Halloween-stemning i dansk fantasy


 HALLOWEEN-STEMNING I DANSK FANTASY

Det er snart Halloween og jeg har derfor udvalgt følgende danske fantasybøger, som jeg synes har Halloween-stemning. Halloween, er for mig, noget med hekse, uhygge, mystik, magi, spøgelser, zombier, ondskab, gys og frygt.

Haidi Wigger Klaris er en mester til at skabe og fastholde en uhyggelig, gyseragtig og creepy stemning fx i Skyggernes bog er der både spøgelser, der kommunikerer, hemmelige underjordiske gange og masser af uhygge og i Haidis helt nye Blodarv er hele stemningen og byen fra begyndelsen af indsvøbt i mystik, gys, skræmmende livagtige mareridt og store hemmeligheder.

Grå magi og Heksens storm af Lene Krog har både rendyrket ondskab i form af Caris Bellis, hekse, magi, spøgelser, Marlinger med særlige evner, personer med lysende røde øjne, levende døde, der stinker af forrådnelse og farlige ånder fra maredybet.

 I Af blod og Støv af Julie M Day er der inkarneret uhyggelig Halloween vibe i Yaras kapitler med både magi, krystalkugler, hekseritualer, heksebryg, spåkoner, tarokkort, kosteflyvning, skræmmende onde ånder, kropsbesættelser og mærkelige kranier med tegn på.

Langt væk fra Asgård af Thea Astrid er en af de mest skræmmende fantasybøger, som jeg har læst i år. Hun kan lave beskrivelser og stemningsbilleder, så mystikken og frygten strømmer ind i årene på dig. Der er makabre drømmesyn og mord, inkarneret ondskab, hævntørst. Man ved ikke, hvem der er "frænde" og hvem der er fjende. 

I Elementprøven af Julie Midtgård er der en skræmmende heksebrænding, rejse til den helt nye verden Luscuro med frygtindgydende rallere, en ond dronning og magiske evner. 

I Ravnenes hvisken af Malene Sølvsten er der en nervepirrende krimiagtig stemning fra begyndelsen af med skræmmende drømmesyn og forudsigelser om mord på rødhårede unge kvinder, spøgelser, poltergeist, blodmagi-og traktater, mord og en frygtindgydende vildmand og andre overnaturlige væsener, som Anne slet ikke troede fandtes.

I Hvad jeg ved om vinter af Mette Høppner handler det umiddelbart om en stor forelskelse i en helt normal dragende og sød pige, men i virkeligheden er der hekse og farlige tryllefomularer med alvorlige konsekvenser.

I Valkyrien af Sidsel Katrine Slej er der ligeledes masser af frygt, kamp mod det endelige Ragnarok og skræmmende væsener i form af gigantiske ildjætter med sværd, der får gulvet til at brænde, selveste dødsgudinden Hel og det total ildelugtende skib Naglfar lavet af døde mænds negle... 

I Vildheks af Lene Kaaberbøl følger vi den helt almindelige Clara, som pludselig finder ud af, at hun er vildheks og hermed åbnes en helt ny farefuld verden med magiske evner, heksetests, skræmmende hajfugle, mord, blodsugende igler, den superonde Kimæra og Bravita Blodsunge.

Ellekongen af Signe Fahl ser jeg meget frem til at læse, fordi den skulle være fyldt med tågespind og mystik. Og Blodets bånd af Pernille Eyebye er der vampyrer, forbandelser, halsbidmærker og mørke kræfter.

Jeg håber, at dette indslag kan inspirere til noget uhyggelig Halloween-læsning. 

Hvilke bøger synes du, der har Halloween vibe ?

Skrevet af Youlooklikeabook

                                                      DANSKE FANTASYBØGER 2020

Foto af danske fantasybøger fra i år 2020 sammen med mit helt nye fantasyfestivalkrus. Her ses Tror du på Magi, Heksens Storm af Lene Krog, Af Blod og Støv af Julie M Day, Langt væk fra Asgård af Thea Astrid, Tidens Fange af Søren Juhler, Theo og den kæmpehøje Dværg af Andreas Thornval, Blodarv af Haidi Wigger Klaris, Asgårds døtre af Sidsel Katrine Slej, Elementkrigen af Julie Midtgård, Gudernes krig af Henriette Hesselholdt og Mindelandet af Line Wenzel.  Jeg har skrevet anmeldelser til næsten alle bøgerne, som du kan finde her på bloggen. De bøger, som jeg mangler at læse vil du finde anmeldelser af her på bloggen i løbet af de næste måneder.

Jeg håber, at dette indslag har inspireret dig til nogle rigtig gode læseoplevelser. Dansk fantasy er fantastisk. 

Fotos indeholder anmeldereksemplarer.




Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva