Midsommerens offer af Katrine Skovgaard



Midsommerens offer af Katrine Skovgaard. Udgivet 2021. 261 sider. Forlaget Calibat. 


Kajsa bor i et lille lukket gammeldags samfund sammen med sin mor. Her er de alle hekse og kan bruge magi, men for at bevare magien bliver de nødt til at ofre dyr, tilbede Moderen og nogle gange endda også ofre mennesker. Det giver rigtig meget magi at ofre en drengebaby og heldigvis er Kajsas mor gravid og det er blevet spået, at det er en dreng. Men Kajsas mor vil ikke ofre sin søn og beslutter i al hemmelighed at gemme ham i den moderne verden udenfor. Så Kajsa må ud for at finde barnet for at opretholde deres magiske samfund. Det bliver en meget overraskende og nervepirrende oplevelse, som er spækket med uforudsete hændelser, hvor man kommer igennem hele følelsesregistret fra stor boblende glæde og nydelse, nysgerrighed, dejlige hjertevarme venskaber, stor fascination af alt det nye og akavede sjove situationer til masser af frygt, spænding, indre uro og hjerteskærende, barske tårevædende øjeblikke, hvor man overvældes af tristhed. Det er ikke en bog, man lige glemmer. Den er skrevet med meget stor indlevelse og sidder i en i flere dage, efter at man har læst den.  Den er en meget gribende, rørende, nervepirrende, uforudsigelig og barsk pageturner.  

Allerede i de første linjer suges man lige ind i den mystiske og overnaturlige stemning under et blodigt hekseritual: "Lyden af messende stemmer omslutter mig...jeg kan mærke brummen i min hals. Dyb og gurglende. Vores dybe stemmer har selskab af ildens brusen..." (side 5). Jeg blev straks fanget af handlingen, magien og intensiteten, som gengives meget tydeligt igennem Kajsas følelser og tanker. Det er så spændende og sejt.  Jeg er vild med alle de overnaturlige og magiske elementer i bogen.

Men herefter begynder alvoren. Det er ikke en nem situation for hverken Kajsa eller hendes mor. Magi og hekseri er meget vigtigt for deres samfund, men der er også store følelser på spil. Man mærker tydeligt dilemaet, fortvivlelsen og de modstridende faktorer. Der er både håb og håbløshed. Det er total rørende og hjerteskærende: "Jeg er ked af det Kajsa". Hun ser ned. "Men jeg kan ikke længere være med til det her. Den måde vi lever på, er forkert" (side 38)  Kajsas indre kamp raser i hende på fuldt blus.

Man kan se omgivelserne helt tydeligt og mærke stemningen i beskrivelserne:" Mørket viser sig tydeligere i landskabet...Vores hytte virker mindre i det rødlige eftermiddagslys, men jeg kender hver en krog. Vores to senge i det fjerne hjørne. Min mors med det strikkede sengetæppe og så min rodebunke. Vores lille bord, der er skuret glat. Ildstedet, hvor gløderne næsten er forsvundet..." (side 209)

Der er masser af spænding, uhygge og frygt: " Skoven virker fremmed nu...jeg kan høre et dyr pusle...jeg har en fornemmelse af, at noget er gået frygtelig galt...mørket smyger sig om træerne, og det er snart for mørkt til, at jeg kan se ordentligt....mine arme ryster, og jeg har en klump i halsen..".(side 21-22)

Og blodige magiske ritualer, hvor man føler sig hensat til en anden tid og sted :"Jeg fører kniven hen over kronhjortens hals og dens gevir bliver tungt i min hånd, da den falder mod jorden. Med magiens styrke holder jeg den oppe og rækker ud efter glasbægeret. Jeg lader den røde væske strømme ned i bægeret...jeg dypper fingeren i bægeret og går hen mod Sigun: "Dette blod er dit blod. Vores blod. Moderens blod -og med det skænker jeg dig hendes magi..." (side 7)

Jeg er helt vild med de hjertevarme, glade og romantiske øjeblikke, som fik mig til at smile til op over begge ører: "Jeg sætter mig ved siden af hende og har taget den første bid af den lune kage...det er en eksplosion af lykke. Af krydret sødme. En stønnen slipper forbi kagen i min mund...Jeg elsker chokoladekage" "Det er det bedste jeg nogensinde har smagt...Jeg vil opgive mange ting for bare at spise den her kage resten af livet" (side 106) samt kapitel 8 og side 91.

Jeg er også helt vild med beskrivelsen af Kajsas opfattelse af det moderne samfund. Det føles enormt nervepirrende og nyt og oplevelsen føles ægte. Den er aldrig for karikeret. Man føler den samme nysgerrighed og fascination som Kajsa. Det er vidunderligt. 


KAJSA

Det er i høj grad en personlig og mental udviklingsrejse, som Kajsa er på. På godt og ondt. Jeg vil gerne rose forfatteren for at skildre Kajsas følelsesliv på en meget indlevende, følelsesfuld og overbevisende måde. I begyndelsen kunne jeg næsten ikke lide Kajsa, fordi hun virkede så god til at skubbe sine ægte følelser væk og fokusere på målet. Det virkede så koldt på mig. Men efterhånden som handlingen udfolder sig og man lærer alle omstændighederne og hendes opvækst at kende, så forstår man det lidt bedre. (Der er så meget, som jeg gerne ville tilføje til netop dette emne i bogen, men jeg vil ikke spoile handlingen)  Igennem Kajsa belyser forfatteren nogle meget vigtige temaer som fx, at man godt kan føle sig alene og ensom, selvom man er blandt mange mennesker. At det kan være meget farligt, at være omgivet af de personer med gammeldagse og forkvaklede holdninger og fordomme. Man kan aldrig tage alle over en kam og generalisere ud fra køn eller race. I denne bog er denne fordom og forudindtagede meninger virkelig sat på spidsen på den mest skræmmende måde. Og at det er aldrig for sent at tage den rigtige beslutning og forsøge at ændre sig til det bedre.

Det er en intens pageturner, som man har meget svært ved at lægge fra sig, fordi man bare må vide, hvad der sker og forfatteren er supergod til at fange en med en meget fængende, barsk, spændende stemning fyldt med mystik og uvished. Det er en intens rejse om ægte venskab, familieliv, ansvar, sammenhold på godt og ondt samt fjendskab, ondskab,  misbrug af tillid, store løgne og bedrag, gammeldags forkvaklet tankegang, fortvivlelse, frygt og ensomhed. En bog der gør et stort indtryk på en. Læs den hvis du ikke er for sart.  

Jeg er helt vild med forsiden, som viser Kajsa i de to verdener. Den, som hun kommer fra og den nye og moderne/ vores tid, som hun kommer til. Hun har et undrende udtryk i ansigtet på begge fotos, som passer perfekt til handlingen. Forsiden afspejler helt tydeligt den både fysiske og mentale rejse, som hun er på. Hun er i to verdener i dobbelt forstand og går igennem en meget intens indre kamp. Der sker mange uforudsete hændelser og der er mange nye indtryk og viden. 

Jeg giver 5 stjerner ud af 6

Kan læses fra 15 år og opefter. (indeholder nogle barske scener) 

Bogen er nomineret på dansk fantasy longlist. Den kan lånes på biblioteket(der er dog kø, fordi den er så populær), på ereolen og på Bookbeat . Samt den kan købes . Den sælges også i Bog og Ide Fisketorvet.  


Katrine Skovgaard har også udgivet følgende bøger

Sådan laver du dine egne skattejagter  (fagbog) (2015) 

Basismagi C

Luftkasteller (2019)

Jeg ved ALT om kærlighed (for tweens) (2020)


^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^

^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^^

SPOILERALERT !!! Læs ikke videre, hvis du ikke vil spoiles!!!

Årsagen til den manglende stjerne er, at jeg personligt synes, at handlingen, nogle få steder, tog nogle meget barske drejninger, som var meget overvældende. Jeg er en lidt mere feel-good-fantasy-læser.  (Kapitel 5 er en af de hårdeste kapitler, jeg nogensinde har læst. Der blev fældet tårer ) Ydermere synes jeg godt, at bogen kunne have været lidt længere, så venskaberne, familieforholdet og handlingen kunne have udfoldet sig lidt mere, have fyldt lidt mere og have haft flere detaljer. Men det var en meget velskrevet og intens historie, som er skrevet med meget stor indlevelse og følelser.

READALONG: 

Denne bog blev læst i forbindelse med et readalong, som jeg selv var vært for sammen med my.fantasy.book.world. Det var så hyggeligt og dejligt at læse denne bog sammen med de andre. Tusind tak for en rigtig hyggelig readalong til  @my.fantasy.book.world, @trebbien83 , @henriettesblog og @kathrine_svane


Skrevet af Youlooklikeabook




De flotte krystaller er købt hos Moni Saettler.  Der bliver man rigtig forkælet.  Det er superflot indpakning og service. 

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Interview med Heidi Keller

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva