Interview med Lone Halkjær

 

Interview med Lone Halkjær


Jeg har læst næsten alle Lone Halkjærs spændende bøger og jeg må sige, at jeg er meget imponeret over, at selvom det er letlæsningsbøger, at hun kan skrive så spændende og medrivende, at selv jeg, som er voksen, kan blive revet med af handlingen. Hun har både skrevet gysere for børn,  realistiske bøger og fantasy.  Jeg var så heldig at møde hende i virkeligheden til fantasy festivallet i år. Det var en utrolig dejligt at snakke med hende face to face og en meget hyggelig og uforglemmelig oplevelse. Jeg synes derfor, at det kunne være rigtig spændende at lære hende bedre at kende som forfatter og hvordan hendes spændende rejse begyndte samt hvad der ellers intereserer hende. Efterfølgende kan I læse mit interview med søde og dygtige Lone Halkjær.  Rigtig god læselyst.


Lille intro om dig selv

Jeg er forfatter til tre letlæsningsserier, en bog til mellemtrinnet og er så heldig, at der er flere bøger på vej. I fremtiden håber jeg på at få udgivet noget YA, men også højtlæsningsbøger og selvfølgelig mere letlæsning, som jeg er ret vild med at skrive – mere om det senere.

Min uddannelse har intet med skriveriet at gøre, faktisk er jeg uddannet datalog og har arbejdet med udvikling af IT-systemer i over 15 år, men for 3-4 år siden valgte jeg, at opsige mit job for at skrive fuld tid. Jeg er mor til en pige og to drenge i alderen 14, 12 og 6 og bor med mand og børnene i en forstad til Randers.

1. Har du altid vidst, at du ville være forfatter? Hvordan reagerede folk omkring dig?

 

Ja, jeg har altid drømt om at blive forfatter, men da min onkel allerede var forfatter, da jeg var barn, vidste jeg godt, at det ikke var noget man kunne tjene penge nok til at leve af. Drømmen lå og ulmede i baghovedet i mange år og ind i mellem prøvede jeg at få skrevet ved siden af børn, arbejde og hverdag, men det blev for sjældent og der var aldrig tid nok til, at jeg kunne fordybe mig i mine tanker om en bog. Min læring fra den tid må være, at det kræver meget koncentration, stort overblik og mange tanker at få en historie nedskrevet og rettet til, så den kan blive tilgængelig for andre. Heldigvis kom muligheden for 3-4 år siden, for at jeg kunne sige mit job op og kaste mig ud i forfatterdrømmen - og det har jeg ikke fortrudt.

Familie og venner har heldigvis været meget støttende – Og det var godt, for jeg blev ramt at en masse usikkerhed ved pludselig ikke at tjene nogen penge og havde mange tanker om at det måske aldrig ville lykkes mig at få noget udgivet. Dengang føltes det super vovet at snakke højt om min forfatterdrøm, men det er heldigvis blevet bedre og nu fortæller jeg med stolthed alle og enhver, at jeg er forfatter. 

2. Hvordan debuterede du? Hvad skete der?

Jeg debuterede i august 2019, men letlæsningsserien Hjemsøgt, som udkom på forlaget Elysion med de skønneste, uhyggelige illustrationer tegnet af Rasmus Jensen. Så vidt jeg husker nåede to af bøgerne at blive afvist af Gyldendal, inden de blev godkendt hos Elysion efter en omskrivning, så det er jo meget nådigt. Det skal dog siges, at jeg har fået afslag nok til at kunne tapetsere et par vægge, men på andre bøger i andre formater.

Hjemsøgt-serien gjorde mig virkelig hooked på letlæsningsformatet af flere grunde:

Jeg synes, det er skønt at kunne skrive en fuld historie med få ord og nyder mulighederne for at lege med sætningerne og bytte om på ordene i det uendelige, så en bog kan komme op eller ned i lix alt efter hvad jeg ønsker, og hvad der skal til, så bøgerne passer i en serie. Det er virkeligt spændende at arbejde med og jeg har enormt mange ideer til nye serier, og så er det fedt, at det ikke tager år at blive færdig med et projekt.

En anden rigtig god ting ved letlæsningsformatet er, at det er skønt at se smukke illustrationer som understøtter ordene og at vide, at børn glædes over at læse dem. Det betyder meget for mig 😊


3. Hvordan og hvornår opstod dine ideer til de forskellige serier?

Som forfatter, mener jeg, det vigtigste man kan gøre, ud over at skrive, er at læse eller i mit tilfælde at lytte. Jeg har desværre sjældent tid til at sidde og læse, men jeg har tit tid til at lytte, så det gør jeg i stor stil. Det bliver til godt 200 fuld længde bøger om året, og det er gennem lytning af andres bøger, at mine ideer opstår. Det er også gennem lytning af andres bøger, at jeg finder løsninger til plotproblemer og undgår at sidde fast i en historie.

 

Jeg læste en masse letlæsningsgysere med mine to ældste, da de var begynderlæsere og det er nok der, blandt alle de mange andre gyserserier, at ideerne til Hjemsøgt-serien opstod.

 

Letlæsningsserien med Naomi handler om pigen, der altid er klar, når der er fare på færde. Ideen opstod, fordi jeg to gange er kommet hjem til vores hus med glasskår overalt og alt elektronik væk. Dengang var min ældste børn 3 og 5 år gamle og det er svært at berolige dem, få snakket med politiet og alle de andre ting, der skal ske, når man har haft indbrud. Jeg ville gerne skrive en serie, der gjorde børn klar til at handle, når uheldet er ude og det blev til Naomi-serien som pt. har en bog om Corona, orkan og en mand der falder sammen. Hver bog slutter med to siders fakta, som i børnehøjde, fortæller hvad et barn (alder 6-7 år) kan gøre i situationen. Jeg er mega glad for serien og får mange positive meldinger fra specielt voksne som synes det er en must-read serie, så forhåbentlig kommer der flere bøger – jeg vil selvfølgelig gerne, at der kommer en bog om, hvad et barn skal gøre, hvis han/hun kommer alene hjem til et hus, hvor der har været indbrud.

 

Tor og ridder Arn serien og Atlan og ulvene er begge fantasy. En genre som jeg absolut elsker. I Tor og ridder Arn tager de to hovedpersoner ud på en ny mission i hver bog, så hver bog er en lukket historie, som følger en fast spændingskurve, og da ideen til den form først var opstået, fordi jeg arbejdede med en anden fantasy serie, var det fedt at få de tre bøger i serien skrevet.

Atlan og ulvene startede også som en letlæsningsserie på tre bøger, men forlaget (Straarup og co.) mente, at den ville være bedre som én samlet bog til en lidt ældre målgruppe og det er jeg utroligt glad for. Det førte til at bogen voksede meget i både længde og lix, da vi arbejdede med at få den færdig. Bogen er stadig delt i tre dele, så man kan se, hvad jeg oprindeligt havde tænkt på, som tre selvstændige bøger.

I letlæsning er der ikke meget plads til fyld og detaljebeskrivelser og det er måske også derfor at Atlan og ulvene er endt med at være både kort og tætpakket med action.

 
4. Hvordan valgte du dine karakterers navne?

 

Jeg kigger meget på hjemmesider som ”Hvad skal barnet hedde?” ”Unikke navne” osv. for at finde inspiration. Til letlæsning skal navnet helst kun have fem bogstaver, så det ikke kommer til at tælle op i lix og så skal det jo helst passe ind i tiden, som historien udspiller sig i. Efterhånden har jeg opbygget lange lister med navne, som jeg har fundet på, ved at ændre en lille del eller et bogstav fra et allerede kendt navn. Fx Atlan er inspireret af Aslan (Løven fra Narnia) og så har jeg prøvet at få de andre navne i bogen til at passe ind.  

5. Hvordan er din skriveproces? Plotter du meget inden du går i gang? Eller får karaktererne ligesom eget liv og styrer handlingen lidt?

 

Jeg plotter stort set ikke. Når jeg begynder at skrive en bog eller serie, er det ud fra en ide eller scene, som jeg gerne vil bringe til live. Mine karakterer opstår ud af ingenting og begynder at have deres egne meningerne og gøre ting, som jeg ikke altid planlægger. Men som regel holder jeg dem i stram snor og smider deres svinkeærinder væk, før manuskriptet ryger til forlag, men så har de afsløret sider af dem selv for mig, som jeg forhåbentlig kan bruge i selve historien på en mere subtil måde.


6. Er der nogle særlige temaer og budskaber, der er vigtige for dig i dine bøger?

 

Ja, men ikke på en sådan måde, at jeg sidder og tænker på, hvordan mine bøger skal tolkes når de når ud til læseren. Men jeg vil altid kræve, at mine karakterer opfører sig ordentligt. De skal være gode og hjælpsomme ved familie og venner og ofte vil jeg også gerne, at mine karakterer gennem bogen lærer at tro på sig selv og egne evner, som det fx er tilfældet med Atlan i ”Atlan og ulvene – Tankens bånd” hvor Atlan bliver udsat for så meget og til sidst får troen på sig selv.

7. Hvad giver det dig rent personligt at skrive og skabe?

 

Det giver rigtig meget på mange plan. Det føles skønt og tilfredsstillende at være kreativ og lade sin fantasi flyde og så fedt, at det kommer med den bonus, at læsere henvender sig og fortæller, at de kan lide mine historier – det varmer langt ind i sjælen og gør forfatterjobbet unikt og fantastisk.

 

8. Er der nogle af dine karakterer, der minder om dig?

Jeg har aldrig skrevet en karakter med den tanke, at de skal afspejle mig, men jeg har da helt sikkert sider tilfælles med de fleste af mine karakterer. Og jeg trækker på egne erfaringer om hvad jeg tror, jeg ville gøre, når personer i min bog kommer ud for ulykker/angreb og lign.

 


9.  Hvordan er dine optimale skriveforhold? Snacks, sted, stilhed, tidspunkt?

 

Jeg sidder oftest på mit kontor og skriver, når børnene er i skole og stopper som regel, når de kommer hjem ved 3-tiden. Der skal helst ikke være for mange ting omkring mig til at distrahere, så jeg ruller mørklægningsgardinet ned og tænder en enkelt lille bordlampe, så jeg kan se tastaturet. Det hjælper med at holde fokus på det, jeg arbejder med. Nogle dage arbejder jeg også senere på dagen, når børnene er hjemme - så sidder jeg i en lænestol i stuen for at være mere social. Jeg prøver at undgå snacks og drikker helst kun the eller kaffe.

10. Hvilke typer bøger kan du bedst selv lide at læse? Nævn gerne mindst 5 danske fantasybøger som er dine favoritter.

 

Jeg læser en masse letlæsning, som en slags research til, hvad der rør sig indenfor genren. Længere bøger lytter jeg til, og det er primært fantasy og krimier, men jeg prøver også at lytte til bøger, der er udenfor min comfort zone.

Af fantastiske danske fantasybøger/serier vil jeg gerne nævne:

”Spektrum” af Nanna Foss

”Rejsen til Aretz” af Christina E. Ebbesen (jeg har været betalæser på de to bøger, der allerede er udkommet)

”Sprækken til Luscuro” af Julie Midtgaard

”I månens skygge” af Pernille Eybye

”Vildheks” af Lene Kaaberbøl

11. Vælger du selv den person, som illustrerer dine bøger? Og fortæller du, hvordan alt skal se ud?

 

Jeg får som regel lov til at komme med forslag, og jeg går ud fra, at forlaget så tjekker om vedkommende har tid og hvis ikke, vælger de selv en passende. Jeg er helt sikkert meget tilfreds med dem, der har illustreret mine bøger til dato og synes, at de har gjort et fantastisk arbejde med at bringe teksten til live og ud til læserne. Det er forlaget, der har alt kommunikationen med illustratoren, men det hænder også at jeg skriver direkte til illustratoren, når forlaget har givet mig besked om hvem der er valgt. Det er lidt nemmere at kommunikere direkte, og så kan jeg lige minde om, at fx skurken i bog 2 har et ar hen over kinden, men ud over den slags småting, har illustratoren helt frie tøjler til at tolke mine ord om til billeder. Det hænder at fx arret er glemt eller, at en person, som jeg har beskrevet som rødhåret på illustrationen er afbilledet som sorthåret, og så er det nemmest at ændre teksten, så den passer til illustrationerne.

12. Hvad giver dig glæde i hverdagen og har du nogle særlige hobbies eller interesser?

 

Jeg nyder at bage og det gør min mellemste søn heldigvis også, så vi bager tit sammen i weekenden. Hvis vi bager noget nyt, lægger jeg som regel billeder af op på min insta-konto. Vi ser også Den Store Bagedyst sammen hele familien, så her i efteråret prøver vi mange af de gode opskrifter fra DR1.

13.  Andre fun facts om dig eller noget du gerne vil tilføje?

 

Jeg er lidt af en gamer 😋 på trods af min alder (46 år) er jeg vild med at spille fx Fortnite og gør det flere aftener om ugen med min mand. Jeg elsker også at spille Minecraft med hele familien, hvor vi spiller sammen og laver forskellige opgaver for hinanden fx byg det fedeste hus. Lige for tiden spiller vi også mange brætspil, som Bezzerwizzer, Cluedo og Partners.

14. Hvilke bøger var dine favoritter som barn?

 

Den første jeg kommer i tanker om, er ”Telekattene” af Andre Norton, som jeg kan huske at være helt opslugt af, og jeg har uden tvivl prøvet at sende nogle tanker til den huskat, jeg voksede op med. Måske er det i virkeligheden der ideen til Atlan og ulvene opstod, selv om jeg ikke bevidst har tænkt over den serie, siden jeg var barn.

Jeg kan også huske, at jeg elskede Susan Hintons bøger (Outsideren, Tex, Sidste år er længe siden) og serien ”The Dark is Rising” af Susan Cooper – jeg kan ikke lige finde ud af hvad serien hedder på dansk, men jeg var vild med den og tror, det er noget af det første fantasy jeg har læst.   

15. Tor drømmer om at blive ridder og Atlan om at gøre sin far stolt. Hvad var din drøm, da du var barn?

 

Helt sikkert også at gøre mine forældre stolte, men mine planer gik nok mere i retningen af en god uddannelse og et godt lønnet job. 😊 Jeg tror, forældrenes skygge falder langt ind over de flestes voksenliv – Det er en stor opgave at finde sin egen retning her i livet og det er der skrevet mange bøger om og der kommer forhåbentlig mange flere, for det er et godt emne uanset om man skal bryde fri eller bare indse, at forældrene måske kun ønsker det bedste lige gyldigt, hvad det måtte være.


16.  Hvordan gør du dine karakterer så dybe og ægte i så enkelt et sprog?  Er det noget som du har særlig fokus på?

 

Jeg prøver at gøre det tydeligt, hvad mine karakterer ønsker og tænker på, og så derefter gør det svært for dem at opnå deres mål. Problemer og dårlig behandling skaber som regel sympati for karakteren, når han/hun skal overkomme dem for at komme videre. Derefter er det meget vigtigt, at man kan relatere og tro på de valg, som karakteren foretager gennem sin søgen på målet. Det er altid op ad bakke, hvis en forfatter skal have en karakter til gøre noget der er utroværdigt – der skal meget overbevisning til og det vil ikke lykkes at sælge ideen til alle læsere. Jeg er selv en hårdt dømmende læser og hvis jeg synes, at karaktererne i en bog opfører sig dumt, så kan jeg ikke lide bogen, uanset hvor velskrevet den ellers er, og hvor godt forfatteren har forsøgt at få mig til at tro på ideen. Jeg håber, jeg kan manøvrere uden om karakterer der nødvendigvis skal gøre noget dumt, i mit forfatterskab.


Tusind tusind tak til søde Lone Halkjær for, at du ville være med til dette interview. Det var utrolig spændende at læse dine svar. 


Jeg ser meget frem til at læse flere af dine bøger. Jeg håber selv meget, at der kommer flere bøger i serien med Atlan og Ulvene samt Tor og Ridder Arnt.



Læs gerne mine anmeldelser af Lone Halkjærs bøger her på bloggen eller en kortere version på mit boginstagram. Se også meget gerne min reel forfatterintro-reel på instagram og læs mit indslag om Fantasy festival 2021. Læs også gerne gode anmeldelser af Lone Halkjærs bøger hos @trebbien83  @fantastiskefamiliebøger @norogfarlæser @mullesbogblog og @bechsbooks. 


Skrevet af Youlooklikeabook.


Tusind tak for lån af fotos fra Lone Halkjær (nogle foto har jeg også taget selv).







Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Interview med Mikkel Hansen

Ronni Romario af Laura Helena Piementel da Silva

Interview med Heidi Keller