Skyggen fra nord af Julie M Day ( anmeldelse)
Grace vågner op på hospitalet tilbage i menneskeverden med søde Betty og André ved sin side. Men hun føler sig trist og slet ikke hjemme, da hun ikke har glemt hverken Zachos eller Trafallas. Hun fortæller endda sandheden om, hvor hun har været. Men de tror bare, at hun er blevet skør. Men pludselig en dag dukker Galio op midt på kørebanen løbende efter Graces bil. Hun er ikke skør, men hun er heller ikke tryg længere . Midt om natten banker det på døren. Betty åbner døren, trods Graces bange protester. Men det viser sig heldigvis og meget overraskende at være hendes kærlighed Zachos. Der er kun én udvej, Grace må flygte tilbage til Trafallas, for oprørerne er lige udenfor døren. Men kan hun undslippe Otera og Galio? Er Betty og André trygge? Vil de Ældre tillade, at hun vender tilbage? Hvad er prisen?
Grace kommer ud på et endnu større og mere farefuldt eventyr end nogensinde før. Man bliver totalt tryllebundet. Der er skruet op for spændingen, uhyggen og ufirudsigeligheden. Der er alt fra smukke majestætiske flyvende releoner, intens tryllebindende romantisk kærlighed, stærke familiebånd og venskaber til kamptræning, sej blokeringsmagi, mareridtsagtige drømmesyn, en creepy utiltalende skyggekvinde, død og sorg . Man kommer igennem hele følelsesregistret. Dette er en utrolig velskrevet, unik, spændende, medrivende, hjertevarm, hjerteskærende, fængende historie med de mest velformulerede og fortryllende sætninger, jeg nogensinde har læst. Jeg glemmer helt, at jeg læser en bog, da jeg sugesind i historien og ser alt helt tydeligt som en film endda med lyd på. Der er kælet for enhver detalje og lagt et kæmpearbejde i denne bog. Forfatteren har skabt et af de mest gennemførte detaljerede visuelle universer. Hun har endda skabt sine egne planter, væsener, traditioner og ceremonier. Jeg tror, at jeg har været i Trafallas pga hendes fænomenale skriveevne. Dette er en bog, der kommer helt ind i mit hjerte. Trafallas, handlingen og personerne er blevet en fantastisk og uforglemmelig oplevelse for mig. Julie M Day har skabt et mesterværk.
Personerne er vokset så meget . De er blevet dybere og mere nuancerede og kommer helt ind under huden på mig. Det er som om denne historie er mit eget minde. Jeg føler med personerne i både glæde, forelskelse, spænding, frygt og sorg. Jeg er fuldstændig tryllebundet af historien, universet og personerne. Zachos har udviklet sig meget. Han er mindre temperamentsfuld og meget mere kærlig og romantisk. Han vil gøre alt for at skåne og beskytte Grace. Han er hendes. Han er så velskrevet, at man som læser bliver helt forelsket i hans skæve smil og utrolig romantiske handlinger som fx fotorammerne og hele det hus, som han har bygget. Grace vokser ligeledes meget i bogen. Hun er blevet mere temperamentsfuld, udtryksfuld, stædig, modig og nuanceret. Jeg er helt vild med, da hun prikker Ethellion i brystet med en finger og beder ham gøre noget . Så sejt. Hun kommer helt ind i hjertet på mig . Hun tager nogle store skridt og er på sit livs dannelsesrejse. Hun bliver mere selvstændig og vil gerne lære at forsvare sig selv ( hun nyder det ligefrem). Jeg er også vild med Sasefira. Hun er så dygtig, sej, viljestærk, en rigtig heltinde- type.
Julie M Day har ligeledes et stort talent for at skabe humor, krimiagtig stemning, poetiske beskrivelser af omgivelser og gengive personernes sindstilstand, så man virkelig kan mærke dem ( på godt og ondt ).
Der er så mange gode passager i bogen.
Jeg er helt vild med fødselsdagsscenen, hvor Grace bare fra ét sekund til et andet beslutter sig for, at nu vil hun ud i skoven og leder efter grænsen til Trafallas. Den er så sjov.:
"André kiggede på mig med rynkede bryn. Han mistænkte mig måske for at være rablende gal. " Hvad. Forgår. Der. Inde. I. Dit. Hoved? . "Skoven " sagde jeg. "Vi skal ind i skoven ". "Hvad fabler du om?" Grænserne, André. De er i skovene. André rystede på hovedet. Hvad for nogle.....åååh!... ( side 49) ( her bruger Julie M Day nærmest en slags " comic relief" fordi stemningen har ellers været lidt trist )
Grotte-scenen med labyrintiske gange og søen. Wow. Den er så eventyrlig og nervepirrende ( læs bogen side 164).
Jeg er, som tidligere nævnt, vild med scenen, hvor Grace prikker Ethellion i brystet: " jeg snurrede omkring, så jeg stod lige foran ham. Med en krævende pegefinger prikkede jeg ham i brystet adskillige gange. "Så gør dog noget!" Du lovede at hjælpe os. Du lovede at hjælpe mig". Min stemme var mere skinger end forventet... så hidsig var jeg .
Jeg er også helt vild med ceremoni- scenen . Wow. Forfatterens beskrivelse af omgivelserne er tryllebindende, poetisk og magisk: " synet var betagende. Absolut forrygende. Den åbne kløft, som adskilte byen fra Tra-victorlias fra skoven på den anden side var dyb. De vældige vandmasser fra vandfaldet hamrede ned fra bjergsiden og endte nede i kløftens flod med et tordnende brøl...den bugtede sig mellem de høje bjergsider som et tyrkisfarvet slangeskind. Solens lys fik vandet til at glitre som diamanter" ( side 300 til 301).
" Men istedet betragtede jeg Zachos hjertevarme og lette smil. Et smil, som han tilsyneladende bare slet ikke kunne tørre væk igen. Det fik også mig til at smile... Jeg blev endnu engang minder om, hvor meget jeg savnede ham og hvor meget jeg havde brug for ham " ( side 172)
Julie M Day har den vildeste og mest omfattende fantasi, jeg nogensinde har læst. Fx Hailu fuglen. Wow. Sikke en opfindelse. Så smuk og genial ( læs bogen for at vide mere )
Ydermere er jeg vild med Julie M Days fokus på øjne. Øjne der lyser " de varsomme øjne skinnede vsgtsomt" ( side 182 )
Jeg kan godt forstå, at denne bog vandt prisen for årets YA i Horsens Posten i 2018.
Jeg giver denne bog 6 stjerner med krydser og releoner ( ud af 6 mulige)
Kommentarer
Send en kommentar