Holly 3 af Sophie Souid & Pernille Bønlykke


Holly 3 af Sophie Souid & Pernille Bønlykke. Udgivet 2023. Gads børnebøger. 170 sider.

Åh! sikke en underholdende, nervepirrende og rørende børnebog. I denne tredje bog har stakkels Kian, som er Joses storebror, måtte gå under jorden, fordi han bliver anklaget for en forbrydelse, som han slet ikke har begået. Han har virkelig store problemer ! Hvad i hulens navn foregår der? Hvad er der sket og hvem er i virkeligheden den skyldige. Holly og hendes to gode venner Magnus og Jose skal opklare det store mysterium og forbrydelse, for ellers får det store konsekvenser for Kian. Det er på ingen måde nemt. Sporene peger i mange retninger og mistanken skifter fra den ene til den anden. Spændingen og tempoet er højt, så det gælder om at holde hovedet koldt og tungen lige i munden.  Man bliver helt opslugt og revet med af historien og forsøger ihærdigt selv at lægge sporene sammen undervejs for at regne det hele ud. Men det er en helt umulig opgave, da forfatterne konstant kommer med nye overraskelser og øjenåbnende informationer, der ændrer alt det, som man lige troede, var rigtigt. Underholdningsværdien er høj. Humoren sidder lige i skabet og der bliver brugt de skønneste og sjoveste udtryk og måder at formulere sig på. Jeg er helt vild med forfatternes skrivestil. Den er frisk, fængende og sjov. Perfekt til det unge publikum. 

Udover supernørder, Dungeon masters og Hidden heroes mm, så er der i denne bog også fokus på nogle ret vigtige og rørende temaer som fx det at være skilsmissebarn, at føle sig mindreværd, at føle sig misforstået & overset samt ægte venskab & sammenhold. Virkelig at være der for hinanden, også når man laver fejl. At give hinanden en chance til og gøre det godt igen,når det er muligt. Denne bog var ikke kun nervepirrende underholdning, men den ramte mig også i hjertet. Der var også lidt vidunderlig romance. Kort sagt. Hele pakken. Supergodt budskab

EKSEMPLER:

"De siger, at det bliver den vådeste maj i 73år". "Hvaffor en haj", spurgte Holly. "Maj!" Hollys mor bevægede sine læber overdrevet langsomt og talte ekstra højt." (side 7) 

Jeg er helt vild med forfatternes skrivestil. Deres skønne udtryk sidder lige i skabet: "Hun følte sig som en slatten vandmand, der kun blev oprejst af sine gummistøvler" (side 163)

"Jeg har faktisk en plan. Og den er out-of-this-world-genial. Hvis jeg selv skal sige det" (side 94)

Der er rørende øjeblikke, der rammer en hårdt lige i hjertet: " Når det bare var Holly og hendes mor, plejede de at spise i køkkenet ved det lille klapbord med telefonerne fremme. Holly havde ellers glædet sig til, at hendes far skulle komme til middag, så de kunne lave noget sammen alle tre, og hendes mor havde både lavet to retter og dessert. Men Holly kunne ikke samle tankerne." (side 8)

Der er også smukke beskrivelser af omgivelserne: "Rundt omkring det lille sorte kolonihavehus hang våde syrener som tunge, lilla gardiner og skjulte næsten hoveddøren og vinduerne. Regndråberne hamrede ned over plastiktaget på redskabsskuret..." (side 15)

Jeg må også rose Maria Buchmanns flotte, udtryksfulde illustrationer. De beriger virkelig læseoplevelsen.

Jeg kan også varmt anbefale den supergode lydbog indlæst af Christina Nørby Ibsen.

Det er en meget flot skinnende bog med lækre detaljer og sprayed edges. Total cool.

Jeg ser frem til endnu flere Holly bøger. 

Jeg giver 6/6 stjerner.

Skrevet af Cand.mag og bogblogger Youlooklikeabook

Bogen er modtaget som et anmeldereksemplar

Det er menneskeligt at fejle og derfor er det også ok at tilgive hinanden- Supergodt budskab i bogen.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva