Gudernes krig 4 af Henriette Hesselholdt
GUDERNES KRIG 4 - Solens magt af Henriette Hesselholdt. 376 sider. Udgivet 2021. Tellerup
" Små ishvide flammer sprang til live langs klingen og kastede gnister i vinden som om sværdet selv kom til live. Samme energi brusede igennem hende fra håndfladen, langs armen og videre ud i resten af kroppen. Vækkede sjælen og kastede et ekko af energi og iver gennem musklerne" (side 19)Wow wow wow ! Jeg er blæst bagover af denne bog. Allerede fra første linje suges man ind i den dramatiske handling. Det er intenst og velskrevet. Fyldt med action og spænding. Kamp. Flugt. Kæmpestore afsløringer. Helt nye informationer, som ændrer alt. Voldsomme og skelsættende beslutninger. Rørende, varme og følelsesfulde øjeblikke. Man kommer igennem hele følelsesregistret både på den hårdeste og dejligste måde. Forfatterens sprog stråler og hun formår at gengive alt helt tydeligt med sit billedskabende og ofte metaforiske smukke sprog, så alle ens sanser bliver tilfredstilt. Jeg tror vitterligt, at jeg har set denne bog som en film, mens jeg læste den, så veludført er den skrevet.
Og karaktererne wow! De er så godt skildret og gengivet. De emmer af hver deres tydelige personlighed. Man mærker i den grad karaktererne, deres følelser, deres tanker, viljestyrke og motivation samt bevæggrunde. Man kan følge hver en tanke de har og får som læser lov til at komme helt tæt på. Skiftene i mellem de forskellige fortællere fungerer perfekt. De er alle karakterer fyldt med bagage og forhistorie, hvor man bare higer efter mere, fordi der er så mange lag. Man har ikke lyst til at slippe dem. Men bare lære dem endnu bedre at kende. Relationerne i mellem dem udvikles hele tiden i takt med, at de tilbringer mere tid sammen og udsættes for flere ekstreme situationer, hvor de må samarbejde og holde endnu stærkere sammen med fjenden. Dialogen imellem karaktererne er også helt perfekt. Den er dynamisk, dramatisk, levende samt både humoristisk, rørende eller skarp. Jeg er vild med Henriettes evne til at kombinere hård, intens, total nervepirrende action og spænding med karakterernes dybde, følelser og tanker, således at man får hele pakken på alle niveauer. Det er hæsblæsende topunderholdning, hvor der er gjort plads til de hjertevarme, følelsesfulde og tætte øjeblikke. Handlingen og historien er så gennemført og gennemtænkt med masser af lag og forbindelser. Man har som læser ingen anelse om, hvor det bærer hen, men man higer efter at vide det. Der er total uforudsigelighed. Guderne bliver ondere og ondere og mere magtsyge, men det er stadig ikke til at sige, hvem man kan stole på i sidste ende eller om der pludselig sker uventede drejninger eller magiske forandringer. Jeg var underholdt fra start til slut og trak næsten ikke vejret. Jeg blev revet med af handlingen og følte mig investeret i karakterne i en sådan grad, at jeg følte deres glæde, forelskelse, vrede og sorg og deres samtaler om diverse emner, hgav også mig stof til eftertanke og refleksion.
Denne bog er bogstavelig talt "On fire" på den bedste måde . Fantastisk. Denne bog når nye højder, når det gælder intensitet, action, spænding og overnaturlige væsner. Der kommer også så store afsløringer, at ens øjne er ved at trille ud af hovedet af forundring og begejstring : Jeg ville ønske at jeg kunne skrive , hvad det er, at jeg er så utrolig begejstret for. Men glæd jer til fx kapitel 15 og 16 og 16 er klart nogle af mine favoritter. Der hoppede mit fantasyboghjerte af glæde.
Solens magt er en pageturner, som har en supergod og veltænkt spændingsopbygning, således, at man sidder på kanten af stolen, helt opslugt, anspændt og total investeret i handlingen i en sådan grad, at man næsten ikke kan løsrive sig fra bogens sider. Mange af kapitlerne ender også med en cliffhanger, så heller ikke engang efter endt kapitel, kan man standse sin læsning.
Men denne bog er ikke kun supergod underholdning om kampen for overlevelse og kampen mod det onde, den har også fokus på mange meget vigtige og relevante temaer som fx moderskabet og faderskabet. Ansvarsfuldhed. Store skelsættende beslutninger. Umulige dilemmaer. Den sætter også fokus på identitet og menneskelig natur i nye eller ekstreme situationer og sætte spørgsmåltegn ved, hvad der definerer ens identitet. Hvem er man, hvis man ikke længere har de evner, som man havde før? Hvem er man, når man ikke længere har sit job? Hvem er man, når man må lægge hele sit liv, sit hjem og job bag sig? Hvordan bevarer man sin identetet, selvværd og troen på sig selv, når alt er anderledes. Hvor langt er man villig til at gå for at nå sine mål? Hvad betyder mest for en, når man skærer helt ind til benet? Det er meget sjældent, at vi ser helte, som er mødre eller fædre. Det vil jeg gerne rose Henriette Hesselholdt for at tage nogle helt nye heltetyper med i sin bøger. Der er meget mere på spil og mange flere hårde beslutninger i disse situationer og det gør det meget mere interessant , fordi man som læser tænker, hvordan kan det overhoved hænge sammen?
Alle karakternerne er på deres livs dannelsesrejse på alle niveauer. For nogle er udfordringerne så hårde, at det går helt galt for dem og for andre, øger det blot viljestyrken og dermed samarbejdet, sammenholdet og venskabet, fordi de nægter at give op. De vil overvinde de onde og forsøge at få en fredelig og god verden igen. Karaktererne er så komplekse, at det er svært for os læsere fra begyndelsen af at forudsige, hvilke karakterer der forbliver gode eller onde. Paleon er nok den karakter, som har udviklet sig mest. Han virkede ikke særlig stærk i begyndelsen og jeg havde ikke troet, at han havde klaret det til bog 4. Han er i den grad vokset med opgaven og han har lært at lytte til sit eget hjerte i stedet for blindt at følge sin gudinde. Han har måtte tage nogle meget svære valg og lever dagligt med konsekvenserne. Det er hårdt og han kæmper lidt med sit selvværd og at finde sig tilpas i sin nye identitet. Men han ved, at det er det rigtige. Jeg glæder mig så meget til næste bog og finde ud af, hvad der sker med karaktererne. Men et eller andet sted har jeg heller ikke lyst til at serien ender, fordi jeg er slet ikke parat til at tage afsked med karaktererne. Selv karakterer, som jeg umiddelbart i begyndelsen ikke troede ville komme ind under huden på mig, er gradvist kommet ind i mit hjerte fx Vermilla og Ori. Henriette Hesselholdt formår virkelig at skabe at karakterer med så mange lag, at man i begyndelsen slet ikke kunne forudsige, hvem der gemte sig inderst inde eller hvordan de ville udvikle sig. Henriette Hesselholdt har gjort et enormt karakterarbejde, så man som læser føler, at karaktererne er ægte personer.
Hvis du er til full-blown fantasy med supergode personskildringer og masser af lag og dybde, så er dette serien for dig.
Jeg vil ikke lave et resumé af bogen denne gang, da dette er bog fire i serien og jeg vil ikke spoile handlingen. Men jeg vil efterfølgende nævne nogle af mine favoritsteder og elementer ved bogen.
Her er mine favoritsteder og citater fra bogen, som jeg ikke vil glemme og som gjorde et stort indtryk på mig:
Jeg er så imponeret og fascineret af denne fantastiske beskivelse af Vermillas sværd og kamptræning. Hvis jeg ikke vidste bedre, så ville jeg tro, at Henriette Hesselholdt selv var sværdkæmper.
" Små ishvide flammer sprang til live langs klingen og kastede gnister i vinden som om sværdet selv kom til live. Samme energi brusede igennem hende fra håndfladen, langs armen og videre ud i resten af kroppen. Vækkede sjælen og kastede et ekko af energi og iver gennem musklerne" (side 19).
Samt denne imponerende beskrivelse af den prægtige gudinde Zadae: "Hun var snuk at se på. Stærk. De bløde læber, næsens skarpe linje. Musklerne under huden der levede med samme ild som den der var selve hendes essens... et svagt ar var stadig at se på Zadaes pande...En kaskade af ild stod fra hende i stedet . Fra isse, nakke og ryg som en manke af flammer. Hun var prægtig. Magtfuld. Stærk og ærefrygtindgydende. Farlig "(side 225)
Der er total action, kamp og magi: "Vermilla stormede frem med hævet sværd og ved hendes side fulgte en anden kriger...direkte frem mod den ventende flok vampyrer...Hun sendte magien fra sig i et hårdt skub...Brag skyer af sand og flyvende stensokinter fyldte luften sammen med skrig. De der ikke blev dræbt, såret eller mast fast af mægtige søjler, blev fanget af bannerne. Ildfadene fangede stoffet, og snart var kaosset badet i flammer...(side 301)
Og der er en dejlig humor: "Jeg tror, at du har meget mere magt end du viser...kære Yukais". "Tror du?" Yukais så omtrent så uskyldig ud som en drage ved en flot får"...(side 256)
Og jeg er vild med alle de hjertevarme, rørende og romantiske øjeblikke mellem karaktererne. Den ægte kærlighed. Det er så dejligt, at der er plads til den også i en ellers hæsblæsende action historie. Denne sætning går lige i mit hjerte: "Fordi det er vigtigt for dig " (side 30) samt kapitel 25.
Smukke nærmest poetiske beskrivelser af omgivelserne: "Solen der glitrede i de regnvåde tage. Frodige haver i blomst mellem templets hvide marmor. Sletten der strakte sit grønne hav af græs mellem bjergkæderne. Himlen var dækket af forrevne skyet i et maleri af porcelænsagtig gråhvid med pletter af klart blå" (side 46) samt " En skorpe af is og sne dækkede det store stykke klippe, glitrede i lyset og knasede under ..fødderne...Skyggerne var kolde, men solen varmede. Et sted i nærheden ridslede et vandløb, og spurve kvidrede om kap lidt derfra..."(side 171)
Jeg er vild med kapitel 23 om moderskabet. Hvor er det bare en dejlig, underholdende og forfriskende samtale.
Dette er kort sagt en helt fantastisk bog. Jeg glæder mig så ekstrem meget til den næste og sidste bog i serien.
Jeg giver 6 store stjerner /6
Skrevet af Youlooklikebook
Bogen er ikke et anmeldereksemplar.
Kommentarer
Send en kommentar