Shadow and Bone af Leigh Bardugho (Pigen og mørkningen)


Shadow and Bone af Leigh Bardugho  (Pigen og mørkingen) 

Alina Starkov er en helt almindelig korttegner og Mal er en fremragende stifinder. De er vokset op på samme børnehjem og er hinandens allerbedste venner i tykt og tyndt. En dag skal skal de for første gang nogensinde rejse igennem det frygtindgydende Skyggehav. Alina er meget bekymret og desværre bliver hendes bange anelser til virkelighed, da de skrækindjagende og menneskeædende volcraer flyvende indtager prammen og fortærer den ene efter den anden. Men da Mal også angribes, sker der noget helt uventet. Der strømmer pludseligt et skrapt lys ud af Alina, som skræmmer volcraerne på flugt. Det viser sig, at Alina er en såkaldt grisha med ganske særlige evner. Det er et kæmpe chok og det tager noget tid, før hun accepterer det. Hun føres mod sin vilje bort for at blive oplært som grisha. Dette bliver begyndelsen på det vildeste eventyr og dannelsesrejse, som hun aldrig kunne have forestillet sig. Det er en nervepirrende, imponerende, dyster og stærkt medrivende historie med store udfordringer og ansvar, konstant træning, drama, intriger, imponerende magi og fascination af en helt ny verden, som overgår enhver forstand. Men på trods af dette er savnet efter Mal enormt og ensomheden fylder meget. Kan Alina leve op til folks høje forventninger til hendes evne? Ser hun nogensinde Mal igen? Hvem er venner og hvem er fjender og hvad foregår der i virkeligheden?

Det er en total imponerende, fremragende, gennemført og gennemtænkt worldbuilding ned til allermindste detalje, hvor man bare suger alle detaljerne til sig og higer efter at vide alt om grishaerne, de forskellige typer, deres oprindelse, alle væsnerne, sagnene og den total imponerende magi.  Der er så mange informationer, forhistorie, lag og vilde afsløringer, som blæser en helt bagover. Det må have taget årevis for forfatteren at opfinde og skabe hele dette univers. Man har slet ikke lyst til at slippe det, men higer bare efter mere. Universet er spækket med interessante karakterer, som emmer af personlighed og mystik. Der er alle typer og det er svært at regne ud, hvem der gode og hvem der er onde, samt hvad deres sande motivation og mål er. Dette er i høj grad med til at øge spændingen. Mine favoritkarakterer er Mørkningen, Baghra og Genya. Det er en meget medrivende historie, hvor man i høj grad kommer igennem hele følelsesregistret lige fra savn, sorg, smerte til hjertevarme, glæde og boblende forelskelse. Venskabet mellem Alina og Mal er et af de centrale emner i bogen og det er så stærk, rørende og vidunderligt, at man nærmest kan mærke det i sit eget hjerte.


EKSEMPLER: 

Der er en meget rørende og hjertevarm indledning om det smukkeste venskab og de mest vidunderlige minder, som bevidner om ægte sammenhold. Mal og Alina var alt for hinanden. Hinandens familie. Hinandens bedste venner: "...Eller de kunne ligge på ryggen på engen og se solens gang over himlen, mens de overvejede hvor de ville bygge deres bondegårde, og om de skulle have to eller tre hvide køer...Så drengen og pigen fik for vane at gemme sig i den store ejendoms ubenyttede rum hvor de spillede teater for musene og prøvede at holde varmen---Drengen og pigen så på hinanden. Og fordi de voksne havde andet at være optaget af var der ingen, der lagde mærke til, at pigen rakte ud efter drengens hånd, og ingen så det blik de sendte hinanden..." (side 17-18)

Bogen indeholder meget levende, detaljerede og imponerende beskrivelser af omgivelserne: "Et kort øjeblik, var jeg så benovet over den skønhed, der omgav mig, at jeg helt glemte min frygt. Teltets inderside var overdådigt beklædt med bronzegul silke, der spejlede glitrende stearinlys i lysekronerne højt over os. Gulvene var dækket af kostbare tæpper og dyreskind. Langs væggene var der mindre rum, inddelt af halvgennemsigtige silkeforhæng, hvor grishaerne i deres farvestrålende kaftaner holdt til." (side 49-50)

Der er spændende forhistorie, som man higer efter at vide mere om. Hvad er der sket, siden landet Ravka er blevet ændret så meget? "Den ene dag havde bønderne passet deres marker, og fårene havde græsset i de frodige enge - og den næste dag var en mørk sprække dukket op i landskabet. En flænge af næsten uigennemtrængeligt mørke, som bredte sig år til år og var fuld af ondskab og rædsel. "(side 21)

Der er de mest skræmmende og drabelige væsner: "En volcra; lange smudsige kløer, læderagtige vinger og lange knivskarpe tænder, skabt til at fråse i menneskekød. De var blevet blinde efter at have levet og jaget i forkastningen i flere generationer, men ifølge rygtet kunne de lugte mennesker på flere miles afstand" (side 24)

Der er masser af spænding, action og uhygge: "Mørket omsluttede os nu fuldstændig. Sort . Vægtløst...Det var som om vi stod ved verdens ende...Og så i flammernes skær så jeg dem...Svævende over os, dykkende mod os, susende gennem luften omkring os. Mere skræmmende end noget, jeg nogensinde havde set i nogen bog eller forestillet mig i mit værste mareridt. Skuddene bragede. Pilene hvislede gennem luften. Og volcraernes skrig skar gennem alting..." (side 41-42)

Og store følelser: " Først da jeg kom tilbage på mit værelse og havde lukket døren forsvarligt bag mig, lod jeg tårerne få frit løb. Jeg gled ned på gulvet og satte mig med ryggen mod sengen og armene om knæene - prøvede på at holde sammen på mig selv" (side 232)

KARAKTERER:

ALINA er junior-kartograf assistent. (side 28) Alina er meget bekymret for at krydse Skyggehavet for første gang. Hendes tanker løber helt løbsk. Mens Mal er slet ikke bekymret "Du bekymrer dig for meget. Hvis vi får Mikhael med om bord, så har vi intet at frygte. Så snart volcraerne ser hans store lækre mavse, så kaster de sig over ham og lader os andre være "(side 24). Der er god ping pong spil og humor i mellem Alina og Mal (side 22-23). Man kan virkelig mærke Alinas følelser, tanker og bekymringer hele vejen igennem bogen og det er meget spændende at følge med i. Hun har meget personlighed, temperament, men også følsomhed. Hun har været vant til at blive set ned på og kritiseret og pludselig er hun nogen. En ægte grisha med særlige evner. Hun er på sit livs dannelsesrejse og har fået et kæmpe ansvar på sine skuldre, som hun slet ikke har bedt om eller forventet. Hun er slet ikke vant til at være nogen som helst særlig. Hun har altid været lidt svagelig og bleg og ikke imponerende på nogen måde. Men alt dette er pludselig ændret. Fra den ene dag til den anden er hun blevet en grisha med en helt unik evne, som ingen andre i hele Ravka besidder. Og hendes ansvar er at redde Ravka. Hun går igennem hele denne process helt alene, fordi hun oplæres i det kongelige palads langt væk fra Mal. Så ensomheden og savnet fylder meget. Hun har ikke lyst til at give slip på sin allerbedste ven, den hun var og fortidens varme minder med Mal.  Jeg blev mange gange dybt rørt over hendes savn og smerte samt hendes stærke forhold til Mal.. Forfatteren har virkelig skabt en karakter, som er gennemført og virker ægte. Selvom jeg nogle gange kunne blive irriteret på hende, så holdt jeg også meget af hende. Hun er jo slet ikke særlig helteagtig og har meget svært ved at acceptere sin nye evne. Dette bliver beskrevet på en meget realistisk måde, så man bedre kan relatere til hende.  Hun kommer igennem en meget stor omvæltning. Hele hendes hverdag er anderledes. Det må kræve en enorm styrke at kunne fastholde sig selv i denne proces. Forfatteren har virkelig valgt at udfordre Alina på alle niveauer. Hun får en masse lækkert tøj, mad, goder og nye muligheder og oplevelser på slottet, men hun mister også nærmest retten til at bestemme over sin egen hverdag og færden. Et af mine absolut yndlingscitater med Alina er " Jeg havde ikke glemt den følelse af afklarethed, der havde fyldt mig, da mørkningen rørte mig, og den uforklarligt velkendte oplevelse af, at der blev kaldt på mig. En kalden, der krævede et svar. Det havde været skræmmende og berusende. For et kort øjeblik var alt min frygt og tvivl blevet afløst af en total vished. Jeg var intet - en flygtning fra en navnløs landsby, en radmager og kluntet pige, som susede gennem det tiltagende mørke. Men da Mørkningen greb fat om mit håndled, følte jeg, at jeg var andet og mere en det (side 72-73). 

Mørkningen /The Darkling er på en og samme tid både fascinerende, dragende og på den anden side magtfuld, skræmmende og omgivet af en masse mystik, så man ikke kan finde ud af, hvilken side han er på og hvad hans sande motiver er. Han er en meget velskrevet og spændende karakter, som virkelig er med til at øge underholdningsværdien, spændingen og uhyggen: " Jeg stod med åben mund, splittet mellem skræk og fascination. Han er alt for ung, tænkte jeg. Denne mørkning havde regeret grishaerne, allerede længe før jeg blev født, men manden på forhøjningen over mig, så ikke ud til at være meget ældre end mig. Han havde et markeret, smuk ansigt, en tæt manke af sort hår og klare, skiftergrå øjne, der glitrede som kvarts. Jeg vidste, at de mest magtfulde blandt grishaerne efter sigende levede meget længere og mørkningerne var de allermest magtfulde" (Kapitel 3 side 50-51) . Man higer i den grad efter at kende hele hans historie, hvad der har gjort ham til det, han er i dag og hvad han virkelig tænker og føler. Han virker så galant og høflig overfor Alina og føles som en ægte gentleman med ordentlige manerer. Men er han det? Hvad lurer under overfladen. Han er helt klart en af mine favoritkarakterer i bog 1 sammen med den uhyggelige, skrappe og livskloge Baghra. Hun virker så streng og uhøflig i sin fremtoning og som en meget hård lærer overfor Alina. Men samtidig er hun også meget dygtig og livsklog:"Mit første indtryk var, at det var en ufattelig gammel kvinde...Baghras hud sad glat og stramt over ansigtets skarpe konturer. Hendes ryg var rank, hendes krop så senet som en suli akrobats, og der var ikke et eneste gråt stænk i hendes kulsorte hår. Og dog fik skæret fra ilden hendes ansigtstræk til at minde om et kranie med deres fremstående knogler og dybe hulninger...og hendes skeletagtige hånd havde et solidt greb om det flade håndtag på en stok, der så ud som den var skåret ud af sølvskinnende forstenet træ." (side 138)  Hun er omgivet af en masse mystik og hende higer jeg i den grad også efter at vide endnu mere om. De emmer begge af personlighed og styrke.  

