Du gætter aldrig hvad de gjorde af Thomas Arnt og Ane Gudrun

 


Du gætter aldrig hvad de gjorde af Thomas Arnt og Ane Gudrun. Udgivet 2021. 43 sider. Forlaget Petunia. 


Wow!  Sikke en supergod, spændende, vanedannende, humoristisk og overraskende underholdning. Det er længe siden, at jeg har grint så godt igennem - højlydt.  Humoren i disse bøger er supergod. Dette er en rigtig feel-good bogserie. Jeg må bare sige, at jeg vil anbefale Du gætter aldrig hvad de gjorde -bogserien til alle. Til børn, teenagere og voksne, unge som gamle.

Serien indeholder indtil videre tre bøger om Vikingetiden, Det gamle Egypten og Romerriget.  Alle bøgerne vækker virkelig interesse og skaber stor nysgerrighed med hensyn til de temaer, som de har fokus på. 

Jeg lærte så meget nyt både brugbart, sjovt og klamt. Jeg følte virkelig, at jeg kunne se både Vikingerne, romerne og egypterne for mig på godt og ondt, i hverdagen, deres faste rutiner, de seje situationer, i sorg ( fx at hvis en epypters kat døde, så barberede de deres øjenbryn af...), i pinlige situationer og selv deres hygiejne.  Der er alt fra mærkelige guder, magiske og hellige kæledyr,  hår, make-up og parfume, medicin, shopping, madvaner, hestesport, dødsritualer og effektive krigsstrategier.  Jeg kan kun konkludere, at Thomas Arnt virkelig er kommet godt og fyldestgørende rundt om emnerne til UG kryds og slange (som man sagde engang).

Thomas Arnt er en virkelig god historiefortæller. Jeg er vild med hans skrivestil og måde at kommunikere direkte med læseren. Han fanger en fuldstændig fra første side og det gør Ane Gudruns flotte, livlige, sjove og detaljerede tegninger også. Det er bare et perfekt match, som til sammen formidler historien perfekt og på den allerbedste måde. Jeg kan ikke komme med nogle kritikpunkter overhoved. Det eneste jeg kan sige er: Please skriv flere bøger. Jeg vil gerne læse dem allesammen og eje dem. 


Fantastiske illustrationer af Ane Gudrun

Jeg er fuldstændig vild med alle illustrationerne og især at Ane Gudrun og Thomas Arnt selv er portrætteret og at deres udseende varierer fra bog til bog, således at de i vikingebogen er blevet tilført eller iklædt vikingekostumer i form af en sort ravn på hovedet og Thors hammer i et halssmykke, mens de i Det gamle Egypten bogen har en slange rundt om hovedet og egyptisk tøj på. 

Bøgerne er også supergode for os, der allerede kender en del til historie og emnerne, men gerne vil have genopfrisket vores viden samt tilført noget helt nyt. Aldrig har jeg fået en så livlig og nærværende fremstilling i bogform af denne tid og så med en relation til nutiden/ den moderne tid fx en illustration af en som er ude ved dyrene med sin mobiltelefon for at gøre sit nødvendige ærinde, nemlig fx at lade sit vand blandt staldens dyr. Ih! hvor jeg grinte på disse sider i vikingebogen. 

Thomas Arnt er supergod til at trække linjer op til nutiden og dermed gøre historien nærværende, relevant og mere fængende; fx skriver han i Det gamle Egypten bogen således: "Hvis de gamle egyptere havde haft YouTube, så havde de konstant set kattevideoer. De elskede katte...Man sagde, at katte var magiske..." (side 11)

Thomas Arnt forklarer også tingene på en virkelig god og pædagogisk måde, så man forstår det, men uden at det virker forklarende. Fx at en af de sten, som blev brugt til at bygge pyramiderne, vejede det samme som en afrikansk skovelefant (side 15  i Det gamle Egypten)

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Jeg giver 6 stjerner / 6 til denne fantastiske, unikke og vidunderlige bogserie. Med stor opfodring om at skrive flere bøger snarest. 

Og jeg synes, at det er så dejligt, at selvom der er virkelig klamme ting i bøgerne, så går de aldrig over grænsen eller under bæltestedet. Der er sjove og underholdende på den gode måde.

Jeg synes helt klart, at de bør være mustreads i skolen. Disse bøger får alle med. De er ikke kedelige på noget tidspunkt og de er total vanedannende også. Jeg har allerede læst dem tre gange og jeg har lyst til at læse dem igen. Denne bogserie kan få selv den mest skoletrætte elev op af sædet og hungerende efter mere viden. Det er der ingen tvivl om.  


Skrevet af Youlooklikeabook.

Bøgerne udkommer den 31.juli 2021, men kan købes allerede nu hos Forlaget Petunia.  






Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva