man ikke keder sig i et sekund. Jeg er vild med dette univers, historien og dets væsener. Bogen bliver bedre og bedre, jo mere man kommer ind i handlingen og lærer karaktererne bedre at kende og rent sprogligt er bogen på meget højt niveau.
Alle actionscenerne er så velskrevet, spændende og uforudsigelige, at man kan se dem for sig: "Katalena løb direkte mod den grønhudede trold der spærrede hendes vej frem. Han brølede udfordrende og hævede sit våben...hun huggede efter ryggen. Han faldt om. Brølet var nu et skrig...shamanen slyngede flere flammer afsted".
Jeg er ligeledes vild med fantasy-elementerne og væsenerne i denne bog. De er meget velskrevet, anderledes og frygtindgydende: "Hendes hud var mørk som flintesten...hendes stødtænder krummede i en bue, så spidserne næsten nåede ørerne og så var der noget i hendes blik, som fik Paleons blod til at fryse til is. Stilheden i rummet syntes at have sin egen puls, og den pumpede imod Paleons trommehinder."
Forfatteren er utrolig dygtig til at beskrive omgivelserne, så man kan se dem for sig:"store æbletræer hvis krogede grene strakte sig mod himlens som i bøn til Haia...små bække snoede sig gennem bydelen og gav vand til parker og haver...brusende vandløb med smeltevand fra bjergene...de mange tårnes spir strålede og glitrede i sollyset" .
Flere fortællere: Jeg er vild med, at der er flere fortællere i bogen. Jeg synes ikke, at det er forvirrende, men derimod en stor berigelse, fordi man har mulighed for at vide, hvad de enkelte personer tænker og føler samt få spændende info om deres fortid og dette tilføjer dybde og perspektiv til bogen.
Karaktererne:
Sorkan er en virkelig velskrevet og interessant karakter, som jeg i den grad higer efter at vide mere om. Han er en fighter med seje kompetencer, dybde, dimensioner, lag, ægte følelser og store hemmeligheder. Han elsker sin datter overalt på jorden og sætter hendes velbefindende højest. Hans personlighed og historie er for mig en meget berigende del af bogen. Barpigen Jarsala holder man hurtigt af. Hun er livlig, underholdende, social, varm og samtidig viser hun sig at være en kick-ass heltinde med gode og brugbare færdigheder. Men jeg har, som læser, fornemmelsen af, at hun gemmer på meget mere, end vi får at se i denne bog. Hun har helt sikkert også noget mere historie (og fortid), som vi ikke har fået fortalt endnu og som jeg ser meget frem til at få afsløret. Den unge præstelærling Paleon er utrolig sød, høflig (måske for høflig) og meget mere heltemodig, end han selv tror og ved. Han er en dygtig healer og har en meget stærk tro, men han lader sig alligevel manipulerer lidt. Han er, mere end nogle af de andre karakterer, på sit livs dannelsesrejse og har allerede i denne bog lært så meget. Noget af det, er han måske ikke helt klar over endnu, da det har noget at gøre med hans følelser (tror jeg) . Det bliver meget spændende at følge ham og se ham folde sig mere ud samt se hvilke valg, han beslutter at tage. Jeg tror, at han kommer til at udvikle sig meget. Paladinen Katalena er en meget hård kvinde og en superkompetent fighter/ soldat, som er meget troende og måske endda lidt "hjernevasket". Hun virker først meget lukket, kold, hård og måske endda lidt ensidig, men jo længere vi kommer ind i handlingen, viser det sig, at hun har måtte tage nogle svære valg i sit liv, som hun må leve med hver dag og dette gør, at hun har svært ved at give slip på fortiden.
Denne bog er topunderholdning fra start til slut og den har dybde og flere lag, idet den får flettet emner som tillid/ mistillid, mod/ frygt, tro/ håbløshed, venskab/ fjendskab virkelig godt ind i bogen. At gøre det der føles rigtigt på trods af konsekvenserne samt at besidde en enorm kampgejst, mod, snilde og viljestyrke, når det virkelig gælder. Dette er i høj grad en bog om, at stærk tro kan flytte bjerge og det er et dejligt budskab. Denne bog har mine varmeste anbefalinger.
Jeg giver denne bog 5,5 stjerner ud af 6
Årsagen til den manglende halve stjerne er, at selvom jeg er helt vild med begyndelsen af bogen (den er velskrevet og emmer af mystik og spænding), så er det lidt svært at komme ind i handlingen i begyndelsen. Der kommer mange informationer og man er ikke helt klar over, hvad der foregår. Den kunne godt have været en anelse mere "pædagogisk" i begyndelsen og gerne indeholde en oversigt over karaktererne. Og så måtte scenen mellem Sorkan og vampyrkvinden gerne have været en anelse længere. Lige dvæle lidt ved øjeblikket. Vampyrkvinden er for mig ligeledes en meget interessant karakter med en fortid, som jeg virkelig gerne vil vide mere om. Hvad er der sket og hvorfor?
Men jeg er vild med bogen og glæder mig i høj grad til at læse videre. Bogen ender jo med den største mest uforudsigelige cliffhanger, så hvis man går i gang med at læse denne bog, så vil jeg anbefale at have bog 2 liggende klar. Jeg glæder mig så meget til at læse videre i denne serie. Der er planlagt fire bøger i serien. Der er udgivet tre bøger nu.
Den flotte forside er lavet af Tellerups dygtige grafiker Danielle Finster. Der er ligeledes et flot kort i bogen.
Det var en fantastisk oplevelse at møde forfatter Henriette Hesselholdt i virkeligheden. Jeg mødte Henriette og fik signeret netop denne bog i Bog og Idé Fisketorvet i september i år. Henriette skrev den sødeste besked til mig i bogen. Jeg mødte ligeledes fantasyforfattere Julie Midtgaard (Elementprøven) og Line Wenzel (Mindelandet). Bog og idé Fisketorvet har den flotteste og største bogvæg med dansk fantasy med mindst 32 forskellige danske fantasyforfattere.
Bogen er ikke et anmeldereksemplar.
Skrevet af Youlooklikeabook
Kommentarer
Send en kommentar