TEMAER & BUDSKABER:

Bogen har fokus på ægte venskab, identitet, ansvar, ensomhed, savn (fraværet af Mal).  Mal og Alina har altid været total sammentømret og nu skilles de for første gang ad.  Alina skal lære at stå på helt egne ben uden ham. Hun er på sit livs dannelsesrejse og skal finde en helt ny identitet og vænne sig til sine helt  nye evner. Om tillid: Hun er i en hel fremmed verden og har ingen anelse om, hvem hun kan stole på.  tillid. Alina er omgivet helt nye mennesker og grishaer. Men hvem kan Alina i virkeligheden stole på? og hvad er deres sande motiver?. Om kampen mod det onde. Kampen for at redde verden uden at miste sig selv i processen.  

Jeg kan slet ikke vente med at læse videre i denne serie. Jeg er vild med universet og karaktererne, alle de overnaturlige elementer og forhistorie mm. Jeg kan slet ikk få nok. 

Dette er bog 1 i Grisha-trilogien. Der er ligeledes to duologier: Six of Crows duologien og King of Scars duologien.

Denne bog er ligeledes filmatiseret i Netflix serien Shadow and Bone på Netflix. Første sæson følger meget bog 1. 

Jeg giver 5 store stjerner ud af 6.

Der findes flere versioner af bøgerne på originalsproget. Den som er vist på mit foto er Collector's edition hardback, hvor der er superflotte illustrationer inde i bogen med blandt andet hjorten. Se fotos. Der findes ligeledes en paperback med hjorten på forsiden. Og der findes en lydbog på dansk.  Den danske version er udgivet på forlaget Alvilda.

SPOILERALERT!!!! Læs ikke videre medmindre du vil spoiles

Årsagen til den manglende stjerne er, at handlingen nogle steder var lidt langtrukken og kedelig. De var nogle passager,  hvor man følte at tiden gik for langsomt og der ikke skete så meget. Og der var passager, hvor der blev brugt lidt for lang tid på detaljerede beskrivelser om omgivelserne, maden ol. Det var utrolig levende beskrevet og gjorde, at man så alt for sit indre blik, men til tider blev det lidt for meget Det ville have været bedre at have flettet en anelse handling eller dialog ind undervejs i disse passager.  Det kunne have været rigtig spændende at have haft flere synsvinkler i bogen, så man også vidste hvad Mal tænkte.

Favoritsteder (i danske version):

Indledningen er så rørende.

Side 40 (kapitel 2) hvor de befinder sig i Skyggehavet og angribes. Det er så nervepirrende.

Jeg er vild med side 59-60, hvor Mørkningen tester om Alina er en ægte grisha og skærer hende i armen og alle er helt i chok over hvilken slags grisha hun er.  

Jeg er vild med brevet på side 84:"Tak fordi du har været min bedste ven og gjort mit liv tåleligt og undskyld jeg kom til at forelske mig lidt i dig..." og så griner hun af sig selv bagefter.

Side 89: Så rørende, da Mørkningen siger, at Alina er det første glimt af håb, at han har søgt efter hende hele livet.

side 112 -113 hvor Alina sammen med mørkningen nærmest laver et show, hvor hun viser sine imponerende evner

side 121: Alina har aldrig prøvet at have sit eget værelse og hun smågræder sig selv i søvn, fordi hun føler sig så ensom.

Kapitel 12 er en af de allermest spændende

Jeg er vild med de romantiske øjeblikke fx side 197-198. Mørkningen kysser Alina.

Kapitel 15 + 16: Er nogle af mine favoritkapitler, hvor Alina erfarer sandheden. Det er så nervepirrende.  Giga afsløringer.

Jeg er også vild med Fedyor. Han er så sød. 

Præsten der lugter af gravkammer er virkelig creepy og ikke en af mine favoritkarakterer. 

"Vi skal nok klare os. Det gør vi jo altid" siger Mal ofte. (side 123)

Side 96: Alinas skræmmende mareridt.

Skrevet af Youlooklikeabook



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva